AirBnB er en meget populær form for indkvartering i det meste af verden. Private kan leje deres bolig ud for en eller flere nætter, og som lejer kan man være heldig at få en både spændende, velplaceret og billig bolig i en kortere eller eller længere periode.
Men er det lovligt i Thailand? Det korte svar er: Måske!
Feriebolig i Thailand
I de senere år er det også her i Thailand blevet populært at leje en privat bolig gennem AirBnB. Hvis man kigger på deres hjemmeside og ser, hvad man kan få for ikke så mange penge, så er det også fristende. Man kan få en stor villa med pool og lækker havudsigt for det halve af, hvad et hotelværelse koster. Der er SÅ mange huse og lejligheder der står tomme her – specielt i turistområderne, så markedet er kæmpestort.
Loven i Thailand
I Thailand må man ikke udleje en bolig i mindre end 30 dage, hvis man ikke har en licens til at drive hotel. Den lov blev vedtaget i 2008, og den blev lavet for at beskytte hotellerne i landet. Men som så meget andet her i Thailand, så er det ikke sikkert, at myndighederne også håndhæver loven. Det har man så ikke gjort med denne lov – før at hotellerne begyndte at anmelde private for ulovlig udlejning.
Lovene i Thailand er mange gange ikke særlig fyldestgørende, så det er ofte meget svært at blive klog på, hvad der er lovligt og ikke lovligt. Nogle gange laves der en lov, som man senere finder ud af, ikke er helt entydig eller i værste fald upopulær – men nu da den er vedtaget, kan man jo bare lade være med at håndhæve den.
Den første dom faldt her i Hua Hin i juli sidste år. Den seneste sag involverer ikke nødvendigvis AirBnB, men der er kørt en kæmpe razzia på Koh Samui i sidste uge baseret på samme lov.
AirBnB i Thailand
AirBnB har gjort en masse fodarbejde for at finde en overenskomst med myndighederne her i Thailand. Der er omkring 60.000 boliger udbudt til leje på AirBnB, og det giver en samfundsmæssig økonomisk indsprøjtning på ca. 4 mia. bath hvert år. Det er jo også en slags penge.
Men der har været et par sager – som nævnt en sag her i Hua Hin, hvor en udlejer blev kendt skyldig i at bryde hotelloven.
Hvis man googler emnet på internettet, så kan man faktisk ikke finde noget entydigt. Nogle steder står der, at man godt kan udleje sin bolig via AirBnB – andre steder står der, at udlejning under 30 dage er forbudt. Nogle nævner også, at hvis udlejer bare indberetter sine indtægter, så er alt ok. Ja, det er altså ikke sådan helt skåret ud i pap.
Hvad gør man så som turist?
Ja, hvis man ønsker at bruge AirBnB, så kan man jo gøre det. Jeg tror ikke, at en lejer får en bøde og kommer i fængsel – det er nok nærmere udlejeren, der må tage skraldet. Men man skal bare lige være opmærksom på, at det er almindeligt i Thailand, at man laver “crack-down” på et eller andet ind i mellem – altså i denne måned går vi efter denne ulovlighed.
Derfor check med udlejeren op til opholdet, om alt er ok. Man kan jo bare lige spørge, om der er sengelinned med i prisen eller noget andet. Ikke at det giver 100% sikkerhed….
Her i Thailand er der vist kun een ting, vi kan vide med 100% sikkerhed: Vi skal alle dø. Resten er op til den enkelte medarbejder på kommunekontoret, immigrations eller et andet sted. That’s how it works…
Nyd nu bare Thailand – det er et dejligt, men også kringlet land.