Påskefrokost og fint besøg i Hua Hin

I går var en stor dag. Vi var til en dejlig påskefrokost med en rigtig masse rigtig dejlig mad. Samtidig var Kongen, Dronningen og Den Kongelige Gemalinde på besøg i Hua Hin.

Dansk påskefrokost på Little Mermaid

Vi havde aftalt at mødes med nogle venner i går på Little Mermaid, en dansk/thai som ligger lige henne om hjørnet på Soi 94. De tilbød påskefrokost buffet med en lang række lækkerier. Jeg laver selv tit dansk mad, når jeg kokkererer herhjemme, men at få en fin buffet med masser af forskellige retter er nu alligevel luksus. Prisen var også til at komme over, for hele herligheden kostede kun, hvad der svarer til 150 kroner. Der var faktisk mødt pænt mange mennesker op, og der var naturligt nok en pæn overvægt af mænd i lokalet. (Tror ikke at thai fruerne er så meget til sild, rødkål og ost).

Da de første par Rød Ålborg og Linjeakvavit var blevet skyllet ned, så steg lydtrykket i lokalet markant, og der blev hygget og grinet og spist. Det var en rigtig fin eftermiddag, og jeg fik spist så meget, at det ikke blev til andet aftensmad end den sidste Super Flyers, jeg havde på lager fra Danmark. Jeg kan simpelthen ikke huske sidst, jeg har fået varmrøget laks…. Og lammekølle lavet, så det var smørmørt! Og en rigtig god blåskimmelost i stedet for de der discount Danablu, der koster spidsen herude og smager af sure sokker og bare brænder. Og så en enkelt Rød Ålborg – det fik jeg nu også til jul, men det føltes rigtig dejligt alligevel. Der var selvfølgelig masser af andre klassiske danske frokostretter som sild, gravad laks, frikadeller osv. osv. Jeg var i den 7. himmel!!

Jeg fik kun taget et par enkelte billeder af maden og den fine borddekoration – så glemte jeg alt om at fotografere og nød bare maden og selskabet.

Hvis du er i Hua Hin og savner dansk mad, så kan jeg varmt anbefale Little Mermaid!

Kongeligt besøg

Så var Kongen, dronningen og Den Kongelige Gemalinde på besøg i Hua Hin. Selv om de har et stort slot ned til vandet “Glai Gangwon”, som betyder langt fra bekymringer, så kommer de her ikke særlig tit. I gamle dage, i den gamle konges tid, opholdt den kongelige famlie sig oftere hernede i deres sommerpalads, når der var varmt og fugtigt i Bankok. Her er mere luftigt – specielt i de varme måneder. Hvis man kommer forbi den gamle fine banegård her i Hua Hin, så kan man se, at der faktisk er en separat ventesal til den kongelige familie fra den tid, hvor familien kom herned med tog fra Bangkok.

Et officielt punkt på programmet i går for de kongelige var, at de skulle besøge udsigtspunktet på Hin Lek Fai. Her kan man se ud over det meste af byen, stranden og havet. Og når man får kongeligt besøg, så skal det hele jo gerne stå snorlige. Tænk bare på alle de plankeværker, der er blevet malet, fordi Dronning Margrethe skulle komme forbi på sin Sommertogt. Derfor har hele området sværmet med folk. Både politi og militær har været i gang. Vi har holdt os væk, men vores venner bor i området, og de fortalte, at der blev fejet, malet fortovskanter, checket skraldespande osv. osv. Vi kan se op til udsigtspunktet fra vores hus, og vi kunne se, at de nærmest var på natarbejde deroppe! Der har også været billeder på nettet af flere krigsskibe på havet ud for byen.

Sandsynligvis har en del af området været spærret af i går, så det var klogest at blive hjemme. Her offentliggør man ikke lige ruten, som når Dronning Margrethe tager en tur i kareten i København. Det har helt sikkert skabt fuldstændig kaos i trafikken. Her i Hua Hin er de nemlig i gang med at støbe kanter på de nye jernbaneafsnit lige i rundkørslerne på Soi 88 og Soi 94 – selvfølgelig på én gang! Det går helt banan indimellem, for thaierne moser og maser bare frem i trafikken, så flere gange har de fået lavet “gridlock”, hvor ingen kan komme hverken frem eller tilbage. Og kommer toget, så går det hele helt i baglås!

Så jo, der har sandelig været gang i den. Angiveligt rejser de kongelige afsted igen i dag, og hvis de har boet på slottet, så har det nok også fået en ordentlig omgang i dagens anledning.

Hvis nogen undrer sig over, at Kongen både har Dronningen og Den Kongelige Gemalinde, så er det fordi, at han faktisk har begge dele. Det er, hvad jeg kan fortælle om det, for her må vi ikke snakke om de royales affærer.

Songkran om en uges tid

Om en uges tid er det Songkran – altså thailandsk nytår. Datomæssigt følger Thailand det samme system som Danmark (1. januar) – dog med den lille snølle, at vi her i Thailand er i år 2564. Den 13. april går vi ind i Oksens År, som derimod følger den kinesiske kalenderudgave. Songkran markerer blandt andet også overgangen til regntiden, og det kan man faktisk godt se på vejrudsigten for næste uge.

Den thailandske regering har givet tilladelse til, at højtiden må fejres – i modsætning til sidste år, hvor den var helt aflyst. Dog er det ikke tilladt med store vilde vandkampe og smide det der puddersmat i hovedet på hinanden. Kun de traditionelle ritualer er tilladt, feks. at hælde vand på Buddha statuer, gå i templet med offergaver, give offergaver til munkene og vise de ældre familiemedlemmer respekt ved at komme en smule vand på deres hænder.

Desværre så er Songkran ugen også Dødens Uge her i Thailand. De fleste, der har besøgt Thailand blot en enkelt gang ved, hvor skrækkelig trafikken er. Der dør omkring 16.000 mennesker i trafikken hvert år – langt størsteparten på motorcykel. Til Songkran rejser folk hjem til familien – mange over pænt store afstande. Samtidigt bliver det måske også lige til lidt for meget whisky for nogle…… Dødstallet i trafikken er derfor  forfærdeligt højt i netop den uge. Selvom det er lykkedes at få dødstallene pænt meget ned i forhold til tidligere år, så er de stadig alt, alt for høje!

Lidt statistik: I 2019 var der 3338 ulykker (som blev rapporteret), 386 mennesker døde og 3442 blev såret. Alkohol var indblandet i 36,6% af ulykkerne og for høj fart i 28,3%. Skræmmende ikke?? Politiet havde check-points og 65000 politifolk var posteret over hele landet. De lavede over 200.000 tiltaler (mest for manglende styrthjelm og kørekort) og beslaglagde næsten 8000 køretøjer.

Så galt går det forhåbentlig ikke i år, men man kan aldrig vide. Lige nu har mange måske brug for at drikke en ordentlig omgang “Lao Kao” (thai sprit) og glemme de triste tider.

Vi plejer at holde os inde bag murene til Songkran – mest fordi man ligner en druknet mus, når en eller anden klaphat feks. har smidt en hel spand iskoldt vand ind it tuk tuk’en. Jeg taler af bitter erfaring! Men jeg fik da en ny kjole ud af det! Vi holder nok strategien, for selvom regeringen har sagt, at thaierne ikke må smide med vand i år, så…………

Fortsat God Påske!

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *