Nyt fra Thailand – ugens overraskelse

Her kommer sidste nyt fra Thailand med ugens politiske overraskelse – selvom det nu i virkeligheden ikke var den store overraskelse….

I sidste uge skrev jeg lidt om den politiske situation og om, at Thailands største parti blev opløst og de 10 øverste i partiet blev forbudt at stille op i politik i 10 år. Det var nok temmelig ventet, men alligevel et chok for mange mennesker. Denne uge bød så på en ny afgørelse fra forfatningsdomstolen (Constituional Court) i sagen om premierministerens udnævnelse af en mand til en højtstående post i regeringen. En mand der havde en sag om korruption (bestikkelse af personale ved en domstol) med sig i bagagen. Sagen blev kaldt “madkasse-skandalen”, fordi han diskret havde kommet 2 millioner baht i papirspose i en madkasse, som så skulle gives til de her ansatte ved domstolen. Det gik åbenbart ikke så godt, selvom han forsøgte at forklare, at det var hans chauffør, som havde forvekslet posen med penge og en pose med chokolade til personalet. Det gav 6 måneders fængsel.

Derfor afsagde forfatningsdomstolen i tirsdags den dom, at premierminister Settha havde handlet uetisk ved at sætte manden ind i en regeringen. Derfor blev han afsat med øjeblikkelig virkning efter kun ca. 1 år som premierminister.

Ja, når man lige læser det på denne måde, så tænker man jo lidt med sin danske opfattelse: Fair nok. Hvad skal en korruptionsdømt i regeringen i et land?? Men, men, men. Det tingene er ikke altid, som de ser ud på overfladen!

Lad mig gå lidt tilbage i historien. Hvorfor så det? Ja, det er fordi, det er her vi nok finder forklaringen på, hvad der er sket. Jeg kan ikke pinde det ud her, for jeg vil ikke i fedtefadet for at “blande mig” i Thailandsk politik, men jeg ridser bare de historiske facts op.

Taksin Shinawatra

For at forstå, hvad der sker nu, skal vi kigge på en meget fremtrædende person i Thai politik – selvom han opererer mest i baggrunden i dag.

Taksin var premierminister for partiet Pheu Thai i Thailand fra 2001 til 2006, hvor han blev afsat ved et militærkup. Han er en meget kontroversiel person med mange “sager” i bagagen. Da han blev afsat var det blandt andet på grund af lotterikorruption, nepotisme i forbindelse med handel med grunde (hans kone), uregelmæssigheder i en koncession om mobiltelefoni (som gav Thaksins eget telefirma en stor ordre) og et par andre ting. Han blev dømt for de fleste af tingene, men nogle af sagerne blev også “forældet” eller “sat i bero”. Der var også en sag om aktiehandel, hvor han brugte sin magt som premierminister til at sikre, at hans børn kunne tjene milliarder på aktiehandel mellem flere af familiens virksomheder.

10 års fængsel blev han dømt til, så han valgte at forsvinde til udlandet, og han har blandt andet boet i Dubai i mange år.

Det forhindrede dog ikke Taksin i at styre sit parti på fjernstyring. Hans parti repræsenterede de fattige risbønder og folk på landet (de røde), og da der var flest af dem i befolkningen, så var det nemt nok at vinde et valg. I 2011 havde Taksin fået manøvreret sin søster Yingluck i position, så hun blev valgt til ny premierminister. Thailands første kvindelige PM og også den yngste. Yingluck løb ind i mange problemer, og i 2013/2014 var der så mange protester i Bangkok og andre steder (de gule), at hun bad om at få parlamentet opløst i 2014. Det resulterede i et militærkup, og Yingluck blev senere idømt 5 års fængsel for blandt andet magtmisbrug. Hun flygtede også ud af landet.

Militæret har regeret landet fra 2014 til 2019, hvor der var et parlamentsvalg. Magten blev efter valget hos militæret på den måde, at de partier, der var militærbaseret, vandt valget. Der var rigtig meget udskiftning i militæret på det tidspunkt, for alle generalerne måtte sige op, fordi man ikke kan være ansat begge steder.

I 2023 havde vi et nyt valg, hvor de militærbaserede partier tabte “big time” men alligevel gennem et langt og kringlet forløb (som jeg ikke skal komme ind på her) kom i regeringskoalition med den gamle ærkefjende Pheu Thai. Her blev Settha premierminister – stadig for Pheu Thai. Nå ja, jeg glemte at fortælle, at Pheu Thai blev grundlagt af Taksin i sin tid.

Taksins hjemvendelse

I 2023 bad Taksin om at få lov til at komme tilbage til Thailand. Husk lige, at han havde flere fængelsdomme på samlet 10 år. Han er jo ikke ny mere (75 år), men han har været meget aktiv på de sociale medier, så han er ikke blevet glemt i Thailand, og da slet ikke af sit parti.

Efter en masse skriveri i medierne og udtalelser af fra alle mulige sider om alt muligt i den forbindelse, kom han tilbage til Thailand den 22. august 2023. Han skulle selvfølgelig direkte i fængsel, men der gik ikke længe (timer), før han af helbredsmæssige årsager måtte overflyttes til politihospitalet med alverdens problemer. Her “lå” han så i 181 dage i et “VIP” rum, og rygterne svirrede om, hvor syg han egentlig var. Undervejs blev hans fængselsstraf nedsat af kongen til 1 år.

I februar i år blev han så prøveløsladt, og han blev kørt ud i kørestol med armen i slynge, nakkestøtte og det hele. Nogle uger senere postede han billeder, hvor han var i poolen med store grin….

I mellemtiden var hans datter blevet kørt i stilling som formanden for hans parti, Pheu Thai, og også en af partiets primierministerkandidater.

Så når vi vist til sagens kerne…..

Gæt hvem der blev den nye premierminister, efter at Settha blev fjernet fra posten??? Paetongtarn Shinawatra, Taksins datter. Godt nok sagde farmand for et par uger siden, at hun var ung og ret uerfaren i politik, men alligevel var hun den eneste kandidat til afstemning i parlamentet om premierministerposten forleden.

I dag skulle Thailands 31 premierminister sættes ind, og ved Paetongtarns side var en storsmilende far, der så pænt meget yngre ud end sine 75 år i en hvid militæruniform. Mange mener, at det der politihospital må være Thailands bedste, for de kan udrette mirakler!

Hvad betyder det så for Thailand?

Selve den tumult der har været i de sidste par uger giver selvfølgelig en afsmitning på lysten til at investere i landet blandt udenlandske investorer. Settha arbejdede hårdt for at få udenlandsk kapital til landet, men hvad der sker med det projekt, må vi se.

Hvad den nye premierminister står for politisk, må vi vente med at finde ud af. Jeg har inde i mit hoved et lille håb om, at Settha’s fortolkning af beskatning af udenlandsk indkomst ryger til hjørnespark. Vi har ikke noget at betale skat af, men bare det at bevise, at man ikke skal betale skat i Thailand kan være en bekostelig affære med advokater, oversættelser på ambassaden osv.

Shinawatra familien hører til i Thailands magtelite både økonomisk og indflydelsesmæssigt, men deres regeringstid har to gange før ført til militærkup, så lad os håbe på, at det ikke gentager sig.

En sidehistorie

Som en lille sidehistorie, så har en af de tidligere militærjunta generaler, Prawit, kvajet sig “big time” i medierne. Han sidder stadig i regeringen på trods af en meget høj alder og en virkelig dårlig fysisk form (han skal støttes, når han går og falder i søvn i parlamentsalen), men han er en af hjernerne bag mange love og tiltag i nyere tid og har været enormt indflydelsesrig i militærjunta tiden.

Forleden kom han ud fra parlamentet efter afstemningen om premierministerposten, og der stod selvfølgelig en flok journalister klar til at stille spørgsmål. En yngre journalist spurgte ind til, hvad han syntes om, at Paetongtarn var ny premierminister. Han blev mega sur og dunkede den kvindelige journalist oven i hovedet to gange, mens han spurgte: “HVAD spørger du om??”. Det blev ikke modtaget vel på nettet, og to journalistforbund har bedt regeringen kigge på sagen.

Så er kanterne vist ridset op….

Nå, ja. Jeg glemte også at fortælle, at Taksin fornylig blev anklaget for majestætsfornærmelse. Han slap ud mod en kaution på 500.000 baht. Lad os så se, hvordan den sag går.

Thailand er aldrig kedeligt, og politik her er udenfor, hvad jeg i min vildeste fantasi kan forestille mig! Vær I bare glade for Mette i Danmark! 5555   (5 hedder HA på Thai)

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *