Et gammelt ordsprog, som dog stadig holder vand. Det går nemlig ikke altid som præsten prædiker, og da slet ikke i Thailand.
I går morges meget tidligt måtte vi sende en ven tilbage til hans hjemland. Det var med et tungt hjerte for os alle tre, og det var bestemt ikke med hans gode vilje, at han måtte afsted.
Han er kommet til Hua Hin på ferie ad flere omgange inden for de seneste par år, og han blev totalt forelsket i byen og i stemningen her. Han var træt af sit job som (velbetalt) ingeniør, og han havde lige været igennem en temmelig slem skilsmisse, og så skulle der ske noget. Han besluttede at sige sit job op og flytte til Hua Hin, selvom han kun er først i 50’erne. Så han ankom med en kuffert og en rygsæk i januar med en fast plan om, hvad der skulle ske. Han skulle være her på et uddannelsesvisum, som kræver at man går i skole og lærer thai. Det må man sige, at han overholdt til punkt og prikke, for han kan omtrent læse/skrive/tale thai på samme niveau som os, der har boet her i godt 6 år, og som har øvet os i thai hver eneste dag mere eller mindre. Hatten af for ham!
Der var bare lige den lille detalje, som er et problem for de fleste mennesker: Penge…. Han ejer flere ejendomme forskellige steder i verden, men som man altid har sagt: “Man kan ikke spise mursten”. Man kan heller ikke bare lige sælge et hus, hvis der ikke er en køber! Og det er her, præsten kommer ind! Det kan godt være, at man tænker, at det ordner sig nok, men sådan er det altså desværre ikke altid. Så hans pengebeholdning i tilgængelig kapital skrumpede hurtigt ind. Man lejer en “fully furnished” lejlighed her, men det betyder altså ikke, at der er køkkensager, opbevaringsting, småmøbler og ting som måtter, håndklæder, viskestykker osv. osv. Man skal jo også lige fylde lagrene op med salt, peber, mel, gryn og alle de der ting. De koster jo også penge!
Han skulle jo også have transport, så han var nødt til at leje en motorcykel og købe en styrthjelm dertil. Skolen skulle også have deres penge, og thai undervisning er meget dyrt i forhold til andre ting her i landet. Man kan få en havemand en hel dag, som sådan en thai lærer skal have i timen.
Ja, pengene fossede sådan set ud af statskassen hos ham, og det der forventede hussalg i hans hjemland skete ligesom ikke rigtigt….
Han mødte desværre også nogle ikke så gode personer undervejs. Han kom ind i musikverdenen ret hurtigt, og det er jo der, vi ofte slår vores folder. Han er en meget dygtig guitarist, og han kom hurtigt med i et band, hvor han godt nok skulle spille noget andet musik end det, der lå hans hjerte nært. Det endte med et brud (jeg skal ikke kede nogen med den lange historie), og så var han pludselig ude af det miljø igen. Det var meget trist og helt sikkert også en “pind i ligkisten” for ham. Han fik investeret i noget ejendom her i Thailand, som han måske nok skulle have holdt sig fra. Ja, man bliver nemt impulsiv, når en god mulighed byder sig….
For en måneds tid siden besluttede han at tage tilbage til sit hjemland og finde noget arbejde og forsøge at realisere sit hus derhjemme.
Det går ikke altid, som præsten prædiker……
Jeg tror, det var der mit kontrolgen slog til, for jeg skulle ihvertfald ikke til at flytte herud, inden vi havde alt afviklet i Danmark. Godt nok købte vi huset her, før vi flyttede herud, men det så vi som et “sommerhus”, fordi omkostningen ved det ikke var dyrere end vores hotelophold rundt omkring i Thailand på et år. Jeg skal ikke pudse min glorie, for meget kunne være gået galt undervejs, men jeg tror på, at man skal planlægge det vel, før man kaster sig ud i at emigrere til et andet land. Det er ufattelig svært at sælge fast ejendom på afstand, og det er altså rarere at have pengene på sin konto, når man tager afsted, i stedet for at eje et hus i et villakvarter i Silkeborg! Og ejer man noget i Danmark, ser beskatningen af pensioner osv. også helt anderledes ud.
Vi ventede et helt år på at få solgt vores hus, men da det endelig lykkedes i foråret 2017, hoppede vi op og ned i glæde over, at vi nu kunne sætte en streg og komme videre. Vi fandt et hus at leje de sidste måneder i Danmark, og i den periode solgte vi alt fra suppegryder til min husbonds SMART, så vi kun havde de ting med, vi ikke kunne leve uden. Da vi tog afsted den 23. december 2017 følte jeg, at vi havde styr over alle løse ender, og at vi havde fået afsluttet alt det hele på en ordentlig og fin måde. Vi snakker da stadig om, om pengene nu slår til, hvis vi begge bliver 107, men det er en tanke, vi bare må skubbe fra os og så opføre os nogenlunde økonomisk ansvarligt.
Vores ven var desværre nødt til at tage tilbage og få styr på sine løse ender. Han aner ikke, hvornår han kommer tilbage igen, og selvom han har søgt arbejde i de sidste par måneder, så ser det stadig noget usikkert ud for ham. Vi krydser bare fingre for, at han får det hele ordnet, så han kan komme tilbage til Hua Hin, hvor hans hjerte ligger nu. Nu har jeg så det problem, at vi skal passe på alle hans ting inklusive to guitarer, så jeg er nødt til at gå vores pulterrum igennem og smide ud med hård hånd, så jeg kan få plads til hans sager. Det gør jeg gerne for en ven, og vi kan da placere hans grej ved siden af vores danske venindes ting, som vi også passer på!
Som en lille afskedsgave fik han en lille pakke med små pakker indeni. Han må ikke åbne den, før han kommer tilbage til sin lejlighed i Europa, og så kan han selv bestemme, om han vil åbne dem allesammen på samme tid, eller om han vil have en lille overraskelse hver dag i nogle dage.
Udvalget var nøje udvalgt fra 7-11, som jo er noget af det mest THAI, der findes i Thailand. Det er supermarked for mange thaier, og de betaler gerne totalt overpris for en lille flaske shampoo eller en lille flaske soyasauce i stedet for at købe lidt større ind og spare mange penge! Efter aftensmad forleden gik vi en tur ned i vores lokale 7-11 for at handle ind til ham, og så var vi da så heldige, at vi spottede et par venner fra Australien på vej tilbage, så det blev en rigtig hyggelig aften. Billedet ovenfor viser udvalget i hans lille “gave”. Alle tingene er pakket ud for sig selv, så han kan sejpine sig selv og åbne en pakke hver dag eller bare flå det hele op!
Vores ven tilbragte sin sidste nat her, og vi håber da på, at han snart kommer tilbage igen, så vi kan hygge os med musik og nogle gode snakke. Han var meget ked af at skulle rejse herfra, og jeg tænker bare på good old Mærsk Mc Kinney Møllers valgsprog: “Rettidig Omhu”, eller som min skotske chef sagde: “If you fail to prepare, you will prepare to fail.
Med andre ord: Man skal altså forberede sig ordentligt, hvis man vil flytte til et andet land. Det kan altså godt være, at tingene trækker ud, men det må man altså leve med.
Jeg var bestemt ikke misundelig, da vi krammede farvel, og han var nødt til at stige op i den lufthavnsbus!
Vi ses forhåbentlig snart igen her i Hua Hin!