Byggefeber i Hua Hin – og det modsatte….

Her i Hua Hin har man byggefeber. Der bygges overalt! Vi har selvfølgelig et meget stort projekt med jernbanen og den nye banegård, men udover det, så bygger de altså som vilde i hele byen! Ikke mindre end 300 nye barer er dukket op i det sidste års tid…..

Vi er efterhånden vant til, at der er gang i nedrivning, konstruktion og ombygning alle steder her i området, og jeg må sige, at ind imellem kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det mange steder ligner in krigszone. Jeg gad nok vide, hvad man som turist tænker, når man kommer til en “lækker” badeby, hvor man mange steder ser halvt nedrevne huse, masser af skrald, gadehunde i hobetal og aber helt nede i bybilledet….. Æstetik er altså ikke lige et kodeord i Thailand, og jeg kan indimellem få helt ondt over, at man dænger alt det smukke til i skrald og murbrokker!

Men det var nu ikke det, det skulle handle om i dag. Jeg vil fortælle lidt om, hvad der foregår her i vores lille nærområde.

Jeg har en eller anden “thrill” med forladte bygninger. Specielt hvis der har boet eller arbejdet mennesker i bygningerne, før de blev forladt. Vi har tæt på os haft en forladt lejlighedsbygning, som nok har stået der halvfærdig i mere end 10 år. Jeg tænker, ejeren gik konkurs eller døde – eller måske blev han bare skilt. Ihvertfald gik det hele i stå, og så kom der et til salg skilt på, men det har bare stået der og trukket i hundredevis af duer til. (Hvoraf nogle af dem desværre hellere ville bo på vores tag og sk…. på vores terrasser).

Pludselig for et par uger siden, dukkede så store maskiner op på grunden med den forladte bygning ca. 100 meter fra vores hus. Så skal jeg live love for at der blev larmet. OG støvet!! Desværre lå vi lige i vindretningen, så det har knaset noget mellem tænderne, og alt har været dækket i støv i dagevis. Vi har altid vinduer og døre stående åbne, men vi måtte godt nok lige lukke til, når det var værst. Som jeg plejer at sige: Jeg gider IKKE gøre rent, hvis jeg ikke kan se, hvor jeg kommer til! Det problem har været HELT løst nu i nogle uger!

Når vi går i seng om aftenen, så kigger jeg på min husbonds fødder, der stikker ud under dynen. Han går altid i bare fødder herhjemme, og hans fodsåler er så sorte, at den eneste måde at få det af på, er at bruge en fodfil! I det mindste smitter det ikke af på sengetøjet, når han har været i bad! Forleden da jeg kløede mig i panden, blev jeg helt sort under neglene! Og det var kun får timer efter morgenbadet! Så jo, vi ville godt nok ønske, at vinden snart ville vende!

At spise en elefant

At bryde sådan et stort byggeri ned er ikke en enkel sag. Selvom man bruger brutale maskiner, så skal man gøre helt, som når man skal spise en elefant: Man tager den i små bidder. Under hele processen med at bryde ned, gik jeg bare og ventede på, at der ville lyde et ordentligt rabalder, når resten af bygningen styrtede sammen. Men det skete ikke….. Stille og roligt (men absolut ikke lydløst) fik de arbejdet sig igennem den store bygning, så de til sidst bare kørte rundt i en stor bunke beton i større og mindre stykker.

Her er en lille billedkavalkade fra processen

 

En kæmpe er besejret! Nu er der bare en flad grund med de sorterede byggematerialer, som kan bruges igen, som f.eks armeringsjern og betonskærver.

Hvad så nu?

Det er ikke billigt at rive sådan en bygning ned – hverken i Danmark eller i Thailand. Så vi regner med, at de snart starter forfra på grunden. (I dag ligger der en stor villa foran ned mod vejen).

Det bliver jo nok endnu en kedelig condo bygning med små, relativt billige lejeligheder til thaier. Vi kunne ellers godt bruge et godt hotel i området, efter at Soi 88 og 94 efterhånden har udviklet sig til en slags “centrum” i Hua Hin. Det er en temmelig underlig situation, at mange af hotellerne ligger i det “gamle” centrum, og aften- og natteliv er placeret herude. Mon ikke, det kommer til at ændre sig over tid?

Vores “forbo”

Der bygges også på grunden foran os, og det er vi da voldsomt nysgerrige over. For nogle uger siden stillede de borde op med offergaver, og så kom munkene og velsignede grunden med sang og bønner. Nu bygger de så et eller andet, som vi er meget mystificerede over. Byggegrunden er ret stor, men de bygger bare en lille bygning i det ene hjørne. Lige ud til vejen. Ja, nærmest ude PÅ vejen. Vi tænker lidt, at det måske er en restaurant, for der er gravet en septiktank ned, og der er blå rør til flere installationer ved siden af. Det bliver ihvertfald ikke endnu en 7-11!

Et par hundrede meter længere nede af vejen byggede fornylig dette her, som vist nok er en pickle ball bane.

Jo, der er sørme gang i svesken alle vegne!

Nå ja, og så er alle naboerne også ved at bygge eller renovere et eller andet. Naboen skulle have en overdækket carport – det har taget 4-5 uger, og er stadig ikke færdigt. Det er fordi, de bare ikke kan hitte ud af at få fald på det tag (som iøvrigt er skrig blåt!) uden at få lunker over det hele. Vores naboer har nu fundet på, at de ved hvert forsøg sprøjter vand op på taget, så de kan se, om det bare lægger sig i pytter….

Byggeriet overfor, hvor de renoverer lejligheder, startede i august 2020. Der er en enkelt lejlighed færdig med vinduer og døre men ingen indmad, en lejlighed ligner noget fra en krig, og de tre sidste bor folk til leje i. Det ser rædsomt ud, og det kommer det nok til at gøre i mange år endnu! Af og til kommer der folk og hamrer og banker lidt i et par dage, og så går det i sig selv igen….

Vi vil da også være med…..

Om lidt kommer der håndværkere og kigger på noget af vores havemur. Den er lavet med træ på den øverste del, og det træ er ædt af termitter og nedbrudt af vand, så det falder snart ned!

Så vil vi tilslutte os larmekoret, og så vi vil vi larme og støve helt vildt ligesom alle de andre! Hvis de altså kommer med en ordentlig pris, for mange af håndværkerne tror, at vi er rene idioter, og at pengene gror på træerne i haverne hos Farangerne! Det gør de så ikke her, desværre!

Så måske endnu en gør-det-selv opgave. Så ved man også hvad man får.

 

Den danske ambassade på besøg i Hua Hin (og om at veksle danske kroner i Thailand lige nu)

I går, fredag, var den Den Kongelige Danske Ambassade på besøg i Hua Hin. Selvfølgelig fandt arrangementet sted på en DANSK restaurant, nemlig Mama Toy’s (Little Mermaid) på Soi 94 i Hua Hin.

Mød Din Ambassade

Det var overskriften for dagens arrangement. Repræsenteret var de to danske konsuler i Thailand, Alice Rosengren Skov og Charlotte Lykkegren. Den danske præst, Christa Lund Herum, som har tætte forbindelser med ambassaden deltog også.

Pænt mange danskere var mødt frem – vel en 30-35 stykker – og det blev da også nævnt, at det var det største arrangement for danskere uden for Bangkok indtil nu. Der blev joket lidt med undervejs, at det forhåbentlig ikke kun var frokosten, der trak. Meeeen alle i området ved jo, at man får rigtig dejlig mad på Mama Toy’s. Savner man en mørbradbøf med bløde løg eller en pariserbøf kan det fås her – og hvis man er til Khao Soi (Chiang Mai karrykylling), så er den også rigtig god.

Nå, men vi kom altså ikke kun for frokosten! Vi var da interesseret i at høre om, hvad ambassaden har at byde på i forhold til os pensionister i Thailand. Umiddelbart var mine forventninger ikke særlig store, for mit indtryk af ambassaden er, at de er mere en fremskudt “handelsattaché” end en hjælp til danske borgere. Jeg kan huske film, hvor f.eks. amerikanske statsborgere bliver hentet i helikopter i kritiske situationer i forskellige lande, men det tror jeg altså ikke eksisterer mere. Og da slet ikke for Danmark! I stedet for, kan man finde en prisliste på ambassadens hjemmeside her

Derfor var det interessant at høre, om vi måske havde misforstået nogle ting, så der i virkeligheden var flere ting at bruge ambassaden til end bare de betalte ydelser.

Er Den Danske Ambassade så for os danskere i udlandet?

Tjah – i nogle sammenhænge er de da en service for os, der bor i udlandet. Men vi skal altså selv betale for langt det meste – og det er jo sådan set også okay. At man også skal betale noget mere for et nyt pas end i Danmark er også helt okay. Sådan er det bare!

Men man skal huske på, at en ambassade primært har en “ambassadør-agtig” funktion. Altså at promovere Danmark i det land, ambassaden befinder sig i og selvfølgelig vedligeholde de generelle diplomatiske forbindelser i landet . Desuden at “beskytte” Danmarks ry og rygte, hvis der skulle opstå en krise eller konflikt i forhold til værtslandet. Derudover er en meget vigtig funktion at behandle ansøgninger fra udlændinge om turistvisum til Danmark.

Guldkorn fra mødet

Der kom selvfølgelig nogle guldkorn med fra mødet, og et af dem er en af mine kæpheste:

Tag ikke til Thailand uden forsikring! Never, ever. Aldrig!

Husk at Thailand ikke har et sygehusvæsen, hvor alt er betalt! Husk at privathospitalerne er pengemaskiner, og kommer der en solskoldet turist ind med en brækket ankel eller maveforgiftning. Ja, så tager de altså bare ved, og det kan blive ufattelig dyrt. Konsul Alice Rosengren Skov nævnte i går, at en sygetransport med fly fra Thailand til Danmark kan løbe op 2,5 mio…. KRONER altså! Det er altså dyrt på for en tur på vandscooter i en halv time!

Husk også, at en forsikring som regel ikke dækker, hvis man f.eks. har en ulykke på en lejet motorcykel og ikke har kørekort til det. Eller har fået en pilsner for meget i baren!

Ambassaden har en del af den slags sager, og de kan kun hjælpe med råd og vejledning samt skabe kontakt til de rigtige steder. Regningen hænger man altså selv på, hvis man ikke er forsikret.

Og som sagt: Det kan blive mega dyrt.

Bor man i Thailand er et netværk også meget dyrebart, for står man helt alene kan problemer være helt uoverstigelige.

Den sidste ting er tilmelding på app’en Rejseklar. Her kan man tilmelde sig, så man får besked, hvis der er nyheder fra Udenrigsministeriet omkring forholdene i Thailand. Som fastboende kan man kun tilmelde sig for et år ad gangen. Det betyder, at jeg ikke har været tilmeldt i ihvertfald 2 år….

Hvad kan Den Kongelige Danske Ambassade hjælpe os med?

Ambassaden kan hjælpe med:

  • visse Borgerservice ting, feks. pas, attester eller stemmeret i Danmark (som man ikke har som fuldt fraflyttet) – alt mod gebyr
  • problemer, man oplever som turist eller fastboende – sygdom, ulykker, fængsling osv. Ingen finansiel hjælp er mulig men at skabe de rette kontakter for at hjælpe i processen
  • Visumansøgninger for udlændinge, der ønsker at komme til Danmark (og her er man bagefter pga. Covid eftervirkninger)

Et par af spørgsmålene fra mødet var også interessante. Feks. hvordan forlænger man sit danske kørekort, når man fylder 70 år (muligt i 15 år i Danmark, hvis man ikke har nogle forbehold)? Det kan man så ikke, hvis man ikke er bosiddende i Danmark, men ambassaden sender gerne en ansøgning videre.

Eller hvorfor der er problemer med at veksle danske kroner i Thailand for tiden. Det kommer jeg tilbage til lidt længere nede i indlægget.

Den danske præst i Thailand

Der findes ikke nogen fysisk dansk kirke i Thailand, men der findes en dansk præst, Christa Lund Herum. Hun deltog også i arrangementet, hvor hun fortalte om, hvad hun kan tilbyde os danskere her i Thailand. Har man brug for åndelig hjælp i en svær situation, kan man kontakte Christa Lund Herum – Facebook siden findes her. På Facebook siden kan man også følge, hvilke forskellige arrangementer, der finder sted.

En af mødedeltagerne spurgte, hvorfor den danske præst  ikke kan vie (danske) par i Thailand. Hun fortalte, at det er noget, man skal søge Thailand om at få tilladelse til. Norges kirke har fået tilladelsen, men de må kun vie par, hvor der IKKE indgår en thai. Det sad jeg lige lidt og grinte lidt i skægget over – typisk thai! Men ved nærmere eftertanke tænker jeg heller ikke, at der er nogen som helst udenlandske organisationer eller myndigheder, der kan vie folk i Danmark??

Den danske præst kan heller ikke tilbyde nogen form for økonomisk hjælp i en nødsituation (det siger jo nok sig selv), men har man brug for at tale med nogen i en krisesituation, så kan man kontakte Christa Lund Herum.

Veksling af danske kroner i Thailand

Det emne kom selvfølgelig også op. Der ER store problemer med at veksle danske kroner i Thailand for øjeblikket. Jeg har læst utallige opslag om emnet på Facebook både fra danskere i en desperat situation og fra folk, som mener at vide, hvad det skyldes.

ENDELIG kom Finansministeriet i Danmark med en en udtalelse for et par dage siden efter 5-6 uger med problemer her. Ikke kun i Thailand men også andre steder i verden. Udtalelsen forklarede ikke ret meget, og jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der er gået galt. Men et eller andet budskab er kommet fra Danmark, som har fået thaierne og andre lande til at slå bak i forhold til kronen. Adspurgt på mødet i går var budskabet – ligesom mit: Medbring EURO (eller anden stor valuta) eller hæv i ATM på kort.

Det sidste kan jeg ikke anbefale, for kursen er dårlig, og man betaler 40-50 kr. både til sin bank i Danmark og til banken her. Har man en konto her i landet, så overfør hertil med Wise eller en lignende tjeneste. Man kan også få sig et Wise Card, som man kan bruge de fleste steder i verden. Læs mere på deres hjemmeside.

Min vurdering af den danske ambassade

Mit indtryk af den danske ambassade i Bangkok har været, at det er en “dokument-automat”, hvor man stiller sig ved lugen med sit ærinde. Vel at mærke til tiden – se dette klip fra hjemmesiden.

Når man har afleveret sine papirer og betalt gebyret, kan man så hente resultatet, når det passer ambassaden at være færdige med det.

Når jeg siger det med “til tiden”, så er det fordi en af vores venner kørte i djævletrafik hele vejen til Bangkok for at forny sit pas. Han havde selvfølgelig bestilt tid, som man skal, og han kørte hjemmefra i rigtig god tid, så han kom for tidligt. Ja, så blev han da afvist ved gaten, og så måtte han vandre rundt i kvarteret i en time – og der er ikke en pind andet en store ambassadebygninger. Måske de skulle stille et skur op til ventende på den kæmpestore grund, ambassaden ejer? Det er jo ikke os alle, der bor i Bangkok…

Jeg forstår ikke, hvorfor langt de fleste “kunder i butikken” på en ambassade skal behandles som kvæg eller pestilenser. Det er det samme på den thailandske ambassade i Danmark. De har til huse i et kæmpe palæ på en fin adresse, men 99% af de besøgende (visumansøgere osv.) er henvist til et gustent rum i kælderen, hvor man sidder som sild i en tønde. Det må være et levn fra gamle dage, hvor de “fine” kom i de fine stuer og pøblen kunne stå udenfor. Jeg forventer ikke, at de ruller den røde løber ud for mig, men jeg synes bare, det er en mærkelig holdning. Vi er trodsalt kunder i butikken og betaler for ydelsen!

Sidste kommentarer….

Nu da jeg har deltaget i mødet i Hua Hin i går, så kan jeg jo godt se, at der bagved facaden på Den Kongelige Danske Ambassade i Bangkok er flinke og kompetente mennesker. Jeg synes, det var et supergodt initiativ af ambassaden at lave sådan et besøg. De var alle mega gode til at “mingle” og få snakket med de fleste af deltagerne, så vi fik mulighed for at stille flere spørgsmål, som måske ikke var relevante for alle i lokalet. Godt gået af de to konsuler, den danske præst i Thailand og deres personale!

Jeg kom ikke kun for frokosten! Men jeg kom hjem med et meget mere menneskeligt indtryk af vores ambassade og som ekstra bonus maven fyldt med fiskefilet, frikadeller med kartoffelsalat og æblekage.

 

PS. Billedet øverst er fra venstre: Christa Lund Herum, 2 medarbejdere på ambassaden, som jeg ikke har navnene på, Rene og Toy fra Mama Toy’s Restaurant, Alice Rosengreen Skov og Charlotte Lykkegren

 

 

 

 

Når det værst tænkelige sker…

I dag kommer min blog til at handle om en tragisk og trist sag, som har berørt mig dybt.

Man tænker som regel, at det værst tænkelige selvfølgelig ikke sker for mig.

Det er desværre sket for en relativt ung engelsk mand, som vi kender en lille smule her i Hua Hin. Han var med til at fremvise os huse, dengang vi købte vores hus her. En nydelig og meget flink mand, som vi også stødte på nogle gange i nattelivet, hvor han var festlig og underholdende. Han var også bedste ven med vores nabo.

Nu har han som kun 48 årig temmelig fremskreden demens! Det er en skrækkelig historie, og jeg har ikke kunnet få det ud af mit hoved de sidste dage!

Han har åbenbart skiftet personlighed totalt, og han er aggressiv, opfarende og usammenhængende det meste af tiden. Alle de klassiske tegn på fremskreden demens. Det ene øjeblik virker en dement person normal – det næste sker der underlige ting eller der flyver grimme ting ud af munden på personen. Hans thai kæreste har været helt ude i tovene over det, og hun er selvfølgelig dybt ulykkelig over, at hun faktisk har mistet den mand, hun elskede. Hun er selvfølgelig også skrækslagen for, at der skal ske ham noget. I de mest frustrerende stunder lufter hun sine tanker på Facebook, hvor hun giver udtryk for tvivl om, om det hele bare er noget han foregiver, for han virker så normal indimellem.

Hans kæreste skal selvfølgelig aflastes, og i virkeligheden burde han jo være et sted, hvor han er i pleje 24-7. Da han ingen indtægt har, er hans kæreste jo nødt til at arbejde og tjene penge i sin bar, og i den tid han er alene, laver han mærkelige ting. Hans venner har nu undersøgt, hvordan de kan hjælpe ham – og selvfølgelig hans kæreste. Han kan ikke flytte tilbage til sit hjemland, for de kan ikke tilbyde ham en plads på et “hjem” medmindre han bor i en lokal kommune, da demens ikke er et nationalt anliggende i UK men et lokalt. Han har ingen familie, og faktisk døde hans far af samme sygdom i en ret ung alder. Han har ikke boet i UK i over 20 år! Thailand har ikke ret meget socialt sikkerhedsnet i det hele taget – og da slet ikke til udlændinge. Jeg tror faktisk ikke, at der er nogen hjælp at hente her selv for thaierne, hvis et familiemedlem bliver dement – medmindre man har penge til at betale for plejen.

Hans venner har nu oprettet en støtteside for ham på Facebook for et par uger siden. Meningen er at finde nogle faste sponsorer, som vil give et lille månedligt beløb. Hvis man har nok af dem, kan det jo også blive til penge. Det langsigtede mål er at få ham bosat i UK, så han komme på et hjem der, og hans venner arbejder allerede med den britiske ambassade her i Thailand. Indtil da, skal der ansættes en plejer, og det koster ca. 20000 baht om måneden (ca. 4000 kr). I løbet af de første par dage tikkede der 37.000 baht ind på hans konto, og så kunne man jo sætte i gang. På bare to måneder er beløbet steget til 120.000 baht, og der kommer donationer alle steder fra. Selv et af de store internationale hoteller her i Hua Hin har doneret – hele 20.000 baht! Men de månedlige “faste” donationer er stadig kun på 4.000 baht, så der er et stykke vej til de 20.000 baht.

For at det ikke skal være løgn, så ejer han et hus, der ikke er færdigbygget. Han vil ikke være i soveværelset ovenpå uden sin kæreste. Huset skal nu sælges, så de kan få noget mindre i 1 plan, og det bliver nok ikke særlig nemt. Et ufærdigt hus, som virkelig ligger ude, hvor kragerne vender (undskyld til vores venner, som bor lige i nærheden). Men det er altså rigtig langt uden for Hua Hin ved Black Mountain. Det hussalg prøver vennerne også at tage sig af. Nå ja, og hans visum udløber snart, og den obligatoriske garantisum har han ikke, så der skal også findes en “kreativ” og dyr løsning på det problem!

Jeg tager hatten af! Sikke en support og hjælp at give en ven i en meget, meget vanskelig situation. Problemet med denne sygdom er, at det jo ikke bare er en operation eller en behandling, man samler ind til. Det er til pleje og opsyn resten af mandens liv! Og hans situationen bliver kun værre og værre.

I går var vi til et seminar om søvnløshed på vores lokale lægeklinik, Be Well. Vi var faktisk kommet for at høre om søvnapnø og søvnløshed, som min bedre halvdel lider af. På seminaret fandt vi dog også ud af, at hans problemer med ekstra hjerteslag (PVC) sandsynligvis stammer fra hans søvnapnø (altså hvor man “glemmer” at trække vejret, når man sover). Søvnapnø kan blandt andet give inflammation i hjertet og forårsage kludder i hjerterytmen. Der deltog flere læger og eksperter i seminaret. Blandt andet deltog en læge fra et hospital i Bangkok, hvor hun driver en “Wellness” afdeling. De har en holistisk tilgang til det at blive ældre i både krop og sind med så lidt nedbrydning som muligt, og afdelingen har læger tilknyttet inden for flere relaterede områder.

Lægen pointerede hvor meget ordentlig og god søvn betyder for at undgå forskellige sygdomme. Herunder specielt demens. Det var tankevækkende, hvor meget søvn, kost, motion og “tarmsundhed” betyder for kroppen og potentielle sygdomme. Hun viste blandt andet en slide, hvor man kunne se, hvordan demens skrider frem, til man til sidst kun har lige det allermest nødvendige tilbage i et område på størrelse med en valnød i den forreste del af hjernen. Resten af hjernen går simpelthen til.

Jeg sad godt nok derude og tænkte på den arme mand her i Hua Hin, som er temmelig langt henne i den proces. Kun 48 år gammel…. Og hans kæreste, som nu bor sammen med en “fremmed” mand! Begge mine bedstefædre endte med at dø som dybt demente, og processen var ikke sjov for familien, skulle jeg hilse og sige. Specielt ikke for min farmor og min mormor! Men de var trodsalt over 80, så de havde haft et godt liv, indtil det begyndte at gå galt.

På seminaret fik vi også mulighed for at komme på sådan en smart vægt, der kan regne fedtprocent og hele molevitten ud. Min husbond er spot on rent vægtmæssigt – jeg skulle tage 5 kg på (ikke tale om, nu har jeg bøvlet i det fitness center i et år for at komme af med de 5 kg.) Min biologiske alder var i følge maskinen det samme som min rigtige alder, mens min bedre halvdels var 3 år yngre end hans faktiske alder. Godt gået af en 69 årig! Begge har vi dog for meget fedt om indvoldene (vi har begge stadig lidt “dunk” på trods af store vægttab) – det kunne den maskine åbenbart godt se! (Min træner siger, at det er øl…. Han siger jeg skal drikke vin eller shots i stedet. Det kommer så ikke til at ske!)

Da vi kom hjem blev vi enige om, at nu skal den have en skalle. Vi skal prøve at finde en løsning på det søvnapnø, som ikke inkluderer en CPAP maske på om natten. Vi vil motionere noget mere, så vi kan slippe af med det sidste gule fedt inde i maven. Vi bliver ikke yngre, og vi skal godt nok passe på vores krop, for vi har kun den ene! Vi bliver aldrig fanatiske, og vi spiser da stadig flødekartofler og drikker øl, men sådan i det daglige kan vi nok gøre lidt mere!

Jeg checkede også vores guldforkromede og meget dyre sygeforsikring her til morgen. Hvordan er vi dækket, hvis vi får demens? Ja, jeg kan kun sige, at jeg håber, at der er penge nok tilbage på kistebunden til, at vi selv kan betale for noget hjælp, for forsikringen dækker kun 3500 USD pr. år!

Jeg håber dog endnu mere, at jeg i den situation er klar nok i hovedet til at tage konsekvensen og komme herfra med min værdighed i behold!

 

 

 

 

En tur til Surin med kort varsel

Vi blev for en uge siden inviteret til en vens 70 års fødselsdag. Han bor i Surin oppe nordøst på i nærheden af grænsen til Cambodia. Skal – skal ikke?

Ud at køre med de skøre

Ja, sådan er vi! Vi fik en invitation med kort varsel, og så besluttede vi, at vi da skulle være med til at fejre vores ven Ben’s fødselsdag i Surin. Også selvom der lige er 10 timers kørsel derop! Vi blev dog enige om, at vi nok hellere måtte brække køreturen over i lidt mindre bidder, for det er altså en meget lang tur i Thailands trafik. Hotelpriserne uden for turistområderne er stadig pænt lave, og man får rigtig meget værelse for bare 150 – 200 kr.

Jeg er kontrolfreak, så alt blev researchet og booket hjemmefra. Jeg gider IKKE køre ud i det blå og sidde og brænde sammen over, at det snart er mørkt, og vi stadig ikke har et sted at sove. Men på research måden får man også nye landskaber ind på sin hjernebark. Udover selve hotellet og værelset undersøger jeg, hvor vi kan spise, er der en bar eller to i nærheden, hvordan er tilkørselsforholdene, parkering osv. osv. Sådan gik det også denne gang, så ALT var under kontrol, før vi tog hjemmefra.

Festen var på fødselarens store dag fredag, så vi tog afsted hjemmefra torsdag. Først skulle vi lige op i fitness centeret og træne (jeg er efterhånden helt fanatisk med det træning!), og så tog vi hjem og fik en klemme, pakkede bil og tog afsted.

Driving Miss Crazy (efter filmen Driving Miss Daisy)

Det siger min husbond tit, når han skal køre mig et eller andet sted hen. Det passede også ret godt denne gang! Efter ca. 1 1/2 times kørsel opdagede jeg, at min håndtaske IKKE var med i bilen. Sikke en larm det gav!! Kontrolfreak eller ej – jeg havde fejlet totalt!! Havde jeg haft en stor kæp, havde jeg banket mig selv oven i bolden ca. 100 gange! Nu var vi lige godt på vej uden for myldretid og alt for heftig trafik. Men uden pas, penge og mobiltelefon gik det altså ikke. Så vi måtte tage den tunge vej tilbage til Hua Hin igen! Tasken stod fint på køkkenbordet, og så startede vi forfra.

Det resulterede så i, at vi ramte Bangkok “perfekt” i myldretiden. Der er SÅ meget vejarbejde rundt om Bangkok, og det er et mareridt, hvis man ikke undgår de værste tidspunkter. Det kan jeg så fortælle, at vi ramte spot-on! Da det så var overstået, begyndte det at blive mørkt, og vi kørte ind på vejen mod Nakhon Ratchashima (Korat). Vi ved nu, at det er lastbilernes “Eldorado”. Hvis man vil se “elefantræs”, hvor lastbilerne kun kører i de yderste spor, er det her. De er komplet ligeglade med det inderste spor – det er nærmest tomt. Alle ligger i 2. eller 3. spor, somme tider også i 4. – med 60-80 km i timen – og da vi nåede bjergene blev det endnu langsommere op ad stigningerne.

Jeg kontaktede vores thai ven, Tam, og han ringede til hotellet i Nakhon Ratchashima for at fortælle dem, at vi kom sent – ca. 20.30. Godt for det! Receptionisten ventede kun på OS, og da vi kom ned igen efter at have smidt den ene halvdel af bagagen op på værelset, var receptionen lukket, og vi skulle ud igennem køkkenet og en baggård for at komme til vores bil. Men selve hotellet “Urban Bamboo” var et fedt lille sted med en helt speciel stil. Kun 720 baht for en nat – inklusive en rigtig fin morgenmad.

Nakhon Ratchashima – også kaldet Korat

Heldigvis havde jeg gjort mit hjemmearbejde! Selvom vi skulle overnatte i absolut centrum af byen, var der MEGET stille ved den tid af aftenen. Vi gik hen ad en vej, hvor stort set alt var lukket og slukket. Vi gik forbi en kedelig stille restaurant, og kom så frem til et af mine fixpunkter. En bar/restaurant med live musik, som hed Dok Mai Restaurant. Det var så en ny oplevelse i Thailand! Her var dusinvis af piger til at betjene thai mænd. Vi var de eneste udlændinge OG jeg var den eneste kvindelige gæst i restauranten! Det var vildt hyggeligt, og vi blev godt modtaget. Fik noget rigtig god mad og nogle kolde øl, som damerne sørgede for at fylde i glasset allerede når det var halvtomt. Vi nåede at se tre forskellige bands spille, og vi fik også en hold snak med en af pigerne, som turde at kaste sig over et par faranger. En blanding af dårligt Engelsk og meget dårligt Thai. Vi kom frem til, at konceptet er, at thai mændene kommer og spiser og drikker, og så byder de damerne på drikkevarer og mad. Der blev ihvertfald kylet godt med thai whisky og øl ned af alle parter til høj thai musik!

Dok Mai Restaurant og Bar i Korat

Surin – uden rotter!

Næste morgen kørte vi videre til Surin, hvor vores ven havde booket hotel til os et stykke fra sit hus – han bor virkelig på landet. På nettet havde vi set, at lige ved siden af var en restaurant, hvor de sælger rismarksrotter grillet. DET måtte vi da bare prøve. Rismarksrotter er ikke sådan nogle rotter fra kloaken, som vi normalt forbinder med rotter. De her rotter lever i rismarkerne og æder snegle, insekter osv. osv. Vi har tit snakket om, at det må vi prøve, men der er ikke så mange rismarker i Hua Hin, og derfor heller ikke ret mange af den slags rotter.

Så vi smed bagagen ind på vores næste hotel og skyndte os over i den restaurant på den anden side af vejen. Øv – de havde da ikke rotte på menuen alligevel. Skuffede vendte vi tilbage på hotellet og spiste en pose peanuts! Iøvrigt et vildt fint hotel ude midt i ingenting til 600 baht. Malinee hedder hotellet.

Malinee Hotel i Sangkla, Surin

Tid til fest

Så var det tid at tage til fest. Vi blev hentet af fødselaren. Festen skulle holdes hjemme hos ham og hans frue. Hun er thai og har en lille restaurant i haven. Vi nåede kun lige at ankomme, så VÆLTEDE det ind med mennesker.

Der var selvfølgelig masser af thaier, men ellers var rigtig mange nationaliteter også repræsenteret. Ben’s venner i området er fra Norge, Danmark, England, Island, Frankrig og flere andre lande. Vi var så heldige at møde hans franske ven, som laver ost hjemme i sin garage. Han havde medbragt 2 forskellige oste af camembert typen som smagsprøver. Spørg lige om fru Osteelsker gik helt i coma! De var bare SÅ gode, så jeg endte med at spise ost og brød, så jeg ikke kunne klemme ret meget af buffet’en ned!

Alle thaierne satte sig på bambusmåtter i indkørslen, mens vi gamle vesterlændinge sad ved bordene. Lidt henne på aftenen gik det hele op i et højere gear, og så blev der danset og skrålet højt til thai musik. Jeg endte som sædvanlig med at tage en ordentlig svingom med nogle thai damer. Den ene af dem sagde bagefter: “Do you remember me?”. Næh, måtte jeg da indrømme… Jamen, så var hun da med til en fødselsdag hos en ven her i Hua Hin for nogle måneder siden…. Da dansede vi så også sammen…. Jeg er altid imponeret af, hvor gode thaierne er til at huske ansigter!

Sikke et party! Der blev råbt og skreget og sunget – jeg tænker naboerne nok har måttet vente med at sove til halvsent! Nogle flinke mennesker kørte os tilbage til hotellet, for taxi er ligesom ikke en mulighed helt derude på bøhlandet.

Ben med en ven og fruen i baggrunden

Tilbage til Bangkok

Lørdag morgen kørte vi tilbage mod Bangkok. Vi havde besluttet også at bide hjemturen over i to. Min husbond ville gerne køre på landevejene i stedet for highway, så vi startede ud ret tidligt på den 5 timer lange tur. Aldrig i mit liv har jeg oplevet SÅ mange huller i vejen! Over lange stræk kørte vi i uafbrudt zig-zag for at undgå hullerne – vi lurede de lokale af og fulgte dem.  Alligevel fik vi nogle gevaldige brag, når vi ramte nogle kæmpe huller i asfalten. Vi havde nok også regnet med lidt oplevelser i form af smukke landskaber, men 90% af tiden var det bare rismarker!

Da vi nåede frem til Bangkok, var vi begge lettede over at kunne komme ud af bilen! Hotellet “Letana Hotel” ligger 20 minutters kørsel fra Suvarnabhum Airport. Faktisk kørte vi turen dertil  bagom hele lufthavnsområdet, og det var ret sjovt at se. Hvor hotellet ligger sker der ikke det store, men vi havde læst, at der på hotellet var levende musik og spændende restaurant ned til en kanal. Flot og spændende var der. Sådan New York “loft style” i mange niveauer og med masser af sjove detaljer. Værelset var også super med helt rimelige 1090 baht i pris.

Restauranten var dog GIGA dyr. Vi plejer ellers at sige, at i Thailand går det aldrig helt galt prismæssigt. Men det gjorde det så i går. 1800 baht for 3 pølser, ovnkartofler og en thai salat + 3 øl er altså lige i overkanten! Vi betalte 2 x 40 baht for 2 glas vand, som vi ellers sagde nej til, og så måtte vi bøde 100 baht for at få isterninger i vores øl. Musikken var heller ikke lige noget at skrive hjem om! Stadigvæk – hotellet var fedt og supergod betjening og dejlige omgivelser.

Udsigt fra værelset Letana Hotel Bangkok

Hjemad!!

Klokken 6 i morges sprang vi ud af sengen – nu skulle vi hjem! Hurraaa! Så ud i bilen uden morgenmad og så bare mod Hua Hin. En nem tur en søndag morgen, så dagen er stadig vores. Vi er dog noget baskede. Triptælleren i bilen siger, at vi har kørt 1334 km. på 4 dage, og vi har siddet 20 timer i bilen. Det kan jeg også godt mærke i bagdelen!

Næste gang vi besøger Ben, skal vi bruge nogle flere dage. Faktisk syntes vi så godt om Surin town, at vi er nødt til at komme tilbage og udforske byen noget mere! Men Thailand er godt nok mest virkelig dårlige veje eller vejarbejde, vejarbejde, vejarbejde!

I aften bliver nok helt klassisk “komme hjem aften”. Vi spiser vores sædvanlige “komme hjem mad” – millionbøf med kartofler og grønsager – og så knalder vi hovedet ned i tallerkenen til en film på Netflix! Vi er mætte af indtryk og masser af spændende mennesker – og trætte efter mange timer i bilen. Plus komme lidt for sent i seng hver aften og MÅSKE …… lidt for mange øl…..

Ude godt – men hjemme bedst!

 

 

PS. Billedet øverst er af min egen hjemmelavede bitter. Vi kan godt lide en bitter til morgenmad engang imellem, men det er hunde dyrt her i Thailand. Til gengæld koster en god kvalitet lokal vodka kun 400 baht for en liter. Efter 4-5 forsøg kom jeg frem til denne her. Den tager en måned at lave og indeholder lidt mere end 20 ingredienser. Hvad giver man manden der har alt, som bliver 70? En kurv med gode sager – inklusive en flaske Baan Jet bitter!

 

 

Hua Hin er kedelig!

I morges har jeg læst det igen på Facebook…. Hua Hin er kedelig!

Jeg har set mange udtrykke, at Hua Hin er kedelig og kun for halvskaldede pensionister. Det lyder som om, at Hua Hin er en halvsøvnig by, hvor alle går i seng med hønsene, og hvor der ikke foregår en pind, men det synes jeg altså er temmelig uretfærdigt!

Hua Hin bliver ofte sammenlignet med Pattaya og Phuket, og når jeg læser at Hua Hin er kedelig, så må jeg jo formode, at det har noget at gøre med nattelivet, eller hvad? Jeg kan simpelthen ikke se, hvad det er Patong Beach eller Pattaya har at byde på, som vi ikke også har her. Det kan da godt være, at mange lokale barer lukker omkring midnat, fordi det nu engang er reglen, men hvis man er bare en lille smule opsøgende, så er der også her i Hua Hin en del steder, hvor man kan tilbringe natten og huje rundt, til det næsten bliver lyst. Der er flere steder – nogle temmelig store – fordelt rundt i byen. Problemet for en udlænding er nok, at ALT her foregår på Facebook, og man skal ofte også kunne læse thai eller bruge Google Translate. Og så skal man selvfølgelig lige indstille sig på, at der bliver spillet thai musik og ikke vestlig “unga-unga musik”. Men thaier der går i byen er totalt festlige, og det kan være en virkelig sjov oplevelse at være på et thai spillested. Der spises, snakkes, skråles, danses og hygges. Et par eksempler på steder med thai mad, thai musik og thaier der hygger sig er:

  • Baan Samoriang  – ligger tæt på Soi 94. God mad og live musik
  • Wink Club – ligger lidt uden for byen – har aldrig været der. De tidligere ejere fik fængselsstraf i 2020 for at arrangere en koncert og sprede Covid
  • Pimniyom – ligger på Canal Road. De trækker mange store thai musiknavne, og har rigtig hyggelige omgivelser
  • SamSam Bar + flere andre barer i samme område i centrum af Hua Hin kører løs til klokken skrot
  • Thongsuk Cafe – spise- og drikkested lidt uden for byen – er også åben til sent.

Udover de her steder (hvor jeg lige måtte have hjælp fra en ven, som er kendt i “branchen”), så er der jo også andre steder at spise og drikke om aftenen:

  • Baan Khun Por – Fars Hus på dansk – åbent hver aften. Kæmpe Foodcourt med masser af madboder, live musik og i weekenden fest i gaden (bogstavelig talt)
  • Cicada Market – Tamarind Market – Cicada Market er et weekend marked med masser af forskellige boder med ting og sager, og Tamarind Market er et madmarked lige ved siden af. Ligger lige syd for Hua Hin i Khao Takiab.
  • Natmarkedet – er stadig lidt en skygge af sig selv efter Corona, men hop i en taxi og prøv det. Det er stadig ret charmerende med gode fiskerestauranter og nogle barer undervejs igennem boderne
  • Father Ted’s er lidt af en institution. Her er live musik hver aften og altid god mad, kanon stemning og superdejligt personale. Stedet ligger i centrum

Ja, så kan jeg også nævne, at der nok i det sidste år er poppet flere end 100 nye barer op omkring Soi 94! Herunder også vores favoritbar “Rockzone”. Da han åbnede sin bar i december 2020, var han ret alene lige på den lille vej. Nu er der masser af små barer, og lige ved siden af er der et gigantisk sted under opførelse. Det bliver til endnu et thai sted med mad og musik og plads til flere hundrede mennesker.

