I dag orker jeg ikke at skrive om Covid-19 situationen. Her i Thailand kører vi yo-yo modellen: Vi åbner – nej vi åbner ikke – vi åbner – nej vi åbner ikke.
Så her kommer i stedet for min historie om at stoppe med at arbejde:
I går gjorde jeg rent. Og jeg kan kun sige, at det trængte. Alle vinduer og døre her i huset er altid åbne, når vi er hjemme, og det kan ses på alle overflader, hvor der ligger et tykt lag støv i løbet af ganske få dage. Under rengøringen tørrede jeg også støv af på billedet ovenfor. Det billede betyder rigtig meget for mig, for det lavede min chef på mit sidste job i Danmark til mig som afskedsgave. Ordene var ment som en beskrivelse af min person og som kollega. Jeg blev faktisk lidt nostalgisk i går- men også rigtig glad! Hvem ønsker ikke at få sådan et “eksamensbevis” med sig!
Så i dag vil jeg berette lidt om, hvordan det er at slippe sin “arbejdsidentitet”.
Når folk stopper med at arbejde, så er der mange, der falder i et sort hul, fordi de mister deres identitet og meningen med hverdagen. Sådan har jeg det så ikke, for jeg har fået flere nye jobs – mere derom længere nede!
Min arbejdsmæssige baggrund
Jeg har i 30 år arbejdet inden for salg af elektronikkomponenter til producenter af elektronikapparater i Norden. Det lyder sikkert kringlet, og det er det også! Jeg har i mange år sagt, at hvis jeg skulle søge mit eget job, fik jeg det aldrig! Jeg er uddannet korrespondent for en lang isvinter siden, og jeg har kun brugt uddannelsen i de første par år af min karriere. Jeg var så heldig at havne på den hylde jeg gjorde, og selvom jeg stort set kun har arbejdet på 2 arbejdspladser i min karriere (inden for elektronik), så har jeg været langt omkring. Branchen er hektisk og meget dynamisk, og man er altid i gang med at tilpasse sig til en eller anden situation – det kunne være markedsændringer, vareknaphed eller ny lovgivning. Derfor har jeg haft jobs som sekretær, indkøber, intern sælger, marketingassistent, produktchef og intern salgschef – alt sammen i kun 2 firmaer.
I de sidste år af mit arbejdsliv arbejdede jeg med product marketing og havde efterhånden lært en masse om elektronikkomponenter uden overhovedet at kunne Ohms lov! Jeg havde også lært branchen at kende, jeg kendte en hulens masse mennesker i branchen, og jeg var så heldig at få et lederjob, hvor jeg fik ret frie rammer til at bidrage til at nå vores mål i virksomheden. Jeg var dobbeltheldig, for jeg havde en rigtig god chef, som jeg kunne komme med input til, uden at få hovedet hugget af, hvis han ikke var enig. Han var (og er stadig) en superdygtig leder, der giver sine medarbejdere lys og luft til at udføre deres opgaver. Det er helt sikkert derfor, at virksomheden stadig er så succesfuld som den er.
Drømmen om Thailand
Lad mig sige med det samme: Jeg har altid (næsten) været glad for mit arbejde! Jeg syntes bare, at det fyldte alt for meget! Især om vinteren var det problem, for det var mørkt altid, og i weekenden, hvor vi kunne komme ud, havde jeg travlt med vasketøj, indkøb og rengøring – eller i bedste fald at være sammen med venner og familie. Vi rejste til Thailand på ferie 4 gange om året – lige så snart der var lidt ferie at gøre med, og det var mit åndehul. Når vi var her, så kunne jeg lige så godt droppe dårlig samvittighed over, at der ikke var klippet hæk, at træværket manglede maling, at fryseren var rimet til, og at der var græs i alle mellemrum i havefliserne. Jeg kunne jo alligevel ikke gøre noget ved det! Når vi kom hjem til Danmark – og specielt efter juleferien i januar måned – så gik jeg i mentalt coma, og jeg måtte slæbe mig afsted på arbejde hver dag i januar og februar. Faktisk har jeg siddet i bilen om morgenen på parkeringspladsen på mit arbejde med tårerne strømmende ned af kinderne. Jeg kunne slet ikke overskue mørket og den lange vinter.
Vi havde allerede på et tidligt tidspunkt en drøm om at flytte til Spanien, når vi kunne gå på pension. Det ødelagde indtrædelsen i EU så, for alt blev så dyrt, at det ikke ville være muligt for os at leve et fornuftigt liv. (I dag tror jeg på, at vi ender i Spanien i et lille bitte byhus eller en lejlighed, men det skyldes bla. prisen for vores sundhedsforsikring her i Thailand.)
Nu blev det så Thailand, og vi har da heller ikke fortrudt det. Men ville vi flytte hertil NU som pensionister som situationen er? Nej – sandsynligvis ikke! Situationen her er simpelthen for crazy, og det er faktisk heller ikke specielt billigt at bo her mere.
Men dengang var det Thailand, der var drømmen. Og den var stærk!
En ny tilværelse uden arbejde
At komme hertil var selvfølgelig en kæmpe omvæltning. Vi havde et kæmpe projekt med at lave nyt køkken og få malet og renoveret. Det gamle køkken var vandskadet, og alle væggene i køkken-alrum var gule. Vi fik også en masse dejlige gæster fra Danmark i de næste måneder, og tiden fløj bare afsted. Pludselig var der gået et år!
Senere fik jeg startet denne blog op, og jeg vidste absolut INTET om WordPress eller at blogge. Google er din ven, så der fik jeg stykket det her sammen, som ikke er særlig fancy, men det har givet mig en platform til at fortælle om, hvordan det er at være Dansker i Thailand. Jeg skriver for fornøjelsens skyld, og det har heldigvis givet mange flere positive oplevelser end negative. Og så er der gået rigtig meget tid med det.
Så kom Covid….. Ja, så lukkede Thailand så ned, men efter nogle måneder, lukkede alt op igen. SÅ var vi klar! Nu skulle vi simpelthen lære nogle mennesker at kende, og det gjorde vi så også fra juli sidste år til april i år! På den rigtig gode måde! Vi er nu en del af musikmiljøet i Hua Hin, og det har været en skøn oplevelse.
Det nye job: Pensionist
Det lyder måske lidt plat, men det er faktisk også en slags arbejde, at være pensionist. Sådan opfatter jeg det ihvertfald. Det er som at være selvstændig næringsdrivende – man bestemmer selv!
Jeg har faktisk så travlt, at jeg indimellem er ligeså stresset, som da jeg gik på job! Lyder det skørt?? Nej, det er det faktisk ikke. For når jeg er min egen arbejdsgiver, så er jeg nok i virkeligheden meget mere krævende end min gode chef i Danmark. Man kan næsten høre pisken smælde og hovslagene igennem stuen!
I stedet for at lave regneark, udforme ferieplaner, lave marketingplaner og forberede leverandørmøder, så er jeg nu i “Housekeeping”. Der skal ordnes efter alle “skideprinserne” (gekkoerne), som sviner vægge og gulve til hver eneste nat. Der skal vaskes tøj, der skal handles ind og alt det andet huslige. Og så er jeg jo madnørd, så jeg bruger af og til en halv eller en hel dag i køkkenet. Vi elsker også at have gæster, og så skal der helst også laves noget god mad, som nemt tager et par dage ud af kalenderen.
Så er der vores elendige øjne (som har vist sig at være mere elendige end vores tænder), som har kostet utallige ture til Bangkok på Rutnin Eye Hospital.
Sidst men ikke mindst, så går vi jo også i skole. Vi har vores Thai lærer og gode ven Tam, som kommer hver formiddag i et par timer. Senere på dagen skal der også laves lektier, og det tager også tid. Det har været sliddet værd i de sidste 4 måneder, for nu kan vi begge både skrive og læse thai – vi mangler bare at få ordentlig gang i at tale sproget. Jeg glæder mig dog til, at vi kan sende ham vores dygtige lærer ned og spille trommer på RockZone i stedet for at undervise os! Det bliver stort! Jeg bliver ikke til at styre på en tønde land, når vi kan komme ud og høre musik igen!
Savner jeg mit arbejde?
Både ja men mest nej. Jeg har fundet ud af, at arbejde ikke har noget med identitet at gøre. Her må udlændinge ikke arbejde uden arbejdstilladelse, og hvis man feks. møder en australier eller en tysker, så kan man i de fleste tilfælde kun spørge, hvad folk har lavet FØR de kom her. De har jo ikke noget arbejde her. Og i virkeligheden er det jo hamrende ligegyldigt. Her er det vigtigere at finde ud af, hvad folk interesserer sig for, og om man er på bølgelængde. Er man det, så er det da bare med at slå til og få en ny ven!
Så identitet har jeg ikke noget problem med. De fleste af dem vi kender, aner ikke, hvad jeg har arbejdet med. De ser kun en lille dame, der er vild med rockmusik, som pølser rundt i køkkenet og som slår en stor skvalder op, når de siger noget sjovt.
Savner jeg mit arbejde? Tja – på en måde savner jeg udfordringerne. På den anden side, så er jeg glad for ikke at ligge søvnløs om natten over en problemstilling på arbejde. Jeg drømmer tit om natten om arbejdssituationer og om mine tidligere kollegaer, men jeg tror, det er min hjerne, der er ved at afvikle det, som har fyldt SÅ meget. Jeg må så nok indrømme, at jeg savner at være “en af drengene”. Jeg er ikke specielt feminin, og jeg elsker noget god værkstedshumor! Her i Thailand er det ofte sådan, at kvinder og mænd sidder i to grupper. Det er ikke kun thaierne, der har den kultur, men også feks. englændere praktiserer den opdeling. Det er ikke lige min kop te! Jeg er bedre til at snakke om biler, gadgets og ekstravagant mad end til smykker, tasker og børn. Jeg tænker, at de dejlige veninder jeg har, ved nærmere eftertanke vil tænke, at de nok mere eller mindre er samme sted!
Konklusion
Jeg savner ikke mit arbejde som sådan. Jeg har rigeligt at gøre! Og som enhver anden virksomhed har jeg også en “vision” og en “mission”. Jeg skal bare have det bedste ud af mit liv, og det kan kun jeg selv arbejde på. Jeg er så superheldig at jeg har en kreds af fantastiske mennesker omkring mig (både tæt på og langt væk), som er med til at give mig dejlige oplevelser og glade stunder.
Til sidst: Tak til mine tidligere arbejdspladser for at give mig noget spændende at tænke tilbage på!