Sandkasse på Phuket

Det ser nu ud til, at man som vaccineret turist kan komme i sandkassen på Phuket uden karantæne. “Phuket Sandbox” kalder de modellen, som skal åbne Phuket for turister om bare 10 dage.

Det skulle være ganske vist! Fra 1. juli kan man rejse til Phuket som fuldt vaccineret turist – men med en del restriktioner! PLUS! Og det er et stort PLUS – regeringen skal godkende det først, og det er set før, at lovforslag pludselig bliver ændret til en sommerhat, når det skal godkendes på tirsdag.

Hvis man kommer fra et “low risk” land, heriblandt Danmark, og man er vaccineret, så kan man rejse ind til Phuket fra 1. juli. Her skal man blive i 14 dage, og så kan man rejse videre til andre egne af Thailand.

Jeg orker ikke at skrive alle reglerne her. Desuden er de heller ikke bekræftet endnu, men her er nogle punkter

  • Man skal ansøge online om at komme ind i landet
  • Man skal være færdigvaccineret minimum 14 dage før ankomst
  • Man skal have en negativ Covid 19 test, som max er 72 timer gammel ved ankomst
  • Man skal booke og betale et godkendt hotel, hvor man skal blive i minimum 7 dage, og så kan man flytte til et andet godkendt hotel i 7 dage
  • Man skal have en forsikring, der dækker Covid-19 på mindst 100.000 USD
  • Man bliver testet 3 gange i løbet af de 14 dage
  • Ikke vaccinerede børn under 6 år kan ledsage vaccinerede voksne
  • Man skal flyve direkte

Ja, det var vist de vigtigste punkter. Men som sagt, så kan der ske (store) ændringer i næste uge. Der er også den betingelse, at 70% af befolkningen og 100% af servicemedarbejderne i turistindustrien skal være vaccineret, inden det går løs.

Hvad er det så for et Phuket, man kommer til?

Selvom der er annonceret lidt lempelser på lukketider på restauranter mm. fra i morgen i visse dele af landet, så er der ikke noget, der tyder på, at restauranterne får lov at servere alkohol – og alle barer og pubber er lukket. Hvor meget der kan åbne på Phuket ved jeg ikke. Jeg læste i går, at de har lavet en rundspørge på Patpong (det frække distrikt) i Bangkok. Her er 50% af stederne lukket permanent. Jeg ved heller ikke, hvordan det ser ud på Phuket, men det er nok en tynd omgang. Turistrådet her i Thailand har store forventninger om milliarder af baht i indtjening…. Tja….

Premierministeren var ude at sige forleden, at han pønser på at åbne Thailand fuldstændigt om max. 120 dage. “Vi må lære at leve med sygdommen. Vi må have økonomien tilbage på sporet.” var hovedbudskabet.  Der er rigtig mange, der håber på, at det bliver til virkelighed, men der er også mange, der går helt i selvsving og forudser en situation som i Indien. Antallet af vaccinerede stiger hver dag, men der er godt nok langt til 50 millioner mennesker, som er målet, når man vaccinerer nogle hundrede tusinde pr. dag. Og med en vaccine, der er 50% effektiv, og som vist heller ikke virker mod Delta varianten fra Indien. Man har i  Indonesien i den forgangne uge fundet mange syge i sundhedsvæsenet, selvom de var vaccinerede med Sinovac.

Her i landet er hukommelsen ikke altid særlig god, så når vi kommer til oktober, så er der nok ikke så mange, der kan huske, hvad der blev sagt for 120 dage siden.

Vi må bare padle afsted og få det bedste ud af situationen. Sådan har det jo været i hele verden i de seneste 15 måneder. Her sker ikke meget, og vi tilbringer 99% af tiden inden for “murene”.

Derfor kan jeg nu prale med, at jeg har fået lært at SKRIVE thai. Vores undervisning hver dag bærer frugt, og vi kan bare mærke, at vi har rykket os rigtig meget. Dermed kan vi konstatere, at lediggang ikke altid er roden til alt ondt. Jeg sender de varmeste tanker til Tam, som tålmodigt sidder og hører os hakke og stamme os igennem tingene. Han retter mine skriverier – med fejl som svarer til, at børn i Danmark skriver spejlvendt til at starte med. Han griner med og af os – og han forstår frustrationerne, når vi ikke kan huske gloserne fra i går. At vi så indimellem er ved at rykke hårene ud af hovedet, fordi han udtaler “r” som “l” og  omvendt – eller helt udelader de to bogstaver – det er en anden sag. Sådan er det jo med dialekt. Som sønderjyde var det heller ikke nemt i 1. klasse at skulle finde ud af, om ord var “en” eller “et”. Det var da bare “jen”!

God søndag derude. Jeg håber, at alle jer, som elsker Thailand, snart kan komme hertil igen. Og at vi snart kan vende tilbage til noget bare nogenlunde normalt i denne skøre verden!

 

Billederne er fra Phuket 2009. På soklen af denne Buddha figur sidder der i dag en flise med vores navne på bagsiden. Det var en måde at få donationer på – men sjovt at tænke på i dag.

 

 

 

 

Kaos i Paradis

Kaos i Paradis – det er nok den bedste beskrivelse af situationen i dette ellers så skønne land.

Den seneste uge (ja vel egentlig i længere tid) har vi både grinet, grædt, banket hovedet ind i væggen og været på kanten af at pakke kufferterne og rejse til Langtbortistan. Man skal bare kigge på avisernes hjemmesider hver dag for at få den fornemmelse. Man må ikke kritisere noget her, men det er altså svært ikke at rive håret ud af hovedet indimellem.

Phukets “sandkassemodel” er efterhånden blevet lavet om til en sommerhat, hvor man godt nok ikke skal i karantæne som færdigvaccineret turist, men man skal blive på øen i 14 dage (og ikke 7 dage som først annonceret). Man skal testes flere gange (og tester man (falsk) positiv bliver man interneret), man skal købe og betale hotelophold på forhånd samt flere andre nye “tiltag”. Man skal stadig udfylde alverdens papirer og “ansøge” om at komme på ferie i Thailand, man skal tegne Covid-19 forsikring (selvom man er vaccineret), og man skal downloade og bruge en sporingsapp, mens man er i landet. Okay, det var så det. Man skal dog hele tiden huske, at før noget er godkendt og annonceret i “Royal Gazette”, så er det altså ikke et faktum. I dag forlyder det så  fra medierne, at Phuket Sandkassemodellen måske ikke kan blive 1. juli som først diskuteret. Øhhhhh. Man har kanaliseret vacciner til øen specielt for det, og man har vaccineret både gamle OG unge på bekostning af vacciner til resten af landet. Hoteller osv. har forberedt sig, der har været holdt utallige møder, og mange kloge mennesker har udtalt sig om, hvordan det skulle foregå. Og nu bliver det så måske udskudt??

Det er en vits – desværre en sarkastisk en af slagsen, for det er bestemt ikke sjovt.

Jeg er sådan set ligeglad med Phuket. Sidste gang jeg var der, svor jeg, at jeg aldrig ville komme tilbage igen. Aldrig er jeg blevet taget så meget i numsen, og aldrig har jeg haft så forfærdelig en nytårsaften med technomusik på en platform ude i bugten. De skulle selvfølgelig spille ind i mod byen. 3-4 nætter i træk med skodmusik – til klokken 5 hver morgen. Alt var dyrt, stranden var overrendt og der var snusket og beskidt alle vegne. Dårlig service, taximafia, et dyrt hotelværelse med hår og afklippede negle fra de forrige gæster. Føj, føj, føj! Jeg har heller ikke været der siden!

Men Phuket er en mulighed for at teste tingene af. Næsten 70% af befolkningen er vaccineret, og man skal over en bro for at komme til øen (hvis man ikke kommer med fly), så folk kan kontrolleres. Man har en unik chance for at se, hvad der sker, hvis man lukker vaccinerede turister ind. Alle sejl var sat – men nu bliver båden nok bare sænket i havnen. Stakkels dem, der har troet på projektet. Både de virksomheder og ansatte, der har sat alt ind på at gå efter lyset for enden af tunellen. Stakkels de turister, som har købt og betalt for at være med til at starte projektet op.

