Butikker, restauranter og barer i Thailand er ikke så stabile med åbningstider, som vi er vant til i Danmark. Vi er også vant til, at man kan google en forretning, og så se hvornår de har åbent. Det skal man altså ikke regne med her. I bedste fald har stederne en (uopdateret) facebook side, hvor man måske kan se, hvor beliggenheden er. Det er jo ikke et kæmpe problem, når man har masser af tid, men det giver alligevel lidt grå hår i hovedet indimellem.
Lige nu er det Songkran – Thailandsk Nytår – her i Thailand, og det er klart, at alle offentlige kontorer og mange butikker og restauranter har lukket pga. ferie.
Generelt set, så annoncerer nogle af forretningerne på facebook, når de har lukket, men rigtig mange gør ikke noget, og så er der bare lukket, og man risikerer at stå uden for en låst dør. Ikke alle steder har en hjemmeside, så man bliver nødt til at vænne sig til facebook, for det er der det sner her i landet.
Men som sagt – det er lige nu Songkran – thailandsk nytår og en af de største højtider i løbet af året. Mange thaier rejser til deres hjemegne for at fejre højtiden sammen med familien, og der er masser af smuk tradition i det. Blandt andet ærer man sine forældre og bedsteforældre i forskellige ritualer – og så drikker man en masse pullimut og hygger sig med god mad og godt selskab. Det forstår man sørme godt, for mange thaier arbejder meget hårdt og må lide mange afsavn for at tjene penge til familien. Derfor er lidt fest og glæde dem meget velundt.
Men når det så lige om lidt IKKE er Songkran mere, så er det stadig svært at orientere sig i, hvad der er åbent og lukket. Vi har feks. kørt nogle gange efter en morgenmadsrestaurant, som har et rigtig godt ry her i Hua Hin. Det ligger et stykke uden for byen, og man skal køre pænt langt efter det. Det er ikke lykkedes os at komme der, hvor de har åbent – og det er altså ikke fordi vi er kommet samme ugedag. Nu har vi givet op….
Vi ser også steder her i nærområdet, som har åbent – eller også har de ikke. Det er lidt som vinden blæser – måske gider de ikke lige åbne DEN dag. Der går som regel ikke så længe, så har de permanent lukket! Vi har en barber lige om hjørnet – de lukker ofte, når de skal noget andet, eller barberen lige er syg. Vi går ikke til barber, men vi er ret bekymrede over, hvor længe den forretningsstrategi holder.
Jeg er jo dansker, og hvis jeg kørte i Føtex en tirsdag eftermiddag, og døren var låst, fordi personalechefen var syg og strømmen i bageriet var gået, så ville jeg nok studse lidt. Hvis det skete flere gange på kort tid – ja så handlede jeg nok i Kvickly!
Her i Thailand kører man meget ofte efter tingene, fordi der mange gange ikke er bycentrum som sådan, og der kan ligge en hammergod restaurant 1,5km nede ad en grusvej ude for enden af en ananasmark, hvor der er propfyldt med mennesker om aftenen. Når vi så ved, hvilke steder der er stabile, ender det ofte med, at vi tager til de velkendte steder, så vi ikke står med en lang næse.
Og det er jo lidt synd for alle de små forretninger, som er med til at give byen karakter og variation.