Om at flytte til Thailand – del 5 – ankomst til Thailand

Ankomst til Thailand – flyttelæs og køkken

Vi ankom til Thailand den 24. december 2017 med 4 kæmpestore kufferter og en del håndbagage. Og det første vi havde planlagt efter ankomst til Thailand var selvfølgelig at tage i Ikea i Bangkok!!! Lyder det som en idiotisk ide? På papiret var det en fantastisk ide, men det var også lidt af et stunt! Vi var nødt til at installere et nyt køkken i huset i Hua Hin, for det gamle havde vandskader, ikke fungerende hårde hvidevarer, og det var ikke særlig lækkert i det hele taget.

Ikea åbner først kl. 10, og da vi landede i Suvarnabhumi lufthavn kl. 6, var der lige et par timer at slå ihjel. Derfor havde vi booket et hotel i nærheden af lufthavnen – værelset kostede 190 kr. og så var det med morgenmad. Det var bare så godt at få et bad, strække ryggen lidt på en seng og så spise en herlig morgenmad. Kl. 9.30 blev vi hentet af vores taxi, og han kørte os til Ikea i Bangna og ventede udenfor, mens vi gik ind og købte et køkken. Vi havde forberedt alt hjemmefra, så det var sådan set bare at bestille det – men det kunne vi ikke, fordi to ting var i restordre! Efter en masse frem og tilbage blev vi oprettet som business kunder, og så fik vi det hele bestilt til levering, når alle tingene var på lager.

I Danmark havde vi købt nogle af modulerne i samme design, for i Thailand kunne man ikke købe indbyggede hårde hvidevarer i Ikea – og derfor heller ikke modulerne. De var på vej i containeren sammen med hvidevarerne, så alt skulle gå op i en højere enhed.

Det var jo juleaften, men vi var godt nok bare trætte men også lykkelige. Vi holdt en rigtig fin og ikke særlig julet juleaften sammen med nogle venner. Juledag gik med at pakke alle ”skattene” ud af vores kufferter og med at gå rundt og ikke kunne fatte, at nu var det ligesom en realitet. Vi boede i Thailand!

En uge senere kom der en lille truck fra Ikea i Bangkok med en ordentlig bunke kasser med køkkenmoduler, som vi stablede op i den ene ende af stuen. Min bedre halvdel er handymand, og han ville selv rive det gamle ned og bygge det nye køkken op.

En ”presbal” – og om at tabe 10 kg tilsammen

Som vi nu altid lever vores liv, så har vi ofte en såkaldt ”presbal” – dvs. vi går i gang med noget vi nærmest er ved at kløjs i, fordi vi har en deadline. Og selvfølgelig starter man da med at give sig selv sådan en, når man lige er flyttet til et fremmed land.

Nogle af vores allerbedste venner havde annonceret, at de ville holde guldbryllup i Hua Hin i begyndelsen af februar. De har gjort os en million tjenester gennem årene (feks. passet vores hus 3-4 gange om året, når vi var ude at rejse), så vi ville rigtig gerne gøre bare en lille smule gengæld. Vi spurgte om vi kunne få æren af at holde en lille fest for dem. Det sagde de ja til – og det var fedt – men så havde vi jo også brug for et brugbart køkken.

Efter et par dage i vores nye liv, rykkede vi det gamle køkken ned og begyndte at male vores køkken-alrum. Alle vægge var malet gule og malet med den ringeste kvalitet maling, man kunne forestille sig.

Heldigvis er vores hus udstyret med et ”thai-køkken” – de fleste huse i thai-style har sådan et. Vores var heldigvis indenfor og med okay faciliteter, så jeg kunne bikse lidt mad sammen og vaske op.

Det gamle køkken
Det gamle køkken revet ned

Flyttelæs

Den 10. januar 2018 kom vores flyttelæs. 176 colli i en propfuld 20” container. Vi havde betalt for at få det hele helt ind på matriklen, og det tog de 7-8 mand en hel formiddag at bære alting ind. Og så havde vi godt nok bare fuldt hus!! Vi væltede rundt i sager alle vegne, og heldigvis var det i den tørre årstid, så der kom ingen regn eller storm undervejs, for hele carporten var også fuld af kasser.

Køkkensagerne måtte blive i flyttekasserne – der var ligesom ikke noget køkken at komme tingene i. Alt andet pakkede vi ud og fik stuvet af vejen – jeg vil sige, hvis nogen havde kigget ind i mine skabe på det tidspunkt, havde de nok fået et chock – det var bare ind med skramlet og så videre!

Men hvor var det fedt at få sine ting igen. Min bedre halvdel var lige ved at sprække over at kunne bruge noget ordentligt værktøj og finde nogle søm og skruer i de mange Raaco reoler med bittesmå skuffer, som flyttefolkene havde smidt i kasser, så alt fra de små skuffer havde blandet sig i en pærevælling (ja det lider han stadig under).

Containeren ankommer
176 colli spredt over det hele

Køkken

Vi arbejdede i mange timer hver dag på vores nye køkken, og stille og rolig tog det da form. Der blev brugt meget tid (alt for meget efter min mening) på at køre fra Herodes til Pilatus for at købe alle mulige småting til renoveringen, men sådan er det altså at bo i Thailand. På trods af kæmpestore byggemarkeder, så skal man alligevel lede efter rigtig mange ting.

Den gule farve i køkken-alrum var godt nok af en dårlig kvalitet, men hold op hvor var den genstridig at få dækket med den nye hvide maling af super kvalitet. 3 gange måtte jeg male over, men så kom det også til at se godt ud. En del af stuen måtte vi lade stå i den originale farve, for vi kunne ikke finde ud af, hvordan det skulle møbleres – det er blevet ordnet i mellemtiden.

 

Det nye køkken bygges op
Køkkenet begynder at tage form
Køkken næsten færdigt
Endelig kunne der pakkes ud og flyttes ind i køkkenet

Guldbryllup

I slutningen af januar ankom vores venner med deres børn og børnebørn, og vi havde et par rigtig dejlige uger sammen. Vi fik fejret deres guldbryllup med maner i et 90% færdigt nyt køkken, og det var da en god start på et liv i Thailand.

Køkken endelig færdigt

Som en ekstra bonus havde vi tabt næsten 10 kg tilsammen, og det pyntede faktisk på os begge. Det skal dog lige siges, at en tur til Danmark i august 2018 bragte den mandlige halvdel af os tilbage på samme niveau som tidligere. Bare 10 dage og alt var ødelagt! Han slæber stadig rundt på den kuffert!

Læs med i næste afsnit, hvor vi falder lidt ned, får vores visa i orden og tager rigtig hul på livet i Thailand.

6 thoughts on “Om at flytte til Thailand – del 5 – ankomst til Thailand

  1. Hvor spænende at følge jeres rejse fra start til slut i skønne Thailand ,jeg glæder mig allerede til at læse næste afsnit 🙂

    jeg har sendt jeres hjemmeside link til et par andre fans af Thailand 🙂

    K h Karina

    1. Hej Karina. Mange tak for din dejlige kommentar. Jeg er glad for, at mine små skriv er til fornøjelse for andre.
      Venlig hilsen
      Janne

  2. Hej Janne

    Super side og virkelig velskrevne indlæg 😎 glæder mig til at få kigget på resten af siden og læst det hele

    Kunne du sende mig en mail med navnet på det flyttefirma i brugte?

    mvh Jesper
    PS: Hua Hin er dejligt sted, selvom det har haft noget vokseværk siden jeg var der første gang for næsten 30 år siden 😉

    1. Hej Jesper,
      tak for din dejlige kommentar. Jeg er glad for, noget af mit skriveri kan bruges. Flyttefirmaet vi brugte var Asian Tigers. https://www.asiantigersgroup.com/thailand/ Bestemt ikke de billigste, men alt gik glat og containeren kom igennem tolden uden at blive åbnet. I dag ville jeg nok have valgt selv at pakke ned, for det firma Asian Tiger brugte i Danmark var ikke de bedste.

      Hua Hin er stadig et dejligt sted. Nogle mener, at byen er stendød pga manglende turister, men det kommer an på hvor man er. Midtbyen med alle de (kedelige) barer er nok død, men herude i 88 og 94 området er der fuld knald på og næsten normalt. Vi var i Hua Hin i 2000, og der så godt nok også noget anderledes ud end nu – Binthabat var 10 barer og grusveje.

      Venlig hilsen
      Janne

      1. Hej Janne

        Kunne jeg lokke dig til at oplyse ca pris på flytningen med asian tiger?
        Jeg har ikke talt med dem endnu, men har fået tilbud i Danmark fra ca 46.000 til 150.000,
        men er ikke sikker på om de kan klare en flytning til Thailand, eller om de har lagt mærke til
        at det er vi skal flytte hen 😉
        Så jeg begynder at hælde til at det kommer til at gælde om at få en god aftale med tigerne
        for at få vores ting afsted på ordentlig vis 😎

        Du er meget velkommen til at svare på mail

        Mvh
        Jesper

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *