Andesalat med hoisinsauce

Vi fik and til aftensmad forleden – og der var ALT for meget. De stegte andelår blev serveret med gammeldags hvidkål, vridkål, eller sønderjysk kål – kært barn har mange navne…. Vi fik også kartofler og god andesovs og en gang rødkål med 5-spice krydderi. Vi var så sultne, at vi ikke fik taget billeder af det.

Til gengæld fik vi i går tryllet en rigtig lækker andesalat med nudler og hoisinsauce i går. Og så på den nemme måde i min Actifry. (Jeg er altså bare begejstret – jeg modtager INGEN reklamepenge fra Tefal). Jeg lagde skindet i trådkurven og kødet i tern i bunden – efter ca. 10 minutter var kødet varmt og en smule crispy på ydersiden – andeskindet var bare perfekt!

Andekødet kan også laves i en pande – steg først skindet på bagsiden under pres (feks. med et ildfast fad) og så på skindsiden og rist herefter kødet.

Det er dejlig let måde at få and på, og så får man ovenikøbet sprødt skind. Jeg tror ikke, man behøver at have dårlig samvittighed over den ret.

Bemærk at denne her er hyggeudgaven – et stort fad med pinde til to personer – lidt a’la Lady og Vagabonden. Bare uden kødboller.

Andekødet dyppes i hoisinsauce og smager himmelsk.

Andesalat

Andesalat med hoisinsauce
Antal 2 personer

Ingredienser
  

  • 2 stk Stegte andelår

Salat

  • 1 håndfuld glasnudler
  • 1 stk gulerod
  • 1 stk. forårsløg
  • 1 stængel bladselleri
  • 2 stk. tomater
  • 1/4 agurk
  • 1/3 spidskål
  • 1/2 peberfrugt

Dressing

  • 1 stk. passionsfrugt
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1 fed hvidløg
  • Salt og peber

Ekstra

  • 2 stk. forårsløg
  • 5 spsk. hoisinsauce

Sådan gør du
 

  • Kog glasnudlerne som angivet på pakken og køl dem af.
  • Fjern forsigtigt skindet fra andelårene (kan med fordel gøres, mens de endnu er lune). Kødet pilles fra benene og skæres i tern eller rives groft ud i strimler.
  • Til dressingen tages kødet ud af passionsfrugten, og kernene sies fra. Saften blandes med olie, et fed knust hvidløg og smages til med salt og peber.
  • Til salaten rives guleroden og resten af grønsagerne skæres ud i mundrette stykker. Ekstra forårsløg snittes i strimler og strimlerne samt hoisinsauce hældes i en lille skål.
  • Steg andeskindet sprødt og varm kødet op. Drys evt. med lidt salt.
  • Anret salaten på et stort fad med nudler i bunden, herefter salat og andekød. Hæld dressingen over, og bræk andeskindet i småstykker og fordel det over.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering