Liv i Thailand

Friends help friends

I går var vi til et arrangement, der hed “Friends help Friends”. Det foregik på Rockzone, hvor der blev samlet ind til en lokal musiker, som var kommet galt afsted i en trafikulykke.

Konkurrencen mellem barer og restauranter er meget hård her i Hua Hin (der er simpelthen alt for mange til kundegrundlaget, men forklar lige det til en thai), men alligevel kan man godt finde ud af at gå sammen om at hjælpe en ven i nød.

Ped Bluesman (som han hedder i musikkredse) er en meget dygtig musiker, og han var før Corona en af de bedst betalte musikere i byen. Hvor de andre bands tog 1000 baht pr. musiker, fik hans band på 4 ca. 10.000 baht for at spille en aften. Han måtte så sætte taksten ned under Corona, for med alle de nedlukninger og forbud var der simpelthen ikke penge til at betale ham så meget for at spille. For et par år siden åbnede han et spillested med restaurant og bar sammen med nogle medlemmer af bandet. Det gik ikke så godt, og faktisk endte det med, at han mistede sin meget, meget dygtige rytmeguitarist. De er stadig partnere i “Woodstock”, men Tor har svoret, at de aldrig kommer til at spille sammen igen. Tor spiller i dag i Tam’s band, The Answer.

For nogle uger siden var Ped indblandet i en trafikulykke, hvor han fik smadret sit ene ben. Så meget at han måtte opereres og lå på sygehuset i vel 3 uger. Selvom han var indlagt på et offentligt hospital, som jo er det billigste her, så fik han alligevel en kæmpe regning. Han er kommet hjem nu, men han må ikke stå på benet, og han kan derfor ikke tjene penge ved at spille lige nu, så det er økonomisk dobbelt straf. At jeg så godt kan komme med en længere svada om, hvordan en familiefar kan køre rundt på motorcykel i den sindssyge trafik her i landet uden en forsikring! Tja – men sådan gør thaierne desværre, og ikke alle har en kæmpe vennekreds og en fanskare, der lige kan samle penge sammen til et hospitalsophold.

Her i Soi 94 findes der en musikerforening, hvor man laver forskellige arrangementer og hjælper hinanden med diverse problemer. Den forening besluttede sig for at hjælpe Ped i hans vanskelige situation ved at lave en støttekoncert for ham. Da Tam er vicepræsident i foreningen, blev det besluttet at holde arrangementet på Rockzone. Hele overskuddet skulle gå til Ped og hans familie. Det arrangement fandt sted i går, søndag, hvor Rockzone normalt er lukket.

Hele 9 bands meldte deres deltagelse, så det var et meget pakket program. Koncerten startede kl. 18, og da vi ikke ville gå glip af noget, troppede vi selvfølgelig op helt fra starten. Vi var kloge nok til at medbringe vores termokrus, så vi kunne få vores sædvanlige fortyndede øl (isterninger, halvt dansk vand og halvt øl). Det var ikke alle, der var så kloge, og det “hævnede sig” senere, skulle jeg hilse og sige!

Det blev et kæmpe tilløbsstykke, og der var faktisk pænt med mennesker helt fra starten. Terry Fox, en herboende amerikansk musiker, var konferencier og styrede slagets gang med hård hånd.

Det var temmelig mærkeligt at opleve, at vi mere eller mindre kendte to tredjedele af deltagerne – stort set alle musikere og de fleste af gæsterne! Vi kommer der vist lidt for meget! Om det så var “harkeren” fra fitness centeret, ja så var han der! (Jeg kalder ham det, for han har absolut ingen hæmninger for at spytte, bøvse, harke og alle mulige andre lyde. Han er ellers sådan en pæn mand!!

Vi stod en overgang som sild i en tønde, og det var bare med at være flink og trække numsen til sig, så folk kunne komme forbi til og fra toilettet. Tam havde reserveret vores yndlingsplads til os, så vi havde ingenting at klage over! Undervejs var jeg ude og købe noget rigtig snask til aftensmad (kyllingevinger og pommes frites), og det er fantastisk at man bare lige kan gå rundt om hjørnet, og så er der SÅ mange valgmuligheder.

Jeg havde tænkt tanken om eftermiddagen, for vi har oplevet det før….. Pludselig gik strømmen! Der var bare SÅ mange mennesker, og der blev helt stille. De andre barer osv. i området havde ikke noget problem – kun tattoo shoppen ved siden af var også mørk. Hvad sker der så, da der bliver stille i stuen? Ja, så finder man da en lokal musiker, som kan spille akustisk, og så måtte han jo underholde. Et østrigsk par gik også op, og så blev der ellers spillet nogle numre i skæret fra mobiltelefonernes lommelygter. Jeg behøver nok ikke uddybe, hvad støjniveauet var, da strømmen kom tilbage 20 minutter senere. Der blev jublet og piftet til den store guldmedalje!

Alle var helt oppe og køre over det improviserede band

Underholdningen på den anden side af vejen var også i top! Overfor Rockzone ligger der et meget stort spillested, hvor det myldrer ind med thaier hver eneste aften. Der er masser af security, og man bliver kropsvisiteret og får checket indholdet i sin taske, når man går ind. De spiller ad Pommern til højt derinde, og det er ikke lige noget for mig. Dog trækker de nogle meget store musiknavne, så det er et ret populært sted. De fik så besøg af politiet i går aftes, og Tam gik med et smørret grin, fordi det ikke var Rockzone, det gik ud over. Ejerne derovre har nemlig meldt ham flere gange, så han har måttet slukke for musikken og snakke med politiet. Hvad der foregik, fandt vi ikke ud af, men der var godt nok mange politifolk!

Undervejs i arrangementet blev der bortauktioneret forskellige ting for at få penge i kassen til Ped. Der var blandt andet en guitar, som alle aftenens bands havde signeret og en kalender (fra sidste år!), som Thailands svar på Gasolin, Carabao, havde signeret. Kalenderen gik til “kamikaze finnen” (det kalder vi ham, for han kan drikke sig stang bacardi på en time) – han var egentlig gået hjem, men så dukkede han op igen. 1000 baht for en gammel kalender!

Kamikaze finnen – han har heldigvis fået en kæreste, som styrer det med hård hånd

Guitaren (doneret af Jack Tattoo ved siden af Rockzone) gik til en østrigsk kvinde, som er meget sød, men også lidt vild! 23000 baht bød hun for guitaren, og jeg tror ikke, hendes mand var helt med på ideen, for han donerede den til Rockzone bagefter…..til vægpynt.

Sabrina med sin guitar til 23.000 baht. Jack Tattoo til højre

Det var en fantastisk aften med supergod stemning og en dejlig følelse af at gøre noget godt. Folk fyldte penge i den store “tip-box”, og de bød ind på T-shirts til overpris – altsammen for at hjælpe Ped. En følelse af fællesskab, tolerance, hygge og glæden ved god musik! (Det meste af det – det ene band fik en del til at forlade baren med hænderne for ørerne).

Jeg fik en ny thai veninde, som bedyrede: “I love you and I will always protect you!” Jeg ved ikke, hvad det er med mig og thai kvinder, men sådan har jeg faktisk lært flere thai kvinder at kende. I en ordentlig brandert – ja, altså ikke mig men dem! De vil også tit danse med mig…???

Det var en super aften, og vi kom ret sent hjem og tumlede bare på hovedet i seng! I dag ligger vi brak, men i morgen er vi friske igen!

Hvor mange blev der så samlet sammen til Ped? I dag overleverede Tam og præsidenten for foreningen det indsamlede beløb til Ped Bluesman. 68200 baht blev det til!!!! Det er da også en slat. Tam er lykkelig men også mega træt – de har arbejdet på arrangementet i mange dag, og det blev vist vældig sent, før han kunne få lukket og slukket.

At hjælpe hinanden og lave “charity” er ikke kun for de rige med så mange penge, at det næsten kan være ligemeget. Vi andre dødelige kan også være med, og i dag kan vi godt mærke, at bare barregningen har været et godt tilskud!….

Billedet øverst er af aftenens sidste band med Tam’s søn på 9 år på trommer. Den lille purk er bare mega dygtig!! Han blev straks efter kørt hjem, for han skulle jo ligesom i skole i dag!!

Brother and sister (kalder han os) – selvom Tam er pladdervåd af sved, er en krammer altid dejligt!

 

 

 

 

 

by Janne
Liv i Thailand

Fitness – nu en livsstil

Selvom det er svært at indrømme det, så er fitness faktisk også lidt af en livsstil….. I hvert fald for os.

For næsten to år siden holdt min veninde mig fast på, at vi skulle i gang med at røre os. Vi fik startet op i et lokalt open-air fitness center med en ret dygtig personlig træner. Det skrev jeg en artikel om her.

Efter en hård start med spaghettiarme, ingen balance, ingen styrke og absolut ingen muskler, så fik vores træner og ejer af stedet, Benni, os igennem nåleøjet til at begynde styrketræning i maskiner. Desværre valgte Benni at stoppe som træner, men hun satte os i forbindelse med en dygtig mandlig træner, som vi også blev rigtig glade for. Han var lidt mere af en djævel, og han drev os med hård pisk og masser af motivation. Det gav så pote på den måde, at min veninde slap af med dårligt knæ med mere, og jeg fik helt normale kolesteroltal igen, og det var i sig selv jo meget motiverende. Læs mere her.

Sidste år i juni indgik jeg et væddemål med min bedre halvdel. Han sad bare på en stol og lavede Sudoku og gloede i sin telefon en stor del af tiden. Ikke at han ikke var stærk, for det var han, men det er jo ikke altid nok, når man er ved at være oppe i årene. Han havde plaget mig i lang tid, fordi han gerne ville have, at jeg skulle synge en sang i hans band. Så vi lavede en deal:  Jeg skulle synge en sang i hans band, og han skulle gå med mit i fitness centeret 3 gange om ugen i en måned. Han ville ikke i maskiner, men han kunne overtales til at gå en time på løbebåndet, hvis han ellers kunne få lov at høre musik.

Den første dag var en katastrofe! Da vi kom hjem, havde han fået en blå storetånegl, og den ved siden af så heller ikke så godt ud. De der “løbesko” havde åbenbart trykket, og han havde bare ignoreret det…. Men han holdt sin aftale – han måtte bare gå i sandaler med strømper (ømt syn!). Imens han gik, trænede jeg sammen med min veninde og vores træner, og vi blev bare stærkere og stærkere. Vi havde det simpelthen så sjovt, og det var skønt bare at kunne pludre løs i hvilepauserne imellem øvelserne. (Jeg tror faktisk, vores træner syntes, at vi kaglede lidt for meget indimellem!)

Efter den første måned tog min seje mand så lige en måned mere. Og en måned mere. Og en måned mere……. Jeg sang den sang i bandet, jeg havde lovet til et arrangement i november på Rockzone. Heldigvis skulle vi spille, før der rigtig var kommet mange mennesker, så det lykkedes os at få “I am the Highway” ud over rampen i nogenlunde stil. Så var vi jo sådan set “even”, men khun ET (som han hedder her) holdt ikke op på løbebåndet. Han kunne nemlig se kiloene rasle af og bryster og ølmave svinde ind.

I januar valgte vores træner at flytte ud i et fint nyt fitness center i den anden ende af byen, hvor han også spiller pickelball (som er meget populært her). Min veninde og jeg tog med derud, men jeg syntes, at det var for bøvlet at komme derud. Derfor flyttede jeg tilbage til vores “gamle” fitness center men uden træner. Så min bedre halvdel og jeg fulgtes ad, og jeg fik ham også overtalt til at prøve et par af maskinerne som feks. bænkpressen. Efter et par måneder med en halv times maskiner og en halv time på løbebåndet for hans vedkommende, var det helt tydeligt, at man godt kan få muskler, selvom man er 70! Nu er det en helt fast rutine tre gange om ugen, hvor vi tager nogle maskiner i den første halve time, og så går han med musik i ørerne på løbebåndet (cardiotræning), mens jeg laver en blanding af bodyweight, pillates og styrketræning.

Her kan man boltre sig med bænke og vægte og glo på sig selv imens

Vores fitnesscenter er ikke særlig fancy, og det meste af udstyret er ældgammelt og rustent.

Det meste er godt beskidt, og jeg er sikker på, at vores immunforsvar er på højalarm, hver gang vi har været deroppe. De fleste er flinke til at tørre af efter sig, men der er alligevel meget snask på alting – ikke mindst de her måtter, som er næsten nye.

Jeg har givet op og lader bare være med at tænke på, hvad snasket er….

Open air lige ud til en ret trafikeret vej, hvor mange i nabolaget laver mad udenfor og brænder af giver også masser af snask og sod alle vegne. Nogle gange er der også ukristelig varmt, hvis der er vindstille, og hvis det har regnet er der kvælende fugtigt. Vi SVEDER indimellem, så træningstøjet skal til tørre resten af dagen, før det kan komme i vasketøjskurven.

Pyt med, at håndtagene på nogle af maskinerne er beklædt med isolerbånd. Pyt med at de har smurt nogle af maskinerne med et eller andet fedt, så alle vægtpladerne hænger sammen. Pyt med at det meste er slidt og beskidt. Stedet har nemlig charme! Ja, hvem kender et fitness center med charme??? Prøv at komme til IFit i Hua Hin – det har charme! Og så er det lidt som et stamværtshus. Det er jo de samme mennesker, der kommer on-off i løbet af året, og ofte får man jo en lille snak med den ene eller den anden. Det her fitness center er pensionistklubben, men der kommer da også nogle lidt yngre mennesker.

Vi kender ikke folks navne, så vi har simpelthen givet dem navne ud fra, hvad vi ved og tror. Vi har feks. Blueport, som er en ufattelig veltrænet thai kvinde i 40’erne, som træner hver dag. Hun sælger møbler nede i Blueport centeret. Hun snakker lidt med alle, og hun går rundt og vinker farvel til os alle, når hun skal hjem og videre på arbejde.

Så er der BACON. Ja, det hedder han altså ikke, men han har en tatovering på ryggen i gotiske bogstaver, som jeg ikke kan læse, men det ligner BACON. Han træner som en anden bodybuilder, dvs. han går til den – så meget, at man ikke skal stå i vindsiden af ham.

Der kommer også “Filippineren”, som er en smuk filippinsk dame, der synger på et stort hotel her i byen. Musik er jo noget af det, som filippinerne virkelig kan. Hun sagde til mig en dag, at jeg virkelig var til inspiration for de andre kvinder i fitness centeret, og det tog jeg da som et kompliment. Jeg er trodsalt 20 år ældre end hende….

Filippineren og Blueport stod for nogle uger siden i en lang snak om at svede om natten, overgangsalder og jeg ved ikke hvad. Det var altså ret hyggeligt og meget svært at overhøre, når man ikke står mere end 2 meter væk!

Japaneren er en anden interessant person. Han kommer der jævnligt, og han er altid smilende og meget venlig. Han får ikke meget ud af sin tid i fitness centeret, for de fleste af de ting han laver i maskinerne er ikke særlig effektive. Men han bøvler på, og han sveder som en vild. Forøvrigt aner vi ikke, om han rent faktisk ER japaner, men han LIGNER en japaner.

Ireren er musiker, og han hører altid musik. Han har fortalt, at han tidligere har spillet irsk folkemusik i et band i det meste af verden.  Han bøvler på, selvom han også er noget oppe i årene, og når han træner (hver eneste dag), så dirigerer han også lige et større orkester inden i sit hoved og med sine arme. Men okay – min mand spiller luft bas, mens han hører musik på løbebåndet…..

Bille MC er dansker. Han er en ordentlig kleppert af en mand, og han er stærk som en okse. Han er altid meget grundig og holder notater i sin lille bog om sin træning. Vi troede, han var rejst hjem, for vi havde ikke set ham i meget lang tid. Men han har været skadet, så han ikke måtte træne. For et par uger siden kørte TV’et (temmelig forhadt af mange af os, fordi det skal spille unga-unga musik for fuld skrald) med en reklame for et eller andet thai ginseng produkt. Bille MC (det hedder han altså ikke, men det står på hans T-shirt) kom pludselig farende som skudt ud af en kanon, og så skulle der godt nok bare skiftes kanal. De der thai reklamer gik lige i hans p.. Det halve af fitness centeret grinede i skægget – det gjorde vi også!

Her til sidst vil jeg lige fortælle en sød historie fra centeret. Rigtig mange går med høretelefoner på (sikkert på grund af det der skod fjernsyn, der bralrer afsted). Blueport og Bacon var i gang med at træne i to maskiner, og de er begge temmelig højrøstede, når de træner. Da de jo ikke kunne høre noget med musik i ørerne, så faldt de ind i en perfekt rytme med deres stønnen, så det lød som noget på et bedre bordel. Hele fitness centeret skrupgrinede, og det var så slemt, at bestyreren gik hen og fortalte det til dem. Måske det forklarer det TV, der skal spille for fuld skrue – det skal overdøve de uheldige lyde!

Der er mange flere spændende (og uspændende) karakterer i fitness centeret, men det er da bare med til at gøre det sjovt. Vi hilser på hinanden, og indimellem får vi også en lille snak undervejs.

Så er der Benni’s kat. Den er virkelig mærkelig, men det hører nok sammen med at være huskat i et fitness center. Hun smider den nogle gange ud af privaten, og så må den jo gå for lud og koldt vand ude i fitness centeret. Nogle gange vil den gerne snakke, men pludselig styrter den afsted, som om den har fået et dask. Den elsker BACON (altså ham der træner der), men den er også bange for nogle af os. En dag da jeg stod i lav planke, kom den hen og gav sig til at snuse mig ind i øret!! Det var sikkert fordi, den kunne se, at jeg var helt pacificeret. Benni fik også travlt en dag, da den lige havde lavet en lille klat på fliserne udenfor. Blueport gik på toilet, og så tog hun lige klatten med ind i centeret under sin sko – det var ikke så godt! Og noget helt andet er, at den kat altid lugter helt vildt af parfume – Benni’s parfume!

Vi er superglade for vores gamle, bulede, nedslidte fitness center. Vi er glade for, at vi har fået de tre timers indsats pr. uge ind i vores rutiner, og vi er begge faktisk lidt høje, når vi kommer hjem fra træning. Jeg studerer videoer med nye øvelser på nettet, og lige for øjeblikket er jeg vild med Tom Morrison. Han er guru inden for udstrækning og fleksibilitet, og hans tips på Facebook hjalp mig af med en tennisalbue ganske få uger. Den havde jeg døjet med i over et år! Følg ham på Facebook – der er masser af gratis tips ud over hans betalingsprogrammer.

Nå, men jeg ved ikke, om der findes sådan nogle “hyggelige” fitness centre i Danmark, men vi er ihvertfald taknemmelige for “vores” lille sted. Prisen? 780 THB/md. “What´s not to like?”

Og så en Fætter Kras med kommen ostemad bagefter – så bliver det ikke bedre!

 

 

 

 

 

by Janne
Liv i Thailand

Man skal aldrig gå ned på køle/fryseplads

Nej, man skal aldrig gå ned udstyr – og heller ikke på køle- og fryseplads, hvis man kan undgå det. Vi er storforbrugere af begge dele.

Ølleskab

Da vi købte huset her i Hua Hin i 2016, fulgte der et gammelt, udbombet og meget grimt køleskab med. Det stod i køkkenet, som var holdt i orange og sort (se billede ovenfor), men hvor en overmaling med hvid maling af skabslågernes babyblå ikke var lykkedes særlig godt. Kønt var det ikke, og køkkenet gemte også på en stor vandskade omkring vasken og i skabet under. Køleskabet havde fået en tur med noget sandpapir eller lignende på lågen, og det var skrammet og bulet overalt. Men det virkede, og det var husets køleskab.

Som noget af det første, da vi overtog huset, kørte vi rundt og ledte efter vaskemaskine, køleskab og støvsuger. Det blev lige lidt sværere, end vi havde regnet med, for ligesom det er i dag, så “har de, det de har” – hverken mere eller mindre. Dermed mener jeg, at alle butikker har den samme model, og der er ikke særlig meget udvalg, når det kommer til stykket. Men sådan er det. Vi fandt en lokal butik, som ligner et loppemarked mere end en butik, og der fik vi købt en vaskemaskine med tørretumbler (det troede vi var smart – not! Den brænder tøjet af), to støvsugere – en vådstøvsuger og en lille en til resten) og et køleskab. Til min store glæde viste det sig, at det nye køleskab faktisk havde en svaleskuffe, så man kan opbevare tomater, bananer, avocados og andre sarte ting, uden at de går til, og så var der også en fryserskuffe.

Det gamle køleskab blev forvist til kontoret, og her har det så kølet i hundredevis af øl, vand og colaer igennem tiden. Det har larmet temmelig meget, når det blev alt for varmt, men det har aldrig været nødvendigt at afrime det, og det har kørt upåklageligt siden 2016.

Nedbrud og krise

Pludselig en dag for et par uger siden, åbnede jeg køleskabet for at hente en dansk vand, og der så jeg det….. Alle flasker og dåser drev med kondens….. Og der var blevet meget, meget stille i stuen (kontoret). Jeg havde godt nok lige fyldt det op med både øl og vand samme morgen, så jeg vidste godt, at det skulle kæmpe, men klokken 9 om aftenen, skulle det jo gerne være koldt alt sammen. Køleskabet var dødt…. Øverst i ølleskabet er der en fryser. Den indeholder vores 20 år gamle surdej til rugbrød, så det var da bare om at få tømt fryseren og få reddet alt det frosne.

Det betød, at mine andre to køleskabe – ja, jeg har to mere – blev temmelig proppede. Da vi byggede vores nye køkken til erstatning for den rædsel, der var her, blev det med Ikea moduler og så skulle vi selvfølgelig have et indbygget køleskab. Så ja – 3 køleskabe – de to med fryser. Min kummefryser (ja, sådan en har jeg også) blev også totalt proppet, og så begyndte krisen altså….

Luksuskrisen, hvis man kan kalde det det…. Nu kunne vi ikke lige bage hverken boller eller rugbrød til fryseren, og jeg var også nødt til at tænke mig om med indkøb af grønsager, som altid fylder ad Pommern til i køleskabet. Og der SKULLE jo også være plads til øl og vand osv.!

Den perfekte drøm – eller hvad?

Da vi flyttede til Thailand, havde jeg den perfekte drøm om, at jeg skulle tage på marked flere gange om ugen og købe helt friske varer til min madlavning. En enkelt tur på det lokale morgenmarked, Chat Chai, fik mig til at gå tilbage til mit normale planlægnings-jeg og mit hamstergen med at samle til huse fik også nyt liv. Det marked er bare ikke lige mig! Jeg har skrevet om det før…. Det larmer, det er trangt, der kører motorcykler rundt derinde, og der render fiskevand ned af benene af en, hvis man ikke passer på. Jeg er ikke specielt hysterisk, men jeg er ikke god til at handle derinde!

Så jeg hoppede ret hurtigt tilbage til at lave madplaner og købe ind til fryseren! Jeg kan godt lide, at jeg bare kan slå hjernen fra, når jeg skal tage noget op af fryseren dagen før, for der er allerede tænkt over, at man ikke skal have noget med gris 8 dage i træk, og at det er godt at variere tilbehøret, så det ikke kun er salat. Den slags…. Sådan har jeg gjort i 20 år, og det kommer jeg nok ikke til at lægge fra mig igen! Når vi skal handle, så kigger jeg i min madplan, og så køber jeg ind efter den, og så køber jeg ikke alt muligt, jeg IKKE skal bruge. Det er vist bare vane, men jeg kan lide det på den måde.

Elsker vi at handle ind??

Ja og nej! Jeg kan godt lide at handle ind, når der er nogle spændende ting i butikken. Det gør så godt nok, at jeg måske skal ændre i madplanen, hvis jeg kommer hjem med nogle lækre svampe eller et flot græskar, som ikke lige var på tegnebrættet, men det gør jo ikke noget. Til gengæld skal jeg så have plads til de ekstra ting, og det kræver jo noget plads i fryser og køleskab.

Nogle af mine varer handler jeg i farang butikker – altså butikker, hvor man kan købe lækker skinke, ost, tarteletter, pølser og andre vestlige varer. Nogle gange går jeg også lidt amok, og når man feks. kan få dansk ost,  eller lækker parmaskinke – ja, så fylder jeg altså lagrene som en lille hamster. I den forbindelse er min vacuumpakker og mine køleskabe og frysere GULD.

Vi spiser rigtig mange grønsager, og når vi har handlet, så ordner jeg grønsagerne og krydderurterne, så de ligger i plasticboxe i køleskabet. Sådan holder de sig rigtig længe, og det er supernemt i hverdagen, når det hele er ordnet.

Jeg kan godt lide at lave mad og bage, og det fylder jo alt sammen i en fryser. Af og til også en rest lasagne eller boller i karry, der også skal være plads til i fryseren, til en dag hvor jeg ikke gider lave mad. Jeg gemmer suppen fra en hamburgerryg, og jeg koger næsten hver uge en grønsagsfond på ender, stumper, blade og rester fra de grønsager, jeg ordner til ugen. Jeg koger en kæmpe portion tomatsauce en gang imellem, og det ryger i fryseren i portionsposer, så det er nemt at få en tomatsauce, der smager af noget og har substans.

Jeg handler ikke ind særlig tit – måske engang hver 10. – 14. dag. Men det kræver altså noget plads til alle ingredienserne…

Masser af plads

Nu lyder det jo næsten, som om jeg forsøger at forsvare mine tre køleskabe, 2 små frysere og en kummefryser. Men det skal jeg ikke. Jeg tror, at det er meget almindeligt for folk, der interesserer sig for mad og bagning og have masser af plads til køl og frys.

At det så ikke er nogen hemmelighed, at vi godt kan lide at få et par øl, og at huset her nogle gange er Fredericia Hovedbanegård, det gør jo ikke køleskabsbehovet mindre, når der skal være plads til både øller, vander, vin og sodavand….

Vores nye kæmpe køleskab

 

Det gamle køleskabs skæbne

Hvad skete der så med det gamle køleskab? Ja, det er faktisk en sød historie i sig selv!

Normalt, når vi har ting, der bare skal væk, så tager vores havemand det med. Da jeg fortalte min thai veninde, Pam, at vores køleskab var gået død, spurgte hun, om hun måtte få det, hvis det kunne repareres. Hun bor i et lille rækkehus i nærheden, og hendes køleskab var et af de der, hvor der er en lillebitte fryser inde i køleskabet. Hun fortalte, at hun skulle afrime 1 gang om ugen for at holde is væk.

Selvfølgelig måtte hun da det, men vi foreslog, at vi kunne få det checket af Mr. Best, som vi har brugt til mange opgaver inden for elektriske produkter. Da Pam var i Chayaphum hos sin familie, stod det hele stille, men min husbond fik da checket, at kompressoren var ok. Han satte simpelthen strøm direkte derpå, og så kørte den. Altså måtte det være noget i elektronikken. Da vi fik kigget nærmere på skiltene bagpå, kunne vi se, at produktionsdatoen på køleskabet var i juli 2548 (thai tidsregning) – altså fra 2005!!

Mr. Best dukkede så op i fredags, og som en hellig håndspålæggelse eller noget i den stil, så startede køleskabet bare med at brumme og køle, som om ingenting var hændt. Vi sagde til Mr. Best, at køleskabet nok var lidt bange for ham! Måske var det bare kompressortesten, der gjorde udslaget – en smådårlig konnektor. Pam var lykkelig, for så var det jo bare at få det flyttet ned til hende.

Det ordnede vores dejlige havemand og min husbond så i går, så nu står det og snurrer lystigt nede hos Pam.

Hun er superglad for det, og det er jo dejligt. Det kostede os 200 baht til vores havemand, og nu har vi en lykkelig veninde, som laver mad på sit lille gasblus på terrassen, og som nu har masser af plads i køleskab og fryser.

Pam med dagens fangst af myreæg fra røde myrer. En delikatesse i Isaan….. Hun sendte en motorcykeltaxi herop til os med en lille portion forleden – stegt med hønseæg og løg. Ikke lige min husbonds favorit. Ha ha.

 

 

 

 

 

 

 

Liv i Thailand

Jamen hvor ER det?????????????????

“Jamen hvor ER det?” er et næsten dagligt spørgsmål her hos os i Hua Hin. Det er altså ikke som i Danmark, hvor steder er nemme af finde, og hvor man kan regne ud, hvor man kan finde en bestemt butik eller et bestemt firma!

Jeg har skrevet om det før, men at finde et sted i Thailand kan godt nok være lidt af en udfordring. Gadenavnene er ikke altid entydige (vores lille vej har feks. ikke noget navn, og den lidt større vej længere nede har to navne til stor forvirring for alle). Husene får husnumre i fortløbende orden efter, hvornår de er blevet meldt indflytningsklare. Derfor har vores naboers hus nummer 102 – vores er 109. Numrene ind imellem kan ligge hvorsomhelst i vores underdistrikt, som er 31. Jeg beundrer altid postbudene helt vildt for, at de kan hitte ud af det rod, men det kan de faktisk, og postvæsenet i Thailand er faktisk noget af det mere pålidelige i landet.

Forholdet til, at det er vigtigt hvor man er, hvis man driver forretning her er nærmest ikke eksisterende. I øjeblikket popper der nye restauranter og barer op her i området hver uge, og de reklamerer ofte meget på Facebook. Men 90% af tiden får de utallige kommentarer fra potentielle kunder: “Jamen hvor ER det????” Det må være noget i Thai kulturen, der gør, at de bare kører rundt, indtil de ramler ind i noget spændende. Måske kører de rundt og leder efter en bestemt restaurant, de har set på Facebook, Line osv. – eller også hører de om det fra andre, som forklarer, at det er liiiiiige ved siden af ham, der reparerer motorbikes og overfor 7-11. Vi andre er noget mere målrettede og planlægger, at i aften skal vi spise på den der nye restaurant på Soi 102. Når vi gør det, vil vi helst vide sådan omtrent, hvor restauranten ligger og kan køre ret lige dertil.

Det er ihvertfald min teori… For hvorfor laver man en Facebook side for sin forretning og så ikke fortæller, hvor den ligger??? Det er mig virkelig en gåde!

Her i Thailand går man ikke op i hjemmesider. Det meste foregår på Facebook, og er man ikke med der, ja – så er man sådan set temmelig meget udenfor! Facebook har nogle udfordringer, når det gælder at linke til sin lokation, men det er jo en temmelig vigtig detalje, når man gerne vil promovere sin butik. Når så potentielle kunder spørger: “Jamen hvor ER det?”, så skriver de enten tilbage, at det ligger 100m syd for tankstationen eller noget i den stil. Det med Google Maps er ikke særlig populært her.

Her skal jeg lige fortælle en sjov historie. Vores venner var i Danmark, og deres kat var i kattepension her i Hua Hin imens. På et tidspunkt slap kattefoderet op, og vi lovede at køre ind og hente noget mere og levere det til dyrepensionen. Vi kiggede på Facebook, og der var sandelig en adresse og et link til et kort. Så behøvede vi ikke at bruge min venindes forklaring om, at 3. vej efter 7-11, lige efter vandtårnet og det grønne hegn osv. osv. Vi kørte efter kortet og endte i et villakvarter syd for byen, men vi kunne ikke lige se nogen kattepension! Vi kørte rundt i området i noget tid, men til sidst ringede vi til dyrepensionen. Nååååååååh ja – den adresse var bare noget ejerens veninde havde lagt ind for sjov på Facebook! Deres lokation var faktisk helt ude i den anden ende af byen – og det passede da også lidt bedre med vandtårnet og det grønne hegn. Vi fortalte om vores problemer med at finde det, men nogle måneder senere var det da stadig forkert! Men vi fik da afleveret kattemaden efter nogle timers leden!

Min husbond har påtaget sig den umulige opgave at forsøge at rette op på alle fejl og mangler på Google Maps. Han er nu en såkaldt “Local Guide”, hvilket betyder, at han laver mange rettelser, og at de kan bruges til noget af andre. En musikerven har en musikforretning lidt uden for byen, og lokationen på Google Maps var helt forkert. Det fik min mand så rettet, og senere fik han en email fra Google, der fortalte, at flere tusinde havde set ændringen. Ejeren af butikken kunne også mærke forskel i form af flere kunder, og han var meget taknemmelig over det. Det siger jo lidt om, hvor vigtig den der lokation i virkeligheden er.

Hvor svært kan det være?? Næh, det kan man jo spørge sig selv om, men her i landet er det åbenbart meget svært. Vi bruger ofte Bolt eller Grab, når vi skal have en taxi. Det foregår i en app, hvor programmet selv ved, hvor man er, og så skal man bare angive, hvor man skal hen – enten med et navn på en lokation, en adresse eller ved at pege på et kort. Det fungerer upåklageligt, og man kan oven i købet se “real time”, hvor den bestilte bil befinder sig! Det fungerer super! Lige indtil, at chaufføren ikke kan finde, hvor man gerne vil hentes, og af og til spørger de også: “Where you go?”. Jamen det står jo på din skærm??…… Men okay – når man er stedkendt er det jo ikke noget problem!

Siden Covid har vi haft nogle fantastiske muligheder for at ordre alt muligt online. Jeg stod en aften og skulle lave stuvet hvidkål, og da jeg åbnede køleskabet, så jeg til min skræk, at vi ingen mælk havde. Så gik jeg ind på Grab (som leverer services inden for transport, madudbringning og dagligvareudbringning) og bestilte en dunk med to liter mælk. 20 minutter senere var den leveret til en udbringningspris af 5 baht. MEN….. Inden da måtte jeg løbe rundt i kvarteret i mørke, fordi ham driveren simpelthen ikke kunne finde ud af, hvor vi bor!! Det står jo på hans skærm…. Men der er altså et eller andet med thaier og kort (altså landkort) – det er, som om hjernen kortslutter, og så ser de bare myrer på deres skærm.

Når man skal købe et eller andet, så kan man ikke bare lige gå ind på Google og finde ud af, hvor man kan få det. Det er nok også grunden til, at vi har snakket om at købe noget kunstgødning det sidste år. Vi har kun set det i (nogle meget dyre) 2 kg. poser her i området. Vores venner ved godt, hvor det kan skaffes, men det er en halv times kørsel uden for byen. Der MÅ da findes kunstgødning i sække lidt nærmere på, men lige hvor?? I dag tog vi os så sammen og kørte hele den lange vej ud på den anden side af omfartsvejen, hvor der er en gødningsbutik (og de har MANGE slags men ikke så meget andet). Vi tog det som en udflugt og fik kigget lidt på den nye lokale plasticbutik, hvor man kan få alt mellem himmel og jord til ingen penge. 50 kg gødning kommer nok til at holde resten af vores liv, så selv om det var en fin butik, og de var søde, så kommer vi der nok ikke lige igen!

Der findes heldigvis flere Facebook Hua Hin fora, hvor man kan spørge om alt mellem himmel og jord. Uden dem tror jeg simpelthen vi endte med at køre rundt og lede efter alt muligt hele dagen. De grupper er guld værd, og så får man ovenikøbet en slags “anmeldelse” med i købet. (Det er ikke så sædvanligt her. Hvis man kritiserer et produkt eller en forretning, så risikerer man at blive anklaget for “æreskrænkelse” ifølge Thai lov, og der kan følge en heftig straf med, hvis man dømmes for det.) Min veninde er også et omvandrende orakel, hvis man gerne vil vide, hvor man kan købe hvad. Og på ægte thai style, så er det en forklaring med, at det ligger liiiiiige efter vandtårnet på Canal Road og så lidt ind til højre ved et apotek. Men hvis nogen ved, hvor man kan finde tingene – ja så er det hende!

På vejen ud efter gødning i dag kiggede vi efter en ny restaurant med en meget god kok, som er startet op for sig selv. Ifølge oplysningerne på hans Facebook side, så skulle det ligge på 102. Vi kørte en lidt alternativ vej i dag, og så vupti – der lå restauranten. Men bestemt IKKE på 102, og det så faktisk slet ikke ud som på billederne på Google Street View. Så her må vi lige ind og sende en ændring til Google Maps, så også andre har en chance for at finde hans gode mad!

PS. Billedet øverst oppe er af vores lokale massageklinik, hvor en meget dygtig ung dame har studeret sportsmassage. Hun gør da heller ikke meget væsen af sig. Og sådan her finder man hende…. “42 Home Massage” er det mundrette navn på klinikken. Og man kan IKKE zoome ind på kortet!

 

 

 

 

Liv i Thailand

Jeg har fået en ny fan

Jeg har sørme fået en ny fan. Efter mere end 5 år med sveden drivende, når jeg var i mit køkken, har jeg endelig fået en fan. Og det er en rigtig fin en!

De fleste ting vi køber, køber vi på portalen Lazada (svarer til Amazon), for det er nemt og bekvemt, og så skal vi ikke køre rundt og lede efter tingene. Lazada er fantastisk, for man kan købe alle mulige ting. Lige fra skænkepropper til 17 baht stykket til en ny basguitar til 35.000 baht. Men man skal se sig for, for man kan sagtens komme til at købe en falsk vare, en vare som ser flot ud på billedet, men som i virkeligheden er noget skrot, eller en bluse i XXL, som end ikke en 10 årig kunne komme i.

Vi har kigget efter en fan til køkkenet i noget tid, fordi de seneste måneder har været meget varme, og de dage hvor det ikke blæser er jeg ved at gå til, når jeg går og pusler i mit dejlige køkken. (Det bliver nok heller ikke bedre af de irriterende svedeture, som mange kvinder i min alder er belemret med.) Her i huset er vi åbenbart kræsne – både med udseendet, den må ikke larme, og så skal den jo også kunne give noget luft. I soveværelset har vi en meget dyr Mr. Ken siddende over sengen, og den er helt stille og giver masser af luft. Den har dog noget “plastik look” over sig, som jeg ikke er helt vild med. Men det var bedste bud i en lokal butik, lige da vi var flyttet hertil.

Så det var faktisk lidt af en satsning, da vi bestilte en fan fra Kina. Der stod godt nok “wood” i annoncen, men hvis det var samme slags “wood”, som den plastik persienne vi købte ugen før…. Men man kan som oftest sende tingene tilbage, hvis de ikke svarer til forventningerne, så vi satsede.

Et par uger senere ankom den så. Stor var overraskelsen, da vi pakkede den ud og kunne se, at den sandelig VAR lavet af træ! Finish er simpelthen bare så meget i orden! Så var det bare at få den sat op og afprøvet. Nu er jeg så heldig at være gift med en handyman. Og en af de tålmodige og opfindsomme af slagsen. Sådan en ting skal jo have strøm, og med den måde tingene laves på her i Thailand, så kan sådan en lille detalje godt være en ret stor udfordring. Langt de fleste gipslofter her er lavet på den måde, at man sætter et aluminiumsskelet op på betondækket, laver installationerne (og her føres strøm som regel ikke rør – de enkelte ledninger ligger som spaghetti kastet ud over det hele.

Fra vores carport, hvor loftet faldt ned pga. vand

Når man så senere skal montere en ny lampe eller feks. en fan, så skal man enten skære et kæmpe hul i gipsen og få det repareret og male loft…. Eller som min bedre halvdel gjorde – han måtte operere op igennem et lille bitte hul, hvor der ovenikøbet også lige lå en aluminiumsliste tværs over. Strømmen skulle hentes i emhætten et par meter væk, og det foregik i blinde hen igennem alverdens ledninger til vores downlights i køkkenet. Herefter skulle strømmen monteres i emhætten….

Træboksen hjemmelavet og er for at beskytte komfuret

Men som vi siger her i huset: “Alt lykkes i en gasovn” (min mor sagde altid: “undtagen islagkage”). Og efter nogle timers biksen og bøvlen med masser af kreative løsninger, så hang den der flotte sag i mit køkken. I mine øjne er det jo nærmest en skulptur, og jeg kan ikke lade være med at stå og glo på den hele tiden. Og den siger ikke en pind, før man skruer op på fuld knald. Så er der vindstøj, men så er toupé’en også lige ved at flyve af! Nu kan jeg snitte grønsager, lave brød og alle mulige andre dejlige ting uden at smelte af varme.

Hvor er det skønt, når man kan blive positivt overrasket og få en ting, som man bare er rigtig glad for på alle måder. Og så kostede den lidt under 6000 baht (1200 kr).

Hvad skal det her billede af et gammelt køleskab?

Sådan i kontrast til en æstetisk og smuk fan, så er det alligevel med vemod, at vi må sige farvel til vores gode gamle, men meget grimme, ølleskab. Det var her i køkkenet, da vi købte huset i 2016, og dengang var det bestemt heller ikke nyt men dog alligevel lige så grimt som nu. Det skiftede status fra køleskab til ølleskab, da vi købte et nyt og noget kønnere til køkkenet. Det gamle liv tabte pusten i sidste uge – ja, det opgav bare ævred fra det ene minut til det andet! Der blev så stille i kontoret, hvor det stod, dengang dets konstante brummen holdt op.. Ja lige nu, hvor jeg sidder og skriver, sidder jeg og kigger vemodigt på den tomme plads, hvor det har stået og kølet utallige øl, dansk vand og colaer. Det har sørget for at lakridserne og Tyrkisk Peber fra Danmark ikke blev klistrede. Det har sørget for, at mine flasker med neglelak ikke gik til. Det har været buffer til mange fester, når jeg løb tør for plads i mit køleskab i køkkenet. Det har tjent os godt (og sikkert også de forrige ejere).

Så i sidste uge måtte vi i gang med at finde et nyt. Jeg tænker godt, at det gamle kan repareres, men det er gammelt og bruger sikkert en forfærdelig masse strøm. Min thai veninde Pam har spurgt, om hun må få det, og det må hun selvfølgelig gerne. Hun sender en mekaniker til at kigge på det, og kan han fixe det til en fornuftig pris, så skal vi bare finde transport ned til hendes hus, som er under en kilometer væk. Det kommer godt nok til at fylde godt i hendes lille rækkehus! Jeg forstår hende godt – hun er så madinteresseret og laver selv mad derhjemme, så det giver god mening med et stort køleskab.

Efter lidt research i lokale forretninger og på nettet havde vi fået udvalget snævret ned til to muligheder: Det fornuftige valg – og valget med hjertet. Hjertet vandt, som det så ofte gør her i huset. Vi bestilte et nyt på Lazada, som godt nok lader vente på sig, men som jeg er næsten 100% sikker på, at vi (jeg nok mest) bliver glade for. Det er et kæmpeskrummel med over 500 liter plads i køleskab og fryser. Det gamle var 480 liter, og den fornuftige model var 450 liter, men det er jo altid svært at gå baglæns….. Det er med inverter og siger sikkert ikke en pind, og så vil der være plads til endnu flere øl og sodavand, vin til vennerne og fade med mad til en eventuel fest. Man skal ikke gå ned på køle- og fryseplads – og slet ikke i Thailand!