En veloverstået fest….

I går holdt vi fest, og hvor er det skønt, når man dagen efter står op alt for sent og kan tænke tilbage på en dejlig fest i venners lag.

Min bedre halvdel rundede et skarpt hjørne i går (sammen med grundloven), og det var vi da nødt til at fejre på behørig vis. Når man er pensionist i et fremmed land, så kan man altså sagtens holde en rund fødselsdag på en højhellig mandag, for langt størsteparten af gæsterne skal da heller ingenting næste dag. Vi havde mange spekulationer omkring konceptet – stort party – lille og intimt – primitivt – fancy…. Ja, alt det man nu overvejer, når man gerne vil holde en fest.

Vi valgte at gå lidt utraditionelt til værks, så det blev på Rockzone Bar – også lidt for at støtte vores ven Tam, for det er godt nok bare lavsæson lige nu. Der er ikke så mange der holder deres 70 års fødselsdag på en rockbar, men det gjorde vi så.

Sikke en fest!

Jeg havde besluttet, at jeg selv ville lave noget af maden, og så bestille noget Isaan mad fra en nærliggende restaurant. Det betød, at jeg lavede mad i dagevis og slet ikke havde tid til at skrive her på min blog. Jeg havde 25 lister med retter, ingredienser, indkøbssedler, fremgangsmåder, timing osv. osv. Jeg har fundet ud af, at hvis jeg har de lister, så i den stressede situation op til servering følger jeg bare listen og slår hjernen fra – det virker. At vi så stod og lavede kyllinge sliders i underbukser (det lyder måske lidt forkert) lige før gæsterne skulle komme er en anden sag. Vi nåede det trodsalt.

Kunsten denne gang bestod i, at jeg skulle transportere al maden hjemmefra og til baren (som godt nok kun er 900 meter væk), men alligevel….. Og da vi kom til baren med alt det hele, så var alt bare på ægte thai maner kaos. Men med et par veninders hjælp fik jeg stablet en buffet på benene til 35 mennesker – vores største problem var faktisk Tam og personale, som var så interesserede i maden, at de stod i vejen hele tiden! Men vi fik det fuldendt, og jeg fik ros for maden, og det var jeg rigtig glad for! Tarteletter med høns i asparges og min vitello tonnato (godt nok med gris) var et kæmpe hit!

Maskeret blomkål, tarteletter, gris med tunsauce, hjemmelavet brød
Sliders med kylling, broccolisalat, salat med feta og bagt græskar, minestrone, langtidsstegt lam og nogle thai retter.

 

Som det er her i Thailand og også i mange andre kulturer, så er tidspunktet på en invitation bare vejledende. Det betyder, at når man er inviteret til kl. 18.30, så dukker man da bare op kl. 20. De stakler, der gjorde det, kom til en temmelig raseret buffet med kold mad, men det var jo deres eget valg. Vi havde også nogle stykker, som “gate crashede” – de var ikke inviteret, men de havde en rigtig fin aften, så det ud til…..

Jailhouse bageri her i Hua Hin leverede en kagemand (jeg gider ikke godt de der lagkager med fondant og alt det). Den blev serveret på ægte dansk maner – vi skar halsen over på den og skreg i vilden sky. Alle ikke-danskere tænkte helt sikkert, at de der danskere var nogle værre barbarer og skøre idioter! En af mine thai veninder spiste alle tavlekridt lakridser på kagemanden – dem var hun vild med.

Min husbond er meget involveret i musik, og det gav nogle rigtig gode musiker- og bandsammensætninger på kryds og tværs. Masser af live musik i løbet af aftenen. Så sluttede vi af med Tam’s band (rock) The Answer, som spillede så taget lettede. Alle gæsterne var positive og glade, og min bedre halvdel smilede op til begge ører hele aftenen. Lige hans stil. Jo, vi fik altså med vores venners hjælp banket en ret god fest sammen.

Tam og personalet gav os VIP behandling hele aftenen, og Oat, en af tjenerne, tjente lidt ekstra ved at tage billeder og video. Han er bare en guttermand og en af mine absolutte thai favoritter!

Vi blev kørt hjem med alle potter og pander ved halv to tiden, og så tog jeg lige opvasken til et par cool-down øl og lidt musik. I seng lidt over 3, og for en gangs skyld sov vi til kl. 9.30!!!

Min husbond er så lykkelig over aftenen, og det viser bare, at man ikke behøver at holde en helt vild dyr og fancy fest for at det er fedt! Men i min opfattelse skal man også give den gas til de mærkedage der nu er, hvis man er til det. Det gjorde vi så, og nu er jeg så træt som et helt alderdomshjem. I aften står den på “kom-hjem-mad” – millionbøf – det har vi i alle årene fået, når vi er kommet hjem fra ferie. Det er nemt og smager godt. Og så er det bare på hovedet i seng – jeg tænker, at vi begge kommer til at snorke helt vildt……

I morgen er nemlig en ny dag! Vores venner fra Danmark kommer om en uge for at fejre forsinket fødselsdag, så der er mange ting, der skal laves og ordnes! Jeg har ikke set min veninde i næsten 4 år, så det bliver bare SÅ godt….

 

 

2 thoughts on “En veloverstået fest….

  1. Hej Janne,

    Tillykke med en veloverstået fest – sikke en fornem menu.

    Når vi holder fester i Nong Khai, så er der godt og vel samme mængde mennesker, men de er allesammen med på billederne. Når de står i kø ved buffeten, og med åben mund mens de spiser og de poserede, med v tegn og smil. Det hænder at nogle ikke vil fotograferes og så prøver vi at fotografere uden om. Men på dine fest billeder er der ikke et øje. Festen i Isan, og festen med den Danske ambassade er undtagelserne. Du kan google Nong Khai og “Danish Corner” eller ” The Meeting Place” som er byens to Dansker vandhuller, masser af mennesker til deres fester.

    Det fungerer oftest som et sammenskudsgilde. Den ene laver stegen, en anden laver brødet, kartoffelsalaten og frikadellerne. Sådan har det fungeret i snart 40 år, de forholdsvis nye ejere, er lykkes med at holde de gamle traditioner i live. Sammenholdet blandt de fastboende og vinter gæsterne er ret fasttømret.

    Jeg får indtryk af en helt anden stemning når jeg læser din blog fra Hua Hin, måske er der mere fis og ballede på din FB – men jeg bruger ikke FB, så jeg kan kun kommentere her. Og her er der påfaldende få video klip og festglade billeder. Hverken fødselsdagsbarnet eller super kokken er på et eneste billede – det virker bare sært.

    1. Hej Max,
      undskyld det sene svar, men vi har haft besøg fra Danmark, så vi har været 110% optaget.

      Jeg forstår, hvad du siger, men jeg kan love dig for, at der var gang i den fest. Mit problem er, at jeg ikke må vise billeder af folk, medmindre de giver mig tilladelse til det. Derfor er jeg altid meget påpasselig med den slags – jeg har ikke lige lyst til at få et sagsanlæg. Her i Thailand er man ikke så krakilske, men “you never know”.

      Superkokken, som var i rødt og sort som farverne i Rockzone, og blev faktisk kaldt en “hot chick” af en australsk veninde. Thaierne skrupgrinede da de fik det oversat til thai.

      Venlig hilsen
      Janne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *