Ja, hvordan går det egentlig her i Thailand med det Covid-19 møg?? Det er der mange der spørger om. Og der er også mange, der spørger om, hvornår man kan komme hertil som turist igen. Ingen ved det – og det har nok desværre lange udsigter for den almindelige turist at komme hertil og holde ferie i et par uger.
Turistområder eller ikke turistområder
Der er stor forskel på, hvor hårdt de forskellige områder er ramt her i landet. Nogle områder mærker stort set intet til det. Det er de områder, hvor der normalt ikke kommer turister. Nogle områder som feks. Koh Samui er så hårdt ramt, at de udlændinge der bor der permanent flygter væk fra øen. Så er der det indimellem som Hua Hin, Patthaya og Bangkok. Her går livet videre – godt nok på en meget stille måde, i alt hvad der har med turisme at gøre.
Folk med tilknytning til turistbranchen klamrer sig med efterhånden det sidste af neglene til bordkanten. Mange ting er allerede lukket og slukket, og der er mange ting, der er anderledes nu end for nogle måneder siden. Et eksempel er, at man ikke bare lige kan tage en tuk-tuk eller en song taew taxi. Der er kun meget få tilbage, og hvor de andre er blevet af, er der ingen der ved. Nu bruger de fleste Grab, så bybilledet er blevet lidt fattigere. (Til gengæld bliver man ikke snydt, og det fungerer mega godt!). En del hoteller er lukket, og mange af de store hoteller (med godt med finanser i ryggen) er gået i gang med at bygge om, eller også er de (specielt i Bangkok) blevet karantænehoteller, så poolområde, restauranter osv. er lukket ned.
Hua Hin og Covid-19
På nogle områder ligner Hua Hin sig selv. Der er masser af byggeri i gang – både på jernbanen, nye lejlighedskomplekser og renovering af privathjem og hoteller. Her er stadig masser af skrald, og nogle områder af byen ser forfærdelige ud, fordi huse er helt eller halvt revet ned for at bygge den nye jernbane. Visse steder laver man nye kloaker. Så alt i alt må der være kørt i hundredevis af tons beton hertil. Det kan man også godt se på vejene. Soi 94 er nu så hullet og bulet, at den er direkte farlig at køre på – især om aftenen.
Strandene er næsten tomme, men der kommer stadig en hest eller to på Soi 94 på vej til stranden for at tilbyde en ridetur. Kører man syd for byen til nogle af de lidt fjernere strandområder, er alt stort set lukket og slukket.
Der sker dog noget meget sært i området mellem Soi 88 og 94. Nye forretninger popper op! Der er åbnet flere nye barer, restauranter og en sandwich-kæde med hovedsæde i Phuket (og der sker jo ihvertfald intet). Nogle af forretningerne flytter til området, fordi de ikke kan betale huslejen i midtbyen, eller fordi de bliver smidt ud, hvor de er.
Huslejerne er med ægte thai logik mange steder:
1. Det er bedre at lade bygningen stå tom end at sætte huslejen ned.
2. Hvis jeg tjener mindre her under Covid-19, så må jeg hellere sætte prisen op.
Forleden var vi ude at køre om aftenen, og nogle steder her i området var der faktisk MERE gang i den end før Covid-19. Rigtig mange madboder overalt, og det er sikkert fordi, at der er mange thaier der griber til at sælge mad, hvis de har mistet jobbet. Hvis man kigger ind i restauranterne og barerne, kan man dog se, at der ikke er mange kunder ret mange steder. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det hele ser ud om yderligere 6 eller 12 måneder.
Det er en meget blandet landhandel af godt og skidt, men sikkert er det, at hvis landet fortsætter med at være nærmest hermetisk lukket, så bliver det kun mere skidt!
Muligheden for at komme hertil
Der er muligheder for at komme hertil, og dem skal jeg ikke gå i detaljer med her. Det skifter hele tiden, og det klogeste er at læse på Den Thailandske Ambassades hjemmeside for at få de korrekte oplysninger. Man slipper ikke uden om karantæne (det er kun diplomater og soldater, der kan det (uofficielt)). Der var en overgang snak om at forkorte karantænen fra 15 nætter til 10, og jeg troede faktisk, at det var vedtaget, men ifølge vores fantastiske sundhedsminister, kommer det ikke til at ske. (Det var ham der utalte at Covid kom fra “dirty farang”, som stinker og går i beskidt tøj). I går skrev de så i Bangkok Post, at længden af karantæneperioden skal diskuteres i næste uge… Det er ikke til at blive klog på. Ikke at det kan være ligemeget, om det er 10 eller 15 dage, for man bliver behandlet som i isolationsfængsel med skrotmad og indbygget gårdtur, som man skal søge om dagen før.
