Kampen mod myggene i Thailand

Her hvor vi bor er der mange myg – i perioder rigtig mange myg, specielt om aftenen. Det farlige er sådan set ikke myggestikkene som sådan. Det er risikoen for at få overført en eller anden træls sygdom fra myggene. Der findes nogle bittesmå myg her, som stikker alt hvad de kan, men det giver kun en lille prik, der svier i et kvarter, og så er det overstået. Dem skal man ikke være bange for, selv om jeg har lignet en der havde skoldkopper!

Malaria

I gamle dage var det mest malaria, man var bange for, når man skulle til troperne. Det skal man stadig være, hvis man skal til områder med malaria eller på jungle trecking, hvor risikoen er større. Man får nogle piller, som man skal tage lidt før, under og efter rejsen – dem kan man blive ret så syg af, skulle jeg hilse og sige. Malariapiller og jeg var ikke gode venner!

Dengue feber

Men nu skal man faktisk også være bekymret for sygdommen dengue feber, som overføres ved stik fra den såkaldte aedes myg. Det er en halvstor myg med striber, og det virkelig trælse med den er, at den stikker om dagen – og den lever i byerne. Kun en lille slat vand i en tom dåse eller i en underskål og den kan formere sig. Den er mest udbredt i regntiden, men der er ingen tvivl om, at antallet af tilfælde er stigende her i Thailand.

Der er 5-7 dages inkubationstid fra man bliver stukket, og så får man influenza-lignende symptomer med stærke ledsmerter, og derfor kaldes det også “bonebreaker disease” på engelsk. Man kan desuden også få udslæt på overkroppen. Det er sjældent, at man får andre symptomer, hvis man ikke er svag, gammel eller har andre sygdomme.

Det virkelig farlige ved dengue er, at selvom man bliver immun over for den type dengue man har haft, så er man ikke immun over for de tre andre typer. Der findes nemlig 4 typer dengue, og hvis man får en af de andre senere, kan der opstå alvorlige komplikationer med nyresvigt og indre blødninger.

Dengue findes i alle varme egne – Asien, Afrika og Sydamerika i et bælte omkring ækvator. Det gode ved aedes myggen er, at den ikke flyver ret langt væk fra sit område, så hvis man har udbrud af dengue, kan man sprøjte med god effekt.

Andre sygdomme overført via myg

Der er også andre sygdomme som feks. Zika feber, der kan få gravide kvinder til at abortere. Chikungunya er en anden, som giver influenza-lignende symptomer og udslæt. Japansk hjernehindebetændelse er også overført af myg, men den kan man få en vaccination imod. Der findes flere mere eller mindre kendte sygdomme overført af myg.

Hvad gør man?

Ja, det er ganske klart: Man lader være med at blive stukket af myg!

Kan man så det? Måske…. Vi kan ihvertfald ikke, for på trods af alle midlerne ovenfor, hvoraf de fleste faktisk virker godt, så får vi stadig myggestik. Men mest af de små bæster.

Derfor er denne også et hit. Vi går en runde hver morgen, og vi er efterhånden ferme til at sætte “myggefælder” – myg elsker fugt og mørke, og en bunke mørkt – iøvrigt rent – vasketøj, kan indeholde pænt mange myg. Så zapper man dem lige, når de letter. Denne her er på 3000V og købt på Lazada. Med indbygget lommelygte, hvad man så end skal bruge den til.?

Myggemidler

Jeg ved godt, at de kloge siger, at man skal have lange bukser og langærmede bluser på. Altså, det kan vi ikke holde ud. Forleden var der 34 grader klokken 23 om aftenen! Så vi er nødt til at bruge myggemidler.

På billedet øverst er vores myggearsenal – ligesom parfume – noget til enhver lejlighed! De to gule flasker er Boots’ naturlige myggemidler med citronella i creme og spray. Det er dem vi bruger mest, og de virker ok. Den hvide og blå flaske er DEET 95%, og DET virker! Men det tager neglelakken på tæerne og opløser klip-klapperne. Vi kommer lidt på en serviet og gnider det på – men vi bruger det ikke så meget mere, nu når vi bor her. Før var det jo “kun” i ferien, man smurte sig ind i gift, men det vil vi ikke til hverdag. De blå servietter sælges ved kassen i Makro her i Hua Hin. Det er 15% DEET, og der er 2 vådservietter i hver pakke. De er faktisk rigtig gode, og dem bruger vi om aftenen.

Tigerbalm i de to små bøtter er til at smøre et kløende myggestik med, og specielt den røde er god til det. Den røde tube er antihistamin, og kan også bruges til hvepsestik og andet slemt. Den store blå pakke er myggespiraler, og vi har altid sådan et par tændt udenfor om aftenen. Det virker åbenbart også ret godt, for vi kan som regel sidde i fred.

Panisk over myg?

Nu skal man jo ikke blive panisk over myg, for så kan man ikke være her. Men man skal bare lige tage sine forholdsregler. Er man her som turist, så køb ikke myggemidler i Danmark – de virker som regel ikke, for der er ikke den rigtige “caramba” i, fordi DEET og andre midler er forbudt i Danmark.

Jeg læste for noget tid siden, at nogle forskere  har fundet ud af, at hvis man vifter eller slår efter en myg, så kan den genkende en på lugten og undgår en. Så bare frem med ketcheren – eller som jeg gør – dasker til højre og venstre efter dem.

Til sidst kommer her et billede fra vores have. Vi har vores egen pest control i haven, men hver måned kommer kommunen også og duster (en slags røg med insektgift) al vegetation i det offentlige rum i vores område. Vi var hurtige ved havelågen, og for 50 baht tog han også lige vores have med i sin runde. Så var der ro et par dage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.