Lidt navlepilleri – er ved at løbe tør……

I dag skal det ikke handle om situationen i Thailand. Derimod lidt navlepilleri, for vi er ved at løbe tør for forsyninger fra Danmark.

Indtil nu har vi kunnet holde os kørende med de ting og sager, som vi selv eller vores søde venner og gæster har medbragt hertil fra Danmark. Det er selvfølgelig en lidt ligegyldig ting, set i forhold til hvad der ellers foregår i Thailand og resten af verden. Men det betyder noget for os i den lille almindelige dagligdag. Lad mig lige nævne nogle af de fjollede ting, vi har slæbt med i kufferten fra Danmark. Det er ikke nogen prioriteringsliste men bare en lille oversigt.

Tandpasta. Man kan købe gud ved hvor mange forskellige tandpastaer i Thailand. Bare ikke Zendium, som er opfundet i Danmark. Det er en tandpasta, som ikke skummer helt op i ørerne, og som sørger for at holde balancen i munden god og sund. Ingen af os har haft huller i tænderne, siden vi begyndte at bruge den tandpasta for 30 år siden. Men okay – nu er der tre (bittesmå) tuber tilbage, så om kort tid må vi over på noget andet. Det bliver en svær overgang.

Matadormix og skippermix. Ikke at vi spiser tonsvis af slik, men som de fleste danskere elsker vi også lakrids. Og gerne salmiaklakrids. Når jeg bød mine engelske kollegaer på en lakrids, mens jeg endnu arbejdede, var de ved at gå til. De syntes virkelig, det var ulækkert! Det er ligesom leverpostej: Man skal være opvokset med det. Vi kan godt købe Haribo lakrids i supermarkedet, men det har altså ikke noget med Piratos og Skippermix at gøre! Så for tiden er saltlakrids på rationering, og det varer ikke længe, før det er slut. Til gengæld kan man købe de sure cola vingummier her, og DE er gode!!

4-liter fryseposer. Ja, det lyder måske skørt, men når jeg tænker efter, så har jeg godt nok bare brugt mange af dem. Ikke særlig miljøvenligt godt nok, men det er bare snildt med en 4-liter frysepose. De fås i Føtex og andre steder på en rulle med 100 stk. til ingen penge. Her kan man kun få lynlåsposer, og de er så stive som et bræt, så man kan ikke klemme luften ud af posen.

Engangsvaskeklude. Heller ikke det mest miljøvenlige, og jeg har da aldrig brugt dem i Danmark. Men min nevø og hans kone havde en pakke med til at ordne numsen på den lille. De efterlod resten her hos os, og så var der en venlig sjæl på Facebook, der gav det gode råd at bruge engangsvaskeklude til at ordne skål og grej, når man har lavet gærdej. Haleluja! Jeg hader en opvaskebørste, vask, strainer, skål mm. der er sat til i gærdej. Med sådan en klud går det som en leg!! Jeg har googlet kloden tynd, men det er altså ikke noget, man kan købe i Thailand.

Mikrobølgeovnsfilm. Endnu en miljøgyser, men det er altså smart til en rest mad, som lige skal varmes op. Der findes ikke noget, der bare ligner det her, og heldigvis er min beholdning stadigvæk nogenlunde ok.

BH’er uden bøjler, skum og push-up. Det er stort set umuligt at finde. Og selvom jeg ikke har den store barm, så kniber det faktisk at finde en helt almindelig bh, som ikke ligner noget, der er 3 numre for småt, og hvor det buler ud både her og der. I denne varme gider jeg heller ikke gå rundt med 1/2 m3 skum på brystet, og de der bøjler nager og kradser ad pommern til. At gå uden er ikke nogen option – dertil er tyngdekraften her ved ækvator simpelthen for stærk. Derfor reparerer jeg mine gamle Sloggi BH’er igen og igen….

Mornaysauce og Carlsens peberrod. Hverken det ene eller det andet står på hylderne henne i supermarkedet, og de sidste reserver er nu helt sluppet op. Jeg må nu i gang med at eksperimentere med at lave hjemmelavet mornaysauce, men en almindelig hvid sovs med ost i er altså ikke det samme. Der mangler ligesom noget. Også selvom det er et industriprodukt. Hvis nogen har en opskrift på en god mornaysauce, så vil jeg være dybt taknemmelig.

Det her er bare nogle eksempler på, hvad kufferten kunne indeholde hos os selv eller en gæst fra Danmark. Alt det har Covid 19 jo ligesom sat en stopper for. Vi kan nok lige så godt vænne os til situationen, for det har lange udsigter med nye forsyninger.

Alternativer

Så er der andre ting, hvor vi bare har vænnet os til at bruge det, vi nu kan få. Jeg har vænnet mig til at spise talentløs og karakterløs ost og ovenikøbet sætte pris på det. I Danmark var jeg til Onkel Kras med kommen fra Them Mejeri (hvor jeg dog savner det). Når jeg skal lave noget med grønkål, har jeg fundet ud af at erstatte det med forskellige andre bladgrønsager som smager tæt på, men hvor udseende og konsistens er anderledes. Vores favorit barbecue krydderi fra Santa Maria synger også på sidste vers, men så kan jeg jo hygge mig med at få eksperimenteret mig frem til MIN EGEN blanding i stedet.

Så er der ting, som man godt kan få, men som så koster spidsen af en jetjager. Jeg har tidligere skrevet om produkter til opvaskemaskinen, hvor en venlig mand her i Hua Hin forærede mig sin beholdning fra Danmark. Læs mere her.  Derfor er jeg heller ikke i knæ med det endnu. Det gælder også visse fødevarer som feks. en god fetaost eller gedeost. Det er bare megadyrt. En fetaost i Makro, som koster 25 kr. i Danmark koster 60 kr. her. Vi kan godt lide en Cointreau til kaffen med lidt chokolade en lørdag aften. Den er også på rationering nu, for det er ALT for dyrt at købe her, og når den sidste flaske er tom, så må vi bare undvære. Det er jo et spørgsmål om prioritering, og engang imellem flotter vi os, men at betale 60-80 kr. pr. kilo for feks. knoldselleri kommer aldrig til at ske!

Man kan jo sige, at så skulle man “bare blive hjemme”, som jo er en bemærkning, der kommer ret tit på de sociale medier. Dertil kan jeg kun sige, at det heller ikke er en option, men jeg forbeholder mig ret til at pibe over det jeg savner.

Det er jo luksusproblemer, men det skal ses ud fra, at vi jo har været velsignet med gæster flere gange om året, og de har altid været flinke til at medbringe tingene på vores ønskeseddel. Vi har også selv slæbt godt med sager herud.

Hvis alt var fortsat som “normalt”, så havde jeg heller ikke siddet her og  jamret over det. Så var lagrene fyldt op.

Jeg tror, at alle danskere, der bor her, kan nikke genkendende til, at man altid har haft lidt kuffertplads med godter hos sine gæster.

Nå, men verden er ikke gået under, og det gør den formentlig heller ikke fordi jeg ikke har mere mikrobølgefilm.

 

 

 

 

 

Hvordan går det så her i Thailand med det Covid-19?

Ja, hvordan går det egentlig her i Thailand med det Covid-19 møg?? Det er der mange der spørger om. Og der er også mange, der spørger om, hvornår man kan komme hertil som turist igen. Ingen ved det – og det har nok desværre lange udsigter for den almindelige turist at komme hertil og holde ferie i et par uger.

Turistområder eller ikke turistområder

Der er stor forskel på, hvor hårdt de forskellige områder er ramt her i landet. Nogle områder mærker stort set intet til det. Det er de områder, hvor der normalt ikke kommer turister. Nogle områder som feks. Koh Samui er så hårdt ramt, at de udlændinge der bor der permanent flygter væk fra øen. Så er der det indimellem som Hua Hin, Patthaya og Bangkok. Her går livet videre – godt nok på en meget stille måde, i alt hvad der har med turisme at gøre.

Folk med tilknytning til turistbranchen klamrer sig med efterhånden det sidste af neglene til bordkanten. Mange ting er allerede lukket og slukket, og der er mange ting, der er anderledes nu end for nogle måneder siden. Et eksempel er, at man ikke bare lige kan tage en tuk-tuk eller en song taew taxi. Der er kun meget få tilbage, og hvor de andre er blevet af, er der ingen der ved. Nu bruger de fleste Grab, så bybilledet er blevet lidt fattigere. (Til gengæld bliver man ikke snydt, og det fungerer mega godt!). En del hoteller er lukket, og mange af de store hoteller (med godt med finanser i ryggen) er gået i gang med at bygge om, eller også er de (specielt i Bangkok) blevet karantænehoteller, så poolområde, restauranter osv. er lukket ned.

Hua Hin og Covid-19

På nogle områder ligner Hua Hin sig selv. Der er masser af byggeri i gang – både på jernbanen, nye lejlighedskomplekser og renovering af privathjem og hoteller. Her er stadig masser af skrald, og nogle områder af byen ser forfærdelige ud, fordi huse er helt eller halvt revet ned for at bygge den nye jernbane. Visse steder laver man nye kloaker. Så alt i alt må der være kørt i hundredevis af tons beton hertil. Det kan man også godt se på vejene. Soi 94 er nu så hullet og bulet, at den er direkte farlig at køre på – især om aftenen.

Strandene er næsten tomme, men der kommer stadig en hest eller to på Soi 94 på vej til stranden for at tilbyde en ridetur.  Kører man syd for byen til nogle af de lidt fjernere strandområder, er alt stort set lukket og slukket.

Der sker dog noget meget sært i området mellem Soi 88 og 94. Nye forretninger popper op! Der er åbnet flere nye barer, restauranter og en sandwich-kæde med hovedsæde i Phuket (og der sker jo ihvertfald intet). Nogle af forretningerne flytter til området, fordi de ikke kan betale huslejen i midtbyen, eller fordi de bliver smidt ud, hvor de er.

Huslejerne er med ægte thai logik mange steder:

1. Det er bedre at lade bygningen stå tom end at sætte huslejen ned.
2. Hvis jeg tjener mindre her under Covid-19, så må jeg hellere sætte prisen op.

Forleden var vi ude at køre om aftenen, og nogle steder her i området var der faktisk MERE gang i den end før Covid-19. Rigtig mange madboder overalt, og det er sikkert fordi, at der er mange thaier der griber til at sælge mad, hvis de har mistet jobbet. Hvis man kigger ind i restauranterne og barerne, kan man dog se, at der ikke er mange kunder ret mange steder. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det hele ser ud om yderligere 6 eller 12 måneder.

Det er en meget blandet landhandel af godt og skidt, men sikkert er det, at hvis landet fortsætter med at være nærmest hermetisk lukket, så bliver det kun mere skidt!

Muligheden for at komme hertil

Der er muligheder for at komme hertil, og dem skal jeg ikke gå i detaljer med her. Det skifter hele tiden, og det klogeste er at læse på Den Thailandske Ambassades hjemmeside for at få de korrekte oplysninger. Man slipper ikke uden om karantæne (det er kun diplomater og soldater, der kan det (uofficielt)). Der var en overgang snak om at forkorte karantænen fra 15 nætter til 10, og jeg troede faktisk, at det var vedtaget, men ifølge vores fantastiske sundhedsminister, kommer det ikke til at ske. (Det var ham der utalte at Covid kom fra “dirty farang”, som stinker og går i beskidt tøj). I går skrev de så i Bangkok Post, at længden af karantæneperioden skal diskuteres i næste uge… Det er ikke til at blive klog på. Ikke at det kan være ligemeget, om det er 10 eller 15 dage, for man bliver behandlet som i isolationsfængsel med skrotmad og indbygget gårdtur, som man skal søge om dagen før.

Den seneste nye genistreg er, at man har annonceret, at man har slækket reglerne på nogle områder, så flere turister kan komme ind i landet. Der er bare lige den lille hage, at man udover at komme fra et lavrisikoland og alle kravene til feks. papirer, forsikring og coronatest også skal kunne bevise, at man har hvad der svarer til 500.000 baht på sin konto i hjemlandet. Det er godt 100.000 kr, og de skal have stået der i 6 måneder op til rejsen. Og det er pr. person. Det har de fleste da bare lige stående…. NOT.

Jeg ser et kæmpestort hul i en fod…..

De samme kloge mennesker siger også, at turistbranchen langsomt er ved at få det bedre….. Jeg siger ikke mere.

Demonstrationer

Samtidigt er her masser af demonstrationer, som de fleste sikkert allerede har læst også i de danske medier. Den yngre generation står fast på kravene om, at premierministeren skal gå af, grundloven skal skrives om, og kongehuset skal reformeres. Desuden er der også en gruppering, som kræver at få ændret uddannelsessystemet.

I går var demonstranterne på gaderne i Bangkok igen. Det foregik heldigvis fredeligt, og man må lade de unge mennesker, at de forstår at bruge symboler i deres kampagne. I går blev “Democracy Monument” hyllet ind i et kæmpe klæde med forskellige slagord som feks. “ikke flere diktatorer”. Kongen og Dronningen skulle indvie en ny togrute, og da de kørte forbi demonstranterne, vendte de alle ryggen til og stod med tre fingre i vejret og sang nationalsangen. Der var selvfølgelig også mødt en masse royalister frem, og ifølge Bangkok Post, sås der blandt dem en del med den typiske “crew-cut” frisure fra militæret.

Det er klart, at den nuværende situation på grund af Covid-19 også er med til at forstærke følelsen af fattigdom, undertrykkelse og mangel på ytringsfrihed. Jeg tager hatten af for, at de unge mennesker kan holde det på et fredeligt plan.

I næste uge skal man diskutere ændring af grundloven i parlamentet, hvor der er kommet flere forskellige forslag fra partierne. Men at ændre grundloven er jo ikke noget, man bare lige gør over nat, så det har nok lange udsigter. Premierministeren udtalte i sidste uge, at han ikke kan gå af. Han har godt nok ledt efter “Mr. Right” afløser, som han sagde, men han har ikke fundet en person, der kan gøre det bedre end ham selv. Så han må bare blive ved, selvom han er træt af at give ordrer, for det har han “gjort så rigeligt” som leder af militæret……

Mit hjerte bløder

Ja, det lyder måske svulstigt og for meget, men mit hjerte bløder for det her land. Når jeg ser håbløsheden i øjnene på de almindelige thaier, som har virkelig svært ved at få det hele til at hænge sammen nu. Når jeg kan se, at de må splitte familien op, for at få enderne til at mødes. Når der kører kæmpe Mercedes slæder rundt, mens gammelmor skal sælge kylling for 10 baht stykket og tjene 1 eller 2 baht pr. styk. Når en bager og en musiker skal sælge nudelsuppe og kylling for at få deres børn i skole og betale husleje.

Jeg vågner om natten og vender og drejer, hvordan vi kan hjælpe vores thailandske venner, hvor nogle af dem efterhånden er helt derude, hvor der ikke kan sælges flere af deres sparsomme ejendele. Dem vi kender er alt for stolte til at tage imod direkte økonomisk hjælp, og da vi ingenting må lave her, så er det enormt svært at hjælpe. Når en thai er nødt til at gå på lykkepiller for ikke at falde ned i det sorteste hul, så er det altså skidt.

Her er ikke noget socialt sikkerhedsnet, og de hjælpepakker der har været, har ikke gjort den store forskel.

Når alt det her forhåbentlig går over engang, så er de rige blevet ufatteligt meget rigere, og de fattige er blevet meget, meget fattigere.

Jeg vil nu tage en mental lykkepille og prise mig lykkelig over, hvor priviligerede vi – min bedre halvdel og jeg – er. Vi kan få lov at være i dette dejlige land i en tid, hvor det ikke er særlig sjovt at være andre steder.

 

PS. Billedet i dag er taget for et par uger siden, hvor jeg var på kaktus- og sukkulentmarked i vores lokale center med et par veninder. Der stod denne her sag – læg mærke til prisen… 70.000 baht! Det står godt nok meget i kontrast til situationen iøvrigt….

 

 

 

 

 

 

Party house i Thailand – en udsøgt plage!

At leje sit hus ud som partyhouse er meget populært her i Hua Hin, og det kan være en udsøgt plage for naboerne. De skal nemlig lægge ører til berusede mennesker, der vælter rundt i poolen, spiller pool og synger karaoke til langt ud på natten.

Partyhouse – hvad er det?

Et partyhouse er et hus med gode faciliteter som en swimmingpool. Det lejes ud på dagsbasis til 8-10000 baht pr. døgn – nogle endda til en lavere pris. Til gengæld kan der ofte sove 10-15 mennesker i huset, så det er jo en billig ferieform. Det er forbudt at leje huse ud på korttidsbasis her i Thailand. For at beskytte hotellerne er der indført en lov, som forbyder udlejning i kortere tid end 30 dage. Det er folk sådan set ligeglade med, og AirBnB findes da også her, selvom myndighederne har været efter dem.

Lejerne af et partyhouse er typisk yngre thaier – her i Hua Hin er det oftest thaier, der kommer ned fra Bangkok for at holde fest i en dag eller to.

Bor man ved siden af sådan et partyhouse, så er man bare mega uheldig (især hvis man er farang), for det er meget svært at komme af med. Politiet er ligeglade, ofte kender man ikke engang ejeren af huset, og ejeren har ingen interesse i at stoppe aktiviteterne. I værste fald ved han slet ikke, at det foregår.

Og det kan vi og vores naboer skrive under på!!

Baan Jet som partyhouse

Da vi havde givet tilsagn om at købe huset, skulle vi først i gang med alt papirarbejdet. Vi betalte et (pænt stort) depositum til ejendomsmægleren, og så gik vores advokat i gang med at lave “due dilligence”, som er en slags gennemgang af ejerskab, gæld, lokalplaner og andre væsentlige ting. Imens man venter på det, er huset selvfølgelig stadig sælgers.

Da der var gået nogle uger, fandt jeg pludselig billeder på Facebook af folk, der festede i VORES hus. Der var som man kan se godt gang i den, og vi fik mildest talt et shock! Jeg var helt målløs, da jeg pludselig kunne genkende poolen og stuen….

       

Pludselig forstod vi, hvorfor der stod et poolbord mit i stuen, og der var discolys og karaokeanlæg. Vi havde også undret os over, at der var et skilt med password til internettet hængt op på væggen. Da vi fik fremvist huset, spurgte vi til alle madrasserne i huset og fik at vide, at de nuværende lejere var ved at flytte ud.

Hvordan genkender man et partyhouse?

Der er nogle helt generelle ting, man kan kigge efter:

  • Flere store badedyr i poolen + en masse små kulørte bolde
  • Et stort poolbord et centralt sted i huset
  • Karaokeanlæg og diskolys
  • Mange senge og madrasser i hvert soverum
  • Lås på indersiden af døren i soverum

Derudover kan man se, at der er møgbeskidt, der er skrammer og ridser alle vegne – også steder, hvor man ikke kan fatte, hvordan nogen har båret sig ad med at lave en skramme.

I vores hus var dørhåndtagene halvt rykket ud af dørene, man havde tabt en kø og slået en flise i stykker midt i stuen, jalousilåger smadret. Og så videre…..

Hvad gjorde vi så?

Vi kunne jo sådan set ikke gøre en pind andet end at brænde sammen inde i vores hoveder. Heldigvis forstod vi ikke helt, hvad der foregik dengang, og det var sikkert godt nok.

Men 1 ting lagde vi mærke til! Denne her lille detalje.

En mobil pumpe til poolen. Hmmmmmm – hvad lavede den der, når der var et fint pumpehus med pumper, klorinator, filter osv.

Det blev startskuddet til, at vi ændrede vores sommerferie i 2016 og drog til Hua Hin fra Samui for at se huset endnu engang. Og der stod det klart, at den var helt gal. Poolen lignede en skovsø, renseanlægget var delvist væk, og der stod blomster i den tomme jacuzzi – den var læk. Vi skulle egentlig skrive endeligt under ved samme lejlighed, men vores advokat sagde helt klart nej. Og gudskelov for det.

For at det ikke skulle være løgn, boede der også en gusten englænder i huset. Han påstod, at han havde renset poolen for et par dage siden, men ikke lige havde nået det den dag… Han skulle forestille at være handyman, men det han var bedst til var at fylde hele vaskerummet med tomme flasker og dåser!

Vi måtte rejse tilbage til Danmark og gå på arbejde igen. Vi måtte bede vores gode og meget hjælpsomme venner om at “overtage sagen”. De gik igennem huset som “byggesagkyndige”, og vi fik udarbejdet en liste med fejl og mangler til sælgeren. Vi nægtede at skrive under, før de havde udbedret alle de ting, der ikke virkede og var i stykker.

Det blev en lang og sej kamp – ikke mindst for vores venner. Da tingene endelig faldt på plads og vi skrev under, blev ham den klamme englænder smidt ud med fuld musik, og vi kunne endelig begynde at gøre noget konstruktivt. Der blev hyret folk ind, og under min venindes kyndige ledelse, blev der gjort rent og ryddet op fra kælder til kvist! Haven fik også en ordentlig men tiltrængt omgang.

Sengetøj til mange – rigtig mange

Min veninde skrev dette til mig i en email.

Er lige kommet hjem nede fra jer og efter at have været igennem alt, skuffer, skabe og under senge er status:

På parcellen forefindes:
3 dobbelte folde ud madrasser, 2 ser næsten nye ud
11 enkelte folde ud madrasser, alle kan snildt gøre gavn hos nogle, som ikke har så meget
5 dyner, fine og ikke ret gamle. Ville gøre god gavn andet steds
27 hovedpuder, svingende kvalitet, andre skal måske bare vaskes
De lagner, som lå på nogle af sengene, 1 smidt ud var flækket på tværs, resten fine
De hovedpudebetræk, som var på nogle af puderne på sengene, 2 smidt ud, var revnet, resten fine
Madrasserne på sengene er af meget svingende kvalitet, en enkelt ser ud til at være næsten ny og en enkelt er fra før Kristi fødsel. Resten er et sted midt imellem
Hovedpuder til en hel hær
Rengøringspersonalet deler madrasser, møbler, puder mm.

Som man kan se, var der ihvertfald sovepladser nok, for der var jo også 4 dobbeltsenge og en enkeltseng i værelserne!

For os var det jo på sin vis heldigt, at huset blev brugt som Partyhouse. Men jeg skal love for, at vores ene nabo får nervøse trækninger, bare vi skruer op for radioen. Det har været en sand plage at bo nabo til. Vi har også andre venner, som har været ved at rykke håret ud af hovedet over fænomenet.

Hvis man googler “pool villa hua hin”, så skal man bare kigge efter de kulørte bolde og badedyrene. Så ved man, at det er et partyhouse! Det hus, man ser øverst er partyhouse, og det ligger SÅ tæt på naboerne. Stakkels mennesker!

 

 

 

 

Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet…..

Når man kommenterer på forholdene, når man bor her i Thailand, så får man tit at vide, at “hvis du ikke kan lide lugten i bageriet”, så kan du bare rejse hjem.

Hold nu op, hvor er jeg træt af at høre den replik!! Jeg læser det gang på gang i kommentarer på Facebook, og det er ikke kun danske sider men også engelsk- og tysksprogede sider.

Hvad er det, der gør, at man bliver statsløs, fordi man flytter til et andet land? Man mister en masse rettigheder i sit fædreland, fordi man flytter ud. I Danmark mister man feks. sit pensionstillæg, når man flyter uden for EU, og man har man ovenikøbet “karenstid” i feks. sygehusvæsenet, hvis man flytter tilbage. I det nye land skal man også bare holde sin mund og bøje nakken, for man har jo selv valgt at flytte dertil – man er ikke statsborger men bare gæst eller bekvemmelighedsflytning.

Alt det forstår jeg godt, men jeg synes altså, at man stadigvæk godt må have en mening. Selvfølgelig skal man følge sit nye lands love og regler, man skal også følge de uskrevne love og ikke jokke rundt i kulturen i landet. Politisk set skal man nok heller ikke deltage – det diskuteres jo også lige nu, hvor nogle faranger har deltaget i demonstrationerne i Bangkok. Men man må da for hulen have lov at give udtryk for, om noget er godt eller skidt? Jeg skal lige understrege, at det her intet har at gøre med thaierne, for her hvor vi bor, har vi aldrig oplevet noget dårligt med dem i den retning – tværtimod. Det har derimod noget at gøre med vores egne landsmænd – om vi så er danskere, englændere eller tyskere, eller hvad vi nu er.

Med udgangspunkt i Thailand, hvor vi nu har valgt at bosætte os på “tålt ophold”, som vi kalder det, så sker der så meget i det her land, at det var umuligt at forudse i 2016 (da vi købte vores hus), hvad der ville ske i 2020. Når vi kigger tilbage på de 4 år, der er gået, siden vi købte hus her, så er der sket ufattelig meget. Reglerne på mange områder er ændret utallige gange – og mange regler er blevet overholdt den første måned, og så er de gået i glemmebogen igen. Mange ting er utroligt omstændelige, og man har nogen gange lyst til at rende skrigende bort.

Derfor kan det også godt give en frustration eller to, når man render ind i forskellige forhindringer og problemer i Land of Smiles. Det skal man så bare ikke formaste sig til at give udtryk for offentligt, for så får man bare nogen på hattepulden fra sine “landsmænd”. Hvis du har så meget at brokke dig over, så rejs dog hjem! Jamen, det er jo ikke brok…. Skal man være statsborger i et land for at have en mening eller være frustreret over noget??

Vi to – min husbond og jeg – elsker Thailand på godt og ondt, og vi var godt klar over, at det ville give udfordringer at flytte hertil. Ingen havde forudset en Covid-19 situation, som har gjort alting helt uoverskueligt, det er klart. Vi forsøger at være “gode borgere” i det her land. Vi er kede af, at vi ikke må hjælpe mere i denne Covid-19 situation, for Immigrations har ikke ændret reglerne, så vi må ikke lave noget som helst, der ligner arbejde – heller ikke godgørenhed eller “hjælp til selvhjælp”. De thaier vi kender, og de steder vi kommer her i Hua Hin har aldrig opført sig racistisk overfor os – heller ikke på Immigrations.

Den “fordømmelse” man mærker kommer nærmest fra ens eget land. Om det er janteloven, der slår igennem, ved jeg ikke – eller om det er misundelse – eller bare en “trold”, der sidder bag sin skærm og skriver tåbelige kommentarer. I værste fald sidder vedkommende i Danmark og kommenterer på, at vi der bor her ikke må have en mening om thailandske forhold. Ja, hvad ved vedkommende da om noget som helst i Thailandske forhold??

Undskyld mit sprog, men det kan virkelig få mit tis i kog!

Hvis det var thaierne, der gav udtryk for “så rejs dog hjem holdningen” overfor de udlændinge, der bor her, så kunne jeg forstå det. Det er der nok nogen, der tænker,  og den holdning er jo endnu mere udbredt i Danmark. Det her er thaiernes land, og det må vi som udlændinge acceptere.

Der er ikke noget land, der er perfekt! Der er ikke et sted på kloden, hvor der ikke er nogen, der er utilfreds med noget. Og at have lov at give udtryk for de problemer der findes, burde vel være en naturlig “ret”, uanset om man er født her eller der eller bor her eller der? Jeg bor i Thailand og er født i Danmark. Derfor har jeg ikke ret til at deltage i debatten i Danmark = du kunne jo bare være blevet i landet! Jeg må heller ikke ytre mig om noget i Thailand, for så kan jeg bare rejse hjem! En holdning, der kommer fra andre udlændinge i landet eller folk, der sidder bag skærmen i deres hjemlands tryghed.

Næste gang jeg læser:  “Du kan bare rejse hjem” et sted, så laver jeg en woodoo dukke og henter mine knappenåle, nedkalder en fatwa, koger noget heksebryg med tudser og dragespyt eller det der er værre.

 

 

Hvad sker der i Thailand lige nu??

Hvad er det der sker lige nu her i landet? Man kan sige, at situationen er temmelig tilspidset, og jeg må indrømme, at jeg ikke synes, det er så sjovt lige nu!

Den korte udgave

Den korte udgave af, hvad der foregår i Thailand i disse dage kommer her.

Der har været flere demonstrationer siden juli/august måned, primært i Bangkok men også andre steder. Det er universitetsstuderende og andre, som ikke er tilfredse med tingenes tilstand i landet. De har opstillet en række krav til regeringen, som blandt andet omfatter følgende:

  • Premierministeren skal gå af
  • Grundloven skal ændres tilbage (den blev ændret i 2016, så man fik et senat (udpeget af PM), og så Premierministeren kan komme udefra og ikke være medlem af parlamentet)
  • Der skal være ytringsfrihed
  • Ingen forfølgelse af opponenter mod regeringen
  • Kongehuset skal reformeres

Den 14. oktober var der annonceret demonstration foran parlamentet, og af en eller anden grund sendte man den kongelige kortege, som var på vej til Emerald Buddha, igennem folkemængden. Som jeg tidligere har nævnt, er det ikke tilladt at tale om kongehuset – det kan give 15 års fængsel. Det er slet ikke tilladt at kritisere kongehuset, så da en del af demonstranterne stillede sig omkring bilen med dronningen og lavede 3-finger signalet og råbte kongekritiske slagord, kammede det hele over.

Pladsen blev ryddet af uropolitiet midt om natten til den 15. oktober, efter at der var blevet erklæret nødretstilstand. Den indebærer blandt andet, at alle kan blive arresteret i 30 dage uden at komme for en dommer, censur af medierne – herunder de sociale medier, forsamlingsforbud for mere end 5 mennesker i Bangkok.

Indtil videre havde der stort set ikke været nogle voldelige episoder. Det mest opildnede var nok sammenstødet med de gule royalister og demonstranterne. Om aftenen den 15. oktober samlede sig igen mange tusinde mennesker i Bangkok på trods af forsamlingsforbuddet. Det foregik også fredeligt og folk gik hjem hen på aftenen, efter at nogle gader og Skytrain stationer havde værret afspærret. Dog var mange af nøglepersonerne i demonstrationerne nu arresteret, blandt andet menneskerettighedsadvokat Arnon Nampa.

I går aftes var der igen stimlet mange tusinde mennesker sammen på trods af, at det stod ned i stænger. De råbte ikke så kønne ting om kongen og premierministeren. For at sprede demonstranterne brugte politiet nu tåregas og farvet vand med kemikalier, der gik i øjne og lunger. Den blå farve skulle sikre, at folk senere kunne anholdes. Vi så billeder af munke og børn, som fik samme tur, og det var meget skræmmende.

I dag har demonstranterne så bebudet, at der kommer en ny demonstration i løbet af dagen. Denne gang vil de ikke fortælle hvor eller hvornår. Seneste nyt er at man opfordrer demonstranterne til at gå til nærmeste skytrain station kl. 15.00 og afvente instrukser. Demonstrationen starter kl. 16.00.

Der er angiveligt anholdt langt over 100 mennesker i de seneste dage, og nøglepersonerne i demonstrationen uden mulighed for at komme ud på kaution. Alle arresterede risikerer op til 15 års fængsel.

På grund af reglerne i nødretstilstanden har jeg ikke noget at skulle have klinket rent meningsmæssigt, men jeg kunne godt skrive en hel afhandling om emnet. Hvis man vil læse en mere detaljeret beskrivelse af forløbet, kan man gå på Wikipedia og læse mere (på dansk) via det her link.

Thailand er nu et enormt splittet land og økonomien ligger i ruiner, blandt andet på grund af Covid-19 men ikke kun derfor. Demonstrationerne og håndteringen af dem er på alverdens avisforsider. Land of Smiles har efterhånden et meget stort image problem, og det er bestemt ikke rart at tænke på, hvad fremtiden kan bringe for landet.

Der er så mange ressourcer og flittige mennesker i Thailand, at landet kunne være et rigt og godt land at være i for langt de fleste. I stedet er nogle ganske få rige, der ejer 90% af værdierne, og resten af befolkningen kæmper en daglig kamp for overlevelse. Og den kamp er ikke blevet mindre nu.

Åh, hvor synes jeg dog at det er synd……

 

PS. Jeg kan af gode grunde ikke bringe billeder af demonstrationerne i Bangkok. Billedet i dag er af bogen “Den Lille Prins” af Antoine de Saint-Exupéry. Bogen blev skrevet for over 70 år siden, og er egentlig en børnebog. Den har dog mange lag, og den er god at få forstand af for filosofiske sjæle – den kan helt klart anbefales også for voksne.

Vi har købt den på thai til en ven, som tænker meget.

Her er et par citater fra bogen:

“Intet er umuligt for den der bærer viljen i hjertet.”

“Kun med hjertet kan man rigtigt se. Det væsentlige er usynligt for øjet.”