Kaos i Paradis – det er nok den bedste beskrivelse af situationen i dette ellers så skønne land.
Den seneste uge (ja vel egentlig i længere tid) har vi både grinet, grædt, banket hovedet ind i væggen og været på kanten af at pakke kufferterne og rejse til Langtbortistan. Man skal bare kigge på avisernes hjemmesider hver dag for at få den fornemmelse. Man må ikke kritisere noget her, men det er altså svært ikke at rive håret ud af hovedet indimellem.
Phukets “sandkassemodel” er efterhånden blevet lavet om til en sommerhat, hvor man godt nok ikke skal i karantæne som færdigvaccineret turist, men man skal blive på øen i 14 dage (og ikke 7 dage som først annonceret). Man skal testes flere gange (og tester man (falsk) positiv bliver man interneret), man skal købe og betale hotelophold på forhånd samt flere andre nye “tiltag”. Man skal stadig udfylde alverdens papirer og “ansøge” om at komme på ferie i Thailand, man skal tegne Covid-19 forsikring (selvom man er vaccineret), og man skal downloade og bruge en sporingsapp, mens man er i landet. Okay, det var så det. Man skal dog hele tiden huske, at før noget er godkendt og annonceret i “Royal Gazette”, så er det altså ikke et faktum. I dag forlyder det så fra medierne, at Phuket Sandkassemodellen måske ikke kan blive 1. juli som først diskuteret. Øhhhhh. Man har kanaliseret vacciner til øen specielt for det, og man har vaccineret både gamle OG unge på bekostning af vacciner til resten af landet. Hoteller osv. har forberedt sig, der har været holdt utallige møder, og mange kloge mennesker har udtalt sig om, hvordan det skulle foregå. Og nu bliver det så måske udskudt??
Det er en vits – desværre en sarkastisk en af slagsen, for det er bestemt ikke sjovt.
Jeg er sådan set ligeglad med Phuket. Sidste gang jeg var der, svor jeg, at jeg aldrig ville komme tilbage igen. Aldrig er jeg blevet taget så meget i numsen, og aldrig har jeg haft så forfærdelig en nytårsaften med technomusik på en platform ude i bugten. De skulle selvfølgelig spille ind i mod byen. 3-4 nætter i træk med skodmusik – til klokken 5 hver morgen. Alt var dyrt, stranden var overrendt og der var snusket og beskidt alle vegne. Dårlig service, taximafia, et dyrt hotelværelse med hår og afklippede negle fra de forrige gæster. Føj, føj, føj! Jeg har heller ikke været der siden!
Men Phuket er en mulighed for at teste tingene af. Næsten 70% af befolkningen er vaccineret, og man skal over en bro for at komme til øen (hvis man ikke kommer med fly), så folk kan kontrolleres. Man har en unik chance for at se, hvad der sker, hvis man lukker vaccinerede turister ind. Alle sejl var sat – men nu bliver båden nok bare sænket i havnen. Stakkels dem, der har troet på projektet. Både de virksomheder og ansatte, der har sat alt ind på at gå efter lyset for enden af tunellen. Stakkels de turister, som har købt og betalt for at være med til at starte projektet op.
Vacciner
I denne uge startede regeringen en stort anlagt introduktion af masse vaccination. De nåede i hele Thailand over 300.000 pr. dag de første par dage, men så gik tallet desværre nedad igen. Ifølge regeringen skulle de ældre og syge være de første til at blive vaccineret, men det ser ud til, at der er andre faktorer, der spiller ind. Ihvertfald ifølge medierne. Hvorfor tallene er gået ned, skal jeg ikke udtale mig om, men jeg kan fortælle, hvad der er sket her i Hua Hin og andre steder.
Her i Hua Hin var det en sørgelig omgang, selvom sygehusene her gjorde en kæmpe indsats. Folk skulle registrere sig for at få vaccinen, og så fik man et nummer og en dato. Mandag startede man så op i hele Thailand og selvfølgelig også på Hua Hin Hospital. Folk stod i kø udenfor allerede kl. 6.30, selvom de først åbnede klokken 8 eller 9. Så blev de sendt ind i et lokale i hold, og her sad de ret tæt, og social distancing var ihvertfald ikke i fokus. Sådan kørte det i to dage – godt 2500 personer nåede de – så var der ikke flere vacciner tilbage, og billedet ovenfor er fra Hua Hin Hospitals hjemmeside. De sidste 100 var doser fra folk, som opgav eller ikke mødte op. Jeg læste i går, at de håber på at have flere doser klar på mandag. Måden man indkalder folk på er iøvrigt ved at offentliggøre listerne med navne på alle registrerede. På Facebook…..
Lange udsigter
Desværre, så betyder det her nok, at der er lange udsigter. Ja – det er nok mere sandsynligt med meget, meget lange udsigter. Danmark er et fint bevis på, at det virker at vaccinere folk, for nu ser det jo ud til, at normaliteten kan vende tilbage. Det kan vi andre så kun være meget misundelige over! Vi bor i Thailand nu, og vi kan jo ikke bare rykke teltpælene op for at få en sk…. vaccine. Jeg spurgte Den Danske Ambassade, om de havde tænkt sig at hjælpe danske statsborgere i Thailand med at fremskaffe vacciner. “Nej” var svaret (det var selvfølgelig længere, men det var essensen), og jeg havde såmænd heller ikke forventet andet. I Danmark tænker mange, at folk der udvandrer nærmest er “forrædere”. Situationen er jo, at vi har jo betalt skat hele vores liv, og mange af os er jo nogle halvgamle knallerter. Nu slipper Danmark for at have os på sygehuset, til lægen, boligsikring, buskort osv. osv., men vi skal jo stadig betale skat af vores pension. I en nødsituation som denne er holdningen stadig, at vi har “vendt Danmark ryggen”, og så må vi sejle vores egen sø. Faktum er: Vi bor i Thailand nu, og vi kan jo ikke bare rykke teltpælene op for at få en sk…. vaccine.
Vi er i en nødsituation, og jeg havde håbet, at man som dansker ville få bare LIDT hjælp. Jeg forlanger ikke, at Danmark skal levere vacciner gratis. Selvfølgelig kan vi selv betale for vaccine og den sygeplejerske, der skal jokke nålen i armen. Men jeg havde ærlig talt håbet på, at Danmark i det mindste ville udnytte sine diplomatiske forbindelser til at sikre, at vi som danskere i udlandet kunne blive vaccineret. Det nytter ikke noget, at Den Danske Ambassade skriver, at vi kan rejse til Danmark og få vaccinen med de regler, der nu følger med det. Feks. at vi skal opholde os i Danmark i minimum 30 dage, og at det at få en vaccine ikke må være årsagen til, at man kommer til Danmark. Vi bor og lever jo her, og kan jo ikke forlade alting i ugevis – først 14 dages karantæne, og så to skud med mellemrum…. Den Danske Ambassade henviser i deres svar også til, at man ikke anbefaler at få vacciner, der ikke er godkendt i Danmark. Jamen, vi kan nærmest ikke få andet her!
Heldigvis er nogle udlændinge over 60 blevet vaccineret med første skud her i Thailand i den seneste uge. Det er med Astra Zeneca og Sinovac (kinesisk ikke godkendt i DK). Det er sporadisk og kommer feks. an på, hvor man bor og hvilket sygehus, man er tilknyttet. Der er ihvertfald ikke noget system i det. Jeg er heldigvis ikke bange for at få Covid-19 – vi er begge sunde og raske, så jeg venter helt sikkert og ser, om jeg i virkeligheden kan slippe for den vaccination. Hvis alle de andre er vaccinerede, kan jeg vel ikke blive syg? Jeg skal ihvertfald ikke have noget Kinaknald, der virker 50% – eller noget der er skrottet i DK!
Tilbage til de lange udsigter!
Her i landet er der mange ideer og udtalelser fra Gud og hver mand og hans hund i medierne hver dag. Det stritter i alle retninger, og der er ikke meget logik i ret meget. Når jeg står op om morgenen, læser jeg hvad Richard Barrow skriver på Facebook. Han er journalist, og har fingeren rimeligt på pulsen med mange ting. Så læser jeg på nogle thai medier, så godt jeg kan stave mig igennem på thai. Så tænker jeg mit, og så bliver jeg indimellem fortvivlet og trist på befolkningens vegne. Hele landet er virkelig underdrejet!
Derfor siger jeg: Hvis du vil hertil som turist – også selvom Phuket alligevel skulle åbne om 14 dage på trods af dagens udtalelser, så husk: Det meste er lukket – restauranterne skal lukke tidligt – der er alkoholforbud undtagen i butikker. Ikke noget med en paraplydrink ved stranden eller et glas vin til maden. Shoppingcentre og selv 7-11 er lukket. Store områder ligger øde og stille hen, og her i Thailand går forfald med lynets hast, så mange områder ser forfærdeligt ud.
De thaier vi kender er nu ved at nå fortvivlelsens yderste grænse, og i Bangkok og andre større byer er der hjemløse på gaderne mange steder. Hua Hin er ikke det værste sted, og det skyldes måske, at der er en forholdsvis stor gruppe af udlændinge i byen, som lægger nogle penge i samfundet og er med til at holde liv i nogle forretninger.
Good old Thailand er væk, og det kommer til at tage meget, meget lang tid at komme tilbage til noget, der bare ligner det.
Hvis vaccine er svaret, som det ser ud til i Danmark og mange andre lande, så hænger vi alvorligt i håndbremsen her, og det kommer måske til at tage et år eller to, før tingene bare begynder at ligne et Thailand oppe i omdrejninger igen. Jeg håber det bedste, men frygter det værste.
Jeg er måske nok sortseer, men så er det jo kun skønt, hvis jeg tager fejl.
Hvis nogen har gode ideer til mig, så jeg kan skrive noget positivt, så modtager jeg gerne forslag i kommentarfeltet.