Hvor køber man medicin i Thailand?

Man kan købe medicin i Thailand mange steder – nøjagtig som i Danmark. På apoteket selvfølgelig men også i drugstores og 7-11 kan man købe medicin – ligesom det også er muligt at købe på nettet – mere eller mindre lovligt. Hospitalerne sælger også medicin, og privathospitalerne har især været kendte for at tage helt eksorbitante priser.

Hvad fejler du?

Man skal jo starte et sted, og det kommer selvfølgelig an på, hvad du fejler. Mindre skavanker kan man måske klare med et besøg i en kiosk.

7-11 og andre “kiosker”

Hvis du feks. har ondt i hovedet eller er blevet forkølet, så kan du faktisk komme langt i 7-11. Der kan dog være visse sprogproblemer, for det er ikke alle pakker og flasker, der er mærket på engelsk. Og det kan gå grueligt galt. Feks. er den højre af disse flasker hostesaft (med opium og som saftsusme virker) og den anden er mod oppustet mave.

Men et par hovedpinepiller, piller mod diarre og forstoppelse, og nogle remedier til en gang forkølelse kan man sagtens finde der.

Apoteker eller drugstores som Boots and Watsons

Er du lidt mere ramt – feks. af et grimt sår eller udslæt, så kan det være en god ide at gå hen på apoteket eller i en drugstore, hvor der er en apoteker. Der findes et HAV af apoteker i Thailand, og mange af turiststederne taler de faktisk udmærket engelsk. En apoteker er nærmest en slags praktiserende læge her i Thailand. Man går ind og forklarer sit problem, og så finder apotekeren noget medicin, der passer til beskrivelsen, og det går som regel ret godt. Her kan man regne med at få hjælp til feks. influenza, insektbid, eksem, væskemangel, tandpine og mange andre småting.

   

Sygehuse og hospitaler

Der findes ikke mange alment praktiserende læger i Thailand – i stedet går man så på hospitalet. Man kan tage hen på et offentligt eller privat sygehus og forklare hvilke symptomer man har. Så kommer man typisk til at tale med en læge, som så ordinerer medicinen, som man kan købe på sygehuset eller på apoteket. De private sygehuse er netop blevet pålagt at offentliggøre deres medicinpriser, da man fandt ud af, at de havde priser på 3000% mere end dem på et normalt apotek. Det er da ligegodt også en slat!

Medicin online

Man kan selvfølgelig også købe medicin online, feks. hos Lazada. Man skal lige være lidt forsigtig, for man kan bestille alt muligt fra udlandet, som absolut ikke er lovligt at indføre i Thailand, men man kan købe vitaminer, mineraler osv. til ret gode priser online – og helt lovligt.

Receptmedicin og forbudt medicin

Selvfølgelig findes der også receptmedicin i Thailand, og det er feks. vanedannende smertemedicin og nervemedicin som valium og den slags. Til gengæld kan man købe antibiotika i håndkøb.

Der er også medicin, som er forbudt at indføre i Thailand, og det skal man nok være opmærksom på, hvis man medbringer medicin til landet. Et mærkeligt eksempel er kodimagnyler. Kodein i smertestillende medicin er receptpligtig i Thailand, så det kan man altså få alvorlige problemer med, hvis man bliver stoppet i tolden med det.

Hvis du medbringer særlig medicin, så sørg for at få et pillepas hos din læge og lad medicinen blive i originalemballagen.

Husk også at hvis du medbringer medicin fra Thailand til Danmark, må du kun medtage til eget forbrug i 3 måneder, og at medicinen skal være købt lovligt i Thailand. Dette gælder ikke euforiserende stoffer. Husk kvittering og recept.

Medicin som gave

Som et kuriosum kan jeg nævne, at medicin sandelig også kan bruges som gave. Lige efter Songkran i april – det thailandske nytår – var vi ude at handle i en lokal thai butik, og der var nedenstående fine gavekurv på tilbud. Den indeholdt både lidt mod diarre og forstoppelse, lidt hostesaft og smertestillende samt nogle forskellige naturmediciner, som vi måtte google for ikke at komme galt afsted. Det er jo lidt som at give et lille husapotek i gave, og det er da en sød ide.

 

6 thoughts on “Hvor køber man medicin i Thailand?

  1. Jeg har brug for epilepsi medicin, og jeg skal være i Sydøstasien i 6 måneder, jeg kan dog ikke finde nogle steder, hvor jeg kan købe mit medicin. Har i nogle gode råd?

    1. Hej Søren, undskyld forsinkelsen. Jeg har checket op på det, og det ser ud til, at du kun kan have medicin med til eget forbrug i 30 dage her i Thailand. Den eneste måde du kan få medicin på derefter er at kontakte en læge (på hospital) og få en ny recept. Så kan du købe medicinen. Dette gælder i Thailand – jeg ved ikke noget om de andre lande. God tur!
      Venlig hilsen
      Janne

      1. En rigtig god ide er at få lavet en medicin liste på den thailandske ambassade her hjemme, inden afgang, så kan du have store mængder med, også medicin som normalt ville være ulovligt at indføre. Jeg fik lavet en liste godkendt af den thailandske ambassade både i 17 og her i 20 da jeg var i Thailand. Der er ingen problemer med told eller lignende derefter, da det både står på Thai, engelsk og dansk, med godkendte læge stempler og stempler fra ambassaden. De lurede kun lidt over mængden, men så dokumentet der lå sammen med medicinen og så var der intet andet end at gå igennem tolden og nyde ferien.

        Det er 100 at jeg vil bo i Thailand så snart mine børn flyver fra reden. Jeg elsker det land og dets folk. Paradis på jorden ❤️

        1. Hej Anne Merete,
          Dejligt at høre, at det har fungeret for dig, og at den thailandske ambassade har været til stor hjælp.

          Thailand er stadig et dejligt sted – vi nyder hver en dag.

          Venlig hilsen
          Janne

  2. Hvad hedder den flaske hostesaft til højre på billedet?
    Og kan man købe den i dk eller få fragtet til dk ?

    1. Hej!
      Hostesaften hedder Brown Mixture Leopard Cough Syrup, og den koster 32 baht for 120ml. Den virker supergodt, fordi den indeholder en smule opium. Det er så også grunden til, at den ikke er lovlig at indføre i Danmark, så det bedste er nok at tage en flaske i tasken, når man er herude. Den kan fås i 7-11 mange steder.
      Venlig hilsen
      Janne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.