En tur på sygehuset

Vi var en tur på sygehuset i Bangkok i sidste uge. Det var en rigtig dårlig oplevelse, og det endte IKKE med en Lilly model, kan jeg godt afsløre

De fleste herboende ved, at offentlige hospitaler i Thailand tit er overrendte, og man skal sætte rigtig god tid af til det, hvis man har et ærinde der. Praktiserende læger er der ikke ret mange af her i Hua Hin, så man kan enten vælge et offentligt eller et privat hospital, hvis man skal have checket en forvredet ankel eller noget udslæt. Er det mere specielt, er der små og store klinikker med specialer som hudsygdomme eller sygdomme i vandværket. Er det endnu mere specielt, så må man til Bangkok.

Vi har begge to inden for de sidste par år fået nogle komplicerede øjenoperationer i Bangkok på et velrenommeret (og dyrt) privathospital kun for øjenlidelser, og vi går stadig til kontrol med jævne mellemrum. På grund af vejarbejde er turen til Bangkok til meeeeeeget lang og besværlig, så det er ikke lige noget, vi glæder os til. Vi tager som regel en overnatning på et lejlighedshotel i nærheden af hospitalet, for vi er for gamle til at køre turen begge veje på samme dag, og så kan vi jo lige så godt få en tur ud af det. Vi havde slået vores tider sammen, så vi ikke skulle køre flere gange, og det syntes vi selv var smart!

Vi havde også booket en lejlighed denne gang, fordi vores konsultationer lå på en meget hellig helligdag, og alle andre gange har vi kunnet få værelset, når vi ankom hen på formiddagen. Det kunne vi så desværre ikke denne gang. Der er tydeligvis meget mere gang i svesken på hotellet, end der var i januar 2022. Så vi endte med at kunne få værelset 10 minutter før, vi skulle stille på hospitalet. Galop galop for at få vores mad ind i køleskabet og så ud af døren.

I Thailand er det lige før man får målt blodtryk, bare man skal ind i 7-11. De er vilde med at checke blodtryk! Jeg er ikke særlig vild med sygehuse, så mit blodtryk er ofte helt oppe i loftet, når jeg får det målt. Denne gang var ingen undtagelse, for da vi kom ind på sygehuset og skulle “checke ind”, var der så mange mennesker i kø til alt muligt, og der var totalt kaos. Det lykkedes dem at rode så meget rundt med alle papirerne, at min bedre halvdel fik målt sit blodtryk i mit navn. Noget sagde mig, at han heller ikke var vild med situationen, for hans blodtryk lå da også pænt højt. Vi måtte så tilbage til skranken og få udleveret hans papirer, og så skulle mit blodtryk måles. På det tidspunkt kunne jeg allerede mærke blodet suse i mine ører, så jeg vidste godt, at det var slemt. Det skal lige siges, at mine tidligere erfaringer på sygehuset var med i bagagen. Dengang jeg blev sat i skammekrogen i 15 minutter, fordi jeg målte 37 grader på deres termoscanner – meget naturligt, når man lige har gået en kilometer i rask trav i 36 grader og solskin. Eller dengang jeg blev sat på en stol i et hjørne flere gange, fordi mit blodtryk var for højt. Det blev det altså ikke ligefrem bedre af!

Hvad i alverden har mit blodtryk at gøre med at skulle kigges på af en øjenlæge?? Nå, men tilbage til damen med blodtryksapparatet…. Hun sagde selvfølgelig: “Dit blodtryk er lidt højt med 177 over 91”. Mit låg var lige ved at poppe af. Vi kommer herind i fuldstændig kaos, mennesker overalt, i råber folks navne op med masker på og bagved en plastikskærm, og så fjumrer I også rundt med vores papirer. Hvad tror I selv?? Jeg ved godt, at man skal være flink og rar og holde temperamentet nede her i Thailand, men nogle gange kan jeg simpelthen ikke klare det. Så jeg forklarede damen, at det skulle hun ikke bekymre sig om, for det blodtryk havde de sådan set selv genereret. SÅ fik vi lov at gå videre.

Hospitalet er delt op i forskellige “stationer”, og som patient bliver man bliver man gelejdet fra den ene station til den anden. Da vi op på etagen, hvor det hele foregår, var vi ved at falde om. Mennesker overalt – alt for mange mennesker! Ret hurtigt fik vi begge lavet synstest og taget tryk i øjet. Min bedre halvdel havde en station mere med nogle øjendråber, så jeg gik hen og satte mig foran lægens dør (der er mange læger tilknyttet med hver deres speciale). Vi kom til hospitalet kl. 12.10, og jeg havde en tid klokken 12.50, så jeg skulle vente 40 minutter. På tavlen kunne jeg se, at jeg var nummer 10 i køen, så jeg kunne godt regne ud, at det ville skride med den tid. Min bedre halvdel udkæmpede en kamp ved en anden station, for hans tryk i øjet var for højt, så de ville ikke give ham de nødvendige øjendråber. I stedet for at forklare ham, hvad der så skulle ske, fik han bare lov at sejle sin egen sø, så han vidste ikke hvad han skulle gøre.

Efter en masse (thai) forvirring og renden rundt blev han også sat foran sin læges dør. Efter noget tid kom han ind til lægen, som også er ejeren af hospitalet. Han undskyldte meget det kaos, der var, men det var angiveligt på grund af den her helligdag. Jeg syntes ikke, at der var nogen grund til at min husbond skulle sidde og vente sammen med mig, så ham sendte jeg hjem.

Jeg sad stadig der og blomstrede, og så gik lægen til frokost! Selvfølgelig skal hun da også have noget at spise, men det er jo ikke den fedeste besked at få, når man allerede har ventet ud over sin aftale. Nå, men da hun kom tilbage, var jeg nummer 8 i køen. To unge mænd gik ind, og det tog så over en halv time, inden de kom ud igen. Så var jeg nummer 6! På det tidspunkt var klokken 14.30, så altså mere end 1 1/2 time forsinkelse. Jeg sad et kvarter mere, og der skete ikke en pind. Min telefon var også ved at gå tør for strøm, så underholdningen var også ved at slippe op. Jeg begyndte at regne på, hvor længe jeg skulle sidde på den der ukomfortable stol med en million mennesker omkring mig, larm og råben, en ansigtsmaske der kradsede og en mave, der rumlede.

Da klokken var 14.45 gav jeg op. Køen var der ikke sket noget med, og jeg kunne fint se klokken blive 16 eller mere, før jeg kom ind til lægen. Mit check tager kun 5-10 minutter, så det er lang tid at vente på det. Checket er heller ikke raketvidenskab, så enhver øjenlæge vil kunne foretage det, hvis de bare ved, hvad min øjensygdom er for noget.

Jeg gav op! Og jeg er sikker på, at mit blodtryk på det tidspunkt havde passeret de 200 over 100. Jeg gik op til de 8-10 forvirrede damer bag skranken og bad om at blive lukket ud. De blev helt forvildede – sådan gør man jo normalt ikke i Thailand. Man spilder bare en hel dag af sit liv på at sidde og glo på et dyrt privathospital med dårlig planlægning. Thaierne er meget autoritetstro, og de er vant til, at lægerne er “over” almindelige mennesker. Men jeg er altså stadig dansker, så jeg ville bare ud derfra. Ophobningen af patienter var også vokset, så siddepladserne var sluppet op.

De forsøgte at overtale mig til at blive, for lægen sagde, at der ville gå ca. 40 minutter mere. Næh, sagde jeg. Jeg har fået nok, og vil bare betale for den synstest og så ud herfra. Nej, nej – du skal gå om til tidsbestillings stationen og bestille en ny tid. NOT – jeg ved nemlig af erfaring, at det kan tage op til en halv time at bestille en ny tid. Sidste gang ventede jeg et kvarter, og så spurgte damen ved skranken, om jeg ikke selv kunne ringe ind og bestille en ny tid……

Når man skal betale, skal man lægge sine papirer i en kurv, og så bliver man råbt op. Igen med masker på og bagved en skærm! Og så er thaier ikke særlig gode til at udtale mit mærkelige navn, og det kan jeg sådan set godt forstå. Men hvorfor ikke råbe mit nummer op i stedet? At betale tager snildt et kvarter eller mere, og hver gang jeg kommer dertil er min tålmodighed simpelthen sluppet op, og jeg gider ikke mere bureaukrati. Derfor køber jeg heller ikke min medicin der mere, for udover at koste 30-40% mere end på apoteket, så skal man også vente i pænt lang tid på at komme til, hvorefter de meget omstændeligt forklarer, hvordan man skal tage nogle øjendråber, man har taget i et år….

Min tur tilbage til hotellet foregik i halv galop, for jeg vidste, at der stod en dejlig mand med en kold belønningsøl og en hjemmelavet pastasalat og ventede på mig på terrassen.

Næste dag bad jeg om min journal, så nu kan de altså hoppe i havnen. Den kontrol kommer den lokale og meget søde øjenlæge til at stå for, og får jeg problemer med øje nummer to, må jeg finde ud af det til den tid.

Jeg checkede anmeldelser af hospitalet på nettet, og thaierne er også dybt utilfredse med stedet. De er simpelthen så grådige, at de tager alt for mange patienter ind, og det hele skrider bare fuldstændigt rent tidsmæssigt. Ovenikøbet fandt jeg også ud af, at jeg som udlænding skal betale langt mere end en thai, og med de priser de holder sig, så går vores lille familie bankerot, hvis vi skal derop flere gange om året. Princippet i “dual pricing” er mig inderligt imod, så lige nu kan de bare få en spandt at hoppe i. De får ikke flere af mine penge!!

Nå men, her til morgen læste jeg så om ventetiderne på banale operationer i Danmark, og så er det jo lige før, man skal være glad for systemet her. Her er de så griske, at alt kan lade sig gøre – hvis bare man har penge nok!