Det går desværre den forkerte vej…..

I Thailand går det desværre den forkerte vej, hvad Covid-19 angår. Lige nu ryger tallene i vejret, og det er helt sikkert fordi de er begyndt at teste igen efter et udbrud med epicenter i et mondænt bar/club område i Bangkok..  Og nu er det ovenikøbet den engelske mutation, der smitter mere, og som man  bliver mere syg af, som er på færde her i Thailand.

Udviklingen i løbet af en uge

Blot i sidste uge snakkede man om at åbne landet for turister i afgrænsede områder. Uden karantæne. Jeg tror, den snak er forstummet nu! Også selvom man er i gang med at vaccinere store dele af Phuket’s befolkning til projekt “sandkasse”. Hvor meget det batter, at de vaccinerer med en vaccine, der er 60 – 90% effektiv på papiret (men i Brasilien kun 50%) er et spørgsmål. Her i landet er der kun adgang til Astra Zeneca vaccinen, og en kinesisk – Sinovac (som måske virker halvdelen af tiden) – og muligvis snart Johnson & Johnson. Og antallet af vacciner er forsvindende lille. Desuden kan udlændinge ikke blive vaccineret endnu, så gad vide om de var tænkt til at blive spærret inde på Phuket?

Lige nu stiger antallet af smittede med hidtil uset hast. Ikke at der er så mange i virkeligheden….. 500 personer i dag – på en befolkning på 70 millioner. Under 100 døde siden marts sidste år.

Jeg tror desværre bare, at det er her overalt det skidt. Man tester næsten ikke, medmindre der er et decideret udbrud. Første bølge fra barer og thai boxing steder – anden bølge fra indvandrerarbejdere på markeder – og denne bølge fra barer igen. Selvom de nu siger, at det må komme fra Cambodia. Hvordan kan den mutation i det hele taget være her, når hele landet har været hermetisk lukket i over et år??

Hua Hin og Covid 19

Desværre har et par lystige fætre fra Bangkok været på en natklub her i Hua Hin efter at have været på natklub i Bangkok tidligere på ugen. Bum siger det så – så har vi bare masser af tilfælde her i byen! Og helt sikkert LANGT flere end de officielle tal. Vores nabo følger med i de lokale nyheder, og hun fortalte os, at der var 53 positive i Hua Hin i går. Det officielle tal i dag var 30….. Ja, jeg gider næsten ikke vide, hvad der er sket i rapporteringslinjen.

Så er der også forskel på folk. Alle almindelige dødelige skal opgive deres tidslinje, og hvem de har været sammen med i alle detaljer. Derved fandt man de to fra Bangkok, der angiveligt har smittet det halve af Hua Hin. I dag læste jeg en artikel om, at der har været flere millionærer og politikere på de samme steder i Bangkok – men de behøver åbenbart ikke rapportere, hvor de har været. Ikke at der er noget usædvanligt i det i Thailand, men de smitter jo altså MINDST lige så mange, som helt almindelige fodtusser.

I løbet af den forgangne uge er antallet af “røde” provinser steget fra ganske få omkring Bangkok til 41 (der er 77 ialt). Det er meget nedslående.

Songkran

Det thailandske nytår – Songkran – er i næste uge. Det er den HELT store rejseuge, hvor millioner af mennesker kører i bil og bus, flyver, tager toget og kører på motorcykel for at besøge familien. Man ser måske kun sin familie denne ene gang om året, og det er tradition at besøge sine forældre og familie for at ære dem. Desuden er de fleste skoler lukket pga. “sommerferie”, så børnene kan også komme med på tur. Sidste år blev Songkran “aflyst” og dagene fordelt over resten af året. I år har myndighederne sagt, at folk godt kan rejse. Det kan med de nuværende tal blive katastrofalt, og mange er allerede i gang med at aflyse deres rejser af frygt for at blive smittet eller at smitte nogen.

I løbet af dagen i dag og i går har mange provinser af samme årsag indført obligatorisk test og 14 dages karantæne. Det gælder også vores provins. Vores guvernør valgte at lukke alle barer og klubber i Hua Hin allerede i går i 5 dage, men det er ikke så afgørende nu. Man har fra centralt hold besluttet at lukke alle barer og underholdningssteder i 41 provinser – inklusive her – fra i morgen (party, party i aften mange steder) i 14 dage frem.

Overskrifterne vrimler med nye tal i dag, men der er stadig ikke forbud mod at bevæge sig rundt i landet (udover de lokale provinsers krav om karantæne). Politiet er smittede og skal arbejde hjemme (!) hvis muligt, sygehuspersonalet er smittede – ja det går godt nok bare den forkerte vej.

Hvad har så åbent og hvad må man?

Se – det er så et rigtig godt spørgsmål! I Bangkok skal restauranterne lukke kl. 21, og de må ikke servere alkohol. Her i byen, må man holde åbent til kl. 24, hvis man er en restaurant, og man må gerne sælge alkohol. Ihvertfald endnu. Det er dog politiet, der afgør om stedet er en restaurant eller en bar, hvilket giver total forvirring. En pub i midtbyen – Father Ted’s, som er mindst lige så meget en restaurant som en pub med 7 kokke ansat, blev ringet op af politiet i går aftes. De må ikke sælge alkohol, fordi de er en pub. Andre restauranter må gerne, og der ligger jo en stor del af fortjenesten. Det er dælme ikke nemt at være i den branche her. Her er heller ingen hjælpepakker til de ansatte, hvis der må lukkes – og heller ikke til forretningen. Men når barerne lukker, flytter festen så ikke bare hen på restauranterne?

En ting er så, hvad man må. En anden ting er, hvad man så gør….. Jeg tror, de fleste her trækker hovedet ind under skjoldet igen og bliver hjemme. Nogle af vores thai venner har postet på Facebook, at de har købt rigeligt ind af de der hammer usunde “Noodle Cup” ting, hvor der bare skal kogende vand på. Andre bruger Foodpanda flittigt! Men så er der også dem, der tænker, at de ikke har tid til Covid-19. Jeg læste her til morgen, at Krabi er fyldt med turister – altså indenlandske. Og masser af mennesker vil stadig køre i hundredevis af kilometer for at besøge familien.

Lange udsigter

Jeg tror desværre, at det har lange udsigter med at komme ovenpå igen her i Thailand. Myndighederne er i gang med at udvikle en app til vaccinepas, men vi har ingen vaccine. Og de få doser vi har, er enten ikke særligt effektive, eller også giver de blodpropper ifølge de forskellige eksperter. I sidste uge var 42.000 mennesker færdigvaccinerede. Ud af 70 millioner!! Udlændinge kan ikke blive vaccineret – indtil videre kan vi ikke engang blive det for egen regning. Men vi kan jo smitte som alle andre! Der er heller ikke nogen officiel plan for at vaccinere. Nu får Phuket for at kunne modtage turister – og så vaccinerer man folk med tilknytning til udbruddet i Bangkok. Man startede godt nok med noget sygehuspersonale, men i dag rapporterede man 10 smittede blandt personalet på et hospital i Bangkok.

Og så tager Thailand lige en uge med kæmpe transport og kontakt rundt i alle afkroge af landet – ud til de gamle og svage.

Uha uha.

Mit bud på den nærmeste fremtid…..

Jeg ville ikke bruge mine sparepenge på en billet til Thailand foreløbigt. Ikke medmindre man har noget, der binder en som familie og børn. Det hjælper jo ikke noget at være vaccineret, for man kommer til nedlukkede byer, og folk der er syge. Eller helt i hundene. Jeg tror desværre, at det kommer til at tage år, inden Thailand er klar til turister igen. Og det bliver aldrig som før, for den dejlige uskyldige, smilende befolkning har mistet deres “uskyld”. Sådan er det desværre nok så mange andre steder i verden. Men det gør godt nok ondt at se det forpinte udtryk i mange thaiers øjne. De er vant til at kunne rejse sig af asken fra en katastrofe som feks. Tsunamien, men det her er endeløst.

Det er en meget trist situation. Det så ud til, at Thailand var et af de få steder i verden, hvor Covid 19 ikke havde fået særlig godt fat. Det står for egen regning, men jeg er bange for, at vi tager turen nu med et års forsinkelse i forhold til resten af verden. Et forspring der desværre er smidt i skraldespanden.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *