Om at flytte til Thailand – del 7 – at købe en bil

Om at købe (ny) bil i Thailand

Da vi ankom til Thailand i December 2017, havde vi booket en lejebil hjemmefra for et par måneder. Vi havde ikke lige mod på at kaste os ind i bilmarkedet som det første – der var jo nok andet at gøre.

Desværre begik vi den fejl at kigge på priserne, da det jo var en længere lejeperiode, og det kom til at koste os rigtig mange grå hår i hovedet. Vi kom nemlig i kløerne på et udlejningsfirma, som bestemt ikke var fine i kanterne, og vi måtte da også skifte bil en del gange i løbet af de to måneder.

At leje bil i Thailand er ikke billigt, og jo større bil jo dyrere (ligesom alle andre steder). Da vi skulle hente byggematerialer og andre større ting, havde vi lejet en pick-up truck. Da den ankom, viste det sig, at den stadig kørte på røde nummerplader. Dvs. bilen skal være ret ny – ifølge loven max. 30 dage – så skal bilen endeligt indregistreres og så kommer der hvide nummerplader på. Den bil vi fik på røde nummerplade var ifølge papirerne lige under 5 år gammel! Så vi ringede til bureauet og spurgte til forsikringsforhold og indregistrering. Vi fik at vide, at vi ville få en ny bil. Det skal lige siges, at man ikke må køre efter kl. 18 på røde plader, og man skal blive i sin region (i hvert fald ifølge loven….)

Så gik det ellers slag i slag.

Den næste bil havde ikke forsikringen i orden. Den var indregistreret til privat kørsel og ikke til udlejning, og så havde den kun den lovpligtige forsikring, som kun dækker ganske lidt.

Så ventede vi nogle dage og så fik vi en bil, der ikke kunne starte….

Så fik vi en bil, som bureauet gerne ville have tilbage efter et par dage. Det nægtede vi så – vi ville ikke udlevere den, før de kom med en ny. Det endte med at ejeren kom og hentede den – han var lige kommet hjem fra ferie og anede ikke, den var lejet ud.

Så ringede vi til et andet bureau og fik endelig en bil med de rigtige papirer – godt nok en lille potte, men bedre end ingen bil.

Om at købe brugt bil i Thailand

Tilbage til at købe en bil i Thailand. Vores (min) plan var oprindeligt, at vi skulle have et ordentligt svin af en BRUGT 4-hjulstrækker, dobbeltkabine pick-up med kængurugitter og det hele. Så kunne de andre da bare komme an, for her i Thailand gælder det ofte om at være den største i trafikken. Men når man har prøvet at lave U-turn på en 4 sporet vej, hvor man må bakke to gange for at komme rundt, og der så ikke er det mindste optræk i kassen, så kommer man lidt på andre tanker.

Brugtvognspriserne i Thailand er også relativt høje – ja, lidt som i Danmark – medmindre man altså skal sælge, så er bilen ingenting værd….  Og at købe en brugt bil i Thailand, kan også godt være noget risikabelt. Som i gamle dage i Danmark, kan der være restgæld i bilen, der kan være pansættelse, og så er det åbenbart også ret almindeligt, at man lige sørger for at manipulere kilometertælleren, så de 250.000 km bliver til 50.000 km. Dertil kommer at selve proceduren for at overføre ejerskabet på det lokale motorkontor lige kræver, at man sætter sig godt ind i sagerne. Vi har ikke prøvet det, så det skal jeg ikke kaste mig ud i at forklare det yderligere.

Om at købe ny bil i Thailand

Som vi plejer at sige  – man har et standpunkt, til man tager et nyt, så vi begyndte at kigge på nye biler. Nyvognspriserne i Thailand er billigere end i Danmark, men det snerper godt nok – der er også en del afgifter på i Thailand.

Vores budget til bil var ikke til en stor lækker 4-hjulstrækker, så vi måtte lige justere forventningerne noget.

Honda var vores første bud på en kvalitetsbil med et godt udstyrsniveau til en fornuftig pris. Vi kørte til Honda i  Pranburi lige syd for Hua Hin, hvor de kun kunne sige ”Good, good!” med en hævet tommelfinger, og på det grundlag syntes vi ikke lige, vi ville købe en bil. Hos Honda i Hua Hin gik det noget bedre. Vi bad om at prøve bilen, og så fik vi noget af en overraskelse! Man får ikke selv lov at prøve en bil her, så vi kørte af sted med to smækre damer på bagsædet – begge i spadseredragter i firmaets farver. Der var ingen brændstof på bilen, så vi startede lige med at tanke den – for 200 baht!

Vi havde besluttet os – en Honda skulle det være, så der skulle bare skrives slutseddel. Det foregik med den ene søde dame i spadseredragt og en tilkaldt ”tolk” – også i spadseredragt. At forhandle pris behøvede vi ikke, for det ordnede de selv! De spurgte, om vi ville have det ene eller det andet ekstraudstyr, og vi fik også det første års forsikring med i prisen, hvilket er ret almindeligt. Det kræver lidt papirkram at købe en bil, og vi måtte stille med ”letter of residence” (et dokument, der viser hvor man bor) fra immigrations, kopier af pas, kørekort osv. osv. Skal man købe en bil, skal man lige checke op på den aktuelle ”papirkram” situation, for det ændrer sig hele tiden.

Bilen blev bestilt, og imens kørte vi så rundt i vores lejede bil(er). Der er faktisk ofte leveringstid på biler i Thailand, så det skal man lige tage med i sine overvejelser. Specielt de populære farver, kan der være ventetid på.

Den store dag

Så oprandt den store dag, hvor vi kunne hente bilen. For ikke at rende rundt med alt for mange kontanter, besluttede vi at gå i banken og få en bankcheck. Jeg er ikke engang klar over, om man bruger den slags mere i Danmark, men her var det eneste mulighed udover cool cash. Ikke noget med en bankoverførsel eller sådan noget. Vores thailandske bank lavede bankchecken uden at blinke, og det kostede i omegnen af 100 baht.

Vi tog en tuk-tuk ud til Honda – og det kunne have kostet os livet. Aldrig har jeg da kørt med en mere vild tuk-tuk chauffør. 90 km i timen i en 3-hjulet plimkasse i temmelig tæt trafik på hovedvejen i Hua Hin. Oh my God – jeg kyssede næsten jorden, da vi nåede Honda!

Efter det formelle papirarbejde, blev vi stillet op med blomsteropsætning og det hele, og der blev taget billeder med os og alle damerne i spadseredragterne. Thaierne tror på ”good luck”, hvis man kører rundt med en buket af gule blomster på fronten af en ny bil. Det fik vi ikke, men vi er så heller ikke overtroiske!

Det var bare dejligt endelig at have sin egen bil. Og Honda er nu min favorit – de laver superdejlige biler med masser af udstyr til gode priser. Nogle uger senere fik vi de hvide plader på bilen, og så var vi rigtigt kørende. Man får også den såkaldte bluebook – det er det dokument der viser, at man ejer bilen. Bluebook skal man passe godt på, for det kan godt gå hen og være et ihændehaverbevis, så den der har bogen, feks. kan sælge bilen.

Året efter skulle vi selvfølgelig selv sørge for at forny/tegne en forsikring. Der også en årlig afgift på biler – ligesom i Danmark. Når man betaler den, får man et klistermærke i forruden, som gælder et år. Den fås på motorkontoret, og det er en meget nem procedure – man skal bare huske det! Som alt andet, så kommer der ikke lige en reminder på email eller med posten, og man kan ikke tilmelde det betalingsservice.

Den årlige afgift på biler i Thailand er ikke særlig høj, og en forsikring med ordentlig dækning koster i omegnen af 3-4000 kr. pr. år, og præmien falder sammen med værdien af bilen. Der er ikke friskade, så man skal lige overveje, om man vil melde noget til forsikringen. Vi fik fornylig ordnet et par “Bilkabuler” for 7500 baht, og vores selvrisiko var 5000 baht pr skade og med præmiestigning til følge.

Vi er stadig meget glade for bilen, og her kan man ovenikøbet tillade sig den luksus at køre den hen om hjørnet, hvor de vasker den, gør den rent indeni, pudser og polerer den i 1 ½ time for et par hundrede baht.

Læs med i næste og sidste afsnit af min føljeton om at flytte til Thailand. Det handler om, hvordan det så var, og hvilke tanker vi gjorde os om livet i Thailand.

PS. Jeg får ikke reklamehonorar fra Honda – gid det var så vel!