Jeg kan simpelthen ikke forstå, at Hua Hin skulle være kedelig!

Tager vi turistattraktionerne omkring Hua Hin, så er der jo alle de sædvanlige mere eller mindre spændende templer. Men der er da også en dejlig strand (måske ikke lige den bedste i Thailand, men den er der da) med flere slags vandsport. Der er utallige golfbaner – nok det sted på kloden med flest golfbaner inden for et lille område. Man er indenfor køreafstand af at se vilde elefanter, en trecking tur til et underjordisk tempel, en vingård, smukke bjerge, vandfald, foodtours hvor man kan opleve madkulturen og og og… Hvad er der nu kedeligt ved det?

Det hele handler nok også lidt om research! Hvis man bare tager afsted, så har man jo ikke noget begreb om, hvad man står i, når man kommer frem. Lad mig forklare…. Vi skal snart på en tur til Surin, hvor vi skal fejre en vens 70 års fødselsdag. Når vi nu alligevel skal afsted, så kan vi jo lige så godt se, hvad vi kan få ud af turen og lægge et par ekstra overnatninger ind. Vi kører aldrig “ud i det blå” mere efter en tur i Sedona, Arizona, hvor vi endte med at spise toastbrød og skinke ud af pakkerne efter at have ledt efter et hotel en hel aften! For mig er det også en spændende del af rejsen at forberede mig. Jeg kan godt lide at prøve at tilrettelægge turen, så vi får mest muligt ud af vores tid. Det betyder ikke nødvendigvis at se 1000 ting men mere at få lavet en grov slagplan, så de væsentlige ting som overnatning er på plads. Lokation, lokation, lokation, som man siger. Det går vi rigtig meget op i. Skal vi bare sove, kan det jo være lige meget, men vil vi gerne ud og spise eller se noget, så betyder det altså en del.

Jeg kan så sige, at turen til Surin ikke byder på de kæmpestore oplevelser. Vi er ikke til at se templer – been there, done that. Hvis ikke der ligefrem foregår noget i templet, så er de altså ret ens de fleste af dem. Jeg googlede lidt på de byer, vi skulle igennem på rejsen. Når et shoppingcenter er nummer 1 som attraktion i den ene by og et thai boxing center nummer to i en anden, så siger det altså lidt om, hvad nogle områder i Thailand har at byde på. Jeg må indrømme, at jeg havde det lidt svært med at finde steder at se andet end landskaber (og som da også er fint nok). Når folk siger til mig, at man skal tage ud på landet og nyde det “rigtige” Thailand, så går JEG i “kedelig – mode”. Jeg ville ALDRIG tage på bondegårdsferie i Danmark f.eks. Jeg boede på landet i hele min barndom og ungdom og svor, da jeg rejste derfra, at det skulle jeg ALDRIG igen! Der er nogle områder i Thailand med masser af interessante steder at se og masser af liv, men der er ved grød også masser af områder med bøfler og rismarker.

Så kalder man Hua Hin for en kedelig pensionistby??

Ja! Jeg indrømmer, at man ser mange gråhårede faranger i Hua Hin! Jeg er selv en af dem, selvom jeg ikke er gråhåret mer (de grå hår forsvandt mirakuløst, da vi flyttede herud og kom ikke igen). Ja, jeg er da ikke helt ny mere, og min bedre halvdel er da slet ikke. Men at kalde os kedelige er nok ret misforstået. Man kan ikke dømme folk på deres hudfarve. Og altså heller ikke på hårfarven – eller mangel på hår i det hele tager!

Man skal nemlig bare vide, hvor man skal gå hen for at have det sjovt. Nu er “sjovt” jo en subjektiv vurdering, og nogle mennesker skal have “sjovt” serveret på et sølvfad. Hvis ikke kulisserne er sat op, så det hele kører på skinner, så er det pr. definition kedeligt. Min tidligere chef, som var skotte, havde et motto. “If you fail to prepare – you prepare to fail”. Altså, hvis du ikke forbereder dig, forbereder du din fiasko. Og han har helt ret – i alle facetter af livet. For mig gælder det også det at rejse på ferie.

Derfor har ingen af de steder, vi har rejst til, været kedelige. Vi har nemlig sørget for, at vi ikke kom kedelige steder. Men vi har været steder, som på overfladen lød kedelige, men som var fantastiske, når man dykkede lidt ned i dem. Os, der bor her i Hua Hin og har venner og bekendte, ved jo godt, at man bare lige skal køre ud på den og den restaurant, hvor der er live musik af lokale hyggefætre. Eller hvor der er et sjovt marked langt udenfor byen. Eller hvor der ligger en cowboy tema restaurant med fuld knald på – langt ude på bøhlandet.

Hua Hin er en perle! Hua Hin er ikke kedelig. Og så skal man huske, at det ikke er uden grund, at der ligger hele to kongepaladser i byen. Mens Phuket og Pattaya sejler rundt i vand lige nu, så er der behageligt og dejligt i Hua Hin (men lige nu lidt koldt….). Og så kan du jo med en positiv indstilling være med til at gøre Hua Hin til et endnu mindre kedeligt sted!

Live musik på stranden i Kao Tao. Lokal og hyggelig Full Moon Festival