At være i overgangsalderen i Thailand

Ja, undskyld emnet i dag! Jeg ved at det med overgangsalderen er et trivielt emne, men det berører rigtig mange mennesker. Ikke kun kvinder, men også deres mænd! Og så ER der faktisk forskel på at være i overgangsalderen i Danmark og i Thailand.

Mens jeg stadig arbejdede i Danmark, kunne mine kollegaer se mig gå fra indpakket i undertrøje, bluse, sweater, halstørklæde og store støvler til at sidde i en lillebitte undertrøje. Det tog under 30 sekunder at flå det meste af tøjet af. Dog var jeg nødt til at beholde bukser og top på af hensyn til mine kollegaer. 5 minutter senere var jeg igen i fuld ornat og havde fået skruet op for radiatoren, fordi jeg frøs. Når man nu af natur er en frossenpind, så er der ikke langt mellem koldt og varmt. Det var SÅ irriterende og også halv pinligt!

På arbejde var det dog en trøst, at der også var andre kvinder, der pludselig smækkede vinduet op og smed sweateren for 10 minutter senere at tage alt tøjet på igen. Og så var der dem, der mødte op i en kortærmet bluse i frostvejr!

Jeg har været i overgangsalderen i efterhånden mange år. Det er da mega irriterende, men heldigvis har jeg perioder, hvor jeg ikke mærker noget til det. Jeg er heller ikke så hårdt ramt som så mange andre kvinder. Nogle kvinder må døjes med at sveden indimellem sprøjter ud, så de i løbet af få minutter ligner en druknet mus! Andre bliver også humørsyge eller deprimerede, og nogle kvinder er direkte handicappede af fænomenet. Ja, jeg tror, nogle kvinder sågar er blevet skilt på det grundlag. Jeg har heldigvis kun hedeture, men det i sig selv kan da være træls nok på godt jysk.

Nætterne og kuren

Så er der nætterne! Af med dynen – på med dynen. Af med tøj – på med tøj. Jeg kan mærke det nogle sekunder før det går løs – som at en kæmpe står med sin fod på min brystkasse. Så ved jeg, ØV – nu starter det om lidt. Hvor mange søvnløse nætter jeg har haft på grund af det? Utallige! Hvor irriterende har jeg været for min bedre halvdel? Meget! Hvem gider at dele seng og dyne med en halvvåd sælhund, der hvileløst skifter side og kaster rundt med dynen?? Min veninde har det ligesom mig, og vi har kunnet trøste hinanden og grine sammen, når tøjet fløj til alle sider.

I Danmark prøvede jeg alt muligt. Købte forskellige pilller, der skulle hjælpe. Jeg drak sådan noget ensilagevand lavet på rødkløver, men det måtte jeg opgive, for jeg skulle være tæt på toilettet. Jeg skulle virkelig kæmpe for ikke at kaste op. Jeg stoppede med sukker, drak grøn te, tog forskellige urtetabletter – alt undtagen hormoner. Der var ikke noget at gøre – jeg må bare leve med den tilstand og håbe, at det en dag går over.

Overgangsalder i Thailand

Så flyttede vi til Thailand, og det er på mange måder anderledes. Jeg tror, det er fordi, man det meste af året alligevel sveder helt vildt. Som nu i denne tid, hvor temperaturen ligger pænt over 30 grader i dagtimerne. Så er det faktisk lidt svært at finde ud af, om man sveder fordi det er varmt, eller fordi man har et “anfald”.

Så er der det med tøjet. Her behøver man ikke at smide tøjet, for det hjælper alligevel intet. Når man kun har en top og et par shorts på, er der jo ikke så meget at smide.

Her kan man også lidt mere diskret bede servitricen om at dreje blæseren, så man får mere luft. Hun behøver jo ikke at vide, at det er hormonerne, der kører rundt i kroppen. I shopping centeret eller på det offentlige kontor kan man diskret stille sig LIGE der, hvor der kommer mest kold luft fra deres air condition. På stranden behøver man ikke bekymre sig – det blæser som regel alligevel en halv pelikan på stranden her i Hua Hin. Når thaierne så siger: “Oh Madam, your face very red”, så kan man bare sige, at man har det lidt varmt. Det forstår de godt, selvom de nogle gange ser ud som om de er bange for, at man falder om med hedeslag eller en blodprop. De behøver jo ikke at vide, at man er klimaterieramt!

Herhjemme er vi heldigvis velsignet med en sød lille swimmingpool med jacuzzi. Når så hormonerne går amok, så kan jeg jo vælge at køle mig af i noget dejlig lunkent vand. Nogle gange har jeg fornemmelsen af, at temperaturen simpelthen stiger et par grader i vores jacuzzi, når jeg sidder i den. Efter nogle minutter i vand føler jeg mig meget bedre tilpas. Vi har også adskillige blæsere i huset, så det er nemt at få noget afkøling. Det er jo ikke helt så almindeligt i Danmark, hvor jeg i mangel af en blæser har siddet på fortrappen i frostvejr for at køle ned.

Thaier og sved

Selvom det ikke er til megen trøst, så har jeg faktisk fundet ud af, at thailandske kvinder OGSÅ kommer i overgangsalderen. Jeg har set flere kvinder smide jakken af samme grund, men jeg tror ikke, de er helt så hårdt ramt som os vesterlandske kvinder.

Asiatiske mennesker har en anden måde at svede på end os vesterlændinge. Hvis man går i supermarkedet og leder efter deodoranter i Thailand, så finder man ud af, at der sandelig ikke er meget at vælge imellem. Det er fordi, thaierne ikke bruger ret meget deodorant. Og de deodoranter kvinderne bruger er ofte beregnet til at “blege” huden i armhulerne, fordi lys hud er prestige.

De fleste thaier lugter af rent tøj og skyllemiddel. That’s it! De bader tit, men det er ikke hele årsagen til, at de ikke lugter som en gammel ost eller sure gamle sko, som vi andre vesterlændinge kan komme til. Mange asiater mangler et gen, som vesterlændinge og afrikanere har. Og heldigt for dem! Det gør nemlig, at de fint kan svede på hele kroppen for at køle sig ned, men de sveder ikke som os i armhulerne og skridtet. Det er der, vi andre kommer til at lugte – og nogle gange fælt. Faktisk hænger det gen også sammen med, om man har våd eller tør ørevoks. Vi har den våde, hvorimod mange asiater har den tørre – og grå – ørevoks. Ja, det lyder skørt, men prøv at tænke over, hvornår du sidst har mødt en helt almindelig thai, der lugtede dårligt…..

Tilbage til overgangsalderen

Men nætterne – de er samme sag som i Danmark! Vi har vores aircondition kørende i soveværelset om natten store dele af året. Det svarer til, at vi i Danmark havde vinduet åbent 99% af året, så der altid var dejlig køligt i soveværelset. Men aircondition og overgangsalder i kombination betyder så også, at jeg her har måttet anskaffe mig noget nattøj.

Very sexy…… Not! Men behageligt!

Man kan altså få lungebetændelse af at ligge i kold luft, mens man er pladdervåd. Af med dynen – på med dynen. Ligge som en grillkylling og rotere stille og roligt, så man bare bliver nogenlunde tør igen i den kølige luft fra aircon’en. Og ham giganten med foden på mit bryst er desværre fulgt med!

Den store forskel i det med de søvnløse nætter er, at jeg ikke mere skal op og på arbejde! I Danmark kunne jeg blive desperat, hvis jeg lå søvnløs kl. halv to om natten og skulle med et fly fra Billund kl. 7.00. Sov nu, sov nu, sov nu!!! Her siger jeg bare til mig selv: Du skal jo ikke nå noget, så slap nu af! Det kan jeg mærke giver meget mindre stress!

Er jeg priviligeret? Ja! Jeg er meget, meget taknemmelig over at være her og leve mit liv i dette fantastiske, men også skøre land. Og så er jeg meget, meget glad for at være gift med en mand, der er ret flegmatisk og tålmodig, og så har han et rigtig godt sovehjerte!

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *