I denne uge meldte regeringen i Thailand meget frustrerende ud, at store dele af aften- og nattelivet i landet forbliver lukket til 15. januar. MINDST. Så kan man jo lige så godt smadre noget, og så hygge sig med det….
Jeg har skrevet så meget om det med regeringens kæphest, nemlig alkoholforbud og nedlukning af barer, at jeg næsten er ved at kaste op. Siden 9. april har barerne været lukket uden en eneste baht i kompensation til ejerne eller personalet. Barer er meget farlige – her får man Covid. Men det gør ikke noget at spille fodbold uden masker, stimle sammen i shoppingcentre, holde store muaythai boksestævner, musikfestivaller osv. Kort fortalt, så kan vi stadig ikke gå på restaurant i Hua Hin og få et glas vin eller øl til maden, og barerne er lukket. Ihvertfald officielt. Det går fint på Phuket, Samui og i Bangkok, som er blå zoner. Bangkok har jo også de højeste smittetal, så det giver sandelig god mening.
Vi er jo sammen med en barejer, Tam, 5 formiddage om ugen, når han underviser os i thai. Det var virkelig hårdt at se ham gå fra stor forventning (fordi premierministeren havde sat alle 1. december i udsigt) og så til denne totale maveplasker. Det sidste spinkle håb er, at vi skifter farve til blå i december (som Bangkok, Phuket og Samui), så kan restauranterne i det mindste servere et glas vin eller en øl til maden. Det betyder nok bare, at revl og krat er restauranter (barer), men hvad hulen skal de stakkels mennesker gøre. Det her er meget hårdt for specielt Pattaya men også for Hua Hin. Hvorfor vi kommer bagest i køen med at åbne op, kan ikke forklares med smittetal. Så kan man jo tænke sit. Men højsæsonen for turisme er ude af billedet for Hua Hin’s vedkommende (8 turister de sidste 14 dage siden genåbningen siger de), og man kan godt mærke, at de lokale turistmyndigheder har opgivet her, hvor de kæmper med den sidste kraftanstrengelse i Pattaya.
Jeg forstår ikke, hvorfor folk skal kriminaliseres for at sidde på en bar og lytte til musik, mens man gerne må rende over 20 mand rundt efter en bold og råbe og spytte over det hele. Men måske er det Thailands svar på minksagen?
Vi skal måske videre…..
Nå, men nu er det sådan, og jeg har i går fundet ud af, at hvis vi flytter til feks. Malaga, så kan vi få et fint lille byhus for det samme, som vi har givet for huset her. Problemet bliver selvfølgelig lige at sælge det vi har, og så får vi jo heller ikke alle de timers arbejde, vi har lagt i det her hus med os. Om en måned skal vi betale sygeforsikring. Det koster os 40.000 kr. for os begge for et år for en bare nogenlunde hæderlig sygeforsikring, hvor jeg allerede har en stor undtagelse pga. min øjensygdom. Forsikringen dækker desuden kun ved indlæggelse. Flytter vi til Europa er vi som danske statsborgere dækket af det offentlige i EU. Måske lyder det ikke særlig godt, men privathospitalerne her er bare rene pengemaskiner med kæmpe overpriser – tag ikke fejl af det.
Mange ting er blevet pænt dyre her, og det hjælper jo ikke noget, at man kan købe kyllingebryst til ingen penge, hvis et nyt køleskab koster det hvide ud af øjnene. Og apropos øjne, så er mit øjenproblem blevet en meget dyr affære, fordi forsikringen ikke dækker, når det er noget man fejler før man tegner forsikringen. Prisen for en konsultation i Bangkok er steget fra 1100 baht til 1400 baht på 3 måneder (22%), og prisen for de fleste grønsager er steget med 20-30% pga. oversvømmelser og vegetarfestival i oktober (siger de). Vores lokale grønsags-pusher har faktisk lukket butikken i 2 uger, for de kan ikke skaffe varer. Brændstof er steget ligesom i resten af verden og pga. de nærmest monopolagtige tilstande på mange områder i Thailand, så bestemmes priserne ikke af udbud og efterspørgsel.
Vi flyttede hertil pga. klima, befolkning, prisniveau og musik/udeliv om aftenen. Lige nu er der stort set kun klimaet tilbage…. Befolkningen er efterhånden også helt nede i kulkælderen.
Så vi smadrer noget….
Nej det er noget pjat at vi bare smadrer noget. Det her projekt har været under opsejling i mere end et år. Problemet for min bedre halvdel er, at han efterhånden er fuldstændig vaccineret mod thai håndværkere. De ødelægger stort set altid noget, og så lader de som regel bare som ingenting eller i bedste fald siger de SOOOOOORRRRYYY. Det går med 100km i timen, og det er bare “fremad med ligvognen”, som min far ville have sagt. Derfor vil hobbyhåndværkeren lave alting selv, men det gør altså lige lidt på tempoet i et projekt.
Som det var før med vores pumperum, skulle man kravle ind i et lille hummer for at komme til pumper, filter og klorinator. Vores nuværende pumpe er strømslugende, larmende djævel, som ikke er monteret helt korrekt. Den kører 5 timer hver dag, men nu skal den skiftes ud med en inverter pumpe, der kun larmer ganske lidt. Ovenikøbet kan vi spare en masse i strøm, så det er win-win.
Her i Thailand er de fleste swimmingpools lavet med saltvand. Der skal dog stadig klor til, så man har en elektronisk enhed – en klorinator – som kan generere klor ud af saltvand, og derfor skal pumpen og klorinator køre nogle timer hver dag. Det lyder kompliceret, men det er det egentlig ikke. Det handler “bare” om den rigtige balance af PH, salt og klor. Har man den rigtige balance er vandet bare så lækkert – ikke supersalt og heller ikke en klor hørmer som i svømmehallen.
Vores lille pool er som regel helt fin i balance, men vi er trætte af at høre på den larmende pumpe, som er placeret tæt på vores terrasse, og så har vi regnet ud, at vi kan spare strømmen ind på et par år med en ny pumpe. Det giver jo god mening. Som sådan noget jo altid er, så passer rørene fra den gamle pumpe selvfølgelig ikke med den nye pumpe… Så nu laver vi det hele om, så vi får et pumperum, man kan GÅ ind i i stedet for kravle derind. Øverst kan man se, at man træder ned i et lille hummer – pumperne skal nemlig helst ikke være højere ind vandstanden i swimmingpoolen.
Sådan her kommer det nye hus til at se ud (det lille bagest). Med et fint tegltag, som matcher resten af huset.
Vores havemand har været vildt interesseret i projektet fra starten, og han ville også rigtig gerne hjælpe med at bryde ned (og tjene lidt ekstra penge på en søndag). Hans kone var med i dag, og jeg var da imponeret over, hvordan hun lige kunne svinge en mukkert! 3 timer senere, og vi kan kigge ned i ruinerne og glæde os til at bygge op igen. Så en time til at rydde op, og alt skrottet ligger i havemandens bil.
Mange tanker, ideer og tegninger er gået i projektet, og jeg kan som en sidegevinst fortælle, at min bedre halvdel har brugt i massevis af timer i carporten over det sidste år på at svejse tagkonstruktionen (og endnu flere på at slibe mågeklatter væk med vinkelsliberen). Iklædt et stort gult koskind fra Kina og svejsemaske – og med masser af sår på fødderne af faldende gløder. Sådan går det, når man svejser i klipklappere.
Nu skal det være! Til jul får vi vores første gæst fra Danmark siden Covid udbruddet og diverse nedlukninger. Den røde løber er klar, og forkælelsesbarometeret er helt i top. Vi glæder os rigtig meget, og det bliver mega dejligt at se vores gode veninde igen.
At hun så skal med på smugbar og til homeparty er en anden sag…. Men sådan er det at bo og være i Thailand lige nu, hvis man er bare lidt social og lidt festabe. Man må sno sig – lige som thaierne gør.
Fortsat god søndag!
Øv, det lyder ikke godt. Måske skal vi bugge vores billetter om til Gran Canaria.
Håber, at der kommer en ny god melding fra regeringen i December.
Hej Lis,
på fredag tages der stilling til, om der alligevel skal løsnes lidt op på det. Som de siger på engelsk: Lad være med at holde vejret så længe…… Der kommer sikkert noget forkølet med en masse indviklede regler og en åbning i retning af, at I kan åbne, når der er to torsdage i en uge…
Venlig hilsen
Janne
Læser jo altid din blog med fornøjelse, men syntes man kan ane lidt pessimisme her på det sidste 😉
Det er der selvfølgelig en grund til, men lad dig ikke gå på af deres måde at tackle tingene på, sådan har det altid været, dog vil man jo gerne have at det mest basale fungerer uden for meget slinger som f.eks sygehuse, og den slags basale ting.
Der er mange ting der ikke viser logik, men tro mig, det er der også her i DK, i Spanien og alle mulige andre steder i denne vidunderlige verden 🙂
Har selv kigget på Spanien, Malaga, som alternativ, netop grundet det med at være sygeforsikret, og have en sygehistorie, der skønt den er udredt, blodprop i hjertet, for mere end 9 år siden, ikke vil kunne få den slags dækket uden at skulle have den store pung op af lommen.
Spanien klarer man jo med et vink fra UM ved udflytning.
Nu ved jeg ikke hvad et hus som jeres stod i tilbage i 2017, mit gæt er 6- 7mill Baht på tidspunktet, og lige nu ser det da ikke ud til at priserne ligefrem stiger dernede, så let bliver det selvfølgelig ikke at sælge.
Jeg har nu altid været af den opfattelse at skal man eje noget derude skal det ikke være som investering og tro man, som i den vestlige del af verden, kan lave en god gevinst ved gensalg, for sådan er det desværre ikke i Thailand endnu, medmindre man kan sælge til en udlænding, eller ejer en god strandgrund.
Herhjemme er boligmarkedet jo også overskruet med nogle priser der fuldstændigt er skudt ud af proportioner, i mine øjne.
Syntes nu også Spanien efterhånden er kommet godt med og har ikke kunnet finde noget i omegnen af 200K € som jeg syntes kunne stå mål med hvad jeg ville kunne få i LOS.
Men har heller ikke nærstuderet markedet endnu… og det er 2 vidt forskellige scenarier, og 2 vidt forskellige lande, kulturer.
Glæder mig da til forhåbentligt, at kunne læse mere om jeres beslutninger, begrundelser osv. da det altid er rart med et andet take på tingene.
Min datter er netop kommet derud, og kom smooth igennem hele systemet, og er pt i Chiang Rai, hos sin mormor, hvor alt tilsyneladende virker noget anderledes end hos dig i Hua Hin, hun siger de tager det meget roligt og dagen går sin vante gang, men der er jo heller ikke så mange expats.
Håber snart i får lov at høre *live* musik, drikke øl af flasker og ikke af krus 😉
Mange hilsener
Claus
Hej Claus,
tak for din kommentar. Du har helt ret. Verden er gået fuldstændig amok. Nu er der jo fuldstændig panik over en ny variant, som ingen er påvist døde af endnu. Det kan da godt være den smitter, men hvis man ikke bliver syg af den, hvorfor så al denne panik? Indrejsereglerne ændrer sig over hele verden med lynets hast, og nu går turismen helt sikkert helt sikkert fuldstændig i stå igen. Her leder man efter nogle hundrede afrikanere, som kom ind forleden….
Covid bliver vist verdensøkonomiens banemand, for der er ikke mere fornuft tilbage, uanset hvor man tager hen.
Venlig hilsen
Janne