Glædelig Jul – og så hurtigt kan det gå galt….

Glædelig Jul til jer som gider at læse med her på min blog fra Thailand!

Her var der lagt op til næsten “old normal” med fejring af jul og nytår og mange events over hele landet for at stimulere økonomien. Desværre er smittetallet her i Thailand gået fra 0 (udover folk i karantæne), og det har virkelig skabt frygt her i landet.

Det drejer sig ikke om de store tal efter landets størrelse, men eftersom man her har et mål om 0 smittede i Thailand, så er vi på vej udover kanten med godt 1000 smittede i løbet af den sidste uge. Det hele udspringer angiveligt fra en rejesælger på et marked i Samut Sakhon, som ligger sydvest for Bangkok på vej her til Hua Hin. Ifølge myndighederne kommer smitten fra gæstearbejdere fra Myanmar, som arbejder på fiskemarkedet i byen. Nu er smitten så spredt ud til store dele af landet via den kanal, og jo mere man tester, desto flere tilfælde finder man.

Det er jo ikke noget nyt. Man har i de sidste mange måneder ikke gjort meget i at teste her i landet. Det er kun gratis at blive testet, hvis man bliver indlagt, og det kan vel nok afholde de fleste thaier fra at gå den vej, for slet ikke at tale om gæstearbejdere, der bor som sild i en tønde i barakker, og som kun får en lille bitte løn på 30-50 kr. pr. dag.

Men det måtte jo komme, selvom også vi var blevet lullet ind i, at vi bare skulle være isoleret, indtil der kommer en vaccine. Grænsen til Myanmar er en si – 5000 km hvor meget af det er jungle. I Myanmar har de lukket ned mange steder, for de har fået en af de supersmitsomme strenge, som det ser ud. Folk derfra er desperate for at arbejde og tjene penge, og her vil arbejdsgiverne ikke betale en thai mindstelønnen, hvis han kan nøjes med det halve til en arbejder fra Myanmar. Der smuttede også lige nogle thai kvinder over grænsen fra Myanmar, for deres arbejdspladser var lukket ned. Et par af dem fløj lidt med indenrigsfly, gik i shoppingcenter og besøgte familie.

De sidste håb om indtjening over nytår er slukket

Rigtig mange arrangementer aflyses i hele landet i disse dage, og det er nok klogt nok. Det går dog hårdt ud over de næringsdrivende, som nu endelig havde lidt indenrigsturisme i udsigt i forbindelse med nytåret. Det er guvernøren, der bestemmer hvad der skal ske i den enkelte provins, men ingen tør nok stå med ansvaret, hvis der skulle dukke en supersmittebærer op i netop deres provins. Derfor breder det sig som en steppebrand, og her i Prachuap Khirikhan, som vi hører under, er det netop offentliggjort at alt er aflyst. Alle koncerter, fyrværkeri osv. osv. Sikkert klogt nok men meget trist.

Vi har ikke lock-down endnu, men skulle der dukke ganske få tilfælde op her i provinsen, så bliver der lukket ned for alt. Vi mærker tydeligt, at der nu er strammet op igen. I sidste uge kunne man bare vade ind i Makro, hvis man bar maske og fik målt sin temperatur. Nu skal vi bruge sporingsprogrammet Thai Chana (som virker bob-bob), og hænderne skal sprittes af.

Vores lokale ølmand advarede i dag om, at han ikke kan ordre hos bryggerierne mere, så nu har vi lige sørget for, at vi ikke bliver tørlagt. Han har fået at vide, at det kommer til at tage mindst en måned, men der er ikke noget officielt overhovedet. Alkoholforbud følger med lock-down her, for det anses af myndighederne som roden til alt ondt. Til gengæld kan man gerne gå ind på det lokale morgenmarked og kante sig rundt imellem folk, fisk, kød og grønsager.

Glædelig Jul

Nu vil jeg ikke hyle mere over det – vi har jo været priviligerede her i Thailand i lang tid. Vi skal stadig fejre jul og forhåbentlig også nytår sammen med gode venner, og det er da det vigtigste af alt.

Vi kan stadig gå ud i det skønne (men kolde) vejr og synge “Dejlig er den Himmel Blå”, så det vil vi så gøre!

Rigtig Glædelig Jul!

 

Her i Hua Hin bygger vi os ud af krisen

Covid-19 krisen har ramt hårdt alle steder, og Hua Hin er bestemt ikke blevet forbigået. Men det er som om, at optimismen lever, og at byen ændrer sig – måske endda til det bedre. Her bygges ihvertfald overalt!

Rapporter fra Hua Hin

I den forgangne weekend var der Jazz Festival på stranden i Hua Hin fredag og lørdag. Det trak en del mennesker fra Bangkok og selvfølgelig også Hua Hin og oplandet rundt omkring. Blandt andet deltog en kendt britisk blogger, Richard Barrow, i arrangementet. Han bor i Bangkok og har en Facebook side med næsten 125.000 følgere, så han er ikke en hr. Hvem-som-helst. Han skriver om Thailand, og han er så kendt, at turistministeriet, hoteller og seværdigheder inviterer ham på forskellige ture, så han kan skrive om det. Han gik sig så lige en tur i midtbyen i Hua Hin under jazz festivalen, og postede på sin Facebook side,  at Hua Hin er død!  Han postede en masse billeder af tomme (undskyld mig, men hjernedøde) barer i Bintabaht i midtbyen.  Opslaget blev i de følgende dage delt på mange danske, engelske og tyske grupper på Facebook.

Ja, Binthabat i midtbyen er død. Og hvorfor er det område så dødt? Nu var det jo Jazz Festival – det er den ene ting…. Men det er også fordi der kun er barer, som er tiltænkt turister, der kommer og drikker sig stangbacardi og vælter rundt i larmende, ligegyldig musik. I min verden er de alle sammen ens, og undskyld udtrykket, røvkedelige. Ikke mange af os, der bor her fast, gider sidde og høre på unga-unga musik i en tom bar med drikkevarer til skyhøje overpriser. Hvis Richard Barrow i stedet var gået en tur forbi Father Ted’s (som ligger lige i udkanten af Bintabaht) havde han set et sted fyldt med mennesker på grund af den gode mad, super betjening og kvalitetsunderholdning. Hvis han havde taget en taxi til 100 baht ud til vores område i Soi 88 og 94 havde billedet også været et andet.

Vi var tilfældigvis i byen på Soi 94 med nogle venner i lørdags på samme tid. Og nej, der var ikke så mange mennesker, som der burde være. Til gengæld var der en dejlig, fortættet stemning blandt de mennesker, der rent faktisk var ude og nyde den dejlige thailandske aften. Og noget af det der slog mig var, at der faktisk var flere thaier ude på stederne i forhold til tidligere, hvor der nærmest kun var udlændinge.

Omstrukturering af Hua Hin

Lige nu er det ganske tydeligt, at der sker en omstrukturering af restaurant- og barliv i Hua Hin. Huslejen inde i midtbyen er skyhøj, og stemningen derinde er MEGET nedslående. Et af de pænt store natmarkeder tæt på templet i midtbyen er blevet revet ned, så mange boder og restauranter blev husvilde. Det har betydet, at der popper små markeder og nye steder op andre steder, blandt andet her hvor vi bor ved Soi 94. Nogle af de familier, der ejer jord her i området, øjner nu en chance for at starte på noget nyt og tjene nogle penge. Og det skal ikke kun være på udlændinge, men også på thaier.

Så der bygges!! Der rives ned og bygges nyt overalt. En stor del af ændringen i bybilledet er selvfølgelig bygningen af dual-track jernbanen igennem byen. Hvad det angår, tror jeg ikke, at byforskønnelse er et ord, der findes i den thailandske ordbog. Langs med banen var der mange boliger og forretninger, som havde indtaget området lidt efter lidt uden at have tilladelse. De bygninger er nu rykket ned mange steder, men det ser ærlig talt ikke skønt ud med et smadret hus, hvor toilettet står tilbage… Hvorfor de ikke lige gør det færdigt, forstår man som dansker ikke, men det er nok noget med, at det bare skal smadres så meget, at det ikke kan bruges.

Så er der de store trafikårer, som både 88 og 94 er i forbindelse med banen. Her er man ved at være færdig med Soi 88 overføringen, og nu har man lavet den mest mærkelige rundkørsel, jeg nogensinde har set. Før kaldte vi den “Crazy Roundabout” (med dødens rundkørsel ved Pala U Road). Nu kalder vi den “Confusing Roundabout”.

Læg mærke til den lillebitte rundkørsel lige fremme

Vi bygger os ud af krisen

Som nævnt tidligere, så bygges der masser af nyt. Selvfølgelig boliger og højhuse, men nu kommer der også nye restaurantområder forskellige steder. Et pænt stykke ude af Soi 88 er der nu et nyt “food court” på en stor mark, hvor der før var “jungle”. I hjørnet af området ligger den fineste lille restaurant bygget af genbrugsmaterialer – der var vi for et par uger siden, og det var SÅ charmerende med supergod mad.

Raan Rao Khao Lawm Cafe

Hvis man kender Soi 94, ved man også, at der ved jernbaneoverskæringen og 7-Eleven lå to restauranter over for hinanden. Den ene er nu jævnet med jorden, og den skal blive til “Lille Bintabaht” med små runde ølboder med fælles toilet, som man kender det fra Patong i gamle dage. Hvor godt det bliver, må guderne vide. Huslejen er kun en brøkdel af at have en bar i midtbyen. Bare de ikke alle skal spille forskellig musik som sindssyge og råbe efter alt med en puls på gaden.

Det gamle Esaan Station bliver til små barer

Rundt om hjørnet langs med banen var der for nogle år siden et sted, der hed Racing – det var en go-cart bane med noget bar og restaurant til. Det gik ikke, og de forsøgte at lukke op igen som food court for et par år siden. Det gik heller ikke. Nu er området ved at blive helt renoveret med nye træer og faciliteter, og der kommer musikscene, steakrestaurant, flere barer mm. Det bliver spændende med et nyt Racing Market.

Ude i den anden ende af byen mod nord, har de nu renoveret og forbedret go-cart banen, der ellers lignede noget, der var lukket. Igen et tegn på optimisme, og at man lige så godt kan udnytte den døde tid til at opgradere.

Go-cart bane med Indy Car sving. Det er dyrt men sikkert rigtig sjovt.

Lige nu afhænger alt af huslejen, og alle de grådige ejere af jord og bygninger kommer til at miste deres indtægt. Lejerne kan simpelthen ikke betale, når der ikke er omsætning nok til at holde skindet på næsen. Men de forretninger, der er heldige at få en overkommelig husleje og overlever og er klar, når der igen kommer turister til, har gode kort på hånden.

Omstillingsparathed

Et godt dansk (og meget langt ord). Men det er essensen af, hvad der kræves nu overalt i verden for at komme helskindet igennem denne møgsituation med en pandemi. Thaierne er normalt ret hurtige til at omstille sig, men det er som om turistindustrien har hængt i håndbremsen her. De restauranter og barer, der finder ud af at appellere til thaier eller expats klarer sig. Dem der stiller sig i døren hver aften og kigger efter turister bliver slemt skuffede. Lige nu er det bare med at finde nogle måder at trække lokalbefolkningen – både thaier og faranger ud af husene – hvis man er i bar- og restaurationsbranchen. Butikker, der kun sælger luksusvarer, må vente til weekenden, hvor folk fra Bangkok kommer herned, for almindelige thaier og fastboende udlændinge køber som regel ikke deres varer.

Vi var i Bluport (et shopping center i den dyre ende) i går, og det var dælme også en trist omgang. De to øverste etager, inklusiv den lækre biograf, er lukkede. Før var der en fin department store på næsten en hel etage med alt fra snørebånd til 75″ fjernsyn. Alle varer er nu fordelt rundt omkring, hvor der er plads, og det ligner et stort ophørsudsalg. Bagefter kørte vi til Market Village, som er mere populær blandt thaier, og der var stuvendes fuldt. Det var også Constitution Day i går, og mange havde fri.

Er Hua Hin død?

Ja, lige nu er Hua Hin død, hvis man ser det med en turist i midtbyens øjne. Det er mega synd for alle de mennesker, der har mistet deres job på grund af den manglende turisme. Mange af de ansatte i turistindustrien er rejst fra byen og hjem til deres familier. Det viser sig nu som et problem på en anden måde. Når man skal åbne noget nyt, er det super svært at få (godt) personale. En af grundene til, at Father Ted’s klarer sig så godt er, at han har holdt fast i sit personale under nedlukningen, og det gør han stadig. Derfor er det altid en fornøjelse at komme der – servicen er simpelthen i top.

Men er resten af Hua Hin så også død?

Ikke på samme måde. I denne ende af byen er det ikke spøgelsesagtigt, men det er sørme heller ikke som før. Alle kæmper for at overleve, og fortsætter det her et år mere, så klarer de de fleste den simpelthen ikke. Men her er mere “thai”, end det nogensinde har været, og vi må i det stille indrømme, at vi også nyder det indimellem. Området her har så meget sjæl og charme, fordi der er lokale markeder, små forretninger med alt fra tøj til isenkram, og så er der også noget til både os fastboende og turister i form af gode restauranter og barer.

Hvis du har været i Hua Hin sidste år eller i begyndelsen af 2020, så vil du nok blive overrasket over at komme her. Her er noget anderledes nu, det er sikkert. Men optimismen spirer, og vi der bor her lokalt må bare ud af hullerne og støtte de små forretningsdrivende.

 

Helbredscheck i Thailand

Her i Thailand er det muligt at få et årligt helbredscheck for ikke så vildt mange penge. Man skal lige lave lidt research, men så kan man faktisk godt finde noget temmelig omfattende til et par tusind kroner.

Reparationsalderen

Når man er lidt oppe i alderen, og man har haft lidt forskellige skavanker tidligere, så er det en god ide at lade sig undersøge med jævne mellemrum. I Danmark gør man ikke den slags udover screening af forskellige kræftformer. Det skyldes nok, at man i det danske sygehusvæsen mener, at det kan sygeliggøre befolkningen. Men for mig er det som med gamle biler – man kører dem ikke bare i smadder og så reparerer på dem bagefter. Så hellere få dem checket og repareret, før det går helt galt. Desuden er jeg så heldig, at min sygeforsikring betaler for et årligt check med blodprøver, scan, EKG, mammografi og alt det hele.

Vi plejer at tage afsted sidst på året, så vi valgte en dag til det i sidste uge på det ene af vores to lokale privathospitaler, San Paolo, her i Hua Hin. De kører med forskellige pakkeløsninger alt efter alder til fast pris. Vi havde booket tid på forhånd til et pensionist check, og vi skulle møde op fastende i 8 timer før. Det er ikke noget problem, men jeg vil sige, at da jeg endnu ikke havde fået noget at spise kl. 11 begyndte jeg at få det lidt små-dårligt. Her i Thailand er “fasting blood sugar” en meget vigtig faktor i sådan en blodprøve test, da det er en indikator på, om man har sukkersyge. Da vi ankom sagde de derfor: Goddag og velkommen. Har du spist eller drukket noget de sidste 8 timer?

Tålmodighed er en dyd

Når man skal på et hospital i Thailand, skal man virkelig væbne sig med tålmodighed. Og det gælder ikke kun offentlige hospitaler – de private er omtrent lige så slemme. Nu har vi været på Rutnin Eye Hospital i Bangkok en del gange det sidste halve år. For en utålmodig sjæl som mig er det et mareridt! Man får en tid kl. 14, og man skal være der klokken 13.30, og snakke med lægen 14.30. Klokken 16 sidder man stadig og venter…. Jeg er simpelthen ved at springe i luften over sådan noget! Der står godt nok på sedlen, at man skal forvente 1-4 timers ventetid på at komme til lægen, men det er da også helt vildt. Tænk hvis man skulle sige til sin arbejdsgiver i Danmark: Jeg skal til læge kl. 13 – jeg kommer om 4-5 timer.

San Paolo Hospital Hua Hin

San Paolo Hospital er et privathospital, som her i Hua Hin har 60 værelser. Det er ikke det billigste sted, men det er heller ikke ultra dyrt, som feks. Bangkok Hospital her i byen. Vi har en thai ven, som måtte en tur derned i sidste uge med stærke mavesmerter. Det blev betalt af hans sygeforsikring, som han ikke betaler ret meget for. Men det billigste er selvfølgelig det offentlige hospital, Hua Hin Hospital, eller militærhospitalet i Pranburi.

På San Paolo (og mange andre hospitaler i Thailand) har man en international afdeling, som tager sig af udenlandske patienter. Vi blev tildelt en sygeplejerske, som tilså os flere gange på “ruten”, og hvis vi kom i problemer et sted, kunne vi bare bede dem om at ringe til hende.

Som ekstra service skal man da ikke gå de 100 meter fra parkeringspladsen – man bliver da kørt i en golfvogn.

Shuttleservice fra parkeringspladsen

Helbredscheck – indhold

Sådan et helbredscheck på San Paolo består af følgende:

Højde, vægt, syn
Blodprøvetagning
EKG og røntgenbillede af torso
Mammografi (damer)
Ultralydsscanning af torso
Ultralydsscanning bryster (damer)
Celleskrab (damer)
Check af afføring og urin.

Tålmodighed og en god blære

De første ting er nemme nok, men inden man kommer ind til ultralydsscanning, skal man lige drikke så meget vand, at blæren er fyldt. Det er ikke lige sikkert, at man kommer ind, lige før blæren er fyldt, og man får ikke lov at gå på toilet med mindre man lægger sig ned og skriger.

Jeg skulle hilse og sige, at det ikke er sjovt at blive ultralydscannet, når man er lige ved at tisse i bukserne! Når det er overstået, så skal man tisse i et glas. Det er også en udfordring, når man bare føler trang til at åbne alle sluserne og ikke koncentrere sig om at ramme et lille glas.

Laboratoriet San Paolo Hospital Hua Hin

Mere tålmodighed

Egentlig skulle det ikke være så slemt at få lavet de her undersøgelser. Men det tog mig næsten 45 minutter at få lavet mammografi. Det meste af tiden sad jeg alene i et lillebitte iskoldt rum i noget tyndt hospitaltøj og ventede. Uden nogen form for underholdning, så nu kan jeg mønsteret i deres linoleum udenad.

Da vi var færdige med alle tests, skulle vi betale, og så blev vi sendt ud at spise frokost. Vi kørte nu hjem, og kørte tilbage på hospitalet 1 1/2 time senere. Der blev vi så bare sat til at vente igen. Denne gang for at få vores resultat læst op af en en læge. Lægen på San Paolo var professionel og nem at forstå. (Det var lægen på Phetchaburi Hospital for to år siden absolut ikke, og der gik vi begge ud som to store spørgsmålstegn.)

Når man får resultatet ved man hvad status er på blodsukker, kolesterol, de fleste indre organer, samt motorens tilstand, nemlig hjertet. Man er testet for tarmkræft, prostata, livmoderhalskræft (resultat kommer på email senere), brystkræft, hepatitis og en del flere ting. Utroligt hvor meget blodprøve, urinprøve og et par scanninger kan indikere.

Alt bliver forklaret af en læge, fint grundigt, men det tager ikke mange minutter. Resten er ventetid.

Endnu mere tålmodighed

Nu skulle vi betale…. Eller, det havde vi jo sådan set gjort. Nu skulle vores lille kvittering konverteres til en rigtig regning. Det tog sådan cirka en halv time. På det tidspunkt var jeg begyndt at vandre rundt i lokalet og se på brochurer, forsøge at læse skiltene, kigge på trafikken osv. Jeg får simpelthen pip af alt det papirkram. Det var ikke pga. kø, at vi skulle vente. Men der skulle bæres papirer fra receptionen til check-up skranken. Det skulle så flyttes adskillige gange af flere mennesker, før det kunne flyttes over til kassen. De stemplede noget, hvorefter papirerne forsvandt igen. Så kom vores søde “oppasser” over til os. Hun kunne godt se, at den ene af os var ved at lave hjulspor i fliserne. Just one moment please (en af de mest benyttede fraser her i Thailand).

Kassen og apoteket på San Paolo

Endelig kom vores papirer. En rigtig regning, som de sådan set bare kunne have printet til os, da vi betalte. Og så fik vi endelig det, vi har kommet for. Den lille karakterbog, der fortæller, hvordan det står til med det gamle kadaver.

Karakterbog – resultaterne på alle prøver og undersøgelser

Jeg synes selv, at jeg er super fit, men alligevel er de kolesterol tal stadig for høje. Min bedre halvdel fik til gengæld UG med kryds og slange (hvis nogen stadig ved, hvad det er), og det er jo ret flot. Han er trodsalt 12 år ældre end mig.

Ifølge lægen må jeg ikke spise stegt mad, skaldyr, kulhydrater, slik og søde sager. Ahrrr – tror lige, at jeg putter den rapport ned i skuffen til de andre to. Så håber jeg bare på, at den ser lidt bedre ud til næste år!

 

 

 

 

Lidt navlepilleri – er ved at løbe tør……

I dag skal det ikke handle om situationen i Thailand. Derimod lidt navlepilleri, for vi er ved at løbe tør for forsyninger fra Danmark.

Indtil nu har vi kunnet holde os kørende med de ting og sager, som vi selv eller vores søde venner og gæster har medbragt hertil fra Danmark. Det er selvfølgelig en lidt ligegyldig ting, set i forhold til hvad der ellers foregår i Thailand og resten af verden. Men det betyder noget for os i den lille almindelige dagligdag. Lad mig lige nævne nogle af de fjollede ting, vi har slæbt med i kufferten fra Danmark. Det er ikke nogen prioriteringsliste men bare en lille oversigt.

Tandpasta. Man kan købe gud ved hvor mange forskellige tandpastaer i Thailand. Bare ikke Zendium, som er opfundet i Danmark. Det er en tandpasta, som ikke skummer helt op i ørerne, og som sørger for at holde balancen i munden god og sund. Ingen af os har haft huller i tænderne, siden vi begyndte at bruge den tandpasta for 30 år siden. Men okay – nu er der tre (bittesmå) tuber tilbage, så om kort tid må vi over på noget andet. Det bliver en svær overgang.

Matadormix og skippermix. Ikke at vi spiser tonsvis af slik, men som de fleste danskere elsker vi også lakrids. Og gerne salmiaklakrids. Når jeg bød mine engelske kollegaer på en lakrids, mens jeg endnu arbejdede, var de ved at gå til. De syntes virkelig, det var ulækkert! Det er ligesom leverpostej: Man skal være opvokset med det. Vi kan godt købe Haribo lakrids i supermarkedet, men det har altså ikke noget med Piratos og Skippermix at gøre! Så for tiden er saltlakrids på rationering, og det varer ikke længe, før det er slut. Til gengæld kan man købe de sure cola vingummier her, og DE er gode!!

4-liter fryseposer. Ja, det lyder måske skørt, men når jeg tænker efter, så har jeg godt nok bare brugt mange af dem. Ikke særlig miljøvenligt godt nok, men det er bare snildt med en 4-liter frysepose. De fås i Føtex og andre steder på en rulle med 100 stk. til ingen penge. Her kan man kun få lynlåsposer, og de er så stive som et bræt, så man kan ikke klemme luften ud af posen.

Engangsvaskeklude. Heller ikke det mest miljøvenlige, og jeg har da aldrig brugt dem i Danmark. Men min nevø og hans kone havde en pakke med til at ordne numsen på den lille. De efterlod resten her hos os, og så var der en venlig sjæl på Facebook, der gav det gode råd at bruge engangsvaskeklude til at ordne skål og grej, når man har lavet gærdej. Haleluja! Jeg hader en opvaskebørste, vask, strainer, skål mm. der er sat til i gærdej. Med sådan en klud går det som en leg!! Jeg har googlet kloden tynd, men det er altså ikke noget, man kan købe i Thailand.

Mikrobølgeovnsfilm. Endnu en miljøgyser, men det er altså smart til en rest mad, som lige skal varmes op. Der findes ikke noget, der bare ligner det her, og heldigvis er min beholdning stadigvæk nogenlunde ok.

BH’er uden bøjler, skum og push-up. Det er stort set umuligt at finde. Og selvom jeg ikke har den store barm, så kniber det faktisk at finde en helt almindelig bh, som ikke ligner noget, der er 3 numre for småt, og hvor det buler ud både her og der. I denne varme gider jeg heller ikke gå rundt med 1/2 m3 skum på brystet, og de der bøjler nager og kradser ad pommern til. At gå uden er ikke nogen option – dertil er tyngdekraften her ved ækvator simpelthen for stærk. Derfor reparerer jeg mine gamle Sloggi BH’er igen og igen….

Mornaysauce og Carlsens peberrod. Hverken det ene eller det andet står på hylderne henne i supermarkedet, og de sidste reserver er nu helt sluppet op. Jeg må nu i gang med at eksperimentere med at lave hjemmelavet mornaysauce, men en almindelig hvid sovs med ost i er altså ikke det samme. Der mangler ligesom noget. Også selvom det er et industriprodukt. Hvis nogen har en opskrift på en god mornaysauce, så vil jeg være dybt taknemmelig.

Det her er bare nogle eksempler på, hvad kufferten kunne indeholde hos os selv eller en gæst fra Danmark. Alt det har Covid 19 jo ligesom sat en stopper for. Vi kan nok lige så godt vænne os til situationen, for det har lange udsigter med nye forsyninger.

Alternativer

Så er der andre ting, hvor vi bare har vænnet os til at bruge det, vi nu kan få. Jeg har vænnet mig til at spise talentløs og karakterløs ost og ovenikøbet sætte pris på det. I Danmark var jeg til Onkel Kras med kommen fra Them Mejeri (hvor jeg dog savner det). Når jeg skal lave noget med grønkål, har jeg fundet ud af at erstatte det med forskellige andre bladgrønsager som smager tæt på, men hvor udseende og konsistens er anderledes. Vores favorit barbecue krydderi fra Santa Maria synger også på sidste vers, men så kan jeg jo hygge mig med at få eksperimenteret mig frem til MIN EGEN blanding i stedet.

Så er der ting, som man godt kan få, men som så koster spidsen af en jetjager. Jeg har tidligere skrevet om produkter til opvaskemaskinen, hvor en venlig mand her i Hua Hin forærede mig sin beholdning fra Danmark. Læs mere her.  Derfor er jeg heller ikke i knæ med det endnu. Det gælder også visse fødevarer som feks. en god fetaost eller gedeost. Det er bare megadyrt. En fetaost i Makro, som koster 25 kr. i Danmark koster 60 kr. her. Vi kan godt lide en Cointreau til kaffen med lidt chokolade en lørdag aften. Den er også på rationering nu, for det er ALT for dyrt at købe her, og når den sidste flaske er tom, så må vi bare undvære. Det er jo et spørgsmål om prioritering, og engang imellem flotter vi os, men at betale 60-80 kr. pr. kilo for feks. knoldselleri kommer aldrig til at ske!

Man kan jo sige, at så skulle man “bare blive hjemme”, som jo er en bemærkning, der kommer ret tit på de sociale medier. Dertil kan jeg kun sige, at det heller ikke er en option, men jeg forbeholder mig ret til at pibe over det jeg savner.

Det er jo luksusproblemer, men det skal ses ud fra, at vi jo har været velsignet med gæster flere gange om året, og de har altid været flinke til at medbringe tingene på vores ønskeseddel. Vi har også selv slæbt godt med sager herud.

Hvis alt var fortsat som “normalt”, så havde jeg heller ikke siddet her og  jamret over det. Så var lagrene fyldt op.

Jeg tror, at alle danskere, der bor her, kan nikke genkendende til, at man altid har haft lidt kuffertplads med godter hos sine gæster.

Nå, men verden er ikke gået under, og det gør den formentlig heller ikke fordi jeg ikke har mere mikrobølgefilm.

 

 

 

 

 

Hvordan går det så her i Thailand med det Covid-19?

Ja, hvordan går det egentlig her i Thailand med det Covid-19 møg?? Det er der mange der spørger om. Og der er også mange, der spørger om, hvornår man kan komme hertil som turist igen. Ingen ved det – og det har nok desværre lange udsigter for den almindelige turist at komme hertil og holde ferie i et par uger.

Turistområder eller ikke turistområder

Der er stor forskel på, hvor hårdt de forskellige områder er ramt her i landet. Nogle områder mærker stort set intet til det. Det er de områder, hvor der normalt ikke kommer turister. Nogle områder som feks. Koh Samui er så hårdt ramt, at de udlændinge der bor der permanent flygter væk fra øen. Så er der det indimellem som Hua Hin, Patthaya og Bangkok. Her går livet videre – godt nok på en meget stille måde, i alt hvad der har med turisme at gøre.

Folk med tilknytning til turistbranchen klamrer sig med efterhånden det sidste af neglene til bordkanten. Mange ting er allerede lukket og slukket, og der er mange ting, der er anderledes nu end for nogle måneder siden. Et eksempel er, at man ikke bare lige kan tage en tuk-tuk eller en song taew taxi. Der er kun meget få tilbage, og hvor de andre er blevet af, er der ingen der ved. Nu bruger de fleste Grab, så bybilledet er blevet lidt fattigere. (Til gengæld bliver man ikke snydt, og det fungerer mega godt!). En del hoteller er lukket, og mange af de store hoteller (med godt med finanser i ryggen) er gået i gang med at bygge om, eller også er de (specielt i Bangkok) blevet karantænehoteller, så poolområde, restauranter osv. er lukket ned.

Hua Hin og Covid-19

På nogle områder ligner Hua Hin sig selv. Der er masser af byggeri i gang – både på jernbanen, nye lejlighedskomplekser og renovering af privathjem og hoteller. Her er stadig masser af skrald, og nogle områder af byen ser forfærdelige ud, fordi huse er helt eller halvt revet ned for at bygge den nye jernbane. Visse steder laver man nye kloaker. Så alt i alt må der være kørt i hundredevis af tons beton hertil. Det kan man også godt se på vejene. Soi 94 er nu så hullet og bulet, at den er direkte farlig at køre på – især om aftenen.

Strandene er næsten tomme, men der kommer stadig en hest eller to på Soi 94 på vej til stranden for at tilbyde en ridetur.  Kører man syd for byen til nogle af de lidt fjernere strandområder, er alt stort set lukket og slukket.

Der sker dog noget meget sært i området mellem Soi 88 og 94. Nye forretninger popper op! Der er åbnet flere nye barer, restauranter og en sandwich-kæde med hovedsæde i Phuket (og der sker jo ihvertfald intet). Nogle af forretningerne flytter til området, fordi de ikke kan betale huslejen i midtbyen, eller fordi de bliver smidt ud, hvor de er.

Huslejerne er med ægte thai logik mange steder:

1. Det er bedre at lade bygningen stå tom end at sætte huslejen ned.
2. Hvis jeg tjener mindre her under Covid-19, så må jeg hellere sætte prisen op.

Forleden var vi ude at køre om aftenen, og nogle steder her i området var der faktisk MERE gang i den end før Covid-19. Rigtig mange madboder overalt, og det er sikkert fordi, at der er mange thaier der griber til at sælge mad, hvis de har mistet jobbet. Hvis man kigger ind i restauranterne og barerne, kan man dog se, at der ikke er mange kunder ret mange steder. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det hele ser ud om yderligere 6 eller 12 måneder.

Det er en meget blandet landhandel af godt og skidt, men sikkert er det, at hvis landet fortsætter med at være nærmest hermetisk lukket, så bliver det kun mere skidt!

Muligheden for at komme hertil

Der er muligheder for at komme hertil, og dem skal jeg ikke gå i detaljer med her. Det skifter hele tiden, og det klogeste er at læse på Den Thailandske Ambassades hjemmeside for at få de korrekte oplysninger. Man slipper ikke uden om karantæne (det er kun diplomater og soldater, der kan det (uofficielt)). Der var en overgang snak om at forkorte karantænen fra 15 nætter til 10, og jeg troede faktisk, at det var vedtaget, men ifølge vores fantastiske sundhedsminister, kommer det ikke til at ske. (Det var ham der utalte at Covid kom fra “dirty farang”, som stinker og går i beskidt tøj). I går skrev de så i Bangkok Post, at længden af karantæneperioden skal diskuteres i næste uge… Det er ikke til at blive klog på. Ikke at det kan være ligemeget, om det er 10 eller 15 dage, for man bliver behandlet som i isolationsfængsel med skrotmad og indbygget gårdtur, som man skal søge om dagen før.

Den seneste nye genistreg er, at man har annonceret, at man har slækket reglerne på nogle områder, så flere turister kan komme ind i landet. Der er bare lige den lille hage, at man udover at komme fra et lavrisikoland og alle kravene til feks. papirer, forsikring og coronatest også skal kunne bevise, at man har hvad der svarer til 500.000 baht på sin konto i hjemlandet. Det er godt 100.000 kr, og de skal have stået der i 6 måneder op til rejsen. Og det er pr. person. Det har de fleste da bare lige stående…. NOT.

Jeg ser et kæmpestort hul i en fod…..

De samme kloge mennesker siger også, at turistbranchen langsomt er ved at få det bedre….. Jeg siger ikke mere.

Demonstrationer

Samtidigt er her masser af demonstrationer, som de fleste sikkert allerede har læst også i de danske medier. Den yngre generation står fast på kravene om, at premierministeren skal gå af, grundloven skal skrives om, og kongehuset skal reformeres. Desuden er der også en gruppering, som kræver at få ændret uddannelsessystemet.

I går var demonstranterne på gaderne i Bangkok igen. Det foregik heldigvis fredeligt, og man må lade de unge mennesker, at de forstår at bruge symboler i deres kampagne. I går blev “Democracy Monument” hyllet ind i et kæmpe klæde med forskellige slagord som feks. “ikke flere diktatorer”. Kongen og Dronningen skulle indvie en ny togrute, og da de kørte forbi demonstranterne, vendte de alle ryggen til og stod med tre fingre i vejret og sang nationalsangen. Der var selvfølgelig også mødt en masse royalister frem, og ifølge Bangkok Post, sås der blandt dem en del med den typiske “crew-cut” frisure fra militæret.

Det er klart, at den nuværende situation på grund af Covid-19 også er med til at forstærke følelsen af fattigdom, undertrykkelse og mangel på ytringsfrihed. Jeg tager hatten af for, at de unge mennesker kan holde det på et fredeligt plan.

I næste uge skal man diskutere ændring af grundloven i parlamentet, hvor der er kommet flere forskellige forslag fra partierne. Men at ændre grundloven er jo ikke noget, man bare lige gør over nat, så det har nok lange udsigter. Premierministeren udtalte i sidste uge, at han ikke kan gå af. Han har godt nok ledt efter “Mr. Right” afløser, som han sagde, men han har ikke fundet en person, der kan gøre det bedre end ham selv. Så han må bare blive ved, selvom han er træt af at give ordrer, for det har han “gjort så rigeligt” som leder af militæret……

Mit hjerte bløder

Ja, det lyder måske svulstigt og for meget, men mit hjerte bløder for det her land. Når jeg ser håbløsheden i øjnene på de almindelige thaier, som har virkelig svært ved at få det hele til at hænge sammen nu. Når jeg kan se, at de må splitte familien op, for at få enderne til at mødes. Når der kører kæmpe Mercedes slæder rundt, mens gammelmor skal sælge kylling for 10 baht stykket og tjene 1 eller 2 baht pr. styk. Når en bager og en musiker skal sælge nudelsuppe og kylling for at få deres børn i skole og betale husleje.

Jeg vågner om natten og vender og drejer, hvordan vi kan hjælpe vores thailandske venner, hvor nogle af dem efterhånden er helt derude, hvor der ikke kan sælges flere af deres sparsomme ejendele. Dem vi kender er alt for stolte til at tage imod direkte økonomisk hjælp, og da vi ingenting må lave her, så er det enormt svært at hjælpe. Når en thai er nødt til at gå på lykkepiller for ikke at falde ned i det sorteste hul, så er det altså skidt.

Her er ikke noget socialt sikkerhedsnet, og de hjælpepakker der har været, har ikke gjort den store forskel.

Når alt det her forhåbentlig går over engang, så er de rige blevet ufatteligt meget rigere, og de fattige er blevet meget, meget fattigere.

Jeg vil nu tage en mental lykkepille og prise mig lykkelig over, hvor priviligerede vi – min bedre halvdel og jeg – er. Vi kan få lov at være i dette dejlige land i en tid, hvor det ikke er særlig sjovt at være andre steder.

 

PS. Billedet i dag er taget for et par uger siden, hvor jeg var på kaktus- og sukkulentmarked i vores lokale center med et par veninder. Der stod denne her sag – læg mærke til prisen… 70.000 baht! Det står godt nok meget i kontrast til situationen iøvrigt….