Denne gang handler det om lidt af hvert fra ugen der gik. Vi har haft lægebesøg på tavlen men også andre lidt mere sjove projekter.
Vi var til vores årlige helbredscheck på Be Well Clinic hos Dr. Mo, som er det nærmeste man kom kommer på en praktiserende læge i Thailand. Han er en yngre thai mand, men han er ikke som thaier er flest. Han taler super engelsk, og så har han en ret sofistikeret humor. Han er afholdt af alle på klinikken, kan vi se. Sidst sad han ude i venteværelset og hyggesnakkede med patienterne, fordi han havde god tid. Ham er vi rigtig glade for, og vi er også glade for klinikken i det hele taget. Det kan man læse mere om her.
Min bedre halvdel fik frosset en vorte på benet, og Dr. Mo viste os, at han havde leget med kryo på sig selv. Måske lige overgjort det en anelse med nogle sorte pletter hist og her til følge. Men da godt, at han har øvet sig på sig selv!
I forgårs kom min thai veninde Pam på besøg. Hun havde lovet mig at vise mig, hvordan hun laver sin Tom Yam Gung i to versioner. Vi kan rigtig godt lide hendes mad, og derfor var det sjovt at følge hende i mit køkken. Jeg var dog nødt til at være komfur-operatør, da hun ikke havde set et induktionskomfur før. Jeg fik så et indblik i, hvor meget “kunstigt” skrammel, der kan være i thai mad! Den fik ikke for lidt med maggiterninger, limepulver, en ubestemmelig chili paste, MSG fra en stor krukke, dåsesvampe osv. osv. Jeg var faktisk lidt chokeret, og jeg kommer IKKE til at lave Tom Yam på den måde – det er helt sikkert. Det smagte fint, men jeg er knust over, hvor “kunstig” maden kan være og så stadig smage godt! Her står jeg og koger suppe på en kylling med urter og bruger flere timer på processen, og så kan man bare lave det hele med pulver og terninger….
Nå, men jeg ville egentlig fortælle, at Pam er kommet galt afsted og har trykket et par ribben. Hun skulle besøge sin mor i Chayiphum (Isaan) i denne uge, men tog tidligere afsted end planlagt. Hun vil ikke på sygehuset og checkes her i Hua Hin. Hun fortalte, at Hua Hin Hospital er forfærdelig og lader folk sidde og vente i timevis, og nogle gange er der faktisk slet ikke nogen læger. Hun var heller ikke tryg ved lægerne og metoderne, så hun ville hellere op på hospitalet i Kon Kaen og blive undersøgt. Det siger jo lidt om samfundet, kan man sige. Vi har aldrig været på Hua Hin Hospital, og en af vores venner siger, at det skal jeg heller aldrig, hvis ikke jeg skal anklages for uterlig opførsel. Jeg er ikke mester i at vente.
Næsten hver uge åbner der en eller flere nye barer og restauranter her i området, og vi har godt nok travlt med at få det hele prøvet af. Et af de sidste nye steder er en Tex-Mex restaurant, som ligger i en villa på vejen mellem 94 og 88 langs med jernbanen. Jalapenos hedder den. Man kan godt se, at den thailandske ejer har tilbragt noget tid i USA – bare på størrelsen! Men lave mad kan han, selvom han kæmper med at kunne følge med i køkkenet alene mand og med ret god succes og mange gæster. Hvis man er til smørmøre røgede ribben og alle de kendte klassikere som Fajitas, Chili Con Carne, Quesadillas osv. så er det et rigtig godt bud. Og han sparer ikke på chilien – jeg var lige ved at måtte give op med mine Fajitas!
Sammen med vores venner har vi også altid et sted på listen, som vi skal prøve, og det er jo også rigtig hyggeligt at blive lidt udfordret og ikke bare komme de samme steder. Vi var sammen på True Arena for en uges tid siden, hvor der var et gratis arrangement for medlemmer af Banyan Club (vi har det igennem Be Well Clinic). Det var så nærmest en disaster…. Det regnede, så vi ikke kunne være på tagrestauranten med udsigt over hele byen. I stedet sad vi i en “kantine” med mega dårlig akustik, maden var noget hø, øl og vin var varmt, og vi skulle høre på salgstaler i et væk. Kunne vi finde ud af at komme afsted, da vi havde spist? Yes – ud af røret og ned på hyggelige Lanla Bar på Soi 94 i stedet!
På Rockzone bød tirsdag aften i sidste uge på en stor event. Carabao, som er Thailands svar på Gasolin, skulle spille på stedet ved siden af Rockzone, et kæmpe sted med plads til flere hundrede mennesker. Tam er ven med trommeslageren fra Carabao, og hele bandet kom ind på Rockzone og holdt efterparty med gutterne for lukkede skodder. Tams søn, Namo, fik billeder af sig selv med forsangeren i tourbussen, som var parkeret bag RockZone, aftenens band fik jammet med Carabao, og der var ikke et øje tørt. Det var STORT, og vi havde gerne været der (hvis ellers min husbond ikke havde glemt det).
Ja, som en sidste ting, som sidste uge gik med, kan jeg nævne, at jeg var med i en radioudsendelse på Radio4 “Verden Kalder”. Denne gang om valget i Thailand. Jeg har tidligere nævnt, at det ikke er tilladt at omtale kongehuset, og det kan også være ret usundt at udtale sig om regeringen her, så jeg var bare med som det tynde øl. Heldigvis var der en Asiens ekspert med også, så han kunne forklare lidt om, hvordan Thailand er strikket sammen. Det var sjovt at prøve – det har jeg da godt nok ikke prøvet før – og så var udsendelsen live og klokken 22.30 thai tid. Der findes en podcast af udsendelsen her.
I aften skal vi vise vores nok snart sidste støtte til en ven i musikverdenen. Han ejer en bar ude midt i ingenting, hvor hans venner (inkl. min bedre halvdel) spiller gratis og gør baren levende og hyggelig. Han er alvorligt syg af kræft, og ingen ved, hvornår det er slut for ham. Han kan ikke sidde på en barstol længere, men det er helt tydeligt, at han nyder sine musikaftener med venner omkring sig. Ikke mindre end 5 bands stiller op i aften, og det skal nok blive hyggeligt, men det er også trist at se en mand, der er tynd som en pind, og som lægerne har givet op på.