Vejret i år i Thailand er simpelthen for mærkeligt

Det her forår har vejret i Thailand virkelig været mærkeligt! Sidste år blev det forklaret med “El Ninja”, men den går altså ikke i år! Nu har vi pludselig nærmest fået permafrost – sådan føles det ihvertfald – her midt i den varme sæson.

Så de lange bukser og de varme futter er fundet frem igen!

De fleste der kender Thailand lidt ved, at der er forskellige årstider her ligesom i det meste af resten af verden. Thailand har ikke 4 årstider som i Danmark, men vi har vores egne 3 årstider: Den kolde årstid, som går fra november/december til februar – den varme årstid fra februar til og med maj og så regnsæsonen fra maj til oktober. Plus minus! Det kan man så krydre med, at der er kæmpe forskel på de forskellige egne, men der er da alligevel et vist “system” i, hvordan vejret arter sig.

Det her forår har været ret mærkeligt her i Hua Hin, for i februar som ellers skal være en tør måned, væltede det pludselig ned i et par dage, og vi fik over 100 millimeter. Det var rigtig godt for haven, men det var ikke sjovt, når man nu har en vej udenfor, der er gravet op og bliver til en kæmpestor mudderklirre, når det regner! Thaierne rystede på hovedet og kunne slet ikke forstå det! Som sædvanlig sejlede bilerne rundt i gaderne, for kloakerne kan slet ikke klare trykket af sådan et regnvejr. Nogle af gaderne var simpelthen veritable floder, og vi holdt os hjemme, for ikke at risikere at plumpe i et uset hul med bilen! Vores vinduer i huset er af den gammeldags slags, og her kender men ikke til drypnæser og tætningslister. Så vi tørrede op! Vi tørrede i litervis af vand op. Det blæste nemlig samtidig med, så vandet drev ned ad væggene under vinduerne i vindsiden. Vores pool løb over, så vi måtte ud og lænse den, så vi ikke fik klorvand i hele haven. Vi har et par bliktage på – blandt andet i vores ude thai køkken, og det larmede simpelthen så meget, at vi måtte lukke dørene for at kunne høre, hvad vi selv tænkte.

Efter to dage holdt det pludselig op, og så skinnede solen igen, som om ingenting var hændt. Vi skulle dog nærmest bruge en robåd eller et terrængående køretøj for at komme ud herfra! Men pløret tørrede heldigvis ud i løbet af nogle dage, og kommunen fik fyldt de værste huller op, så vi ikke kom alt for galt afsted.

Nu har det mærkelige vejr så slået til igen! Marts har været rigtig varm, og vi har brugt vores blæser i stuen og vores aircondition i soveværelset pænt meget. Min bedre halvdel går som regel bare rundt i bar mave og et par shorts, og han tager kun nødtvungent en t-shirt på, når han skal ud, eller hvis der kommer gæster. Modsat mig, så fryser han ret sjældent. Når jeg skal ind et sted i en butik eller et andet sted med aircondition, så skal jeg have en trøje på, og hvis jeg skal have skoene af, er jeg ved at fryse ihjel. Men her i marts har jeg også smidt blusen, når vi var “alene”, for jeg har været ved at gå til af varme indimellem.

Så pludselig i går vender vinden, og der trænger kold luft ned fra Kina. Det blev koldt og blæsende, og der er meget sure skyer udover havet, hvor de så heldigvis er blevet i de sidste to dage. Så jeg har måttet finde de forede sutter frem, så mine fødder ikke fryser til is. Godt 22 grader er det udenfor lige nu, og det er mere end 10 grader mindre end for et par dage siden! Og vi skal ikke jamre, for oppe nordpå er temperaturen faldet helt ned til 16 grader visse steder!! På Koh Samui styrter det ned, hvilket også er ret usædvanligt for denne årstid.

Nu har vi fundet klunset og de varme sko frem! Det er godt nok mærkeligt! Jeg kan sådan set godt lide det, for selvom det måske lyder skørt, så er det faktisk lidt fedt at kunne holde ud at gå i et par jeans og en t-shirt i stedet for altid shorts og en top. Det var også dejligt i fitness centeret i går. Vores træner gav den rigeligt med gas, men vi svedte ikke som de vilde, som vi gjorde i sidste uge, hvor det var 10 grader varmere. Vores fitness center er nemlig open air – på godt og ondt.

Hua Hin er vejrmæssigt ellers et rigtigt smørhul. Det er ikke uden grund, at kongehuset har deres sommerresidens her i byen, for her er risikoen for regn og storme meget mindre end så mange andre steder. Desuden er der også (næsten) altid en dejlig havbrise. Men det er ikke det eneste. Her i byen er der også kæmpe forskelle på vejr og nedbørsmængder, og det skyldes bjergene her omkring. Her hvor vi bor, får vi mindre regn end vores venner, som kun bor ca. 2 km væk i fugleflugtslinje. Vi kan se hernede fra, at det regner oppe hos dem, mens solen skinner her. Nogle andre venner, som bor ude bagved bjergene får også meget mere regn, end vi gør.

Mange turister spørger, hvornår det vejrmæssigt er bedst at besøge Thailand. Dertil kan man kun sige, at det dælme kommer an på, hvor man vil hen i landet. Som turist vil man jo gerne have fint vejr uden alt for meget regn til at ødelægge planerne, og mange sidder i dagene op til ferien i Thailand og bider negle over vejrudsigterne. Jeg har selv været der, og jeg ved godt, hvor nedslående det er at se en grå vejrudsigt med masser af billeder af lyn og regn! Men man skal altså også tage de vejrudsigter med et gran salt. I Danmark stemmer det som regel nogenlunde, men her sætter man tit tordenbyger på i regnsæsonen, og det kan være, at der kommer en byge – eller også gør der ikke!

The Nation Thailand har lavet denne information, som kan være nyttig.

TAT offers guide to Thai beaches as travel measures start easing

Men igen, sandsynligvis er vejret alligevel helt fint uden for sæsonen. Hua Hin er som regel god året rundt, og det er sjældent vi har regn en hel dag eller i flere dage. Chiang Mai/Chiang Rai er ikke med på listen, da de jo ikke har strand, men der er typisk koldt oktober til februar (der kan være nattefrost) og varmt om sommeren. Og så har de som en ekstra lille “sæson” deres afbrændingssæson, som er her i begyndelsen af året. Vi var der for nogle år siden i april, og det kradsede altså noget i øjne og hals!

Men at det så nu er så hundekoldt i Thailand er meget mærkeligt – og det bliver ved i nogle dage endnu. Heldigvis er der en uge til, at vores ven fra Danmark kommer på besøg, så temperaturen skal da gerne gå op inden da.

Nu vil jeg få tændt op i brændeovnen og få fundet fleece tæppet frem! Ikke nogen snak om global opvarmning i dag!

 

6 thoughts on “Vejret i år i Thailand er simpelthen for mærkeligt

  1. Sawasdee krup.
    Mange tak for dine dejlige og informative indlæg. Jeg nyder at læse dem hver gang der kommer et nyt fra dig.
    Ja, det er sq mystisk med vejret for tiden. Jeg har boet det meste af tiden i Hua Hin siden 1999, men har pga omstændighederne med corona og papir bøvl og karantæne, har jeg ikke været der i 2 år nu. Håber at forholdene er normaliserede til oktober så jeg kan snuppe mine 6 mdr.igen. Hyg dig og håber at i snart kan smide jakken og sutskoene igen.

    Hilsen Ip Michael.

    1. Hej Ip Michael,
      mange tak for din dejlige kommentar! Det er godt at vide, at mine indlæg kan bruges til noget. Jeg tror, at alt bureaukratiet snart lægger sig, for det er nok ved at gå op for dem, at folk ikke gider alt det bøvl. Landene omkring Thailand har jo også lukket op, så forhåbentlig kommer de til sig selv og lukker op i juni eller juli uden alt det besvær. Så kan du forhåbentlig også komme til Hua Hin igen!
      Venlig hilsen
      Janne

  2. Hej Janne
    Det var godt nok en lang skøn historie, som er blevet læst højre for hele familien.
    Vi er landet i dag på Koh Samui, og vejret er præcist som du beskriver, overskydet og monster regn i flere perioder dagen.
    Tak

    1. Hej Jan,
      håber at skyerne er væk, så Koh Samui igen er den dejlige solskinsø, vi kender så godt!
      Venlig hilsen
      Janne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.