Vacciner

I denne uge startede regeringen en stort anlagt introduktion af masse vaccination. De nåede i hele Thailand over 300.000 pr. dag de første par dage, men så gik tallet desværre nedad igen. Ifølge regeringen skulle de ældre og syge være de første til at blive vaccineret, men det ser ud til, at der er andre faktorer, der spiller ind. Ihvertfald ifølge medierne. Hvorfor tallene er gået ned, skal jeg ikke udtale mig om, men jeg kan fortælle, hvad der er sket her i Hua Hin og andre steder.

Her i Hua Hin var det en sørgelig omgang, selvom sygehusene her gjorde en kæmpe indsats. Folk skulle registrere sig for at få vaccinen, og så fik man et nummer og en dato. Mandag startede man så op i hele Thailand og selvfølgelig også på Hua Hin Hospital. Folk stod i kø udenfor allerede kl. 6.30, selvom de først åbnede klokken 8 eller 9. Så blev de sendt ind i et lokale i hold, og her sad de ret tæt, og social distancing var ihvertfald ikke i fokus. Sådan kørte det i to dage – godt 2500 personer nåede de – så var der ikke flere vacciner tilbage, og billedet ovenfor er fra Hua Hin Hospitals hjemmeside. De sidste 100 var doser fra folk, som opgav eller ikke mødte op. Jeg læste i går, at de håber på at have flere doser klar på mandag. Måden man indkalder folk på er iøvrigt ved at offentliggøre listerne med navne på alle registrerede. På Facebook…..

Lange udsigter

Desværre, så betyder det her nok, at der er lange udsigter. Ja – det er nok mere sandsynligt med meget, meget lange udsigter. Danmark er et fint bevis på, at det virker at vaccinere folk, for nu ser det jo ud til, at normaliteten kan vende tilbage. Det kan vi andre så kun være meget misundelige over! Vi bor i Thailand nu, og vi kan jo ikke bare rykke teltpælene op for at få en sk…. vaccine. Jeg spurgte Den Danske Ambassade, om de havde tænkt sig at hjælpe danske statsborgere i Thailand med at fremskaffe vacciner. “Nej” var svaret (det var selvfølgelig længere, men det var essensen), og jeg havde såmænd heller ikke forventet andet. I Danmark tænker mange, at folk der udvandrer nærmest er “forrædere”. Situationen er jo, at vi har jo betalt skat hele vores liv, og mange af os er jo nogle halvgamle knallerter. Nu slipper Danmark for at have os på sygehuset, til lægen, boligsikring, buskort osv. osv., men vi skal jo stadig betale skat af vores pension. I en nødsituation som denne er holdningen stadig, at vi har “vendt Danmark ryggen”, og så må vi sejle vores egen sø. Faktum er: Vi bor i Thailand nu, og vi kan jo ikke bare rykke teltpælene op for at få en sk…. vaccine.

Vi er i en nødsituation, og jeg havde håbet, at man som dansker ville få bare LIDT hjælp. Jeg forlanger ikke, at Danmark skal levere vacciner gratis. Selvfølgelig kan vi selv betale for vaccine og den sygeplejerske, der skal jokke nålen i armen. Men jeg havde ærlig talt håbet på, at Danmark i det mindste ville udnytte sine diplomatiske forbindelser til at sikre, at vi som danskere i udlandet kunne blive vaccineret. Det nytter ikke noget, at Den Danske Ambassade skriver, at vi kan rejse til Danmark og få vaccinen med de regler, der nu følger med det. Feks. at vi skal opholde os i Danmark i minimum 30 dage, og at det at få en vaccine ikke må være årsagen til, at man kommer til Danmark. Vi bor og lever jo her, og kan jo ikke forlade alting i ugevis – først 14 dages karantæne, og så to skud med mellemrum…. Den Danske Ambassade henviser i deres svar også til, at man ikke anbefaler at få vacciner, der ikke er godkendt i Danmark. Jamen, vi kan nærmest ikke få andet her!

Heldigvis er nogle udlændinge over 60 blevet vaccineret med første skud her i Thailand i den seneste uge. Det er med Astra Zeneca og Sinovac (kinesisk ikke godkendt i DK). Det er sporadisk og kommer feks. an på, hvor man bor og hvilket sygehus, man er tilknyttet. Der er ihvertfald ikke noget system i det. Jeg er heldigvis ikke bange for at få Covid-19 – vi er begge sunde og raske, så jeg venter helt sikkert og ser, om jeg i virkeligheden kan slippe for den vaccination. Hvis alle de andre er vaccinerede, kan jeg vel ikke blive syg? Jeg skal ihvertfald ikke have noget Kinaknald, der virker 50% – eller noget der er skrottet i DK!

Tilbage til de lange udsigter!

Her i landet er der mange ideer og udtalelser fra Gud og hver mand og hans hund i medierne hver dag. Det stritter i alle retninger, og der er ikke meget logik i ret meget. Når jeg står op om morgenen, læser jeg hvad Richard Barrow skriver på Facebook. Han er journalist, og har fingeren rimeligt på pulsen med mange ting. Så læser jeg på nogle thai medier, så godt jeg kan stave mig igennem på thai. Så tænker jeg mit, og så bliver jeg indimellem fortvivlet og trist på befolkningens vegne. Hele landet er virkelig underdrejet!

Derfor siger jeg: Hvis du vil hertil som turist – også selvom Phuket alligevel skulle åbne om 14 dage på trods af dagens udtalelser, så husk: Det meste er lukket – restauranterne skal lukke tidligt – der er alkoholforbud undtagen i butikker. Ikke noget med en paraplydrink ved stranden eller et glas vin til maden. Shoppingcentre og selv 7-11 er lukket. Store områder ligger øde og stille hen, og her i Thailand går forfald med lynets hast, så mange områder ser forfærdeligt ud.

De thaier vi kender er nu ved at nå fortvivlelsens yderste grænse, og i Bangkok og andre større byer er der hjemløse på gaderne mange steder. Hua Hin er ikke det værste sted, og det skyldes måske, at der er en forholdsvis stor gruppe af udlændinge i byen, som lægger nogle penge i samfundet og er med til at holde liv i nogle forretninger.

Good old Thailand er væk, og det kommer til at tage meget, meget lang tid at komme tilbage til noget, der bare ligner det.

Hvis vaccine er svaret, som det ser ud til i Danmark og mange andre lande, så hænger vi alvorligt i håndbremsen her, og det kommer måske til at tage et år eller to, før tingene bare begynder at ligne et Thailand oppe i omdrejninger igen. Jeg håber det bedste, men frygter det værste.

Jeg er måske nok sortseer, men så er det jo kun skønt, hvis jeg tager fejl.

Hvis nogen har gode ideer til mig, så jeg kan skrive noget positivt, så modtager jeg gerne forslag i kommentarfeltet.

 

 

 

 

 

 

 

De nære ting….

Nu hvor vi alle er mere eller mindre “spærret inde”, så er det nok tid til at tænke over de nære ting i livet.

Jeg er indimellem  lige ved at sprænge en sikring over situationen med det Covid halløj. Sådan som situationen er lige nu her i Thailand, så kan det bare ikke betale sig at blive hverken deprimeret eller hidsig – selvom det sidste kan jeg blive flere gange om dagen bare ved at læse aviser. Frustrationen kan blive så stor, at jeg får lyst til at pakke mit skrammel og flytte til et andet land, men det er jo ikke sikkert, at det hjælper noget.

Skøn på de nære ting

For flere årtier siden hørte jeg min Farmor gå rundt i køkkenet og synge med på denne sang på transistorradioen – typisk, når der var Giro 413, hvis nogen er gamle nok til at huske det!

Dit sind flyver altid så viden omkring,
det er, som du glemmer de nære ting.
Du drømmer om lande i syd og mod nord
og ser ikke skønheden, hvor du bor.

Du synes din dag er så kedelig grå.
Hvad er det, du søger, hvad venter du på.
Når aldrig du under dig rist eller ro,
kan ingenting blomstre, og intet gro.

Gå ind i din stue, om end den er trang
og hør, hvor den nynner en stille sang.
Den rummer dog ting, som dit hjerte har kær,
du ved bare ikke, hvad de er værd.

Den lykke, du søger bag blånende fjeld,
den har du måske altid ejet selv.
Hold op med at jage i hvileløs ring
og lær blot at elske de nære ting.

(Kurt Foss og Reidar Boee)

Situationen lige nu

Det er jo så rigtigt, som det er skrevet. Det er bare svært, når man har været vant til, at man kunne færdes stort set uhindret og på hvilken måde man ville. Desværre ser det heller ikke ud til, at vi kommer til det i en nær fremtid her i landet. Jeg må hellere forklare. Jo, vi kan fint færdes rundt, og en del ting har da også åbent. Vi kan feks. gå i shopping center eller på morgenmarked – vi kan godt gå på restaurant, men det er SÅ trist en oplevelse, at vi ikke orker det.

Når man nu efter et langt arbejdsliv med arbejde, spise, sove det meste af tide gerne vil bruge sin tid på at være social og hygge sig med venner både ude og hjemme. Ja, så er det godt nok ikke nemt med Covid 19. Her i Hua Hin er politiet heldigvis ikke så hysteriske som flere andre steder i landet. Der bliver ikke lavet raid på private hjem, fordi nogle naboer fejrer et barns fødselsdag, som det skete i Pattaya for nogle uger siden. Vi ses stadig med en snæver kreds af venner, men vi var lige i gang med processen at lære en masse nye dejlige mennesker at kende gennem musikken.

Der er bare ikke meget ved noget som helst “uden for murene”, for folk er meget modløse og opgivende overalt. På mandag skulle vi begynde at massevaccinere her i Hua Hin og resten af landet. Det er en ret vigtig ting, hvis Hua Hin som foreslået skal kunne åbne for vaccinerede turister 1. oktober. Hospitalerne har gjort et KÆMPE stykke arbejde med at registrere folk til vaccination, og har uddelt tider til både indfødte og faranger. Forleden måtte de udsætte det meste – de modtog omkring 900 vaccinedoser. Der bor mellem 80.000 og 90.000 mennesker i Hua Hin. Meget nedslående.

Venner og Familie

Derfor prøver jeg på at fokusere på de nære ting! Jeg har en dejlig mand, og vi har begge et ok helbred. Det er jo næsten det vigtigste! Men vi bor også dejligt, og så er vi omgivet af SÅ skønne venner, som både bor her og i Danmark. Gudskelov for Messenger, der med et trylleslag kan fjerne 8000 km og få venner og familie i Danmark helt tæt på igen. Og tak til vennerne her i Thailand fordi de tør at være sammen med os, selvom vi jo i teorien kunne risikere at smitte hinanden.

Dem som passer på os

Men ikke nok med det. Vi har også bare de BEDSTE folk til at passe på os, vores hus og vores have. Gode folk er bare mega svære at finde, og jeg har hørt de værste skrækhistorier om både håndværkere, poolfolk og havefolk i Thailand. Vi er bare enormt glade for dem, som kommer her. Derfor passer vi også på dem og hjælper dem, hvis det går skidt – nøjagtig som de hjælper os. Vi har fundet ud af, at selvom man ejer en bar og spiller trommer i et rockorkester, når verden er normal, så kan man godt være en habil thai lærer. Det er Tam et strålende eksempel på, og de to timer han underviser os hver dag, har rykket os rigtig meget på 4 uger. Og så har vi det simpelthen bare også sjovt med det.

