Ugen der gik

Ja, så gik der endnu en uge… Tiden går simpelthen så stærkt, at det næsten er umuligt at følge med.

I fortsættelse af mit indlæg i sidste uge om min kære husbonds trængsler, så kan jeg nu heldigvis fortælle, at han har det meget bedre. I mellemtiden har hans hænder og fødder været så hævede, at de lignede to balloner. En gang ny medicin senere, så er han ved at være god som ny igen! Lidt mere selvmedicinering. En læser skrev et forslag til mig om at tage Prednisolon nogle dage, og det slog det altså ned med et brag. 20 piller på det lokale apotek – 40 baht. Men at sådan en lille dims på benet kan blive til 14 dage med ondt i kadaveret og uudholdelig kløe er da temmelig vildt. Så ikke mere om den sag.

Her i ugen har vi haft en politisk sag, som har fyldt meget i medierne og også i folks hjerter, vil jeg tro. Thailands største parti i parlamentet fra valget sidste år blev i torsdags opløst af hvad man her kalder Constitutional Court – altså den domstol der dømmer i grundlovsrelaterede sager.

Move Forward, som partiet hed, blev vældig populært ved valget i 2023 og fik faktisk over 36% af stemmerne og hermed 151 pladser i parlamentet. Deres premierminister kandidat, Pita, er meget, meget populær i Thailand og specielt hos de yngre generationer. Det er en meget lang og kringlet historie, men af forskellige grunde kunne partiet alligevel ikke danne regering, og pludselig var der også en sag imod Pita ved valgdomstolen for nogle aktier (man må ikke have aktier i medievirksomheder i Thailand som parlamentsmedlem – også en meget lang historie). Pita blev suspenderet midt sidste år, og han har så ikke kunnet udføre sit arbejde i al den tid.

Partiet Move Forward havde nogle mærkesager, hvoraf den ene var reform af “Lese Majeste” loven. Det er en lov om majestætsfornærmelse, og rigtig mange sidder fænglet på grund af denne lov (især unge mennesker fra optøjerne for et par år siden). Loven er meget streng, og man kan få rigtig mange års fængsel, hvis man forbryder sig imod den. Militærjuntaen har flittigt brugt den i forbindelse med protesterne for et par år siden, og der sidder flere hundrede unge mennesker i fængsel med den anklage. Sådan lidt firkantet kan man sige, at hvis man kritiserer noget eller er utilfreds med noget (altså ikke kun kongehuset men også systemet), så kan det være “landsskadelig virksomhed”, sådan som loven fortolkes her. Move Forward ville gøre denne lov lidt mindre streng og også give indsatte dømt efter den lov mulighed for benådning.

Partiet blev opløst i denne uge, og alle i partitoppen fik 10 års karantæne fra at stille op til politiske poster. Begrundelsen var, at partiet var farligt for landet og monarkiet. Alle medlemmerne af partiet (undtagen toppen) er nu i gang med at lave et nyt parti “Folkets Parti”. Det skal siges, at mange af medlemmerne kommer fra Future Forward partiet, som også blev opløst for nogle år siden. Dog med en anden begrundelse.

Det er ikke første gang et parti bliver opløst. Det er sket utallige gange igennem tiden med forskellige begrundelser, og det er et meget mærkeligt fænomen. Thailands historie er fyldt med militærkup og opløsning af partier, men jeg tror, at denne gang gjorde det rigtig ondt, når man tænker på, hvor mange mennesker, der havde stemt på Move Forward sidste år og den stjernestatus Pita har fået på trods af sin suspendering. Udviklingen var ikke uventet, men der var mange, der var meget skuffede og kede af det.

Som om det ikke var nok, så er der nu optræk til en sag imod 44 andre medlemmer af partiet på grund af, at de også har været med til at agitere for ændringer af Lese Majeste loven.

Men livet går videre i Thailand, og så kommer der jo et nyt valg om 3 år.

I næste uge skal den samme domstol afgøre, om premierministeren skal gå af. Premierminister Settha kom til at udnævne en gut til en meget høj post i regeringen, selvom denne mand for nogle år siden fik en dom for forsøg på at bestikke ansatte ved Thailands Højesteret med en pose med 2 millioner baht. Ups. At landbrugsministeren så sad 4 år i fængel i Australien for handel med stoffer er en anden sag. “What happens in Australia stays in Australia” var holdningen til det hos valgkommisionen, da den sag kom op.

Jeg tænker, han får lov at slippe med skrækken, for det var jo ikke Premierministeren, der havde lavet noget galt.

Nogle gange tænker jeg på, hvordan det ville være for danske politikere at begå sig i politik i Thailand. De er simpelthen duksedrenge i forhold til her!

Ellers så har vi nok fået forklaringen på, hvorfor vejarbejdet på nogle få hundrede meter vej på Soi 94 skal tage 7 måneder. De gravede nemlig en tredjedel af vejen op i den ene side og lagde ny kloak ned, smed noget grus på, og så var de væk igen. Nu må vi så se, hvornår de går i gang igen! Da de gravede vores vej op, var de væk i en måned, hvor vi levede i mudder og med en bil nede på en anden vej. Vores ølmand var desperat i forrige uge, for han skulle hente alle forsyninger på motorcykel med sidevogn nede for enden af vejen. Ikke nemt, når man lige skal have en palle af dit og en palle af dat! Kunderne kunne heller ikke komme til ham, så han skulle også køre alt ud. De havde godt nok bare travlt, for han ligger lige midt i bardistriktet, og stort set alle bruger ham!

Solen er endelig kommet frem igen. Vi har haft gråvejr i meget lang tid, hvilket er helt usædvanligt for Hua Hin. Nu er solen her det meste af dagen, og sådan lige først på eftermiddagen, så buldrer og brager det, og så kommer der en skylle. Vores venner, som bor ude bagved i nærheden af Black Mountain får rigtig meget regn i en vældig fart, mens det er mere moderat herinde i denne del af byen. De fik 18,6mm på10 minutter i dag men vi fik kun 0,5mm af den sky. Jeg skal male et par vinduer udenfor, men man kan ikke rigtig stole på vejret lige nu, så jeg må bare vente lidt endnu.

God søndag!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *