Så åbnede vores favoritbar endelig igen!

Efter næsten et års nedlukning på grund af Covid-19 åbnede vores favoritbar endelig igen i går aftes.

Jeg sender de varmeste tanker til Vorherre, fordi han har ladet mig og min bedre halvdel flytte til dette dejlige land, hvor vi er SÅ meget bedre stillet i dette Covid kaos end de fleste andre steder – inklusiv Danmark. Jeg forstår godt, at hvis man bor i Danmark er det helt uforståeligt og uvirkeligt at holde åbningsfest i en bar lige nu. Men hvor var det da bare en fed følelse at høre et hammergodt rockorkester fyre den af og selv kunne deltage i festen med mange venner og bekendte.

Vores ven Tam måtte lukke Rock Zone sidste år, fordi hans udlejer var en grådig (hun) djævel og ikke ville hjælpe ham igennem en svær tid med nedsat husleje. Han har stegt kylling i månedsvis og har solgt ud af instrumenter og andet for at få det hele til at hænge sammen. Men nu er han tilbage, og vi har haft den store glæde og fornøjelse at hjælpe ham med nogle ting undervejs. Vi er jo begge musikidioter – specielt til rock siden – og vi er desværre nok en uddøende race. Derfor er det vigtigt for os, at vi holder det i live her hvor vi er, ihvertfald mindst indtil vi stiller træskoene eller mister hørelsen.

Tam spiller selv trommer i bandet Zuperjune (til UG med kryds og slange. Jeg ved det, for min far var trommeslager). June er en gudsbenådet guitarist og sanger, og så har de dygtige Boat med på bas. Han er elektriker til daglig, og han har lavet alt strøm i baren. Tilsammen skaber de magi, når de spiller, og jeg har lært rigtig mange nye rocknumre at kende, siden vi har mødt dem.

Jeg er så gift med Georg Gearløs. Faktisk har jeg måske selv lidt Georg Gearløs i blodet, for jeg er også god til at finde på mærkelige praktiske løsninger, som HAN så skal udføre!

Nå men…. En stor drøm for “Khun E.T.”, som han hedder her, har været at bygge hornhøjtalere ind i en scene. Den drøm har han fået opfyldt nu, for nu ligger det eneste eksemplar i verden bygget ind i en bar her i Hua Hin. De er bygget ude i vores carport, og jeg har støvsuget flere kilo cementstøv op i hele huset i en måned på grund af dem. De stod deres prøve i aftes, hvor der var “soft opening” i baren, og de gjorde det rigtig godt. Mor er stolt!! Ja, det var Far sådan set også.

I aftes var som nævnt “Soft Opening”. Det er et thai fænomen, som betyder, at man åbner butikken, når man nu kan, og så foretages diverse forbedringer og tilretninger derefter. Senere kommer så “Grand Opening”, og det er på en bestemt dato, som betyder Good Luck. Jeg har prøvet at spørge ind til, hvordan de finder den helt rigtige dato, men det er noget med stjerner, munke, numerologi og sådan noget. Til Grand Opening hujer man nøjagtig lige så meget rundt, som til soft opening, og ideen er ikke dum, for så får man to fester i stedet for kun en.

Hua Hin har en meget stor skare af musikelskere, og der sker bare SÅ meget her. Bare i går aftes ville vi gerne kunne dele os i flere dele og se og høre alt det musik rundt omkring. I aftes kom mange fans og gode venner i forretningen, som han havde fået stillet an efter alle Covid regler med måling af temperatur, afspærring, sprit og mundbind til personalet. Vi andre råhyggede bare, og det var skønt at se en masse kendte og glade ansigter igen. På Rock Zone har vi igennem flere år sagt hej til “Ole Petersen”. Ja, det hedder han altså ikke, for han er englænder. Men han ligner til forveksling en tidligere kollega i Danmark med det samme navn. Her i husholdningen har han aldrig heddet andet en Ole Petersen – en fast gæst, der kommer og drikker et par øl, og så går han hjem igen. I går fik han en mega krammer, for vi har da savnet at sige dav til ham i mange måneder. Han er ikke helt ny, og det var dejligt at se, at han stadig har det godt.

I aftes kom også en ældre mand, som er en trommeslager guru her i Thailand, og i øvrigt Tam´s lærer. Han spillede et par numre, og han var stadig helt skarp og bærer sin 77 år formidabelt godt. Stor ære for Tam og til stor jubel for alle musikfans.  Ellers var der også masser af andre musikere, som jammede – spillede og sang – og havde en god aften. Et fælleskab, som udspringer af glæden ved musik. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan forklare det, men det giver virkelig en følelse af lykke at lytte til god live musik med gode venner.

At der så mangler alle barens fans fra alverdens lande er noget skrot. Der mangler selvfølgelig en del af kundegrundlaget, og det kan mærkes. Der er mange om buddet her. Jeg føler også med alle dem, som ikke kan komme hertil og være med. Jeg er så taknemmelig for at vi kan leve livet som vi gør på trods af den s…… influenza.

Nå, men nu vil jeg lægge mig på sofaen lidt, for jeg fik måske liiiiiige en Leo for meget i går!

 

Efter en måneds restriktioner….

Efter en måneds Covid-19 restriktioner ser det nu ud til, at mange ting igen kan åbne op mange steder her i Thailand fra i næste uge.

Dette er bare en hurtig opdatering på situationen her i Thailand med udgangspunkt i verdens navle – Hua Hin.

Vi er heldige

Vi føler os meget heldige. Vi bor i et land, hvor det hele ikke er lukket fuldstændig ned, og hvor man nu løsner op på restriktionerne igen. Vi er SÅ privilegerede, og det skønner vi virkelig på. Vi kan jo læse, at Covid-19 situationen i Europa og mange andre steder er meget dyster.

Men her er det også så trist at se, hvor hårdt det går ud over de mennesker, der mister deres arbejde. Eller dem som ikke kan sælge noget som helst, fordi kundegrundlaget simpelthen er væk. Det er jo specielt folk, der tidligere har arbejdet i turistindustrien, der er kommet i klemme. Der var kommet lidt gang i indenrigsturismen i slutningen af 2020, men da man lukkede ned i begyndelsen af januar, bukkede mange flere under.

Måske er det også derfor, at der bliver åbnet op igen mange steder. Presset på regeringen er massivt, for selv om nogle grupper af arbejdsløse kan få 3500 baht (700 kr.) pr. måned i 3 måneder fra staten, så er det jo ikke til megen hjælp. Har man hus og bil og børn i skole osv. osv., så er man godt nok i problemer. Hjælpepakkerne er et forsøg på at hjælpe, men det er svært for de berørte at få det til at hænge sammen alligevel.

Der åbnes op fra på mandag

Mange ting åbnes op fra på mandag den 1. februar undtagen i Samut Sakhon tæt på Bangkok, hvor den seneste bølge stammer fra. Her har man testet mange mennesker i denne uge, og man har fundet nogle hundrede nye smittede hver dag. Primært arbejdere fra andre lande, som arbejder på et kæmpestort fiskemarked, og som er stuvet sammen i sovesale under ikke så gode forhold. Hvis de testes positive, bliver de sendt på et felthospital, medmindre de er meget syge, så kommer de på hospitalet.

Der åbnes op fra mandag, men det skal dog siges, at intet er sikkert, før det har været offentliggjort i “Royal Gazette”, som er Thailands svar på Statstidende. Informationerne blev offentliggjort på TV i dag i “Dagens Tal”, som jeg kalder dem – den daglige opdatering på situationen. Skolerne åbner igen langt de fleste steder fra på mandag, og også mange andre forretninger som massagesteder, fitnesscentre og barer kan åbne. Landet er delt op i 5 zoner efter antallet af smittede, og det afgør også, hvad der kan åbne eller skal forblive lukket.

Her i Hua Hin er vi “gule”, og her må vi åbne det meste, men så er der lige det med de lokale guvernører. Guvernøren i hver provins bestemmer, og guvernøren kan ikke slække på de overordnede regler, men de kan skærpe dem. Rygtet siger, at vi får lov at følge de nationale regler, hvilket er rigtig godt.

Så vi håber….

Det ville være KONGE, hvis vi igen kan gå på restaurant og samtidigt få en øl eller et glas vin – altså lovligt og ikke i et papbæger. Vi har mestendels holdt os hjemme i den sidste måned, men det er bestemt ikke frivilligt. Vi savner live musik, så det gør ondt, og så har vi også vores lille hjertebarn. Rock Zone her i Hua Hin.

Jeg har flere gange skrevet om vores ven Tam, som måtte lukke sin bar Rock Zone i marts måned sidste år, blandt andet fordi hans udlejer ikke var til at hugge eller stikke i. Nu har han så brugt et par måneder på at finde og få lavet et nyt sted i samme nabolag med super beliggenhed. Vi tripper selvfølgelig rundt og venter på, at han kan lukke op. Min bedre halvdel spiller bas, og han er desuden interesseret i teknik og akustik. Han er helt naturligt blevet konsulent på projektet, og har rodet med ideer til højtalere, sceneopbygning, toiletindretning og mange andre ting.

Med den nye udmelding og bortfald af restriktioner forhåbentlig i næste uge har Tam pludselig travlt med at blive færdig med at indrette sin nye Rock Zone, så han kan åbne og spille noget rock musik igen allerede i næste uge.

Jeg kommer til at skrive mere om det projekt meget snart.

Forhåbentlig kan jeg berette om, hvordan det er gået for Tam at åbne Rock Zone igen. Og hvordan det har været at høre hans band Zuperjune igen.

Vi er ihvertfald klar. Reglerne siger, at man gerne må spille live musik, men det er ulovligt at danse. Jeg håber ikke, at man kan blive arresteret for at gå rundt med armene over hovedet….

 

 

 

På tur til Pala U

For en månedstid siden var vi på tur til Pala U. Det er et område, som ligger ca. 65 km fra Hua Hin, og hovedattraktionen er et vandfald i 16 niveauer.

Pala U ligger stik vest for Hua Hin, og vejene er nogle steder ret snørklede men ikke dårlige. Hele området og selve vandfaldet ligger i en nationalpark, hvor der er chance for at møde vilde elefanter – og de ER virkelig vilde, så man skal passe på. Beliggenheden i en nationalpark betyder, at man skal betale for at komme ind, og det er forholdsvis dyrt. Det koster ikke ret meget for thaierne, men udlændinge skal betale 400 baht pr. person. Alt efter forholdene kan man klatre op ad de 16 niveauer. Hvis der er kommet meget vand, lukkes der af.

Vi var for nogle år siden på en dagtur med vores venner (mens vi stadig var turister i Thailand), og det var ikke lige noget for mig. Naturen er super smuk, og der er da også et vandfald. Men for at få det bedste ud af det og se noget mere af det end bare vandhullet forneden, skal man klatre på dårlige stier med glatte sten. Jeg havde ikke lige mine vandrestøvler med, ha ha, og det gik ikke så godt i klip-klappere. Derfor blev jeg nedenfor og ventede på de andre – det var rigeligt for mig.

Men hvis man er til den slags halsbrækkende øvelser, så er det helt sikkert en stor oplevelse. Naturen er under alle omstændigheder så smuk i området.

En tur til Pala U på thai manér

Denne gang var anledningen til en tur til Pala U en helt anden end vandfaldet.

Vi blev med kort varsel inviteret til Pala U af Tam, vores thai ven. Anledningen var, at han skulle mødes med sit gamle rockband fra skoletiden, en årlig tradition som foregår hjemme hos den ene af musikerne.

Da vi blev hentet af Tam og hans to teanagepiger kl. 17, kiggede de lige lidt blanke på os. “Where are your bags?” Øh hvad?? “Tonight we party, party and go home tomorrow!” 7 minutter tog det mig at pakke en taske med det mest nødvendige, og så var vi afsted.

