Det ser nu ud til, at man som vaccineret turist kan komme i sandkassen på Phuket uden karantæne. “Phuket Sandbox” kalder de modellen, som skal åbne Phuket for turister om bare 10 dage.
Det skulle være ganske vist! Fra 1. juli kan man rejse til Phuket som fuldt vaccineret turist – men med en del restriktioner! PLUS! Og det er et stort PLUS – regeringen skal godkende det først, og det er set før, at lovforslag pludselig bliver ændret til en sommerhat, når det skal godkendes på tirsdag.
Hvis man kommer fra et “low risk” land, heriblandt Danmark, og man er vaccineret, så kan man rejse ind til Phuket fra 1. juli. Her skal man blive i 14 dage, og så kan man rejse videre til andre egne af Thailand.
Jeg orker ikke at skrive alle reglerne her. Desuden er de heller ikke bekræftet endnu, men her er nogle punkter
- Man skal ansøge online om at komme ind i landet
- Man skal være færdigvaccineret minimum 14 dage før ankomst
- Man skal have en negativ Covid 19 test, som max er 72 timer gammel ved ankomst
- Man skal booke og betale et godkendt hotel, hvor man skal blive i minimum 7 dage, og så kan man flytte til et andet godkendt hotel i 7 dage
- Man skal have en forsikring, der dækker Covid-19 på mindst 100.000 USD
- Man bliver testet 3 gange i løbet af de 14 dage
- Ikke vaccinerede børn under 6 år kan ledsage vaccinerede voksne
- Man skal flyve direkte
Ja, det var vist de vigtigste punkter. Men som sagt, så kan der ske (store) ændringer i næste uge. Der er også den betingelse, at 70% af befolkningen og 100% af servicemedarbejderne i turistindustrien skal være vaccineret, inden det går løs.
Hvad er det så for et Phuket, man kommer til?
Selvom der er annonceret lidt lempelser på lukketider på restauranter mm. fra i morgen i visse dele af landet, så er der ikke noget, der tyder på, at restauranterne får lov at servere alkohol – og alle barer og pubber er lukket. Hvor meget der kan åbne på Phuket ved jeg ikke. Jeg læste i går, at de har lavet en rundspørge på Patpong (det frække distrikt) i Bangkok. Her er 50% af stederne lukket permanent. Jeg ved heller ikke, hvordan det ser ud på Phuket, men det er nok en tynd omgang. Turistrådet her i Thailand har store forventninger om milliarder af baht i indtjening…. Tja….
Premierministeren var ude at sige forleden, at han pønser på at åbne Thailand fuldstændigt om max. 120 dage. “Vi må lære at leve med sygdommen. Vi må have økonomien tilbage på sporet.” var hovedbudskabet. Der er rigtig mange, der håber på, at det bliver til virkelighed, men der er også mange, der går helt i selvsving og forudser en situation som i Indien. Antallet af vaccinerede stiger hver dag, men der er godt nok langt til 50 millioner mennesker, som er målet, når man vaccinerer nogle hundrede tusinde pr. dag. Og med en vaccine, der er 50% effektiv, og som vist heller ikke virker mod Delta varianten fra Indien. Man har i Indonesien i den forgangne uge fundet mange syge i sundhedsvæsenet, selvom de var vaccinerede med Sinovac.
Her i landet er hukommelsen ikke altid særlig god, så når vi kommer til oktober, så er der nok ikke så mange, der kan huske, hvad der blev sagt for 120 dage siden.
Vi må bare padle afsted og få det bedste ud af situationen. Sådan har det jo været i hele verden i de seneste 15 måneder. Her sker ikke meget, og vi tilbringer 99% af tiden inden for “murene”.
Derfor kan jeg nu prale med, at jeg har fået lært at SKRIVE thai. Vores undervisning hver dag bærer frugt, og vi kan bare mærke, at vi har rykket os rigtig meget. Dermed kan vi konstatere, at lediggang ikke altid er roden til alt ondt. Jeg sender de varmeste tanker til Tam, som tålmodigt sidder og hører os hakke og stamme os igennem tingene. Han retter mine skriverier – med fejl som svarer til, at børn i Danmark skriver spejlvendt til at starte med. Han griner med og af os – og han forstår frustrationerne, når vi ikke kan huske gloserne fra i går. At vi så indimellem er ved at rykke hårene ud af hovedet, fordi han udtaler “r” som “l” og omvendt – eller helt udelader de to bogstaver – det er en anden sag. Sådan er det jo med dialekt. Som sønderjyde var det heller ikke nemt i 1. klasse at skulle finde ud af, om ord var “en” eller “et”. Det var da bare “jen”!
God søndag derude. Jeg håber, at alle jer, som elsker Thailand, snart kan komme hertil igen. Og at vi snart kan vende tilbage til noget bare nogenlunde normalt i denne skøre verden!
Billederne er fra Phuket 2009. På soklen af denne Buddha figur sidder der i dag en flise med vores navne på bagsiden. Det var en måde at få donationer på – men sjovt at tænke på i dag.
Spændende side / blog du har her Janne. Har lige skimmet en lille halv times tid – og der er jo til flere timers “underholdning” thumps up.
Vi har været på Phuket 5-6 gange siden 2007 – og i Hua Hin 2 gange. Begge gange i Soi 98 på et fint lille hotel der hedder Prinz Garden Villa. Soi 94 må være den soi hvor der er en lille dansk/thai restaurant – navnet er lige væk nu, selvom jeg også er facebookven/følger af stedes Facebook side.
På Phuket bor som regel på Katavilla (dansk ejet/drevet) lige på “grænsen” mellem Kata og Karon Beach. Der kan jeg love dig for, at du ikke finder afbidte fingernegle fra tidligere gæster – du/I må ha’ været uheldig med Jeres hotel valg. Smiler.
Glæder mig til at læse resten af din side – og følge med i Jeres Thai undervisning m.m.
Mvh. Bent
Hej Bent,
Tak for din kommentar – dejligt, at du kan lide min blog.
Jeg har lige været lidt længe om at svare – måtte lige på en hastetur til Bangkok.
Frem til september kan man bo på Katavilla på Phuket for 300 baht pr. nat i dobbeltværelse med morgenmad. Det siger lidt om, hvor desperat situationen er her nu.
Jeg håber, jeg kan blive ved med at skrive noget af interesse.
Venlig hilsen
Janne