Termitter – denne gang INDE i huset!!

For lidt tid siden opdagede vi, at vi havde termitter i et palmetræ i haven. En ikke særlig behagelig oplevelse, men det var da trods alt udenfor, og indlægget findes her. Nu har vi så fået ædt det meste af en dørkarm i køkkenet af de små djævle, og det er virkelig skræmmende, når man har et næsten nyt Ikea køkken 50 cm derfra!!

Vi har pestcontrol, som kommer en gang om måneden. Hos os har de primært sprøjtet i haven, og i min verden har det mest været imod myg. Jeg har stor respekt for dengue myg! De har sprøjtet inde i huset en enkelt gang på 3 år, og jeg syntes ærlig talt ikke, at det var bøvlet værd, for vi har ikke mange insekter inde. Huset er 15 år gammelt, og der er ikke tegn på termitangreb nogen steder, så sprøjtning inde var ikke nødvendigt syntes vi. Indtil for et par uger siden…..

Jeg havde da godt registreret, at malingen på dørkarmen ud til vores baggang så lidt mærkelig ud. Det var som om karmen løftede sig fra væggen. Men da der har været meget lav luftfugtighed og døren er i sol, hæftede jeg mig ikke meget ved det. Men da min bedre halvdel for et par uger siden fik øje på det, fik han en prop! Han greb telefonen og ringede til vores pestkontrol med det samme, og han var helt i panik. “Det er termitter!”, sagde han, mens han tørrede angstens sved af panden!

“Ahrrr” sagde jeg “kan det nu også passe?”. Jeg kunne da godt se sprækken mellem karm og ramme, men alligevel…

Men den var god nok. Jeg krattede lidt i kanten af sprækken med en finger, og så kom denne her ud.

Den er meget forstørret – i virkeligheden er den måske 3mm lang. Jeg googlede bare lige ganske kort, og ja – det er en termit. En soldat af slagsen, som skal forsvare boet.

Så lagde jeg øret til dørkarmen, og kunne høre “grskt, grskt, grskt” (eller sådan noget) derinde. De gnaskede simpelthen bare løs i træet. Da vi bankede lidt og trykkede lidt på karmen, kunne vi mærke, at der nærmest kun var malingen tilbage flere steder.

Hvis man kigger på det øverste billede kan man se, at dørkarmen jo ser helt tilforladelig ud. Men man kan også se, at der er gulvlister (i træ), som går ind bag en stor mørk ting. Det er højskabet med integreret køleskab, som er slæbt med fra Danmark, fordi man ikke kan købe det her.

Gik vi i panik? Ja, det gjorde vi! Vi bankede på alt træ i hele huset, og vi rev soklenfronten (plast) af i køkkenet og sprøjtede som gale med gift ind under skabsmodulerne, som står på plastben. Vores pest kontrol kunne nemlig ikke komme før kl. 15 næste dag, og det syntes vi godt nok var meget langt væk. Om natten drømte jeg, at der var termitter i hele huset, og at alt måtte rives ned. Næste morgen checkede jeg vores husforsikring. Den dækker ikke insektangreb og råd og den slags, så der er ingen hjælp at hente.

Hvorfor er termitter så farlige? Det er de, fordi de kan komme ind alle vegne, og de mest almindelige arter her i Thailand bor i jorden og kommer typisk ind i huset langs med rør, via en lille sprække i betonen eller inde i hullerne i murstenene. Da de har brug for fugt og ikke kan lide lys, er selve boet under jorden, og så sender de en delegation ud for at finde mad. For eksempel i en dørkarm lavet af “polsk hurtigvoksende fyr” – altså blødt træ. Selve boet kan være op til 120 meter væk fra angrebsstedet, så man har ikke en chance for at finde det. Derfor bruger man meget en slags lokkedåse, hvor man fodrer termitterne med noget, som de ikke har så godt af. Det slæber de med ned i boet, og når de først for fodret alle med det – og dronningen dør – så går boet til grunde.

Der findes også termitter, som ikke har bo i jorden. De kommer bare flyvende, og så finder en dronning og hendes partner en dørkarm, stifter familie, og så æder de den dørkarm. De har ikke brug for fugt, og vil gerne have høj varme. De er ikke så farlige som de andre, for har man først fået has på dem i karmen, så er der sandsynligvis ikke flere i nærheden.

Vi bor i landet, for ordet for mus og rotte er det samme (nguu) og hvepse og bier er også det samme (pyng). Så man begynder ikke lige at finde ud af, hvilken type det er. Så derfor ved vi ikke, om vi har et bo et sted i nærheden. Men vi har noget fugt i væggen en meter fra karmen – sikkert fra afløbet fra køkkenvasken. Det afløb er muret ind i væggen sammen med vandrørene, så det er ikke sjovt at komme til, men det bliver vi nødt til at få set på. Handymanden har en opgave.

Nå, men tilbage til vores dørkarm. Vores pest control ankom som aftalt, og de konstaterede straks at ja – det var termitter. Han mente dog, at det ikke var den værste slags, som kan æde et helt køkken på 2-3 uger. Så hentede min bedre halvdel et brækjern, så vi kunne brække dørkarmen af. Nej, nej. Der skulle sprøjtes først, og efter 4-5 dage måtte vi brække dørkarmen af. Den dørkarm fik altså en ordenlig dosis gift. Både med sprøjte og med injektionssprøjte direkte ind i træet.

Og der blev sprøjtet højt og lavt i køkkenet – også inde bag ved skabene, der hvor vi kunne komme til. Resten af huset fik også en tur, og så var det bare at vente. De bankede på alt træværk og forsikrede os om, at der ikke var termitter andre steder – gulvpaneler, døre og vinduer er heldigvis lavet af hårdttræ. Selve køkkenet (IKEA spåntræ) blev selvfølgelig også undersøgt meget grundigt, og blev frikendt.

For et par dage siden brækkede vi så dørkarmen ned, og det så sådan her ud.

    Der er “muret op” langs med alle sprækker

Der er ikke meget tilbage af den dørkarm….

Det er altså ikke for sjov! Hvis man får et angreb i klædeskabet, reolen eller køkkenet, så bliver det altså bare udhulet. Og det er ikke sikkert, at man opdager det, før det er for sent. Vi har flere af denne slags dørkarme, så vi skal godt nok holde øje. Denne dør får ikke trædørkarme igen. Den får plastic på, og så er det bal jo ligesom forbi!

Der går mange skrækhistorier her om folk, der har fået spist alle døre og vinduer på ganske få måneder. Og det er jo nok ikke uden grund at nye huse installeres med rør under fundament og sokkel, som man kan pumpe giftgas ned i. Nogle huse har også rør installeret i gulvene, så man kan hælde gift ned i dem med jævne mellemrum. Sådan noget har vores hus desværre ikke, så vi må gøre det allerbedste vi kan for at undgå et nyt angreb. Bevæbnet med denne her og i alliance med vores pestcontrol håber vi, at kunne holde de små s….. på afstand.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.