Om at flytte til Thailand – del 8 – hvordan er det så?

Hvordan er det så at bo i Thailand?

For os er der nogle helt klare highlights:

Klimaet

Ja, først og fremmest er det et virkelig dejligt klima at være i (for det meste – lige nu er her så koldt, at jeg har ”Danmarksuniform” på – jeans, en trøje, sko og strømper!) Og klimaet var faktisk en af hovedårsagerne til, at vi gerne ville forlade Danmark. Jeg må være født på det forkerte kontinent, for jeg kan ikke fordrage at fryse – så sveder jeg hellere tran med anstand! Vi har de flotteste solopgange og solnedgange, som man faktisk kan se, fordi det ikke er overskyet 50% af tiden som i Danmark.

Udeliv

Meget af vores udeliv er selvfølgelig relateret til det dejlige klima, vi har i Thailand. Vi har en super overdækket terrasse, hvor vi ikke bliver stegt af solen, og der sidder vi rigtig meget. I vores hus er de fleste døre og vinduer åbne, når vi ikke sover – også selvom der flyver 2 kg skidt ind om dagen lige i øjeblikket.

Går vi ud og spiser, undgår vi steder med air-condition, for hvem gider sidde i 18 grader og spise. Og her i Thailand kan man stadig tillade sig at gå ud og spise med jævne mellemrum, især hvis man holder sig til thai mad og gode thai steder.

Vi kan begge lide at glo på folk, så at kunne sidde et sted UDENFOR på et gadehjørne er guld – så leger vi rigtig turister.

I Danmark ”hygger” man indenfor med stearinlys og tæpper det meste af året. Det er jeg ikke til, og jeg savner det absolut ikke!! Og da heller ikke de korte dage, hvor det er mørkt, når man kører på arbejde og mørkt, inden man kører hjem. SUK – så deprimerende!

Venner og bekendte

Vi har mødt mange nye mennesker her i Hua Hin, og det er rigtig sjovt at få nye bekendtskaber – både thaier og fra alle mulige andre lande. Vi har jo alle det til fælles, at vi er tilflyttere, så der er altid noget at snakke om. Vi oplever denne nye verden forskelligt, og det er altid fint at samles om. Vi er så heldige, at vi også har nogle gode gamle venner i nærheden, og det er bare dejligt – vi har ligesom med en lang historie sammen.

Uorden, kaos og forfald

Det lyder måske som noget man burde undgå, men det er faktisk også noget af det, der giver livet kolorit! Da vi var i Danmark i 2018, var vi helt knuste over, hvor kedeligt og ”ordentligt” alting er – det havde vi helt glemt. Her lever man livet på en helt anden måde, og det er selvfølgelig på godt og ondt. Mange vil sige, at her er fuld af skrald, en million huller i vejene og forurening alle vegne. Det er sikkert også rigtigt, men der kan altså også være noget smukt i et hus, der aldrig blev færdigt, og som er indtaget af klatreplanter – eller en ældgammel lastbil med tyk røg efter sig, men som er malet i alle regnbuens farver. Der sker også altid noget her – Thaierne er altid i gang med noget, og selvom man kører den samme vej flere gange om måneden, så er der næsten altid sket noget nyt. En butik er lukket og en anden åbnet ved siden af med nøjagtig de samme varer – eller der er sat et kæmpe skilt op med et billede af borgmesteren – 2 måneder senere hænger det i laser og blafrer i vinden. Al den aktivitet giver meget rod, og det skal man nok kunne skønne på for at kunne nyde at være her.

For at få plads til den nye dual track togbane måtte man jævne en del huse med jorden. Næsten…

 

Udfordringer

Når det så er sagt, så er det hele jo ikke bare super duper jubeloptimist lykke – for det er det ikke. Men det er der vel ikke nogen steder. Her er nogle af de ting, vi har som sten i skoene.

Sproget

Vi kæmper – og det er ikke løgn! Vi læser/øver thai i 2-3 timer hver eneste dag og har gjort det i et halvt år nu. Vi har fået lært at læse (laaaaaaaaangsomt), og vi har også fået et pænt stort ordforråd. Men sproget er sindssygt svært, selvom det i virkeligheden er ret simpelt uden en masse grammatik. Vi håber hele tiden på at ”bryde igennem lydmuren”, men det er godt nok bare op ad bakke! Når vi ser thai fjernsyn eller hører thai radio, genkender vi en masse ord, men vi kan simpelt hen ikke nå at omsætte dem i farten. Og alle skilte og mange publikationer er så skrevet med en helt anden skrifttype end den klassiske, så det skal man også lige lære. Nogle vil sikkert sige, at det skyldes alderen, men det kan jo også være, at computeren er for lille til alt det…. Men det er i hvert fald drønirriterende.

Politik og valuta

Jeg har aldrig interesseret mig synderligt for politik, mens vi boede i Danmark, men her er jeg nærmest gået i den anden vejgrøft. Det foregår godt nok på en HELT anden måde end i Danmark, og det er faktisk totalt fascinerende, hvad der kan lade sig gøre i det her land. Jeg kan desværre ikke komme nærmere ind på det, for her udtaler man sig altså ikke offentligt om politik – og slet ikke som udlænding. Man skal desuden heller ikke udtale sig om kongehuset, da der er meget strikse regler for majestætsfornærmelse – man kan komme i fængsel i meget lang tid for det.

Det føles for mange expats, som om vi ikke mere er så velkomne her. Det er klart, at når myndighederne lægger op til, at de fleste udlændinge er narkobaroner eller er involveret i andre ulovligheder, så begynder befolkningen generelt også at have samme holdning. Og så skal det siges, at der også ER mange kæltringe og skiderikker i Thailand – men de går nok ikke og roder med minimumsindkomst fra pension for at få visum alligevel….. Og så kommer der mange vesterlandske turister og opfører sig som idioter rundt omkring, og det er trist at blive slået i hartkorn med dem. En anden ting, der diskuteres flittigt her er ”dual pricing” – det findes feks. i nationalparker (statens), som tager 20 baht for en thai og 200 baht for en udlænding. For nogle uger siden vedtog man desuden, at offentlige sygehuse kan forlange 3 x prisen for behandling af en udlænding i forhold til en thai. Så kan man jo sige, at vi har flere penge end thaierne – ja, det er da muligt, men det sender godt nok bare et signal!

Lige nu er thai baht i en utrolig høj kurs, og det giver masser af problemer for landet – blandt andet er eksporten under pres, og man mener også, at det primært er derfor mange turister bliver væk. I min optik er der masser af andre gode grunde til, at antallet af turister er dalet – alle mulige regler om rygning, alkohol, lukkede strande, bøder for ingenting osv. osv. er nok også med til at tegne et andet billede af Smilets Land. Ja, og så er der alle trafikulykkerne, færger der synker, ulykker med vandscootere og paraglidere for bare at nævne nogle.

Også for os der bor her, har den høje baht kurs ramt hårdt. For et halvt år siden strammede man de økonomiske krav til de herboende expats, og det har faktisk betydet, at det nu ikke mere er muligt at bo her kun på en almindelig pension. Rigtig mange har allerede forladt landet – især englændere, nordmænd og svenskere har været hårdt ramt på kursen. Det må være en katastrofe, når man har hele sit liv her – familie, børn, hus og det hele – det kan man jo ikke bare sådan lige flytte.

Men det gør meget ondt i økonomien, når værdien i lokal valuta af ens pension og spareskillinger reduceres med 15-20%!!

Vi har diskuteret det en del, og vi er blevet enige om, at vi må kigge på en plan B. Blandt andet bliver vores sygeforsikringer med alderen til en meget tung byrde (hvis man skal have en ordentlig forsikring), og det kan jo helt klart gøres noget billigere ved at opholde sig i Europa, hvor man kan benytte de offentlige sygehuse i de andre lande. Men der er mange faktorer, og alt skal nok undersøges grundigt, inden man gør noget drastisk. Det kan jo dog komme så langt, at vi bliver TVUNGET til at forlade landet, fordi der kommer regler der gør, at vi ikke kan være her. Og det havde vi ikke lige set komme, da vi besluttede at flytte hertil.

Har vi fortrudt?

Ikke et sekund! Vi kniber stadigvæk os selv i armen og siger: ”Bor vi virkelig her?” Vi har masser af gode oplevelser, og vi har jo slet ikke set hele Thailand endnu, så vi har ikke behov for at rejse ud af landet. Og Hua Hin er et rigtig dejligt sted, hvor der er lidt af alt muligt, så man keder sig aldrig.

Kommer vi tilbage til Danmark? Nej – det er højst usandsynligt. Så skal der ske et eller andet virkelig specielt – som feks. at Shu-bi-dua får ret i deres spådom om Costa Kalundborg!!

Dette var sidste afsnit af min føljeton om at flytte til Thailand. Du kan få nyheder fra bloggen ved at trykke på facebook knappen øverst og følge min profil der.

Dual track projektet i Hua Hin

Om at flytte til Thailand – del 7 – at købe en bil

Om at købe (ny) bil i Thailand

Da vi ankom til Thailand i December 2017, havde vi booket en lejebil hjemmefra for et par måneder. Vi havde ikke lige mod på at kaste os ind i bilmarkedet som det første – der var jo nok andet at gøre.

Desværre begik vi den fejl at kigge på priserne, da det jo var en længere lejeperiode, og det kom til at koste os rigtig mange grå hår i hovedet. Vi kom nemlig i kløerne på et udlejningsfirma, som bestemt ikke var fine i kanterne, og vi måtte da også skifte bil en del gange i løbet af de to måneder.

At leje bil i Thailand er ikke billigt, og jo større bil jo dyrere (ligesom alle andre steder). Da vi skulle hente byggematerialer og andre større ting, havde vi lejet en pick-up truck. Da den ankom, viste det sig, at den stadig kørte på røde nummerplader. Dvs. bilen skal være ret ny – ifølge loven max. 30 dage – så skal bilen endeligt indregistreres og så kommer der hvide nummerplader på. Den bil vi fik på røde nummerplade var ifølge papirerne lige under 5 år gammel! Så vi ringede til bureauet og spurgte til forsikringsforhold og indregistrering. Vi fik at vide, at vi ville få en ny bil. Det skal lige siges, at man ikke må køre efter kl. 18 på røde plader, og man skal blive i sin region (i hvert fald ifølge loven….)

Så gik det ellers slag i slag.

Den næste bil havde ikke forsikringen i orden. Den var indregistreret til privat kørsel og ikke til udlejning, og så havde den kun den lovpligtige forsikring, som kun dækker ganske lidt.

Så ventede vi nogle dage og så fik vi en bil, der ikke kunne starte….

Så fik vi en bil, som bureauet gerne ville have tilbage efter et par dage. Det nægtede vi så – vi ville ikke udlevere den, før de kom med en ny. Det endte med at ejeren kom og hentede den – han var lige kommet hjem fra ferie og anede ikke, den var lejet ud.

Så ringede vi til et andet bureau og fik endelig en bil med de rigtige papirer – godt nok en lille potte, men bedre end ingen bil.

Om at købe brugt bil i Thailand

Tilbage til at købe en bil i Thailand. Vores (min) plan var oprindeligt, at vi skulle have et ordentligt svin af en BRUGT 4-hjulstrækker, dobbeltkabine pick-up med kængurugitter og det hele. Så kunne de andre da bare komme an, for her i Thailand gælder det ofte om at være den største i trafikken. Men når man har prøvet at lave U-turn på en 4 sporet vej, hvor man må bakke to gange for at komme rundt, og der så ikke er det mindste optræk i kassen, så kommer man lidt på andre tanker.

Brugtvognspriserne i Thailand er også relativt høje – ja, lidt som i Danmark – medmindre man altså skal sælge, så er bilen ingenting værd….  Og at købe en brugt bil i Thailand, kan også godt være noget risikabelt. Som i gamle dage i Danmark, kan der være restgæld i bilen, der kan være pansættelse, og så er det åbenbart også ret almindeligt, at man lige sørger for at manipulere kilometertælleren, så de 250.000 km bliver til 50.000 km. Dertil kommer at selve proceduren for at overføre ejerskabet på det lokale motorkontor lige kræver, at man sætter sig godt ind i sagerne. Vi har ikke prøvet det, så det skal jeg ikke kaste mig ud i at forklare det yderligere.

Om at købe ny bil i Thailand

Som vi plejer at sige  – man har et standpunkt, til man tager et nyt, så vi begyndte at kigge på nye biler. Nyvognspriserne i Thailand er billigere end i Danmark, men det snerper godt nok – der er også en del afgifter på i Thailand.

Vores budget til bil var ikke til en stor lækker 4-hjulstrækker, så vi måtte lige justere forventningerne noget.

Honda var vores første bud på en kvalitetsbil med et godt udstyrsniveau til en fornuftig pris. Vi kørte til Honda i  Pranburi lige syd for Hua Hin, hvor de kun kunne sige ”Good, good!” med en hævet tommelfinger, og på det grundlag syntes vi ikke lige, vi ville købe en bil. Hos Honda i Hua Hin gik det noget bedre. Vi bad om at prøve bilen, og så fik vi noget af en overraskelse! Man får ikke selv lov at prøve en bil her, så vi kørte af sted med to smækre damer på bagsædet – begge i spadseredragter i firmaets farver. Der var ingen brændstof på bilen, så vi startede lige med at tanke den – for 200 baht!

Vi havde besluttet os – en Honda skulle det være, så der skulle bare skrives slutseddel. Det foregik med den ene søde dame i spadseredragt og en tilkaldt ”tolk” – også i spadseredragt. At forhandle pris behøvede vi ikke, for det ordnede de selv! De spurgte, om vi ville have det ene eller det andet ekstraudstyr, og vi fik også det første års forsikring med i prisen, hvilket er ret almindeligt. Det kræver lidt papirkram at købe en bil, og vi måtte stille med ”letter of residence” (et dokument, der viser hvor man bor) fra immigrations, kopier af pas, kørekort osv. osv. Skal man købe en bil, skal man lige checke op på den aktuelle ”papirkram” situation, for det ændrer sig hele tiden.

Bilen blev bestilt, og imens kørte vi så rundt i vores lejede bil(er). Der er faktisk ofte leveringstid på biler i Thailand, så det skal man lige tage med i sine overvejelser. Specielt de populære farver, kan der være ventetid på.

Den store dag

Så oprandt den store dag, hvor vi kunne hente bilen. For ikke at rende rundt med alt for mange kontanter, besluttede vi at gå i banken og få en bankcheck. Jeg er ikke engang klar over, om man bruger den slags mere i Danmark, men her var det eneste mulighed udover cool cash. Ikke noget med en bankoverførsel eller sådan noget. Vores thailandske bank lavede bankchecken uden at blinke, og det kostede i omegnen af 100 baht.

Vi tog en tuk-tuk ud til Honda – og det kunne have kostet os livet. Aldrig har jeg da kørt med en mere vild tuk-tuk chauffør. 90 km i timen i en 3-hjulet plimkasse i temmelig tæt trafik på hovedvejen i Hua Hin. Oh my God – jeg kyssede næsten jorden, da vi nåede Honda!

Efter det formelle papirarbejde, blev vi stillet op med blomsteropsætning og det hele, og der blev taget billeder med os og alle damerne i spadseredragterne. Thaierne tror på ”good luck”, hvis man kører rundt med en buket af gule blomster på fronten af en ny bil. Det fik vi ikke, men vi er så heller ikke overtroiske!

Det var bare dejligt endelig at have sin egen bil. Og Honda er nu min favorit – de laver superdejlige biler med masser af udstyr til gode priser. Nogle uger senere fik vi de hvide plader på bilen, og så var vi rigtigt kørende. Man får også den såkaldte bluebook – det er det dokument der viser, at man ejer bilen. Bluebook skal man passe godt på, for det kan godt gå hen og være et ihændehaverbevis, så den der har bogen, feks. kan sælge bilen.

Året efter skulle vi selvfølgelig selv sørge for at forny/tegne en forsikring. Der også en årlig afgift på biler – ligesom i Danmark. Når man betaler den, får man et klistermærke i forruden, som gælder et år. Den fås på motorkontoret, og det er en meget nem procedure – man skal bare huske det! Som alt andet, så kommer der ikke lige en reminder på email eller med posten, og man kan ikke tilmelde det betalingsservice.

Den årlige afgift på biler i Thailand er ikke særlig høj, og en forsikring med ordentlig dækning koster i omegnen af 3-4000 kr. pr. år, og præmien falder sammen med værdien af bilen. Der er ikke friskade, så man skal lige overveje, om man vil melde noget til forsikringen. Vi fik fornylig ordnet et par “Bilkabuler” for 7500 baht, og vores selvrisiko var 5000 baht pr skade og med præmiestigning til følge.

Vi er stadig meget glade for bilen, og her kan man ovenikøbet tillade sig den luksus at køre den hen om hjørnet, hvor de vasker den, gør den rent indeni, pudser og polerer den i 1 ½ time for et par hundrede baht.

Læs med i næste og sidste afsnit af min føljeton om at flytte til Thailand. Det handler om, hvordan det så var, og hvilke tanker vi gjorde os om livet i Thailand.

PS. Jeg får ikke reklamehonorar fra Honda – gid det var så vel!

 

Om at flytte til Thailand – del 6 – visum og om at falde ned

Visum og falde ned

Efter en meget hektisk ankomst til Thailand med flyttelæs, nyt køkken, dejlige gæster og masser af aktivitet, var der pludselig stille i stuen! Eller sådan da…..

Der var godt nok stadig mange ting, der skulle gøres, men nu havde vi i det mindste ikke en deadline mere.

Heldigvis var der ikke brug for den store hovedrengøring. Inden vi kom i december, havde vores venner sørget for at alliere sig med et rengøringsteam, som havde gjort alt rent fra kælder til kvist under min venindes kyndige opsyn. Haven var stynet fra urskov til have af vores haveteam, og det var virkelig dejligt ikke at skulle starte med det.

Et af problemerne var, at det meste af vores flyttelæs bare var taget ud af kasserne og kastet ind forskellige steder – noget af det med en skovl. Skulle jeg sy en knap i, måtte jeg lede i timevis efter sykassen, og der var kasser med værktøj og grej i hele carporten, så der skulle også rodes efter alting. Mine køkkenting var heldigvis nogenlunde på plads, så jeg kunne komme i gang med at lave mad for alvor, men også her var det lidt tilfældigt, hvor det hele var havnet, så jeg brugte en del tid på at sortere og flytte rundt med det hele – ja, det gør jeg faktisk stadig indimellem…

Rigtig mange sager og projekter alle vegne

Haven bar tydeligt præg af, at dens ejere indtil da kun havde været der i få uger ad gangen. Alle store palmer og almindelige buske var ok, men der var ikke meget pynt og hygge, så det skulle vi også i gang med.

Men hvor var det dejligt at komme i gang med det alt sammen! Vi gik bare og råhyggede med at gå igennem alting – stille og roligt! Vi fik lamper hængt op, fik den sidste gule maling i stuen malet over, hængte reoler op og var på shopping efter planter. Vi fik repareret fordøren, så den faktisk kunne åbnes og lukkes uden vold, vi fik sat et nyt gipsloft op i carporten, for det gamle var faldet ned i et regnvejr – bare for at nævne nogle eksempler. Rigtig mange småting skulle laves, og så var det altså dejligt, at jeg selv kunne svinge en pensel og har en god handyman samt nogle håndværkere, der ikke kostede danske priser.

Visum

Uden at jeg skal komme nærmere ind på visumreglerne, for de ændres hele tiden (og jeg skal ikke kloge mig i det), så foregik vores på følgende måde. Men her er et link til ambassadens hjemmeside, hvor man kan finde det hele opdateret.

Først og fremmest gik vi til Immigrations indenfor 24 timer efter vores ankomst. Her skulle vi dokumentere vores adresse – feks. en regning fra elværket eller lignende. Så fik vi clipset et stykke papir med vores adresse ind i passet, og det sidder der stadig.

I Danmark havde vi været på den Thailandske Ambassade i Hellerup, hvor vi havde fået et såkaldt Non-O retirement visa. Det gjaldt i 90 dage fra indrejsen i Thailand. Så skulle vi have en såkaldt ”extension”, og det kunne vi gøre 30 dage før udløbet af vores visum, og det foregik på immigrationskontoret i Hua Hin. Vi kom bevæbnet med en hel taskefuld papirer, kopier af pas, billeder, bekræftelse af økonomiske forhold, kort over husets beliggenhed osv. Når vi skal i kontakt med myndighederne her, er vi altid bevæbnet til tænderne med papirer! Det tog ikke lang tid, og personalet var rigtig flinke og venlige – men jeg KAN altså ikke lide det. Jeg bliver helt febrilsk og får hjertebanken, bare jeg skal i banken her….. Men vi fik vores extension – 1 år. Hurra! Det var en skøn fornemmelse.

Så var der kun 90 dages rapporteringen – altså at man melder sig på immigrationskontoret hver 90. dag – ellers får man overstay og kan miste sin extension. Det er supernemt for os at gå Immigrations her i Hua Hin, for de har et lille kontor i et shoppingcenter ”Blueport”, og det gør sandelig da ikke mig noget at ”være nødt til” at skulle derned engang imellem. Hvis køen er lang, er vi ovenikøbet så heldige, at der er en lille cafe udenfor, hvor man kan sidde og nyde et eller andet og stadig se kønumrene på skærmen.

Lovgivning i Thailand

Nu nævnte jeg, at jeg bliver nervøs over ”offentlige kontorer”, banker, telefonselskaber og så videre her i Thailand. Og lad mig forklare hvorfor.

I Danmark er der nogle love og regler, og de er som regel ret entydige. Ikke altid – men som regel.

I Thailand er det helt anderledes! Lovene er som regel IKKE ret entydige, og det lægger fortolkningen af reglerne ud til den enkelte medarbejder. Dermed kan man altså få godkendt sit visum på Immigrations eller få åbnet en bankkonto i banken hos den ene medarbejder, mens den næste i rækken siger nej. Og det gør mig altså nervøs – jeg er kontrolfreak, og jeg kan ikke lide, at jeg ikke kan få helt entydige regler, så jeg ved nøjagtigt, hvad jeg skal forholde mig til. Men jeg er da så småt ved at vænne mig til det. Så småt…… Og så er vi jo vant til at 90% af kontakten med bank, kommune osv. foregår via internettet. Det gør den ikke her – det er telefon og helst personligt fremmøde. I Danmark var jeg da kun i kontakt med kommunen, når jeg skulle have nyt pas!

En anden faktor er de sociale medier, hvor folk spørger om alt muligt og får alle mulige (og umulige) svar. Det er jo rimeligt farligt at tro på et svar fra en person, der måske havde en oplevelse på Immigrations for 3 år siden et helt andet sted i landet. Til gengæld kan man få uvurderlige tips fra forskellige grupper på Facebook. Det vigtigste er nok, at man sorterer i oplysningerne på de sociale medier og prøver at holde dem op i mod de fakta, man selv kan finde mere officielle steder.

Transportmiddel – en nødvendighed

Nå, men nu var visum og så videre på plads, og så var det tid til at finde ud af noget omkring transport. Vi har ikke motorcykelkørekort nogen af os, og det ser godt nok heller ikke lige ud til, at vi skal have det. Det er simpelthen for farligt at køre ”motorbike” her i Thailand. Derfor skulle vi i gang med at købe en bil.

Læs mere om at købe bil i Thailand i næste afsnit.

Om at flytte til Thailand – del 5 – ankomst til Thailand

Ankomst til Thailand – flyttelæs og køkken

Vi ankom til Thailand den 24. december 2017 med 4 kæmpestore kufferter og en del håndbagage. Og det første vi havde planlagt efter ankomst til Thailand var selvfølgelig at tage i Ikea i Bangkok!!! Lyder det som en idiotisk ide? På papiret var det en fantastisk ide, men det var også lidt af et stunt! Vi var nødt til at installere et nyt køkken i huset i Hua Hin, for det gamle havde vandskader, ikke fungerende hårde hvidevarer, og det var ikke særlig lækkert i det hele taget.

Ikea åbner først kl. 10, og da vi landede i Suvarnabhumi lufthavn kl. 6, var der lige et par timer at slå ihjel. Derfor havde vi booket et hotel i nærheden af lufthavnen – værelset kostede 190 kr. og så var det med morgenmad. Det var bare så godt at få et bad, strække ryggen lidt på en seng og så spise en herlig morgenmad. Kl. 9.30 blev vi hentet af vores taxi, og han kørte os til Ikea i Bangna og ventede udenfor, mens vi gik ind og købte et køkken. Vi havde forberedt alt hjemmefra, så det var sådan set bare at bestille det – men det kunne vi ikke, fordi to ting var i restordre! Efter en masse frem og tilbage blev vi oprettet som business kunder, og så fik vi det hele bestilt til levering, når alle tingene var på lager.

I Danmark havde vi købt nogle af modulerne i samme design, for i Thailand kunne man ikke købe indbyggede hårde hvidevarer i Ikea – og derfor heller ikke modulerne. De var på vej i containeren sammen med hvidevarerne, så alt skulle gå op i en højere enhed.

Det var jo juleaften, men vi var godt nok bare trætte men også lykkelige. Vi holdt en rigtig fin og ikke særlig julet juleaften sammen med nogle venner. Juledag gik med at pakke alle ”skattene” ud af vores kufferter og med at gå rundt og ikke kunne fatte, at nu var det ligesom en realitet. Vi boede i Thailand!

En uge senere kom der en lille truck fra Ikea i Bangkok med en ordentlig bunke kasser med køkkenmoduler, som vi stablede op i den ene ende af stuen. Min bedre halvdel er handymand, og han ville selv rive det gamle ned og bygge det nye køkken op.

En ”presbal” – og om at tabe 10 kg tilsammen

Som vi nu altid lever vores liv, så har vi ofte en såkaldt ”presbal” – dvs. vi går i gang med noget vi nærmest er ved at kløjs i, fordi vi har en deadline. Og selvfølgelig starter man da med at give sig selv sådan en, når man lige er flyttet til et fremmed land.

Nogle af vores allerbedste venner havde annonceret, at de ville holde guldbryllup i Hua Hin i begyndelsen af februar. De har gjort os en million tjenester gennem årene (feks. passet vores hus 3-4 gange om året, når vi var ude at rejse), så vi ville rigtig gerne gøre bare en lille smule gengæld. Vi spurgte om vi kunne få æren af at holde en lille fest for dem. Det sagde de ja til – og det var fedt – men så havde vi jo også brug for et brugbart køkken.

Efter et par dage i vores nye liv, rykkede vi det gamle køkken ned og begyndte at male vores køkken-alrum. Alle vægge var malet gule og malet med den ringeste kvalitet maling, man kunne forestille sig.

Heldigvis er vores hus udstyret med et ”thai-køkken” – de fleste huse i thai-style har sådan et. Vores var heldigvis indenfor og med okay faciliteter, så jeg kunne bikse lidt mad sammen og vaske op.

Det gamle køkken
Det gamle køkken revet ned

Flyttelæs

Den 10. januar 2018 kom vores flyttelæs. 176 colli i en propfuld 20” container. Vi havde betalt for at få det hele helt ind på matriklen, og det tog de 7-8 mand en hel formiddag at bære alting ind. Og så havde vi godt nok bare fuldt hus!! Vi væltede rundt i sager alle vegne, og heldigvis var det i den tørre årstid, så der kom ingen regn eller storm undervejs, for hele carporten var også fuld af kasser.

Køkkensagerne måtte blive i flyttekasserne – der var ligesom ikke noget køkken at komme tingene i. Alt andet pakkede vi ud og fik stuvet af vejen – jeg vil sige, hvis nogen havde kigget ind i mine skabe på det tidspunkt, havde de nok fået et chock – det var bare ind med skramlet og så videre!

Men hvor var det fedt at få sine ting igen. Min bedre halvdel var lige ved at sprække over at kunne bruge noget ordentligt værktøj og finde nogle søm og skruer i de mange Raaco reoler med bittesmå skuffer, som flyttefolkene havde smidt i kasser, så alt fra de små skuffer havde blandet sig i en pærevælling (ja det lider han stadig under).

Containeren ankommer
176 colli spredt over det hele

Køkken

Vi arbejdede i mange timer hver dag på vores nye køkken, og stille og rolig tog det da form. Der blev brugt meget tid (alt for meget efter min mening) på at køre fra Herodes til Pilatus for at købe alle mulige småting til renoveringen, men sådan er det altså at bo i Thailand. På trods af kæmpestore byggemarkeder, så skal man alligevel lede efter rigtig mange ting.

Den gule farve i køkken-alrum var godt nok af en dårlig kvalitet, men hold op hvor var den genstridig at få dækket med den nye hvide maling af super kvalitet. 3 gange måtte jeg male over, men så kom det også til at se godt ud. En del af stuen måtte vi lade stå i den originale farve, for vi kunne ikke finde ud af, hvordan det skulle møbleres – det er blevet ordnet i mellemtiden.

 

Det nye køkken bygges op
Køkkenet begynder at tage form
Køkken næsten færdigt
Endelig kunne der pakkes ud og flyttes ind i køkkenet

Guldbryllup

I slutningen af januar ankom vores venner med deres børn og børnebørn, og vi havde et par rigtig dejlige uger sammen. Vi fik fejret deres guldbryllup med maner i et 90% færdigt nyt køkken, og det var da en god start på et liv i Thailand.

Køkken endelig færdigt

Som en ekstra bonus havde vi tabt næsten 10 kg tilsammen, og det pyntede faktisk på os begge. Det skal dog lige siges, at en tur til Danmark i august 2018 bragte den mandlige halvdel af os tilbage på samme niveau som tidligere. Bare 10 dage og alt var ødelagt! Han slæber stadig rundt på den kuffert!

Læs med i næste afsnit, hvor vi falder lidt ned, får vores visa i orden og tager rigtig hul på livet i Thailand.

Om at flytte til Thailand – del 4 – forberedelser

Forberedelser

Vi overtog vores hus i Hua Hin i oktober 2016, og det var helt fantastisk. Selvom køkkenet led af en gammel vandskade og intet virkede udover køleskabet, så var vi lykkelige. Vi havde ingen seng, og det regnede ind alle vegne.

Med overtagelsen fulgte også utallige ”ærinder”, og er der en ting man kan få tiden til at gå med i Thailand, så er det ærinder. Ikke så mærkeligt, at der er så meget trafik!

Et godt eksempel er, hvis man gerne vil betale sin strømregning via ”betalingsservice” i banken. Man kan altså ikke bare lige gå ind på sin homebanking og melde det til. Nej, først skal man ned på PEA kontoret (elværket) og sidde i kø sammen med alle dem, der skal betale deres regning. Så får man et stykke papir med, som man skal tage hen i banken. Henne i banken udfylder de noget mere papir (og det tager en evighed), som man så skal tage med tilbage til elværket, og så skulle det gå glat. På vandværket ville de ikke ændre navnet på regningen til en udlænding, så vi kører stadig i den tidligere ejers navn – dog på betalingsservice. Man kan altså også betale regninger i 7-11, i ATM’erne og flere andre steder.

Julen 2016 tilbragte vi også i Hua Hin, hvor vi fik lavet nogle forskellige småting, og det var meget hårdt at skulle tage af sted igen.

Hussalg

Så skete det endelig: l begyndelsen af 2017 fik vi solgt vores hus i Danmark! Og så var startskuddet ligesom lydt. Da alt var faldet på plads var det næsten påske, og vi var i gang med at flytte ind i et lejet hus ikke så langt væk fra det gamle.

Jeg havde et rigtig godt job – og jeg havde været i mit firma i rigtig mange år. Så det var godt nok næsten det værste at skulle gå ind og sige op til min i øvrigt super-gode chef. Han kendte godt mine planer, og han kunne jo nok også godt mærke, hvor det bar hen, da vi satte huset til salg. Han tog det pænt, og vi aftalte, at jeg skulle blive ved med at arbejde frem til årsskiftet. Afrejsen til Thailand blev sat til den 23. december ud af København.

Den 1. juli var vi ude af vores gamle hus, og det var en hård omgang. To samlere, der havde boet i stort hus i 22 år….. Vi overvejede, om vi skulle tage noget med til Thailand, og i givet fald hvad. Jeg er madøre, så jeg ville ikke ret gerne opgive alle mine køkkengadgets, og min bedre halvdel havde en ret stor samling af værktøj og maskiner. Vi undersøgte priser på at flytte bare en palle, en 20” container og en 40” container, og det sammenholdt vi med prisen for at købe feks. en grill og nye havemøbler i Thailand. Det endte med at blive en 20” container, men den kunne kun rumme  ca. halvdelen af vores habengut. Derfor var vi nødt til at være meget hårde med at sortere. Hold nu op, hvor røg der meget ud. Genbrugsforretningen tæt på mit arbejde fik rigtig mange besøg af mig i den periode. Nogle ting har vi fortrudt vi ikke tog med – andre ting har vi fortrudt, vi slæbte med herud. Feks. en kæmpestor kontorstol i ægte kunstlæder – den er da helt ubrugelig, for den er ALT for varm at sidde i. Til gengæld kunne vi godt have brugt kassen med trælister i alle størrelser og former, malerpindene og mine kogebøger. Men vores råd til andre er, at man skal tage så meget med som muligt, for det er ikke alt, man kan få i samme kvalitet i Thailand, og nogle ting er meget, meget dyrere end i Danmark. Her er alt også noget værd for en thai, så man kan altid forære det man ikke får brug for væk.

Flyttelæs og visum

Det tog 10 uger at sende en container til Thailand, så vi timede det sådan, at vi sendte den afsted i oktober, så den kunne ankomme lige efter os i januar. Så havde vi pludselig ingen møbler, køkkensager eller noget. Vores venner var utroligt hjælpsomme, så vi lånte nogle havemøbler af dem – køkkensager lånte jeg på arbejde. Vi så fjernsyn på computeren, og sov i en helt billig Ikea sovesofa, der kunne slås ud på gulvet. Det var godt nok en meget mærkelig periode. Vi boede i et fremmed hus med næsten ingen sager, og hver gang man skulle bruge et eller andet, ja så lå det i en container på et af verdenshavene.

Så var der det med visum, og det var det værste. Jeg kan ellers godt læse indenad, men jeg forstod ikke en dyt! Der var også utroligt mange modstridende beretninger og udtalelser på nettet og facebook, og til sidst var vi fuldstændig i vildrede med, hvad vi skulle gøre ved. Vi spurgte vores venner her i Hua Hin flere gange, og til sidst sagde de til os, at nu skulle vi sgu bare gøre, som de sagde og holde op med at læse på internettet! Og godt for det. Da vi begge var over 50, var det et non-o visum, vi skulle have, og det får man på den thailandske ambassade i Hellerup. Vi kørte derover en regnfuld efterårsdag, og jeg troede, at en ambassade var et fint sted med fine møbler osv. Det kan da godt være, men der fik vi altså ikke lov at komme ind. Vi stod i kø helt uden for døren til det lille kælderrum med ganske få stole. Her var så to luger, hvor man kunne stå og råbe sit ærinde ud i hele lokalet! En ret ubehagelig oplevelse, men personalet var flinke og rare. Vi fik vores pas med visum sendt anbefalet retur til os, så vi ikke behøvede at køre fra Silkeborg til Hellerup for at hente dem igen.

Derefter satte anden bølge af sortering i gang! Vi havde nu kun plads til, hvad der kunne være i 4 kufferter og 2 stykker håndbagage.  Og det var nok den værste, for der skulle sorteres papirer, fotos, toiletsager og alt det andet, vi trods alt stadig havde tilbage i Danmark. Vi gav rigtig meget væk, og ejerne af vores lejede hus fik efter aftale Ikea sofaen, det gamle køleskab og andre ting, som vi bare lod stå – inklusiv en ”partykasse” med alverdens rester af spiritus….

Vi solgte bilen og alle mulige andre ting, som vi ikke kunne have med, og til sidst stod vi med de ting, der kunne være i de 4 kufferter, vi måtte have med. Vi fik sagt farvel til venner og kollegaer, og den 23. december steg vi ombord på Thai Airways TG951 til Bangkok.

En meget, meget mærkelig fornemmelse! Men også dejlig, og det var en helt anden måde at rejse til Thailand på. Godt nok ikke på en enkeltbillet – for man skal have en returbillet for at få visum… Vi var trætte, glade, nervøse, oppe at køre og alt mulig andet på samme tid, og vi forlod Danmark med Jingle Bells i ørerne.

Læs med i næste afsnit, hvor vi river køkken ned, modtager flyttelæs og taber os tilsammen 10 kg.