En tur til Surin med kort varsel

Vi blev for en uge siden inviteret til en vens 70 års fødselsdag. Han bor i Surin oppe nordøst på i nærheden af grænsen til Cambodia. Skal – skal ikke?

Ud at køre med de skøre

Ja, sådan er vi! Vi fik en invitation med kort varsel, og så besluttede vi, at vi da skulle være med til at fejre vores ven Ben’s fødselsdag i Surin. Også selvom der lige er 10 timers kørsel derop! Vi blev dog enige om, at vi nok hellere måtte brække køreturen over i lidt mindre bidder, for det er altså en meget lang tur i Thailands trafik. Hotelpriserne uden for turistområderne er stadig pænt lave, og man får rigtig meget værelse for bare 150 – 200 kr.

Jeg er kontrolfreak, så alt blev researchet og booket hjemmefra. Jeg gider IKKE køre ud i det blå og sidde og brænde sammen over, at det snart er mørkt, og vi stadig ikke har et sted at sove. Men på research måden får man også nye landskaber ind på sin hjernebark. Udover selve hotellet og værelset undersøger jeg, hvor vi kan spise, er der en bar eller to i nærheden, hvordan er tilkørselsforholdene, parkering osv. osv. Sådan gik det også denne gang, så ALT var under kontrol, før vi tog hjemmefra.

Festen var på fødselarens store dag fredag, så vi tog afsted hjemmefra torsdag. Først skulle vi lige op i fitness centeret og træne (jeg er efterhånden helt fanatisk med det træning!), og så tog vi hjem og fik en klemme, pakkede bil og tog afsted.

Driving Miss Crazy (efter filmen Driving Miss Daisy)

Det siger min husbond tit, når han skal køre mig et eller andet sted hen. Det passede også ret godt denne gang! Efter ca. 1 1/2 times kørsel opdagede jeg, at min håndtaske IKKE var med i bilen. Sikke en larm det gav!! Kontrolfreak eller ej – jeg havde fejlet totalt!! Havde jeg haft en stor kæp, havde jeg banket mig selv oven i bolden ca. 100 gange! Nu var vi lige godt på vej uden for myldretid og alt for heftig trafik. Men uden pas, penge og mobiltelefon gik det altså ikke. Så vi måtte tage den tunge vej tilbage til Hua Hin igen! Tasken stod fint på køkkenbordet, og så startede vi forfra.

Det resulterede så i, at vi ramte Bangkok “perfekt” i myldretiden. Der er SÅ meget vejarbejde rundt om Bangkok, og det er et mareridt, hvis man ikke undgår de værste tidspunkter. Det kan jeg så fortælle, at vi ramte spot-on! Da det så var overstået, begyndte det at blive mørkt, og vi kørte ind på vejen mod Nakhon Ratchashima (Korat). Vi ved nu, at det er lastbilernes “Eldorado”. Hvis man vil se “elefantræs”, hvor lastbilerne kun kører i de yderste spor, er det her. De er komplet ligeglade med det inderste spor – det er nærmest tomt. Alle ligger i 2. eller 3. spor, somme tider også i 4. – med 60-80 km i timen – og da vi nåede bjergene blev det endnu langsommere op ad stigningerne.

Jeg kontaktede vores thai ven, Tam, og han ringede til hotellet i Nakhon Ratchashima for at fortælle dem, at vi kom sent – ca. 20.30. Godt for det! Receptionisten ventede kun på OS, og da vi kom ned igen efter at have smidt den ene halvdel af bagagen op på værelset, var receptionen lukket, og vi skulle ud igennem køkkenet og en baggård for at komme til vores bil. Men selve hotellet “Urban Bamboo” var et fedt lille sted med en helt speciel stil. Kun 720 baht for en nat – inklusive en rigtig fin morgenmad.

Nakhon Ratchashima – også kaldet Korat

Heldigvis havde jeg gjort mit hjemmearbejde! Selvom vi skulle overnatte i absolut centrum af byen, var der MEGET stille ved den tid af aftenen. Vi gik hen ad en vej, hvor stort set alt var lukket og slukket. Vi gik forbi en kedelig stille restaurant, og kom så frem til et af mine fixpunkter. En bar/restaurant med live musik, som hed Dok Mai Restaurant. Det var så en ny oplevelse i Thailand! Her var dusinvis af piger til at betjene thai mænd. Vi var de eneste udlændinge OG jeg var den eneste kvindelige gæst i restauranten! Det var vildt hyggeligt, og vi blev godt modtaget. Fik noget rigtig god mad og nogle kolde øl, som damerne sørgede for at fylde i glasset allerede når det var halvtomt. Vi nåede at se tre forskellige bands spille, og vi fik også en hold snak med en af pigerne, som turde at kaste sig over et par faranger. En blanding af dårligt Engelsk og meget dårligt Thai. Vi kom frem til, at konceptet er, at thai mændene kommer og spiser og drikker, og så byder de damerne på drikkevarer og mad. Der blev ihvertfald kylet godt med thai whisky og øl ned af alle parter til høj thai musik!

Surin – uden rotter!

Næste morgen kørte vi videre til Surin, hvor vores ven havde booket hotel til os et stykke fra sit hus – han bor virkelig på landet. På nettet havde vi set, at lige ved siden af var en restaurant, hvor de sælger rismarksrotter grillet. DET måtte vi da bare prøve. Rismarksrotter er ikke sådan nogle rotter fra kloaken, som vi normalt forbinder med rotter. De her rotter lever i rismarkerne og æder snegle, insekter osv. osv. Vi har tit snakket om, at det må vi prøve, men der er ikke så mange rismarker i Hua Hin, og derfor heller ikke ret mange af den slags rotter.

