Det store vaccine mysterium….

Vi er lige kommet hjem fra Bangkok, hvor min bedre halvdel og to venner – alle over 60 år – fik første stik med Pfitzer. Det er et kæmpe mysterium, hvordan det er gået til……

Jeg har skrevet om vaccine situationen i Thailand før. Den er mildest talt forfærdelig, og efterhånden slår vi vores egen “rekord” i antal smittede hver eneste dag. I dag har man annonceret, at der nok kommer nye tiltag, fordi man tror, at antallet kan stige fra ca. 20.000 pr. dag til 60-70.000 pr. dag. Derfor vil man forlænge lockdown (som de ikke kalder lockdown, men det er det i virkeligheden). Samtidig overvejer man, om nogle af de lukkede butikker i shopping centrene skal have lov at åbne igen. Feks. banker, telefonforretninger og byggemarkeder. Det lyder jo smart.

Under 6 millioner ud af 70 millioner har fået første stik, og kun knap 1,3 millioner har fået andet stik. 110.000 har fået tredje stik.

Og så snakker vi slet ikke om mørketal og toppe af isbjerge!

Udlændinge og vaccine

Jeg skal undgå og fortælle historien om, hvordan det går med at blive vaccineret som udlænding her i landet. Det kommer an på, hvor man bor, hvem man er, hvad man laver og en hel masse andre faktorer. Det er lykkedes nogle at blive vaccineret som 40 årig, mens andre på 70 stadig venter. Ja, det er for nogen en ret desperat situation! Og endnu værre, her er stort set kun Astra Zeneca (men ikke meget af det) og mest Sinovac/Sinopharm med tvivlsom virkningsgrad

For 14 dage siden så jeg et opslag på Facebook. Et hospital i Bangkok, Medpark, tilbød vacciner til udlændinge over 60 eller udlændinge med bestemte sygdomme som diabetes. Man kunne vælge imellem Pfizer, Sinovac og Astra Zeneca.

Jeg sagde til min husbond og vores to venner, at der jo ikke kunne ske noget ved at melde sig på. Ingen af os troede en pind på noget! Her er simpelthen så meget kaos omkring vacciner, at det meste viser sig at være varm luft. Rygterne siger dog, at “de rige” kan få den vaccine, de ønsker. Tja….. Vi er vist ikke lige rige nok til det.

Men de bookede sig på via hospitalets hjemmeside og valgte selvfølgelig alle tre Pfizer. Og de fik sørme også en bekræftelse.

Hvor de her Pfizer vaccine doser til udlændinge kommer fra er uklart. Vi tror dog, at de er fra den sending på 1,5 mio. doser, som USA donerede til Thailand. De ankom i sidste uge. Måske har nogle af doserne været øremærket til udlændinge. For at det ikke skal være løgn, så er det oven i købet gratis at blive vaccineret. Det er der altså godt nok ikke meget der er for en udlænding her i Thailand!

Vi gik faktisk bare og ventede på, at Medpark skulle sende afbud, men der kom til vores overraskelse ikke noget afbud fra hospitalet. Da vores venner checkede op via telefon dagen før, sagde de: Jo jo, det går som planlagt. I går satte vi os så i bilen og kørte til Bangkok. Ikke ret meget trafik, da vi jo har lockdown. Vi havde booket vores sædvanlige hotel i Asok for det tilfælde at “chaufføren” kunne blive skidt af vaccinen. Udover at ligge tæt på øjenhospitalet, hvor vi efterhånden er faste gæster, så ligger hotellet også tæt på Medpark Hospital. Vi fik total VIP modtagelse på hotellet. (Efter at jeg for nogle måneder siden via email klagede på den høflige måde over standarden på vores værelse). Direktøren stod klar til at modtage os, og han fulgte os også op på vores værelser. Han er fra Hua Hin, og han fortalte, at han faktisk tog herned til sin familie hver weekend. Bangkok er blevet et rigtig skidt sted at være, så folk flygter herned i weekenden.

Så tog de tre “over 60-årige” afsted til hospitalet for at blive vaccineret. Jeg havde taget vores thai bøger med på hotellet, så jeg kunne lave “lektier”. Jeg satte mig på altanen og gik i gang med hjemmearbejdet. Jeg regnede da med at jeg skulle sidde der alene i nok 3-5 timer. Stor var min overraskelse! En time senere var de tilbage igen! Med et lille plaster på overarmen og en ny tid til om 3 uger.

Da de tre kom tilbage på hotellet var de helt høje. Alt havde været fuldstændig velorganiseret og styret, og de var bare suset igennem!

Indskrivning på Medpark Hospital til vaccine
Min bedre halvdel med sit kønummer

Så om aftenen blev både det og vores bryllupsdag fejret med hjemmestrikkede tapas i vores hyggelige hotellejlighed på Grand Mercure Asok. Havde det været normale tilstande, havde vi bare nydt en aften i Bangkoks gode restauranter og brugt en masse penge i stedet for at sidde inde….

Forbavselsen er stadig stor!

Vi er stadig allesammen helt vildt forbavsede over det her! Vores venner har gamle forældre i Danmark, som de gerne vil hjem og besøge, så de har været temmelig desperate for at blive vaccineret. De har allerede booket og betalt for Moderna vacciner, som skal komme i oktober (måske), men dem får de jo så ikke brug for. Min bedre halvdel tog vaccinen, for han ville da være en stor idiot, hvis han ikke gjorde!

Det er helt fantastisk. Men stadig et meget stort mysterium! Hvis det er USA, der står for dette, så siger vi af hjertet tak! Danmark gider jo ikke hjælpe os, men det har jeg jo været omkring før.

Hvis der sidder nogen og læser dette, og som bor her i Thailand og gerne vil have Pfizer vaccine, så er det måske stadig muligt at booke en Pfizer vaccine på Medpark. De vaccinerer frem til den 20. august. Som nævnt, så er det gratis, og alt foregår fuldstændig professionelt. Man skal selvfølgelig transportere sig dertil, hvilket kan være meget svært for nogle med alle de her restriktioner, men det er en god mulighed for at blive vaccineret på en god måde.

Den unge vårhare…

Jeg er jo stadig så “ung” og sund og rask, at jeg kun kan melde mig på statens vaccineprogram for udlændinge. Det er der i tusindvis af mennesker der har gjort. De har så ikke hørt en pind mere til det, og frustrationen er stor. Jeg forstår dem godt, for vi bliver ved med at få lovning på noget. Man laver en app eller et nyt program, som folk skal lægge deres personlige informationer ind i. Flere af dem har ovenikøbet haft kæmpe datalæk, og så går de helt ned. Og så sker der ikke rigtig mere. I bund og grund er problemet, at regeringen ikke har købt nok vacciner, så nu er vi bare bagud her i landet.

Personligt er jeg også lidt “bange” for vaccinerne. Og jeg skal ihvertfald overhovedet ikke nyde noget af deres Kinaskrammel her. Vi må se, hvornår det måske kan lykkes mig at blive vaccineret med noget, der virker, og som jeg kan have bare nogenlunde tiltro til. Ellers må jeg bare leve efter mit nye mantra: Lev stærk – Dø ung! Nåja, okay, det er nok lidt for sent til det sidste…..

En sidste kommentar

I dag så jeg en post på Facebook lavet af en gammel kollega i England. Hun var til en open air koncert i England. Hvor var det dog mærkeligt at se en masse mennesker samlet på et sted. Og så uden MASKER! Vi har nu gået med masker her i Thailand i næsten 1 1/2 år, og jeg vænner sig godt nok aldrig til det. Selv nyhedsoplæserne i Thailand sidder bag en plexiglas skærm og har maske på. Jeg har på fornemmelsen, at vi ALDRIG slipper af med de masker igen i det her land. Uden vacciner kommer vi ikke videre, og der er ikke noget lys for enden af  den tunnel.

Begrebet “De gode gamle dage” har godt nok fået en ny betydning for mig. Dem kommer vi selvfølgelig aldrig tilbage til – det er klart. Det er et spørgsmål om, hvilket Thailand der er tilbage, når denne her pandemi har knust landet økonomisk. Og så er det jo ikke nødvendigvis pandemien, der er det værste.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.