Køretiden til Pala U skal ifølge Google Maps tage 1 time og 12 minutter fra vores hus. Men nu var det jo en tur med en thai familie….. De fleste danskere kører fra A til B, hvis turen ikke er så lang, at der skal indlægges pauser. En god time inviterer ikke på en masse pauser i min verden, men sådan er det altså ikke her. Rejsen er også en del af turen, og der er mange ærinder, der skal ordnes undervejs. Først skulle vi tanke, 5 km senere skulle pigerne i 7-11, og det tog godt og vel et kvarter, mens vi tre voksne ventede i bilen. Nu var de udstyret med en pose med chips og drikkevarer i alle afskygninger, og så havde de også lige købt sig en varm toast til turen. Senere var vi inde hos en ølmand og hente øl og thai whisky.

Da vi nåede frem, var det blevet mørkt, og der var gået næsten 2 timer! Jeg skal lige huske at nævne, at vi på turen mødte en kæmpestor hanelefant, der stod i vejkanten og kigge på os – imponerende og skræmmende, for enlige hanelefanter kan altså være aggressive og farlige!

Hytter i det grønne

Stedet, som Tams kammerat ejer sammen med sin familie, er en slags hytte hotel, som ligger ved Pran River. Vi kunne ikke se meget i mørket, men vi fik tildelt en lille fin hytte i bambus, så vi lige kunne komme af med tasken.

Så blev vi inviteret “indenfor”. Jeg tog desværre ingen billeder, for det syntes jeg var for anmassende. Jeg skal forsøge at beskrive det i stedet.

Huset bestod af nogle soveværelser i en lille bygning, men selve “leverummet” var et stort rum under et stort tag foran værelserne. Den ene afdeling var carport, den næste var stuen, og den sidste var arbejdsrummet. I stuen var der et stort tv, der viste den thailandske udgave af en populær talentkonkurrence. Der var også et par spiseborde, og det var det. Der var et stort køkken i thai stil, og arbejdsrummet var indrettet til at pakke frugt og grønt fra deres egen plantage rundt om ejendommen.

Der var 3 generationer tilstede, og nogle af dem var i gang med at spise, ungerne legede, og Tams kammerater fra bandet var ved at lave mad. Som lidt ekstra kolorit var der også et par høns, nogle katte og et par hunde – den ene med 6-7 hundehvalpe.

En rigtig sjov aften

Vi fik en skål ris stillet foran os, og så var der et par retter på bordet. Desværre havde vi ikke fattet, at der ville komme 6-7 retter mere, så appetitten holdt desværre ikke igennem hele måltidet. Der blev skænket op i vores glas, så snart det var tomt, og der blev snakket på kryds og tværs.

Vores thai er stadig ikke godt nok til at kunne føre en fornuftig samtale, men de anstrengte sig virkelig for at tale så langsomt, at vi også kunne forstå noget af det. Vi var så heldige, at en dame af den ældre generation havde været engelsklærer, så med hende gik det rigtig fint.

Det var virkelig en sjov og anderledes aften! Men kold! Pala U ligger inde i landet og også noget højere end Hua Hin. Vi har haft en meget kold periode i december og januar, og det var ikke mindre koldt derude. Nøj, hvor vi frøs. Selvom jeg havde lange bukser, sko og strømper og en dunjakke på, var jeg iskold til sidst. Vi gik i seng ved midnatstid, så det lille orkester kunne få tid til at snakke lidt uden at skulle tage hensyn til de to faranger.

En kold nat med mærkelige lyde

Da vi skulle i seng, blev vi enige om, at vi ihvertfald IKKE skulle have en masse tøj af. Der var iskoldt i den hytte! Der var et par tæpper at sove under, men da vi begge var godt kolde, var det svært at få varmen. Badeværelset var med stengulv, så jeg måtte sige “sorry” til værten og hente mine sko, da jeg skulle derud (man går jo ikke med sko inde i husene her)….

Sikke en nat! Godt vi havde fået godt med øl, for ellers havde vi ikke lukket et øje. Der var så koldt, at jeg nærmest lå ovenpå min bedre halvdel for at stjæle lidt af hans varme! Og så er der mange mærkelige lyde, når man kommer ud på landet. Jeg vågnede på et tidspunkt ved nogle mærkelige gryntelyde. Dagen efter fandt vi ud af, at det er elefanterne, der kommer og drikker i floden lige nedenfor hytterne!

Næste morgen skulle vi have et brusebad. Heldigvis var der varmt vand, men jeg har vist ALDRIG været så hurtig til at komme i tøjet igen!

Bagefter var vi rundt og se på det hele, og her er nogle billeder derfra. Et meget meget charmerende og smukt sted.

Der ligger masser af små “hytte steder” i området, og det kan varmt anbefales at prøve. Det er rigtig charmerende, og der er meget, meget smukt. Hvis man går på Google Maps kan man finde en del, og det koster næsten ingenting. Tam gav 500 baht for 2 hytter, men det kan altså godt have været en rigtig vennepris.

Hjemtur

Vi ventede nok en time på, at de to teenagepiger skulle få øjne og få sat hår, men vi udnyttede tiden til at sidde og nyde roen og freden. Vi sagde farvel til værten og hans familie, og vi fik lige et kæmpe bundt hjemmedyrkede bananer med hjem.

Så gik det hjemover – på thai manér. Vi havde ikke fået morgenmad, så vi stoppede efter et kvarters kørsel ind et hyggeligt sted, hvor vi faktisk også var på den første tur til Pala U. Dusita Garden hedder det, og kommer man på de kanter, kan stedet varmt anbefales. God mad i en dejlig have. Vi fik morgenmad med stegte ris, sprøde rejer og frisk frugt, og det var helt fint, selvom vi normalt bare får en rugbrødsmad.

Så gik det hjemover….. Men der måtte altså lige en tur i 7-11 til, inden vi var hjemme, så hjemturen løb op i lidt over 2 timer. Nå, men vi er jo pensionister, så det kan jo være helt lige meget!

Hvilken ære….

Da vi kom hjem var vi trætte, men også fyldt med indtryk og med en dejlig følelse i kroppen af at have oplevet noget helt specielt. Hvilken ære at blive inviteret med til sådan en begivenhed, hvor man ovenikøbet bliver behandlet som specielle gæster. Sådan en oplevelse kan man ikke købe for penge!

Alle var bare så søde og venlige, som nu rigtig mange thaier er, og vi skal sent glemme den oplevelse.

Men det var nu dejligt, at vi om aftenen kunne kravle i vores egen gode seng med varme fødder og uden at skulle sove i en masse tøj!

 

 

 

 

 

 

Mine 3 bedste eller værste oplevelser med gekkoer i Thailand

De fleste, der har været i Thailand eller omliggende lande, kender dem. Gekkoerne. De kommer frem om aftenen, hvor de sidder på mure og lysskilte og venter på, at de kan få sig noget føde i form af insekter.

Nogle hader gekkoerne, men jeg synes de er nyttedyr, fordi de spiser insekter, og så er de jo helt harmløse….. Bortset fra at man kan risikere et hjertestop over de små øgler! Lidt ligesom mus – vel egentlig fordi de er så hurtige.

Jeg har faktisk skrevet om gekkoer før for et par år siden, men jeg synes faktisk, at de små øgler fortjener en lille ekstra omtale.

Dyr i Thailand

Når man bor i Thailand bliver man nødt til at lære at leve med, at der er forskelligt kryb, som man ikke er vant til i Danmark. Der er giftige slanger og edderkopper, myg med sygdomme, og der er kakerlakker (som er min hadefavorit – jeg kan næsten ikke engang feje et dødt eksemplar op). Og så er der andre mystiske ting, der kan bide som centipeder og små bitte fluer, der kan få en arm til at svulme op til dobbelt størrelse. Jo tættere man er på “rigtig” natur, jo værre bliver det, tror jeg, og derfor er jeg også glad for at bo så tæt på byen, som vi gør. Og tæt på en lille fodboldbane, hvor de lokale styrter rundt og larmer nogle timer om dagen. Vi skal dog ikke mere end 50 meter væk, før jeg ihvertfald IKKE skal ind i græsset!

Gekkoerne er bare små fredelige øgler, som spiser insekter (og også andet – det kommer om lidt). Der er bare det, at “what comes in, must go out”, og det gør de så ned ad væggene, på gulvene, dørkarmene osv. Som min veninde siger: De værste er dem med tynd mave! Som vi bor her i Thailand, så står de fleste døre og vinduer åbent hele dagen og det meste af aftenen, så vi lever med gekkoerne ret tæt på. De kan bevæge sig ubesværet ud og ind, de falder ud af en bluse, de bor bagved nipsting – ja, de er sådan set overalt. De lægger æg i stikkontakterne, og de kan få en motorstyring til at kortslutte, og man kan sågar få dem med i bilen!

Men her kommer mine tre bedste/værste oplevelser med gekkoer:

En ukoncentreret gekko

I 1993 var vi i Thailand for første gang, og det var MEGET eksotisk. Jeg var sådan set syg i maven fra vi kom til vi tog hjem, men vi fik da alligevel oplevet noget undervejs. Vi var på en grupperejse, og et af stoppene undervejs var på et flotel – altså hytter ude i en flod. Der var ingen elektricitet, men der var MASSER af myg. Man kunne høre naboen snorke, og man kunne se lige ned i floden i toilettet. Om aftenen var der mad i restauranten, og vi sad 20 mennesker bænket om bordet med traditionel thai mad – suppe, ris, stuvning og frugt.

Oppe på loftet hang to gekkoer og kiggede på den samme natsværmer. De kredsede lidt rundt, og pludselig sprang begge på natsværmeren samtidigt. Og faldt ned i suppeskålen ved en af damerne. Hun skreg som en stukket gris, og vi andre skreg af grin. Ikke mindst da de sprang op af suppen og tog flugten hele vejen hen over spisebordet.

Den episode har vi aldrig glemt!

Gekko i skraldespanden

Jeg har faktisk to skøre oplevelser med gekkoer i skraldespanden. Måske endda med den samme gekko. Gekkoer tager farve efter omgivelserne, og da min skraldespand i køkkenet er sort, så var denne her gekko meget mørkebrun. Min skraldespand er fra Ikea og befinder sig i en skuffe. Jeg havde godt hørt det skrasle nede i plasticposen nogle gange, men jeg fik alligevel et kæmpe chock, da jeg en dag åbnede skuffen, og en velvoksen gekko sprang lige op på brystet af mig. Jeg er sikker på, at den blive lige så forskrækket som mig, for jeg skreg op og sprang rundt, da den flygtede ned ad min arm. En meget mærkelig følelse, for de har ligesom sugekopper på fødderne.

Lidt tid senere lavede jeg en aften noget mad med kylling. Der var lidt fraskær med sener og andet snask, og det smed jeg i skraldespanden. Jeg lagde dog ikke låget på, for jeg var stadig ved at lave mad. Da jeg 10 minutter senere åbnede igen, sad der en stor mørkebrun gekko og gloede på mig på kanten af spanden. Med et stykke kylling hængende ud af munden. Det så simpelthen så skægt ud, og jeg var mega ærgerlig over, at jeg ikke nåede at fotografere det. Men nu ved jeg altså, at de også spiser andet en fluer og myg! Små rovdyr!

Min yndlings gekko

Min favorit gekko var Fritzl. Ja, spørg ikke om, hvor det navn kom fra, men det kom han til at hedde. Det er ham man kan se på billedet ovenfor – et ungdomsbillede. Han boede bag ved vores kaffevandskoger på køkkenbordet og oppe bag ved et overskab. Han var her i måske trekvart år. Hver aften, når jeg begyndte at lave mad, kom han frem og sad på køkkenbordet og kiggede på mig. Jeg klaskede nogle insekter til ham, som han vældig gerne ville have. Til sidst var han nærmest halvtam. Han kom også frem, selvom vi havde gæster. Han mistede sin hale på et tidspunkt, som nu gekkoerne kan gøre. De bruger det som afledningsmanøvre, hvis de bliver truet, og halen ligger og vrikker i lang tid for sig selv. Når en gekko mister halen, skal den passe på, for den er meget sårbar. Vi så Fritzl få en ny hale på en måneds tid – ikke så fin som den gamle, men tæt på. Vi kunne også godt se, at den blev større og større – han blev jo også fodret godt.

Pludselig en dag kom han ikke mere, og det var noget trist. Måske blev han spist af en tokay (den noget større fætter til gekkoen) eller af naboens kat.

Gekkoer er en del af livet her i Thailand. Medmindre man har kat. Vores venner har en stor kat, som sætter stor pris på gekkoer, så de har en naturlig regulering af bestanden.

Jeg hygger mig stadig ved at høre deres klikkelyde om morgenen, når det er ved at blive lyst. Jeg passer på ikke at støvsuge de små unger op, jeg hjælper dem op af køkkenvasken, og de får bare lov til at bo i mine gardiner, selvom de sviner ad Pommern til.

Det betyder så også, at vi har MASSER af dem til at tage eventuelle myg og andre insekter.

Gekkoerne længe leve!

 

 

At få thai venner i Thailand

Inden vi flyttede til Thailand, læste vi om, at man aldrig kan komme rigtig tæt på en thai. Vi læste, at de fleste er søde og høflige, men de holder dig som udlænding på en arms afstand. Men er det rigtigt?

Lige børn leger bedst

For os var den oprindelige drøm, at vi skulle flytte til Thailand og bo i et thai “community” og blive totalt integreret. Ikke noget med at omgås andre danskere eller andre udlændinge som det foretrukne – eller lave “ghetto” med andre udlændinge. Hold nu op, hvor bliver man bare klogere!

Det har ikke noget at gøre med, om man vil integreres eller ej. Og det er ikke fordi thaierne ikke er venlige og imødekommende. Der er bare et kæmpe forskel i værdisæt, opdragelse, syn på verden, sprogproblemer og en masse andre ting.

I formiddags har vi “spildt” en halv time på at skraldgrine af en video, hvor Dronning Margrethe udsættes for et “skinketrick” af Rune Klan til en gallamiddag – ja, så nappede vi også lige Søren Østergård der har fået melallergi og danser med koteletter til et andet arrangement, hvor dronningen er æresgæst. Vi grinede, så tårerne trillede! Begge dele er bare så DANSK! Thai humor og dansk humor ligger ikke SÅ langt fra hinanden, men vi snakkede om, at vi ikke kunne forklare en thai, at den danske dronning sad og bladrede i skinkeskiver til en royal middag. Det ville ALDRIG ske her.

Som dansker er man helt fra barn opdraget til at tænke kritisk og stille spørgsmål. Til at udforske, lære nyt og udbygge sin horisont. Uden at være kritisk – men bare konstaterende – så er det ikke det man lærer her. Her lærer de fleste at være stolt af at være thai, at arbejde hårdt og ofre sig for familien. Det er ret langt fra dansk opdragelse, og det kan være svært at forstå hinanden fra de helt forskellige normer.

Lige børn leger bedst. Sådan er det bare.

Hvad binder så folk sammen?

Hvad er det, der binder folk sammen på tværs af kulturer? Hvordan og hvorfor kan man få en ven, der har nogle helt andre værdisæt og en helt anden verdensopfattelse end en selv? Det kan netop være humor, men det kan jo også være fælles interesser, selvom udgangspunkterne måske er forskellige. Eller kærlighed, når man møder den person, man bare gerne vil være sammen med, selvom det er svært at kommunikere og alt er fremmed. Når først man “klikker” med en anden person, så er man nysgerrig og åben, og man har ikke travlt med at sammenligne alting imod i ens egen målestok.

Den store glæde og fornøjelse at få venner af thai afstamning har vi været så heldige at få, og vi er dybt, dybt taknemmelige for at få lov at deltage i deres liv.

De helt specielle oplevelser

For et årstid siden besøgte vi vores veninde Foon i Samut Songkram. Hun arbejder på et hotel, hvor hun har arbejdet sig op til at være afdelingsleder – hun er afholdt og respekteret, og det forstår man godt. Vi har kendt hende i mere end 10 år, og vi skriver eller snakker sammen med jævne mellemrum. Vi har besøgt hende og hendes gamle mor, og det har været nogle fantastiske oplevelser.

Her i Hua Hin har vi mødt en “soul mate” i musik og andre interesser. Tam er musiker, forretningsmand, madentusiast, far, husbond og (har vi fundet ud af) en udmærket thai lærer. Jeg har tidligere skrevet om ham her. Siden det indlæg har vi lært ham meget bedre at kende, og det har været en fantastisk rejse. Vi finder hele tiden nye sammenfaldende interesser, og vi er også ret enige om vores verdenssyn.

Tam er thai af kinesisk afstamning, så han er som så mange andre her i landet påvirket af både thai og kinesisk kultur.

En rigtig ven på thai

I min verden er gode venner lige så vigtige som familie. Når man kun har en lille familie, så er det skønt at have gode venner i sit liv. Når man bliver ven med en thai, så er man en del af familien, og det er ret specielt. Jeg kaldte for noget tid siden Tam for “my friend” – det faldt ham for brystet. “Not friend”, sagde han, “BROTHER!”. Så nu har jeg fået en ny bror, og jeg er blevet tante til 3 børn! Hvem dælen havde troet det?

Når man så er blevet “sister” eller “brother” – og ovenikøbet “pi” (ældre søster eller bror), har man en særlig status. For en dansker er det næsten for meget, for der er sørme ikke mange der behandler de “gamle” med respekt, hvor vi kommer fra. Her er den respekt kommet ind med modermælken.

Min bedre halvdel har været med Tam hjemme hos hans forældre, og er blevet “godkendt”. Jeg mødte Tams far første gang i en genbrugsbutik, hvor han var ved at blive klippet i en  frisørsalon i privaten. Jeg var SÅ glad for, at jeg kunne huske at sige “nice to meet you” på thai. Det tror jeg, gav lidt plusser i min bog. Han er jo helt klart “pi” i forhold til mig.

Fredericia Hovedbanegård

Vi laver sjov med, at vores hjem nu er blevet Fredericia Hovedbanegård. Jeg har aldrig været vild med “uventede gæster”, mens vi boede i Danmark. Måske fordi jeg havde en opfattelse af, at alt skulle være perfekt, og at der ikke måtte være rod, vasketøj, et køkken i kaos og så videre, når vi fik gæster.

Men her har jeg lært, at når man har fået thai familie, så kan man bare glemme alt det pjat. De er da fuldkommen ligeglade, og de er bare interesseret i, hvad man render og roder med. Og i virkeligheden er det da også fuldstændig ligegyldigt om der er ryddet op eller ej.

Nu kommer der børn og vælter rundt i poolen, slæber vand rundt i hele huset, spilder cola på sofabordet, råber og skriger og har det sjovt. Vi må finde ud af at få lavet mad til gæster, når vi troede, vi kun var to. Vi må spise pølser klokken 16, fordi de er gode, og sælgeren sælger dem i et kort tidsrum. Det er så SUNDT. Hårdt indimellem, men dælme også sjovt.

Musikken

Ja, og så er der jo musikken. Da jeg var ung spillede jeg i bands og var vild med musik. Jeg havde en klasselærer i skolen (tak Allan Hansen), som gav os alle i Spandet Skole en gave for livet – MUSIK. For mit vedkommende har det ligget i dvale i en del år. Arbejde, arbejde, arbejde og ikke overskud til at glædes ved musik.

Heldigvis er det kommet tilbage med fuld musik (ja undskyld), og det skyldes ikke mindst Tam og hans band. De spiller numre, jeg aldrig har hørt før, og jeg har lært en masse nyt (gammelt). Det er fantastisk at spille numre med “Dizzy Miss Lizzy” for ham. Dansk rock musik af den mere komplicerede slags, og det skønner han bare på. Tam trækker vejret for sin familie og for at spille rock musik.

Og så kommer jeg tilbage til “Lige børn leger bedst”. En fælles interesse giver en stor platform for et venskab, og så kan man jo altid udvide med andre emner. Og det på trods af forskellige kulturer og helt forskellige udgangspunkter.

Uden musik havde vi aldrig fået en ny bror, og jeg er dybt taknemmelig.

Jeg kommer til at skrive mere om Tam, for han har givet os så mange sjove og specielle oplevelser, som jeg gerne vil dele.