World Cleanup Day 2019 – lørdag den 21. september

På lørdag den 21. september er det “World Cleanup Day 2019”. Det er en verdensomspændende begivenhed, og der er arrangeret skraldeindsamling i rigtig mange lande, og man regner med, at rigtig mange vil deltage.

Nu er jeg ikke den store miljøaktivist, men jeg kan da også godt se, at den er helt gal, når hvalerne dør af plastikposer i maven, og når man ikke kan se floden i New Delhi for skrald – se bare denne video  på Youtube. Det er sgu skræmmende.

I Danmark er de fleste normale mennesker opdraget til, at man ikke smider sit skrald andre steder end i skraldespanden. Ja det skulle selvfølgelig lige være de svin, der efterlader en mark i Roskilde hvert eneste år i tonsvis af skrald.

I Danmark er vi heldigvis gennem årtier blevet opdraget til at sortere vores skrald ned i mindste atomer, og vi er vant til, at myndighederne ved, hvad de skal gøre med det for at udnytte genbrugsværdi og bortskaffe farligt affald. Vi er opdraget til, at man ikke lige smider sit gamle toilet i vejsiden, og man “fucker ikke med grundvandet” og smider sine brugte batterier i restaffaldet.

I andre lande – især asiatiske lande – er man vant til, at alt kommer i plasticposer, plastflasker, styrofoambakker og masser af plasticfolie. Og det i sig selv er ikke nødvendigvis problemet. Her lige et par tal hurtig hentet på google:

I Danmark bruger hver dansker ca. 85 plasticposer om året – det bliver til ca. 460 millioner styk, som bliver til 9000 tons plastic om året. Vi genbruger poserne mange gange, og når de er færdige, ryger de i restaffald og bliver brændt – 1 plasticpose = 1 stk. 60W pære i en time. Ifølge plast.dk. Vil du se, hvad der sker med Danmarks plastaffald, kan du læse mere her.

I Thailand bruges der ca. 8 plastposer pr. person – pr. dag. Ialt ca. 500 millioner plasticposer – pr. dag! Ialt genererer en Thai over et kilo skrald – om dagen. Og dem er der altså næsten 70 millioner af. Til sammenligning genererer en amerikaner omkring den dobbelte mængde pr. dag – verdens største, men de er jo også gode til at være størst med det meste…..

Her i Thailand er kulturen, at man henter sin mad rundt omkring ved de forskellige boder, og alt kommer i plasticposer, styrofoam bakker osv. Alt hvad man køber er pakket ind i dit og dat, og der er tonsvis af emballage alle steder.

Og det er så her problemet opstår. For når man så har tømt alt emballagen, hvad sker der så? Hvis man bare lader tingene falde ud af hænderne, ja så ligger det og flyder alle mulige steder. Hvis man bor op af en flod eller ved havet, så kan man ovenikøbet være så heldig, at det bare forsvinder af sig selv.

Her i vores lille husholdning i Thailand sorterer vi stadig affald, fordi vi ved, at man kan sælge pap, plastic og flasker for lidt penge, så derfor blander vi ikke den slags ind i vores husholdningsaffald – og så fordi det føles helt forkert at smide det hele i samme spand. Opdragelse…..

Men hvis ansvar er det så, at der kommer styr på det her? I min optik er det myndighederne der har bolden. Det er dem, der kan påvirke befolkningen til at agere anderledes omkring skrald. Det er dem der kan sørge for skraldespande og ansvarlig bortskaffelse af affald. Det hjælper jo ikke noget at køre det hele ned i et kæmpe bjerg, og så sætte lidt ild til det engang imellem. Og her i Thailand kan man ikke komme af med byggeaffald og haveaffald, som kunne genbruges. Det smides i vejkanten, så dukker den næste op med en pose køkkenaffald, og så kommer gadehundene og spreder det hele ud. Derefter bliver der sat ild til det hele, så er problemet jo væk. Eller næsten….

Det hjælper jo heller ikke noget at rense stranden her i Hua Hin, hvis der ikke er opstillet skraldespande, eller hvis skraldet kommer ind med havet. Man bliver jo aldrig færdig, og man finder ikke rigtig årsagen.

Mange store industrilande eksporterer skrald til “fattigere” lande i feks. Asien. Indtil fornylig købte Thailand faktisk skrald i udlandet for at kunne genbruge det. Da det kom frem i medierne, blev det hurtigt stoppet, men det er da tankevækkende.

Nu lyder det hele så negativt, og som om det ikke nytter, men det er ikke det budskab jeg er ude med. Jeg deltager selv på lørdag, for jeg synes, at skrald er vores allesammens problem – og det skal vi være med til at gøre opmærksom på og få styr på. Der skal en adfærdsændring af visse dimensioner til i nogle lande, og i Thailand er der nok at gøre på den front – både i befolkningen og så sandelig også hos myndighederne. Derfor er det vigtigste ved World Cleanup Day efter min mening ikke selve skraldeindsamlingen, men symbolværdien.

Nå, men vi må have handskerne på på lørdag og få samlet noget skrald, så vi kan lave noget awareness om problemet.

På dette link til Plastic Change, kan man se, hvor man kan deltage i forskellige arrangementer i Danmark.

Her i Thailand bruger man mere Facebook, og her et link til World Cleanup Day Thailand. I Hua Hin er det den lokale Rotary afdeling, der styrer begivenhederne, og hvis man gerne vil deltage, findes information her.

PS. Billedet er taget 200 meter fra vores hus for få timer siden.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.