En forloren hare eller et farsbrød er altid godt, men jeg har lavet en variation over temaet, så jeg har kommet krydderurter og hvidløg i farsen. Jeg var så heldig at finde nye lækre kartofler, og de blev rigtig fint sprøde i ovnen sammen med farsbrødet.
Jeg har verdens mest åndssvage ovn, som laver alle mulige mærkelige ting – men den siger da bip-bip-bip, når man trykker rundt i den totalt uoverskuelige menu. Jeg er ikke imponeret af Gorenje, og jeg kunne fortælle en meget lang historie om en ovn, importeret fra Danmark og som har haft reparatør 4 gange – uden at komme til at virke ordentligt. Men det gør den nu – kun fordi min bedre halvdel og jeg regnede ud, hvad den dælens ovn havde gang i. Så lavede vi lige en “quick and dirty”, og nu virker den!
En af de meget irriterende egenskaber ved den ovn er – ændrer man fra over/undervarme til varmluft – så slukker den. Dumme apparat! Og det gjorde den også, da jeg skulle lave mit farsbrød. Derfor skulle det pludselig gå stærkt, og det var faktisk ikke den dummeste ting. Jeg skruede op på 225 grader varmluft, og denne gang fik vi et supersprødt farsbrød og nogle skønne kartofler. Lesson learned: Godt med varme på, så bacon og kartofler bliver sprøde – og farsbrødet var dejlig saftigt og masser af smag.
Jeg lavede farsbrødet med både friske og tørrede krydderurter – det jeg lige havde: dild, oregano, basilikum og persille – og der blev ikke sparet på det. Det gør en traditionel forloren hare til noget lidt mere særligt.
Vi fik salat og hvidløgsdressing til, og det smagte virkelig dejligt. Resten af farsbrødet er til pålæg og smager skønt på rugbrød.
Farsbrød med krydderurter
Ingredienser
Farsbrød
- 400 g hakket svinekød eller kalv og flæsk
- 1 mellemstort løg
- 1 æg
- 1 dl rasp
- 1 dl vand
- 2 spsk. Koncentreret tomatpure
- 2 fed knust hvidløg
- 1/2 dl hakkede krydderurter, dild, persille, basilikum, timian feks.
- Salt og peber
- 5 skiver bacon
- 3 bagekartofler
- Olie og salt
Sådan gør du
- Kør løget i en persillehakker og tilsæt det til kødet sammen med æg, rasp, vand, salt og peber. Rør det godt sammen
- Tilsæt krydderurter, hvidløg og tomatpure og rør igen.
- Hvis man ikke kan smage på farsen (jeg er ikke sart), så dyp lige en finger i det og sæt den på tungen. Det skal smage salt. Eller steg en lille klump på panden for at teste.
- Form farsen som et brød og læg det i et ildfast fad. Pak baconskiverne omkring, så de dækker overfladen så godt som muligt.
- Skær kartofler ud i både - skyl dem og tør dem grundigt med køkkenrulle. Vend dem i olie og salt og kom dem i et ildfast fad.
- Sæt begge dele i en 225 grader varm ovn ved varmluft. Bages ca. 40 minutter. Lad gerne farsbrødet hvile 5-10 minutter og skær det så i skiver.Serveres med en salat og dressing.