I morges snakkede vi om, at i dag skulle der ikke komme hverken gæster, havefolk eller thaiunderviser. Jubiii!! Bare slaske rundt i så lidt tøj som muligt (der er ukristelig varmt her!). Ding dong. Der stod havemand og frue. “I sagde i sidste uge, at I gerne ville have flyttet et papayatræ og nogle andre ting, og det vil vi gerne gøre nu.”. Så gik de i gang, og det er blevet rigtig fint. Selvfølgelig skal de have betaling for det, og flytning af træer er altså ikke med i almindeligt havearbejde. Men bare måden de kommer på – de er bare utroligt søde! Vores havemand går selv ind i værkstedet og finder, hvad han skal bruge (hvis han altså kan finde det). Og han lægger alting pænt på plads igen. Andre har også lagt mærke til hans kvaliteter, så to af vores naboer har kigget på vores have og har også hyret ham. Inde ved siden af har de en pige på knap 2 år. Hun forguder ham, og forleden kom hun rendende ind til os og ville op til ham. Moren kom styrtende et par sekunder senere. Det er da bare ren rå hygge, så man bliver glad i sit hoved.

Vores poolmand er også en fantastisk fyr. Han er søn af vores caretaker, og han er dælme opdraget godt. Midt i tyverne og det flittigste, grundigste menneske. Vores gamle pool har aldrig været så fin som nu. Og det på trods af, at temperaturen i poolen lige nu ligger omkring de 35 grader, hvilket nemt kan give mange alger og problemer. Høflig er han også, og vi er bare så glade for ham.

Min dårlige samvittighed….

De nære ting er jo mange ting, og her ligger også en dårlig samvittighed for mig. Jeg ville så gerne handle lokalt, men det orker jeg simpelthen ikke. Da vi flyttede hertil, havde jeg en ide om at købe ind på det lokale marked flere gange om ugen. Købe økologiske æg hos landmanden osv. osv. Jeg har nu lært, at hvis jeg skal det, så er det et fuldtidsjob at køre rundt og finde alle tingene lokalt. Og første gang jeg var på det store Chat Chai morgenmarked her i Hua Hin, fik jeg et chock. Alt for lidt plads, masen og skubben, motorcykler inde i de snævre gange mellem boderne, fiskevand ned ad benene, svingende kvalitet på mange ting, og folk der tog r…. på mig, fordi jeg er farang. Med alle de stakkels mennesker, der lider under manglende indtægt pga. Covid-19, så ville jeg rigtig gerne støtte de lokale producenter. Jeg har bare ikke fundet ud af hvordan. Jeg har nok også mit typisk danske “one-stop-shopping – spar tid” gen med mig – man kører i Føtex, og så har man det hele – inklusive et par nye sko og en julekalender.

Derfor handler vi (for) ofte i Makro. Makro er ejet af CP Group, som har kinesiske rødder. De sidder på omkring 70% af det totale fødevaremarked i Thailand. De ejer feks. Makro, Tesco Lotus (som nu bare hedder Lotus’s)  True (mobilselskab) og 7-11 (omkring 12000 af slagsen). Men de har været så smarte at sigte mod at blive “selvforsynende”, dvs. de har feks. grisefarme, rejefarme og mejerier, så de har styr på hele forsyningskæden. Jeg er ikke glad for dem, for det er jo monopol, og det kan man godt se på prisdannelsen og vareudbuddet i Thailand. Der er stort set ingen konkurrence, og udvalget er på mange områder blevet temmelig skidt de seneste 8-10 år. Til gengæld har de langt det meste af, hvad vi skal bruge, og så sejrer bekvemmeligheden…

Jeg må tage mig sammen og springe ud i nogle af de lokale markeder, men jeg kan ikke lide at færdes der. Jeg er heller ikke glad for mad – specielt kød – uden køling i 35 graders varme….

Nyd de nære ting

Nu vil jeg gå ud og beundre mit nye papaya bed og sidde foran en blæser, så jeg ikke smelter. Og så vil jeg som den gode elev sætte mig og skrive sætninger på thai, så jeg kan lære at skrive bedre end en 6 årig! Fortsat god søndag!

 

 

 

 

 

Tanker omkring sygeforsikring i Thailand

I den seneste tid har jeg haft mange tanker omkring sygeforsikring i Thailand. Sygeforsikring er et absolut “MUST”, når man bor i et land som dette, men det er ikke uden problemer, selvom man har en forsikring.

