Min blog er tilbage – og ugen der gik

Min blog er tilbage!

I sidste uge sad jeg ved tasterne og var klar til at skrive lidt om nogle sjove observationer ved thaiernes adfærd.

Sådan skulle det ikke være! Jeg kunne ikke engang komme ind til mit log-in billede, så jeg var temmelig lost. Jeg bruger WordPress til at skrive min blog, og jeg har absolut ingen forstand på alt det med, at man kan programmere inde bagved og ændre set-up og udseende blandt andet. Jeg får helt gåsehud, når jeg engang imellem forvilder mig ind i koden bagved. Tænk alt det ravage jeg kunne lave!

Siden jeg startede min blog i februar 2019 har jeg vidst, at jeg var en humlebi i forbindelse med at skrive min blog. Humlebier burde nemlig ikke kunne flyve med deres kropsbygning – de ved det bare ikke. Jeg har frygtet, at noget skulle gå galt, for jeg har ikke en kinamands chance for at rette op på det! Jeg har blandt andet en fejlmeddelelse i toppen af skærmen, når man læser min blog på en mobiltelefon, men jeg har ingen anelse om, hvordan jeg får den væk. Skidtet virker jo, og så må jeg leve med, at der er lidt uforklarligt krims krams i toppen.

Det hele skyldtes en opdatering af WordPress, og dem laver de rigtig mange af. Jeg laver selvfølgelig back-up af min side, men det foregår med en såkaldt plug-in inde i WordPress. Når jeg så slet ikke engang kunne komme ind, så var der jo ikke så meget, jeg kunne gøre. Jeg var ret nedslået, men jeg har været forberedt på, at det kunne ske. Jeg læste for et par år siden om en af mine danske favoritsider med mad, at ejeren måtte starte helt fra bunden og rekonstruere sin hjemmeside. I modsætning til mig, som ikke har reklamer og ikke tjener noget på det, så var det vist hendes levebrød og derfor ret knusende. Det kan være en meget dyr affære, hvis man skal have hjælp udefra, og det gælder også her i Thailand.

Så jeg var afklaret. Det var mega ærgerligt, og jeg var godt klar over, at jeg ville komme til at savne at skrive. Men ikke kun det! Jeg har haft kontakt med utroligt mange søde mennesker igennem den blog igennem tiden, jeg har fået rigtig mange dejlige kommentarer og inputs, og den har ovenikøbet været katalysator for nogle virkelig gode venskaber. Jeg kunne selvfølgelig bare starte forfra, men at miste 5 års arbejde var ikke godt. Jeg er ikke så god til at gøre om. Som at sidde på arbejde og lave et kæmpe regneark, og så forsvinder hele møget lige pludselig. Det har jeg prøvet mange gange, og det har givet ture ud i den friske luft og buler i panden!

Så tænkte jeg på en ven, vi har, og han er programmør. Han har dog intet med WordPress at gøre, men jeg tænkte, at han måske kunne pege mig i retning af løsningen på mit problem. Jeg sendte fejlmeddelelserne til ham, og han sagde med det samme, at det anede han ikke noget om. Men hans søn, som også er programmør, kunne lige prøve at kigge på det. Det var jeg mega taknemmelig for, for så havde jeg da forsøgt noget. Han fik adgang til min kildekode, og så var det jo bare at vente. Dagen efter kom han tilbage. “Prøv lige igen”, skrev han, og bingo – så var jeg inde!

Lettelsen var stor, og alt ser ud til at være okay nu. Jeg er meget, meget taknemmelig over, at den unge mand gad hjælpe sådan en system-amøbe som mig! Faktisk var der også en flink mand, som tilbød at hjælpe mig på Facebook. Mange tak til ham også!

Så her er jeg nu – foran tastaturet og i gang med en opdatering her fra Hua Hin. Jeg har brugt mange, mange timer på at sidde her og skrive på danskerithailand.com, og tit er det ikke selve teksten, der tager tid, men alt billedmaterialet som skal behandles, før jeg lægger det ind. Det har jeg så heller ikke forstand på, så undskyld hvis det ikke lige ligner noget fra et professionelt bureau!

Ugen der gik

Sidste uge har været med op- og nedture! Vi har en meget god ven, som desværre måtte på intensivafdelingen på det lokale sygehus. Han har ikke haft det så godt de sidste måneder, men nu gik han helt ned. Han er ikke nogen ung mand mere, og hans helbred er ikke så godt. Vi fik lov at besøge ham forleden for en kort stund, og han var da ved sig selv men svag og temmelig rystet. Han havde det dog ikke dårligere, end at han godt kunne parlamentere med både læger og sygeplejersker om sin medicinering og behandling. Heldigvis har han en rigtig god sygeforsikring, så han er godt dækket og skal kun betale et minimum selv.

Her i Thailand er der stadig autoritet bagved personalet på et sygehus (i det hele taget de fleste offentligt ansatte), og man forventes bare at tage, hvad de udskriver af medicin osv. og acceptere de behandlinger de foreslår. Vesterlændinge er vant til at spørge ind til, hvad de får af medicin, hvad det gør, og hvad bivirkningerne er. Det gør man ikke her! Så kan de blive meget irriterede og forbistrede på en. Det blev hans læge også. Da han spurgte, om lægen troede, at han kunne komme levende ud fra hospitalet, var svaret, at det kunne han jo ikke sige noget om, når han nu nægtede dele af behandlingen.

Jeg tror, det var stof til eftertanke! Vores ven har aldrig været indlagt på et sygehus i sit liv, og han var meget skeptisk de første dage. Et privathospital i Thailand kan også være en temmelig speciel oplevelse, for de er jo netop private og temmelig slemme pengemaskiner. Vi sagde til ham, at det skulle han jo ikke bekymre sig om, når nu det var dækket af forsikringen. Men nogle af de behandlinger, de foreslog, var nu alligevel også på kanten af småt brændbart!

Vi besøgte ham igen i går, og der var han vendt på en tallerken. Han havde jo fået det rigtig meget bedre, personalet var søde og kompetente, lægen kom og besøgte ham på sin fridag, og han spiste maden, som så lækker og indbydende ud. (Han har ellers problemer med at spise). Nu var han taknemmelig og glad for at være kommet et ordentligt sted hen. Han følte sig så tryg, at han bliver der nogle dage endnu. (De første to dage ville han bare HJEM!).

Han har fået et wake-up call om, at han skal tage bedre vare på sig selv, for ellers kan det hele brat få ende! Jeg vil gerne nævne igen, at en ordentlig sygeforsikring er SÅ vigtig her i landet. Det koster 11.700 baht i døgnet (ca. 2000 kr) at ligge i sengen på intensivafdelingen på det lokale privathospital + doctor fee + nurse fee + medicin, så det er ikke at spøge med. Hospitalet afregner direkte med forsikringen, så han skal kun betale sin “selvrisiko” og medicin, som de giver ham med hjem (som desværre kan være flere gange dyrere end på det lokale apotek).

Det har selvfølgelig givet både ham og os tanker omkring “hvad nu hvis?”. Sammen skal vi sørge for, at vi har styr på, hvad der skal til, hvis den ene i et ægteskab dør her i Thailand. Det kan være en ret kompliceret affære, og det er helt klar et must med et testamente her i Thailand -på thai. Et dansk testamente her ingen retsvirkning her. Ingen af os er interesseret i, at den efterladte skal rende fra Herodes til Pilatus med papirkram og måske risikere, at den efterladte ikke kan komme til de penge, man har sparet sammen.

Dystre tanker, men især her i Thailand (og i det hele taget, hvis man bor i udlandet) er det vigtigt, at man sætter sig ind i tingene og forbereder sig, så man ikke får grimme overraskelser.

For en time siden fik vi seneste opdatering fra stuegang. Han har fået det endnu bedre, og noget af behandlingen er blevet skåret ned. “Det er kun til syge mennesker”, sagde sygeplejersken. Han sendte et billede af sig selv med et stort smil – det første vi har set et smil i en uge. Det går til levesiden, og det er dejligt! Hans forsikring dækker også genoptræning efter en uge på hospitalet, så han skal da bare i gang igen! Så må vi igen leve med hans skarpe kommentarer, sarkasmen og hans skæve humor!

God søndag!

PS. Billedet øverst er af en blå og sort himmel på samme tid. Det er regntid i Hua Hin, men her hvor vi bor, får vi næsten ingen regn i forhold til andre steder. Det rumler bare lidt, drypper måske lidt og så går det over igen!