Det er hårdt at være pensionist…..

Ja, man skulle jo tro, at når man går på pension, så er det for at slappe af og nyde sit otium. Men det er faktisk hårdt at være pensionist! Eller – sådan en som mig har ihvertfald bare mere travlt end nogensinde!

Aldersmæssigt er jeg ikke helt kvalificeret til at være pensionist, men jeg forstår dælme godt de ældre mennesker der påstår, at de aldrig har haft så travlt, som siden de blev pensionist. Den kan jeg helt klart følge! Når en travl hverdag med mange aktiviteter krydres med lidt nedbrud af forskellige installationer i huset, for mange besøg hos lægen og forskellige aktiviteter med visum, bank og advokat, ja, så føles det som om man hænger i en streng. Igen….. Det var jo det, vi ville undgå ved at flytte til Thailand!! Vi skulle bare slappe af og hygge os….

Eller var det nu også lige det?

“Nissen” flytter med

Når man nu er født med krudt i numsen og altid kører med 120 km i timen, så er det godt nok bare svært at sætte sig på terrassen og kigge på, at græsset gror…. Det er superskønt, at jeg ikke skal stå op klokken skrot om morgenen og køre på arbejde, hvor jeg så er “fanget” i mange timer, mens jeg føler, at jeg bliver overhalet af mit eget liv. Det nyder jeg stadig i fulde drag! Jeg ville da rigtig gerne arbejde nogle timer hver dag, men det må man jo ikke her uden arbejdstilladelse, og det skal jeg vist ikke lige rode mig ud i.

Men “Nissen” er flyttet med i den forstand, at jeg ikke bare kan sidde og glo. Jeg har stadig et kæmpe højt aktivitetsniveau lige fra jeg vælter ud af sengen om morgenen. Jeg kan ikke slippe mine to-do sedler og mine madplaner flere uger frem. Det er jo lidt fjollet, for to dage efter jeg har lavet en madplan, så sker der et eller andet uforudset, så det hele skal laves om. I Danmark var det praktisk, for med et travlt arbejdsliv kunne jeg bare parkere hjernen og følge min liste. Både når jeg skulle handle friske varer som grønsager, og når jeg skulle tage madvarer op af fryseren til aftensmaden dagen efter. Her i mit Thailandsliv er det vist bare mest en vane, som i mange situationer kan være ret praktisk at have.

Min mad passion

Så er der min madpassion, som giver mig en masse (dejligt) ekstra arbejde i perioder. Det er enormt givende for mig, at jeg kan skabe noget i mit køkken, som folk kan lide, og som folk roser mig for. De fleste, som bare kender mig perifært her i Hua Hin, ved at jeg er vild med at lave mad…. Så påtager jeg mig så indimellem nogle lidt større projekter, som så har en eller anden magisk tendens til at kollidere med noget andet, så det hele bliver helt vildt stressende!

Sidste måned lavede jeg biksemad med vagtelspejlæg i lange baner til Rockzone’s jubilæum. Jeg skulle lige hilse og sige, at den traditionelle danske ret skrider helt fint ned ved folk af alle nationaliteter, inklusive thaierne! I denne uge var det så hummus, salsa og hjemmelavede majschips som snacks til 45 mennesker til vores vens 70 års fødselsdag. Vores ven ville betale mig, men vi sagde til ham, at det var vores gave til manden, der har alt.

Han sendte mig en besked dagen efter: “Thank your for the delicious hummus. It was the best birthday present ever!”. Aj hva? Så bliver man da lidt smørblød indeni – også selvom vi sad 2 personer i 5 kvarter og pillede skaller af kikærter!! Han er iøvrigt mit offer for opfedning – han er så tynd, at han kun har en enkelt stribe på sin pyjamas! Så jeg laver mad til ham, ligeså snart jeg kan, så der er altid (verdens)tapas af forskellige slag når det lille band øver her, og han roser det altid til skyerne. Til gengæld er han forsøgskanin på mange, mange ting her i mit køkken.

Så det der mad, det fylder altså indimellem også en del. Jeg skal faktisk lægge bånd på mig selv, for vi er jo trodsalt kun 2 personer i husholdningen, og jeg kunne brødføde en familie på 10 hver dag, hvis jeg fik lov.

Men det tager jo altsammen tid….

Blæsevejr ad pommern til

Det er dejligt, at der er en god brise, når temperaturen sniger sig over de 30 grader her. Der er bare det, at blæsten medbringer så meget snask, at det knaser, når man stiller noget på et bord – selvom det blev tørret af for få timer siden. Vores hus står pivåbent fra morgen til sengetid, og jeg skal lige hilse og sige, at der bliver transporteret mange kilo støv og skidt ud via støvsugeren hver måned. Lige nu er blæsten vild, så nu ligger her også halvdelen af en neriebusk i stuen hver aften, og terrassen har bladene fra et flammetræ over det hele. Min tærskel for rengøring er gået nedad i mange år, og den har nu nået et pænt lavt niveau, men jeg er ikke god til, når man skøjter rundt på et tykt lag støv på gulvene, og der er gekko klatter overalt. Gekko er i øvrigt et nyttedyr, der går rigtig mange myg i en klat.

Blæsten på denne årstid er slem! Den kan presse klistret støv ind alle vegne, og så får den alle planter til at smide alt, der bare er det mindste løst.

Hvad værre er, at man kan støvsuge og vaske gulv, og så ser det da fuldstændig ligesådan ud dagen efter! Jeg gider ikke gøre rent, men jeg kan heller ikke holde ud, når det bliver for vildt beskidt….

Et hus har godt af gæster

Et hus har godt af gæster har været vores motto i mange år. Pludselig får man sig taget sammen til at skrue de sidste pyntelister op, reparere vandhanen eller få ryddet op i en bunke skrammel. Så ja, gæster har altid været godt for vores hus – eller i hvert fald det meste af tiden.

I går ville min kreative husbond lige lave det, så vi kunne få nogle flere fjernbetjeninger på vores gate i anledning af, at vi nu får gæster fra Danmark i morgen. Han havde købt en eller anden wi-fi remote dims, som skulle sættes på, og så kunne gæsterne få deres egen fjernbetjening. Efter noget tid kom han ind og lignede et tordenvejr. Han havde fået forbundet det, så han havde brændt styringen af til vores gatemotor. Normalt er han da bare super god til alt sådan noget, men det må lige have været en tanketorsk.

Så lige nu skal vi lukke gaten op manuelt, og det dør vi jo ikke af, men det er jo lidt ærgerligt at smadre en gate åbner, der virkede fint. Han har rykket hårene ud af hovedet lige siden, men jeg har prøvet at sige, at det er bedre, at en gate motor ikke virker, end at vi ikke har vand (som det skete for et par år siden, hvor vi havde to gæster, der ikke kunne komme i bad, før de skulle rejse til Danmark).

Ja, et hus har godt af gæster, men det giver også en masse ekstra opgaver, som godt kan give bagslag! Om lidt, når jeg lige har vasket gulve i en times tid, så er der klar til gæster. Eller – det er der i hvert fald ind til halvdelen af nabogrunden ligger inde i stuen og gekkoerne har muntret sig med at klatte over det hele i nat. For slet ikke at snakke om de s…… duer på taget, som synes, at deres toilet skal være lige ovenover vores fortrappe. Og de kan virkelig lave nogle KÆMPE spejlæg!

I morgen får vi gæster, og de skal bare forkæles for fuld skrue! Fryseren er fyldt med gode sager, der er muget ud de fleste steder, og Vorherre har sørget for at swimmingpoolen er over 32 grader det meste af tiden. De skal bare have det bedste (altså lige bortset fra en gate, der virker….)

Så må vi slappe af i sofaen, når vi bliver RIGTIG gamle!

 

 

2 thoughts on “Det er hårdt at være pensionist…..

  1. Min kæreste og jeg rejser også til Hua Hin på ferie hvert år de sidste 7 år,
    Sidst lejede vi en villa med egen pool på Orchid husudlejning, vi lejer altid villa med pool i en hel måned ad gangen og som regel gerne i September, det er godt at høre noget nyt fra Hua Hin via din blog, men har også kontakt til Kurt fra Jailhouse restaurant, ses måske der til September. Hilsen Jørgen og Gitte

    1. Hej Gitte,
      tak for din kommentar, som jeg blev rigtig glad for.
      Rigtig god ferie i september.
      Venlig hilsen
      Janne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.