5 år med hus i Thailand

I går var det 5 år siden, at vi ankom til vores hus i Thailand og skulle sove her for første gang! Det er næsten ikke til at fatte, for tiden er bare gået SÅ stærkt! Men der er også sket enormt meget på de 5 år – både med Thailand, med os og med huset!

Vi kom med 60 kg. bagage hver – alt fra dyner og håndværktøj til køkkenting og musikanlæg. Vi var bare så glade, at vi var ved at springe i luften! Vi spankulerede bare rundt i huset, som vores venner havde sørget for var helt ny-rengjort, og de havde også fået ordnet haven, som var noget tilgroet jungle. Poolen var i orden, hvad den bestemt ikke var i august 2016, da vi havde set huset sidst! Vi var simpelthen så lykkelige, at vi ikke var til at skyde igennem. Vi kunne kun blive i en uge – så var det tilbage på arbejde – og vi havde en million ting, der skulle ordnes. Papirarbejde flere steder, indkøb af alt muligt: Køkkensager, vaskemaskine, støvsuger, en ny seng og 1000 andre ting. Selvfølgelig fik jeg influenza. Jeg hostede og spruttede og havde feber stort set hele ugen. Godt det ikke var nu med Covid, for så havde jeg ligget på en papkasseseng i en sportshal! Det var bare to Panodil og en Ibuprofen og så videre med ligvognen! Vi fik ordnet alt det, vi havde sat os for. Vi fik også set de vildeste solnedgange, mens vi lå og boblede i poolen. Vi hørte musik og gik på restaurant og bar – kun lige henne om hjørnet. Vildt når man boede i et villakvarter 6 km uden for Silkeborg.

Vi var bare helt høje!

Den dag er kun overgået af den 24. december 2017, hvor vi kom med lige så meget bagage – men det var de sidste ejendele fra Danmark, og vi skulle ikke tilbage på arbejde igen!

Siden har vi haft mange op- og nedture her. Som en gammel kollega sagde: Man har ikke lov at være glad ret længe! Og det giver jeg ham stadig fuldstændig ret i. Specielt hvis man ejer et hus – og endnu mere, hvis det ligger i Thailand! Hvor mange sprungne vandrør, huller i taget, ødelagte pumper, skrukke fliser – ja, listen er lang – har vi ikke været udsat for i de næsten 4 år, vi har boet her?? For 3 måneder siden måtte vi skifte en air condition i stuen, fordi en gekko valgte at kortslutte elektronikprintet indeni med sin lille krop. Tja – i sidste uge holdt den nye aircondition så op med at virke. De kunne ikke reparere den og kørte afsted med printet for snart en uge siden. Det lød dog til, at der er garanti på. Trodsalt! Og det er ikke ret almindeligt her. You buy it, you own it! Ham vi har købt den af, hedder Mr. Best – han plejer at være helt fin, så vi krydser fingre.

Det er som nævnt ikke problemfrit at bo i Thailand. Godt nok regnede det også ned igennem taget i vores gamle hus i Silkeborg, og godt nok skulle jeg true med al landskens ulykker, før firmaet der lige havde lagt nyt tagpap et par måneder tidligere, kom og fixede problemet – PLUS reparerede et trægulv, der var ødelagt flere steder pga en dårlig samling i tagpappet. Her i Thailand skal man også slås med, at håndværkerne ret ofte ødelægger noget andet, når de skal reparere noget, og det betaler de altså ikke for. Derfor får vi altid nervøse trækninger og søvnbesvær, når vi er nødt til at ringe efter håndværkere!

Vores hus er nu blevet fint, synes vi selv. Vi fik et firma til at sprøjte sprayfoam op under tagstenene, og så kunne vi sove i vores seng, uden at det dryppede ned i hovedet på os, når det regnede om natten. Vi har fået malet huset både udvendigt og indvendigt, vi har fået lavet ny havemur ind til naboen (det gamle var ædt af termitter), og vi har fået lagt nye fliser på terrassen, så folk ikke styrter om, hvis de har våde fødder. Haven er blevet rigtig fin, og alle rum indvendigt er nu sat i stand. Ikke mere gul maling tilbage overhovedet! Det har da også kostet en krone eller to. Og en del grå hår i hovedet over de håndværkere! Huset er 15 år gammelt, og det bliver ikke “perfekt” i vores tid. Så skal vi ihvertfald til at arbejde igen og tjene rigtig mange penge! Et hus er jo i virkeligheden heller ikke en opgave – det er en proces. Ligesom livet jo også gerne skulle være! Så vi lever bare med, at der er buler og skrammer hist og her – sådan er det jo bare!

Der også så meget andet godt at sige om livet her. Vi har fået nogle rigtig dejlige venner og bekendte her i byen, og vi har altid hammertravlt med alt muligt. Hvis man kan lide at møde nye mennesker fra alle mulige kulturer, så er Hua Hin lige stedet. Her er folk fra alle lande, og det giver rigtig mange spændende og sjove oplevelser. Det er også som om, at man lige rykker lidt tættere sammen i bussen i en krisetid, og derfor har vi allesammen antennerne lidt mere ude end normalt. Her er alle mulige aktiviteter fra Zumba til bogklubber, så man kan bare gå i gang!

Vi skal derfor ikke klage, selvom vi indimellem er lige ved at rende skrigende bort. Jeg mere end min bedre halvdel. Jeg er ikke så god til papirvælde, som er en udbredt sport her. Jeg hader at vente og stå i kø. Jeg kan ikke lide korruption, griskhed, magtmisbrug osv. osv., og det er der altså desværre rigeligt af her. Og faktisk ganske åbenlyst. Jeg kan også rykke håret ud af hovedet over trafikken i Thailand, jeg er bange for alle de (s…..) gadehunde, og jeg kan slet ikke tåle chili! Alligevel elsker jeg at være her!

Dengang vi købte huset, var vi enige om, at hvis vi kunne bo i Thailand i 5 år, så ville det være super godt. Nu har vi snart boet her i 4 år!

Og vi har været mega glade for at bo her – altså lige bortset fra det sk…. Covid 19, som desværre stadig ligger som en klam dyne over hovedet på de fleste her i landet. Inklusive os! Udover det jo har været en plage i hele verden, så har man her til lands formået at trække pinen i langdrag, da der ikke er vacciner nok. Det skal jeg nok lade være med at bore mere i i dag. Det har dog været med til at få os til at træffe en beslutning. Livet er for kort til at ligge i benlås i et land, der ikke vil se ud over næsetippen, men ved alting bedre selv. Og vores sygeforsikring bliver bare dyrere og dyrere, og min dækker ikke alle mine øjenproblemer. Derfor er vores deadline 1. april 2022. Er her ikke åbnet op til den tid, så vi kan se vores venner og familie fra Danmark igen, så må vi finde andre græsgange. Datoen er sat og det tager vi så til den tid! Det bliver dog med gråd og tænders gnidsel, når vi skal forlade dette dejlige hus! Mere sørgeligt, end da vi forlod vores hus gennem 22 år i Silkeborg!

I den mellemliggende periode må vi så bare få det bedste ud af tiden på trods af Covid 19, udgangsforbud, nul alkohol, masker, ingen levende musik osv. osv. Her i Hua Hin er der mange steder, hvor tingene er næsten normale. Her ved Soi 94 er rigtig meget åbent om aftenen men kun til kl. 21. Mange barer er pludselig blevet til restauranter, så de kan holde åbent. Der er øl i papkrus, smugkroer i private haver, levende musik (som faktisk er lovligt i restauranterne fra i fredags, men det er jo nok ikke rockmusik) osv. osv. En gang imellem laver politiet et raid og uddeler bøder, men det meste af tiden kan man bare se folk sidde med deres papkrus eller en tekande. Midtbyen er helt død, men der var jo også nærmest kun barer efterhånden, og de er alle lukkede.

Vi gør mest i at væres sammen med folk i privaten, men når vi engang imellem kommer ud og spiser mad med en øl til, så er det SÅ dejligt. Også selvom det er helt ulovligt. Så glemmer man for en kort stund, at vi meget er forbudt, og at alle skal rende med masker og holde afstand.

Det har været 4 dejlige år i Thailand, men Covid-19 har godt nok også sat et aftryk på den oplevelse. Vi prøver bare at nyde vores liv herhjemme og sammen med venner og så slukke for erindringen om, dengang man kunne gå ud om aftenen og slå et ordentligt hul i jorden!

Hvis vores favoritbar Rockzone får lov at åbne igen i vores tid i Thailand, så kan de se mig rende rundt og råbe og skrige til noget rockmusik! Og så skal Tam ikke sidde og undervise to halvsenile seniorer i thai, og det er han sikkert også glad for!

God søndag!