Den seneste nye genistreg er, at man har annonceret, at man har slækket reglerne på nogle områder, så flere turister kan komme ind i landet. Der er bare lige den lille hage, at man udover at komme fra et lavrisikoland og alle kravene til feks. papirer, forsikring og coronatest også skal kunne bevise, at man har hvad der svarer til 500.000 baht på sin konto i hjemlandet. Det er godt 100.000 kr, og de skal have stået der i 6 måneder op til rejsen. Og det er pr. person. Det har de fleste da bare lige stående…. NOT.
Jeg ser et kæmpestort hul i en fod…..
De samme kloge mennesker siger også, at turistbranchen langsomt er ved at få det bedre….. Jeg siger ikke mere.
Demonstrationer
Samtidigt er her masser af demonstrationer, som de fleste sikkert allerede har læst også i de danske medier. Den yngre generation står fast på kravene om, at premierministeren skal gå af, grundloven skal skrives om, og kongehuset skal reformeres. Desuden er der også en gruppering, som kræver at få ændret uddannelsessystemet.
I går var demonstranterne på gaderne i Bangkok igen. Det foregik heldigvis fredeligt, og man må lade de unge mennesker, at de forstår at bruge symboler i deres kampagne. I går blev “Democracy Monument” hyllet ind i et kæmpe klæde med forskellige slagord som feks. “ikke flere diktatorer”. Kongen og Dronningen skulle indvie en ny togrute, og da de kørte forbi demonstranterne, vendte de alle ryggen til og stod med tre fingre i vejret og sang nationalsangen. Der var selvfølgelig også mødt en masse royalister frem, og ifølge Bangkok Post, sås der blandt dem en del med den typiske “crew-cut” frisure fra militæret.
Det er klart, at den nuværende situation på grund af Covid-19 også er med til at forstærke følelsen af fattigdom, undertrykkelse og mangel på ytringsfrihed. Jeg tager hatten af for, at de unge mennesker kan holde det på et fredeligt plan.
I næste uge skal man diskutere ændring af grundloven i parlamentet, hvor der er kommet flere forskellige forslag fra partierne. Men at ændre grundloven er jo ikke noget, man bare lige gør over nat, så det har nok lange udsigter. Premierministeren udtalte i sidste uge, at han ikke kan gå af. Han har godt nok ledt efter “Mr. Right” afløser, som han sagde, men han har ikke fundet en person, der kan gøre det bedre end ham selv. Så han må bare blive ved, selvom han er træt af at give ordrer, for det har han “gjort så rigeligt” som leder af militæret……
Mit hjerte bløder
Ja, det lyder måske svulstigt og for meget, men mit hjerte bløder for det her land. Når jeg ser håbløsheden i øjnene på de almindelige thaier, som har virkelig svært ved at få det hele til at hænge sammen nu. Når jeg kan se, at de må splitte familien op, for at få enderne til at mødes. Når der kører kæmpe Mercedes slæder rundt, mens gammelmor skal sælge kylling for 10 baht stykket og tjene 1 eller 2 baht pr. styk. Når en bager og en musiker skal sælge nudelsuppe og kylling for at få deres børn i skole og betale husleje.
Jeg vågner om natten og vender og drejer, hvordan vi kan hjælpe vores thailandske venner, hvor nogle af dem efterhånden er helt derude, hvor der ikke kan sælges flere af deres sparsomme ejendele. Dem vi kender er alt for stolte til at tage imod direkte økonomisk hjælp, og da vi ingenting må lave her, så er det enormt svært at hjælpe. Når en thai er nødt til at gå på lykkepiller for ikke at falde ned i det sorteste hul, så er det altså skidt.
Her er ikke noget socialt sikkerhedsnet, og de hjælpepakker der har været, har ikke gjort den store forskel.
Når alt det her forhåbentlig går over engang, så er de rige blevet ufatteligt meget rigere, og de fattige er blevet meget, meget fattigere.
Jeg vil nu tage en mental lykkepille og prise mig lykkelig over, hvor priviligerede vi – min bedre halvdel og jeg – er. Vi kan få lov at være i dette dejlige land i en tid, hvor det ikke er særlig sjovt at være andre steder.
PS. Billedet i dag er taget for et par uger siden, hvor jeg var på kaktus- og sukkulentmarked i vores lokale center med et par veninder. Der stod denne her sag – læg mærke til prisen… 70.000 baht! Det står godt nok meget i kontrast til situationen iøvrigt….