Gode bøger er altid dejligt til ferien i Thailand, men de er altså også dejlige til en gang rengøring og støvsugning – hvis vi altså snakker om lydbøger.
Jeg er ikke den store boglæser – det kan jeg simpelthen ikke finde ro til. Hvis jeg skal sidde i sofaen og læse, så har jeg konstant dårlig samvittighed over ikke at lave noget. Det er nok en reminiscens fra det travle liv i Danmark, hvor vi altid skulle være i gang med noget i vores sparsomme fritid for ikke at spilde tiden!!
Til gengæld er jeg en rigtig god bog-LYTTER. Lydbøger er fantastiske, når man skal bruge øjne, arme og ben til noget andet. Så kan man være super underholdt, grine og græde mens man hører en rigtig god bog.
Jeg har været på lydbøger i en del år, og min allerførste rigtige lydbogssucces var “Duma Key” af Stephen King. Det er en fantastisk bog, og jeg fik med den overbevist flere af mine kollegaer om, at det var top underholdning at høre i bilen, når man skulle køre til og fra arbejde og mellem vores kontorer i Herlev og Silkeborg. På det tidspunkt købte vi dem på CD, og så brugte min bedre halvdel mange timer på at omformatere dem til MP3 filer og så brænde dem på nye CD’er. Ellers skulle man køre rundt med en boks med 20 CD’er, som man skulle skifte hver halve time, og CD’erne kunne heller ikke gå i min lille Philips MP3 afspiller.
Nu kan man jo bare streame, og selv om jeg bor i Thailand, har jeg stadig et Mofibo abonnement, som jeg i øvrigt fik i afskedsgave af mine kollegaer som prøveabonnement, og som jeg fandt ud af, jeg ikke kunne undvære. Så når jeg svinger støvsugeren eller vasker gulv, så hører jeg en god bog, og det er gør bare de mere trælse opgaver til noget hyggeligt.
Jeg hører både lydbøger på dansk og engelsk, men her fornylig faldt jeg over Johan Ottosen, som er en dansk forfatter, der har skrevet “Stenens Tid” og “Apokalypsens Engle”. Johan Ottosen er jazzmusiker og tidligere kaffeguru, men nu har han skrevet sig til at blive kaldt for Danmarks svar på Dan Brown! Hvis man kan lide krimi mixet med action, storpolitisk spil og noget mystisk historie, så er de her bøger altså bare sagen.
Handlingen i bøgerne er meget svær at gengive i korthed, men der er alt fra et attentat på det danske kongehus, atomtrusler fra Iran samt et uopdaget rum under krypten i Århus Domkirke med inskriptioner, der kan ændre danmarkshistorien. Bøgerne er højaktuelle på den skræmmende måde. Personerne i bøgerne er godt beskrevet, og man kommer ret tæt på hovedpersonerne, hvis historier efterhånden vikles ind i hinanden og smelter sammen.
Det er action, action, action i et højt tempo, og man kan næsten se filmatiseringen for sit indre øje.
Forleden gik jeg så og vaskede gulv med superunderholdning i ørerne, da oplæseren (Henrik Hartvig Jørgensen – en af de supergode) læste op, at Johan Ottosen nu sagde “Farvel og Tak for denne gang”.
ÅH NEJ! Hvad var nu det??
Jeg havde ikke lige set, at de to bøger er en del af en trilogi…. Der kommer et tredje bind “Antikaos”, som skal udkomme engang i løbet af 2020. Nu skal jeg så hænge i limbo i månedsvis, indtil det sidste bind udkommer, og jeg kan finde ud af, hvad der sker med hele verdenssituationen, atombomber, kongefamilien, skrifttegnene under krypten, om Birgitte og Søren får en dreng eller en pige.
Aj altså – det er ikke helt fair! Men jeg glæder mig, og det sidste bind vil blive slugt råt, når det udkommer!! Jeg har godt nok læst i anmeldelserne, at det er en rigtig “mande-thriller”, men enten er der lidt for meget dreng i mig, eller også er det bare nogle forbasket gode bøger!