En mystisk sygdom

I dag vil jeg fortælle om en mystisk sygdom – eller måske nærmere – et mystisk sygdomsforløb, som vores lille familie har her i starten af året.

Jeg skal ikke trætte folk med lange beretninger om sygdom, for det er da ikke lige det mest fede eller interessante i verden. Jeg vil også sige, at jeg ikke lige er den, der hiver sølvpapirshatten op af skuffen i tide og utide (den slags mennesker er der RIGTIG mange af her i Hua Hin). Altså dermed ment, at jeg ikke er til konspirationsteorier og alt det der. Til gengæld er der sket noget meget mærkeligt her, som vi nok aldrig finder ud af, hvad er for noget….

Historik

Jeg er lige nødt til at komme med lidt historik, for at man kan få hele billedet.

Min husbond, som ellers er sund og rask, men som alligevel nærmer sig de syv årtier med hastige skridt, fik ved et årligt helbredscheck i juni sidste år konstateret hjertearytmi i form af noget kaldet PVC. Det er, når hjertets nederste kamre trækker sig sammen en anelse for tidligt, når det skal pumpe blod. Når man tager pulsen, føles det, som om der mangler et eller flere slag. Vi var temmelig forbavsede/forskrækkede, men en scanning af hjertet viste, at det er sundt og raskt. Vi skulle altså ikke bekymre os for meget over det (endnu).

Jeg har hele mit voksne liv dyrket 0 motion, men for 1 1/2 år siden fik min veninde slæbt mig med hen i fitness centeret til en personlig træner, og det er til den dag i dag en del af min hverdag og en del af min livsstil, som jeg forhåbentlig aldrig skal opgive igen. Derfor var det vigtigt for mig at få min ligeså inaktive bedre halvdel til at sørge for, at hans hjerte bliver ved med at være sundt. Det holdt hårdt, for motion var absolut noget opreklameret skrammel i hans verden!!! Det endte med, at vi indgik et væddemål: Han skulle tage med mig i fitnesscenteret i 3 måneder, og jeg skulle synge en sang i hans band. Jeg må sige, han er sej, for jeg sang en enkelt sang til et event på Rockzone, og så takkede jeg af. Han følger stadig med mig i fitness centeret 3 gange om ugen et helt år senere!

Derfor er vi begge i ret god form (for ikke at sige super form for sådan et par gamle knallerter som os). Vi har tabt i omegnen af 12 kg. hver, siden vi kom til Thailand, og vi ligger begge pænt tæt på idealvægten. Vi spiser relativt sundt (selvom vi drikker lidt øl…..), og vi sørger for at få vores nattesøvn og alt det der.

Pludselig….

En dag i slutningen af februar, hvor jeg var ved at fylde køleskab, fik jeg pludselig åndenød og hjerteflimren. Her i huset har vi en aftale om, at hvis man føler sig utilpas, så sætter man sig ned på gulvet, så man ikke slår sig til plukfisk, hvis man besvimer. Så min husbond fandt mig siddende på køkkengulvet i en virkelig skidt forfatning nogle minutter senere. Mit hjerte slog som hø og hakkelse, jeg havde åndenød og tunnelsyn. Og så var jeg bange…..

Nu er jeg lavet sådan, at jeg undgår læger og sygehuse, hvis jeg overhovedet kan. Jeg skal som regel altid lige se, om jeg ikke selv kan plastre en skade sammen (gaffatape på min pegefinger, da jeg startede stavblenderen med fingeren i) eller om at noget smerte eller ubehag ikke går væk af sig selv. Det fænomen er altså ikke blevet mindre, siden vi er flyttet til Thailand. Med de privathospitaler og deres grådighed her i landet, så risikerer man at ligge på intensivafdelingen til 50.000 baht i døgnet, fordi man har betændelse i en storetå!

Hjerteflimmer og så køre ned på Bangkok Hospital….??? NEJ – jeg vidste, at jeg ville ligge i en seng i løbet af nul komma split, hvis de målte min hjerterytme!