Så vi smed bagagen ind på vores næste hotel og skyndte os over i den restaurant på den anden side af vejen. Øv – de havde da ikke rotte på menuen alligevel. Skuffede vendte vi tilbage på hotellet og spiste en pose peanuts! Iøvrigt et vildt fint hotel ude midt i ingenting til 600 baht. Malinee hedder hotellet.

Tid til fest

Så var det tid at tage til fest. Vi blev hentet af fødselaren. Festen skulle holdes hjemme hos ham og hans frue. Hun er thai og har en lille restaurant i haven. Vi nåede kun lige at ankomme, så VÆLTEDE det ind med mennesker.

Der var selvfølgelig masser af thaier, men ellers var rigtig mange nationaliteter også repræsenteret. Ben’s venner i området er fra Norge, Danmark, England, Island, Frankrig og flere andre lande. Vi var så heldige at møde hans franske ven, som laver ost hjemme i sin garage. Han havde medbragt 2 forskellige oste af camembert typen som smagsprøver. Spørg lige om fru Osteelsker gik helt i coma! De var bare SÅ gode, så jeg endte med at spise ost og brød, så jeg ikke kunne klemme ret meget af buffet’en ned!

Alle thaierne satte sig på bambusmåtter i indkørslen, mens vi gamle vesterlændinge sad ved bordene. Lidt henne på aftenen gik det hele op i et højere gear, og så blev der danset og skrålet højt til thai musik. Jeg endte som sædvanlig med at tage en ordentlig svingom med nogle thai damer. Den ene af dem sagde bagefter: “Do you remember me?”. Næh, måtte jeg da indrømme… Jamen, så var hun da med til en fødselsdag hos en ven her i Hua Hin for nogle måneder siden…. Da dansede vi så også sammen…. Jeg er altid imponeret af, hvor gode thaierne er til at huske ansigter!

Sikke et party! Der blev råbt og skreget og sunget – jeg tænker naboerne nok har måttet vente med at sove til halvsent! Nogle flinke mennesker kørte os tilbage til hotellet, for taxi er ligesom ikke en mulighed helt derude på bøhlandet.

Tilbage til Bangkok

Lørdag morgen kørte vi tilbage mod Bangkok. Vi havde besluttet også at bide hjemturen over i to. Min husbond ville gerne køre på landevejene i stedet for highway, så vi startede ud ret tidligt på den 5 timer lange tur. Aldrig i mit liv har jeg oplevet SÅ mange huller i vejen! Over lange stræk kørte vi i uafbrudt zig-zag for at undgå hullerne – vi lurede de lokale af og fulgte dem.  Alligevel fik vi nogle gevaldige brag, når vi ramte nogle kæmpe huller i asfalten. Vi havde nok også regnet med lidt oplevelser i form af smukke landskaber, men 90% af tiden var det bare rismarker!

Da vi nåede frem til Bangkok, var vi begge lettede over at kunne komme ud af bilen! Hotellet “Letana Hotel” ligger 20 minutters kørsel fra Suvarnabhum Airport. Faktisk kørte vi turen dertil  bagom hele lufthavnsområdet, og det var ret sjovt at se. Hvor hotellet ligger sker der ikke det store, men vi havde læst, at der på hotellet var levende musik og spændende restaurant ned til en kanal. Flot og spændende var der. Sådan New York “loft style” i mange niveauer og med masser af sjove detaljer. Værelset var også super med helt rimelige 1090 baht i pris.

Restauranten var dog GIGA dyr. Vi plejer ellers at sige, at i Thailand går det aldrig helt galt prismæssigt. Men det gjorde det så i går. 1800 baht for 3 pølser, ovnkartofler og en thai salat + 3 øl er altså lige i overkanten! Vi betalte 2 x 40 baht for 2 glas vand, som vi ellers sagde nej til, og så måtte vi bøde 100 baht for at få isterninger i vores øl. Musikken var heller ikke lige noget at skrive hjem om! Stadigvæk – hotellet var fedt og supergod betjening og dejlige omgivelser.

Hjemad!!

Klokken 6 i morges sprang vi ud af sengen – nu skulle vi hjem! Hurraaa! Så ud i bilen uden morgenmad og så bare mod Hua Hin. En nem tur en søndag morgen, så dagen er stadig vores. Vi er dog noget baskede. Triptælleren i bilen siger, at vi har kørt 1334 km. på 4 dage, og vi har siddet 20 timer i bilen. Det kan jeg også godt mærke i bagdelen!

Næste gang vi besøger Ben, skal vi bruge nogle flere dage. Faktisk syntes vi så godt om Surin town, at vi er nødt til at komme tilbage og udforske byen noget mere! Men Thailand er godt nok mest virkelig dårlige veje eller vejarbejde, vejarbejde, vejarbejde!

I aften bliver nok helt klassisk “komme hjem aften”. Vi spiser vores sædvanlige “komme hjem mad” – millionbøf med kartofler og grønsager – og så knalder vi hovedet ned i tallerkenen til en film på Netflix! Vi er mætte af indtryk og masser af spændende mennesker – og trætte efter mange timer i bilen. Plus komme lidt for sent i seng hver aften og MÅSKE …… lidt for mange øl…..

Ude godt – men hjemme bedst!

 

 

PS. Billedet øverst er af min egen hjemmelavede bitter. Vi kan godt lide en bitter til morgenmad engang imellem, men det er hunde dyrt her i Thailand. Til gengæld koster en god kvalitet lokal vodka kun 400 baht for en liter. Efter 4-5 forsøg kom jeg frem til denne her. Den tager en måned at lave og indeholder lidt mere end 20 ingredienser. Hvad giver man manden der har alt, som bliver 70? En kurv med gode sager – inklusive en flaske Baan Jet bitter!