I torsdags fik vi endelig pengene fra forsikringen for min husbonds øjenoperation i Bangkok! Det har taget mere end 2 måneder og mange timer gående i ring med fråde om munden og en del søvnløse nætter med raseri under dynen over det møgfirma.
En lang sej kamp med Cigna
Jeg skal ikke trætte nogen med hele den lange roman omkring den forsikringsudbetaling. Jeg skal heller ikke fortælle udførligt om den inkompentence og ligegyldighed vi har mødt fra vores forsikringsselskab Cigna. Jeg tror ikke jeg lyver, hvis jeg siger, vi har ringet til Skotland op imod 10 gange (ca. 400 baht hver gang – først skal man høre en 2 minutters smøre om Covid). Vi har bedt om opkald – intet skete. Vi har emailet dem og skrevet på deres portal. Intet er sket. Vi har været i kontakt med hovedkontoret i USA, som har forsøgt at skubbe på. Uden resultat.
Vi tror, at årsagen til hele misæren er, at de har overset det “Medical Certificate” vi sendte på email fra starten. Det er et brev, hvor lægen beskriver problemet, og hvad der skal gøres ved det. Men de har haft det dokument siden 2. juli, og det har jeg forklaret på telefon flere gange….
Grunden til at jeg hyler over det her, er at operationen kostede næsten 200.000 baht, som vi måtte betale selv. Det er immervæk 40.000 kr., som vi havde ude at sejle. Det kan vi altså leve temmelig længe for her i Thailand! Og så var det også princippet i at blive ignoreret og p…… på (undskyld mit franske) af en meget dyr forsikring!
Forsikringsagenter
I slutningen af forløbet – hvor der ikke var sket en pind – henvendte vi os til Pacific Prime. Det er en forsikringsagent, hvor Thailand er serviceret ud af Shanghai. Jeg havde været i kontakt med dem sidste år, hvor de tilbød at være agenter for os og hjælpe os med claims osv. Jeg er ikke meget for alle de mellemmænd, men da vi var presset til det yderste, skrev vi under på, at de kunne tage over på vores police. Det er gratis for os – på papiret – for det er jo kunderne der betaler, hvis selskabet betaler kick-back penge til en agent.
Men de har da været alt det Cigna ikke har været. Supergode til at svare – meget informative, og de skaffede os oplysninger, som vi ikke selv kunne få. Til sidst kom de også med beviset på, at vi ville få pengene refunderet. Hurraaa!
Ny forsikring?
Vi ville jo rigtig gerne skifte forsikring, men det bliver mega svært. Min bedre halvdel får nok ikke dækket flere øjensygdomme, og da lægen i Bangkok sagde, at han er i høj risiko for at få nethindeløsning på det andet øje også, er det jo en vigtig ting. Og så er der jo hans alder. 67 år er ikke en lækker alder i forsikringsverdenen, så prisen er skyhøj.
Jeg halter rundt med min 13 år gamle kræftsygdom, som heldigvis ikke har vist sig siden, men mange forsikringsselskaber render alligevel skrigende bort!
Thai forsikringsselskaber skruer præmien op med tocifrede % hvert år, og ringer man og spørger ind til det, så har de alle mulige forklaringer.
Nej, vi er nok desværre “gift” med Cigna nu, men så må vi håbe, at Pacific Prime kan hjælpe os igennem. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker, hvis vi skal akut på hospitalet med hjertestop eller hjerneblødning…..
Håndværkere
Noget positivt. Jubiiiiiii.
Vi er nu stort set færdige med håndværkere, og det er bare SÅ DEJLIGT. Det er en kæmpe belastning, at folk render ud og ind, klatter med maling, ødelægger ting, smider deres plasticposer og cigaretskodder overalt og laver fejl, der skal rettes.
Nu er huset vores igen, og generelt set er det blevet rigtig fint. Der er lige et par helligdage hist og her, så jeg må selv i gang med malerrullen, men det går nok også.
Sidste etape er nu oprydning, rengøring og lidt kærlighed til haven. Vi fældede jo de fleste af vores palmer for et par måneder siden, og nu drømmer vi om at få nogle mini-træer, som er mandshøje. Det bliver nok dyrt at købe palmer på 2-3 meter og færdige træer, der bare skal skyde igen. Drømmen er blandt andet sådan en:
Den skulle gro som bare pokker, men nok ikke hurtigere end at vi kan nå at skære den tilbage.
Rengøringsmæssigt er jeg stadig i knæ. I går skulle jeg bruge en skål, som jeg ikke bruger så tit. Det skal lige siges, at den bor i en lukket skuffe i vores Ikea køkken. Den var fuld af sort støv fra slibning af træværk!! Oh my God…. Og sådan er det overalt. Så det er bare ind i alle krinkelkroge i de kommende dage. Men okay – så er det jo gjort. Og det holder da nok nogle måneder. SUK!
En ting jeg ikke selv kunne klare er vores store vindue og trappeskakten. Vinduet havde malerne “gjort rent” i opløsningsmiddel nr. 21, 31 eller det der er værre. (En jungle her – ikke noget med terpentin, acetone osv. – bare numre). Forleden fik det en ordentlig omgang inklusiv trappe og hylder af Team Khun Karn, og nu er det en dronning værdig! Alle fliser og sandwash udenfor fik også en ordentlig omgang med skrubbemaskine og højtryksrenser, så nu ser det rigtig flot ud. Jeg giver gerne 2700 baht (520 kr) for 3 mennesker en hel dag med alt udstyr og rengøringsmidler!
God weekend
Jeg ønsker alle en god weekend. Her i landet er det en forlænget weekend, som er kompensation for den aflyste Songkran i foråret, og Hua Hin er godt besøgt at folk fra Bangkok.
Vi tager en slapper i dag. Vi var ude at høre rock i aftes, og det blev faktisk lidt for sent…..
Dejligt at høre i endelig har fået styr på forsikringen, og huset endelig er ved at være færdigt.
Det med forsikringen er nok noget af det der ‘bekymrer’ mest i ligningen. I de overvejelser vi har om at relokere til LOS.
Jeg har haft en blodprop, for 8 år siden, men grundet den hurtige indsats vi har mulighed dor her i DK, er skaden på tikkeren mindre end 1%.
Men lur mig om ikke det vil være en prisfaktor, selv om det idag intet fejler, checkes 2 x årligt og alle tal er næsten bedre end foreskrevet. Ligesom med din kræft.
Der er nok at undersøge og tid nok til der, det ser ikke ud til at vi lige med det første får adgang til TH selvom vi savner det vildt meget.
Gad faktisk godt opleve ‘roen’ der eftersigende er i BKK lige nu 😉
Kan i ikke få ‘store træer oppe nordfra billigt?
Mener en venindes søster fik en del leveret på lastbil til Cha Am.. De kommer nordfra og ville ha nogle specielle plantet/træer derfra.
Endnu et godt blog indlæg, tak for det..
Hej Claus,
vi er spændte på, hvad der sker, når vi skal forny forsikringen til december. Jeg har hørt om flere, der får sat præmien op med 25%, hvis de har en “skade”, men det er hos Luma. Der er mere om træer i dagens indlæg. Tak for kommentaren.
Venlig hilsen
Janne