Så jeg ventede i nogle timer…. Jeg målte min puls og blodtryk undervejs, og min puls var så lav som 57, selvom JEG følte, at den var 150…. Mit hjerte slog i valsetakt – 1-2-3 udsætter – 1-2-3 udsætter – eller også bare helt i utakt. Jeg var bange for at stille træskoene, og da det på et tidspunkt begyndte at snurre i fingre og tæer, blev jeg faktisk alvorligt bange. Altså ikke blod nok til ekstremiteterne….

Sidst på eftermiddagen tog jeg mig sammen og ringede til vores klinik, Be Well, her i Hua Hin. Her var de fully booked, men de bad mig alligevel komme med det samme, da de hørte om mine symptomer. Det viste sig, at de ikke var fully booked, men de var ved at få ordnet deres air condition anlæg, og der var håndværkere overalt. De tog mit blodtryk og min puls, og så røg jeg ellers i en EKG scanner med det samme. Pulsen var i virkeligheden 140, men mere end halvdelen af slagene kunne ikke måles, fordi de var helt ved siden af en rytme.

Jeg fik en betablokker pille (sænker puls og blodtryk) og blev truet med en tur på hospitalet. Jeg bad nogle stille bønner til guderne, og langsomt men sikkert begyndte hjerteslagene at normaliseres. Efter en times tid havde jeg det okay igen, og jeg fik lov at komme hjem med nogle flere piller. Beskeden var, at jeg BÅDE havde PVC (altså arytmi i det nederste kammer af hjertet), men også PAC (som er problemer i den øvre del af hjertet og mere farligt i forhold til hjertestop og blodpropper). Derhjemme var jeg noget slap, men hele aftenen var jeg “normal”, og da jeg gik i seng, var alt helt fint.

Næste morgen startede det hele forfra! Pillerne jeg havde fået, var beregnet til akuttilfælde, så når jeg tog en pille, så holdt hele gedemarkedet med det hjerte op.

Jeg begyndte at læse på internettet, og jeg kunne godt se, at det var noget rigtig skidt, jeg havde gang i der. Sådan noget kan faktisk være livstruende…. Da jeg kom til kontrol på klinikken næste dag, var min hjerterytme som fire slags musik sat sammen på en forkert måde. Fuldstændig ude af takt… Så fik jeg monteret en såkaldt Holter måler. Det er en lille elektronisk brik, som sættes fast under brystet, og den måler hjerterytmen. Den skulle jeg så gå med i et døgn, og i den tid måtte jeg ikke tage piller (så ville det jo være et forkert billede). Efter 9 timer ringede jeg til lægen og tiggede om at måtte tage en pille, for jeg var helt udmattet af ikke at have normal puls. Skrækslagen for natten var jeg også…. Jeg fik lov at tage en pille, men på betingelse af, at jeg kørte på sygehuset til indlæggelse, hvis pillerne ikke virkede inden for en time. Det gjorde de ikke, men så åd jeg en pille mere, og to timer senere var der ro! Næste morgen kørte jeg ned og fik “afmonteret” måleren.

Jeg skulle vente nogle dage på resultatet af målingerne, og i mellemtiden forsvandt skidtet af sig selv! Da jeg kom til kontrol en uge senere, var der intet i vejen, og alt var normalt. Lægen kiggede i målingerne fra det lille apparat og fortalte, at jeg på de ni timer havde haft 16000 “fejlslag” af hjertet. Heraf 16 alvorlige, som kunne give hjertestop eller blodprop. Han havde rådført sig med deres kardiolog, og de mente, at jeg skulle på meget stærke betablokkere og også stærk blodfortyndende medicin. Til den nette sum af 5000 baht pr. måned….

Altså jeg hader medicin. Jeg tager mine øjendråber hver dag resten af livet, fordi jeg SKAL, men det er ikke med min gode vilje! Og så sådan noget stærkt skrammel??? Jeg havde jo ikke haft problemet i over en uge…. Så jeg sagde nej, og han forklarede mig, at det måske ikke var det klogeste, men for mig var det at skyde gråspurve med kanoner!

I de næste dage læste jeg side op og side ned på Google, og jeg kom via Sundhed.dk og andre danske hjemmesider frem til, at man faktisk kan få en infektion i hjertevævet, som kan give netop de problemer, vi begge to havde. Da jeg spurgte lægen, fejede han det nærmest bare af bordet som “sølvpapirshat”, men jeg tror nu stadig på, at det danske sundhedsvæsen ikke er helt tossede (de er bare langsomme). Nå, men da jeg jo ligesom var “kommet over” det, så valgte jeg at leve mit liv videre på samme måde som før.

To uger senere

To uger senere sker det virkelig mærkelige så! “Jeg har det så underligt”, siger min mand en morgen efter morgenmaden. “Hvordan underligt?”, siger jeg. “Ja, som om det flagrer indeni”. Jeg tog hans puls, og hvad fandt jeg? 1-2-3 udsætter, 1-2-3 udsætter, 1-2-3-4-5 udsætter 1 og udsætter. Og så videre og så videre!

Nu havde han altså fået det samme som mig?? Godt nok havde han PVC før, men det var sådan noget med en udsætter engang imellem og ikke den her fuldstændig crazy rytme. Han fik et par af mine beta blokker piller, og så lagde det sig igen efter en halv times tid. Men hvordan kan to mennesker få de samme symptomer med et par ugers mellemrum??

Tilbage på Google…. Man kan få det, som man kalder myokarditis eller endokarditis (alt efter hvor det sidder i hjertet). Det er en betændelse i hjertet, som kan komme fra bakterier eller virus eller noget helt andet. Ved nærmere studier viste det sig, at man kan få det, hvis man har haft Covid – eller åbenbart også hvis man er vaccineret med Pfizer, som vi er (gid F…. havde det vaccine). Det kan være ret alvorligt, og man kan faktisk dø af selve betændelsestilstanden – eller man kan få skader på hjertet.

Vi spurgte igen vores læge, og han sagde, at det da lød meget mærkeligt med to personer i en husstand med samme symptomer på nogle få uger. Men han mente stadig ikke, at det kunne være noget, vi havde raget til os, og han anbefalede igen bare, at vi gik i gang med at fylde medicinskabet!

Hvor er vi nu?

Pludselig en morgen for et par uger siden i fitness centeret fik jeg igen hjerte kvababbelse. Øv – jeg åd en pille og gik videre i mit træningsprogram. 10 minutter senere måtte vi så finde piller til min husbond, for nu fik han også et anfald. ØV. 10 minutter efter havde vi det begge fint igen. Hvad er det der sker???? Jeg får måske et anfald en gang om ugen nu – min bedre halvdel hveranden dag…

Det kan godt være, at det lyder som om vi leger plat og krone med vores eget liv, men ingen af os kan overskue at gå længere ind i det her med et sygehus. Thaierne elsker medicin, og vi vil bare få medicin til op over begge ører til total overpris. Der er måske også noget andet, der skal undersøges (infektion?), men det får du dem simpelthen ikke til her.

Vi håber bare på, at det at vi er i rigtig god form kan holde os i live, indtil det her skidt går over! Vi har jo betablokkere, som man iøvrigt kan købe i håndkøb her i Thailand til 1 baht stykket, og 1 eller 2 af de piller, når hjertet går i valsetakt (som vi kalder det), hjælper ret hurtigt. Vi er ihvertfald enige om, at vi ikke vil på stærk medicin, hvis det ikke er nødvendigt.

Om det så er Pfizer vaccine, Covid, en generel infektion – eller hvor pokker det kommer fra. Tjaaaaa. Det får vi aldrig at vide! Og hvis det skulle være Pfizer, så kan man jo ikke gå tilbage til de store medicinalfirmaer, som tjente kassen på Covid, og forlange erstatning.