Da min bedre halvdel havde nethindeløsning sidste år, tænkte jeg, at jeg vist lige så godt kunne få checket mine egne øjne. Inden jeg forlod Danmark, blev jeg opereret for grå stær (piece of cake), men jeg fik også konstateret en anden øjensygdom. Jeg skal ikke komme ind på detaljerne, men det ender med, at man ikke kan se andet end skygger, og det kræver en donoroperation, hvor jeg skal have et lag af hornhinden fra en anden (død) person. Inden vi flyttede til Thailand, undersøgte jeg prisen for en operation, og det er bestemt ikke billigt. Derfor blev der sat penge af i budgettet til, at den operation på et tidspunkt skulle foretages. Jeg vidste jo godt at den sygdom og alle relaterede sygdomme selvfølgelig ville blive undtaget i en forsikring.

Den øjensygdom jeg har, får man normalt først store problemer med i en sen alder. Men, men, men…… Da jeg kom ned til øjenlægen her i Hua Hin, var personalet for det første fuldstændig perplekse, da jeg skulle forklare, hvad det var for noget. Ikke engang en seddel med navnet på sygdommen hjalp…. Øjenlægen kendte den heldigvis godt – han havde set hele 2 patienter med problemet før mig! Og så var han så venlig at fortælle mig, at operationen for den ene af de to patienter ikke var gået særlig godt! Han undersøgte mig grundigt, og så sagde han for det andet: “Du skal opereres, og det skal være snart!”. ØV!

Derefter gik turen til Rutnin Eye Hospital i Bangkok. De kunne fortælle mig, at jeg ikke havde en men to øjensygdomme. Og at jeg skulle opereres snarest muligt. Det var i november 2020, hvor vi stadig troede, at vi var Covid fri i Thailand (ha ha).

For at blive “godkendt” til en operation, skulle jeg så checkes for at alt muligt lige fra blodprøver, røntgen af brystkassen til HIV test. Det kunne jeg så heldigvis kombinere med mit årlige helbredscheck betalt af forsikringen. Alle papirerne blev sendt ind, og jeg blev godkendt. Nu skulle jeg så betale for donorvæv fra den Internationale Donorbank. Og så lukkede Thailand ned på grund af Covid.

Det kunne jeg simpelthen ikke overskue, så jeg aflyste det hele. Jeg havde heldigvis ikke betalt for noget, og på det tidspunkt vidste vi ikke, om de kunne finde på at lukke ned, så vi ikke kunne komme frem og tilbage fra Hua Hin til Bangkok. Jeg var dog så heldig, at den medicin, de havde givet mig på hospitalet hjalp rigtig meget, så det føltes okay.

Nu har jeg så haft et halvt års tid til at tænke over tingene, og det har ikke gjort det nemmere. Jeg sætter mig altid grundigt ind i tingene, og lægen på hospitalet sagde flere gange med et grin: “You know everything!”. Ja – jeg ved rigtig meget om den sygdom, og hvilke muligheder der er. Det er dog ikke ensbetydende med, at jeg ved, hvad der vil ske på et hospital i Thailand!

Der er mange ting, der kan gå galt i sådan en kompliceret operation, og jeg har tænkt på: “Hvad nu hvis noget går galt, og jeg skal have det lavet om?”. Gæt hvem der skal betale for det? Jeg har ikke spurgt, men det kommer jeg til! Mine øjne er selvfølgelig meget vigtige og kan ikke gøres op i penge, men der er jo også en grænse for, hvad man har på kistebunden. Jeg husker stadig, at min bedre halvdel skrev under på en 3 sider lang “kontrakt” på hospitalet før sin operation. På thai. Og det har nok været en lang ansvarsfraskrivelse.

Her i Thailand er man ikke vant til, at folk stiller mange spørgsmål til lægerne og har sat sig ind i, hvad det er, de fejler. Sygehusvæsenet i Danmark har lært mig, at man skal være stærk for at begå sig i det system, så den “gave” har jeg selvfølgelig taget med mig hertil. De synes bare det er mærkeligt, at man stiller spørgsmål til tekniske detaljer ved en operation eller spørger om detaljerne i journalen. Men viden kan også nogle gange give flere bekymringer end svar.

En af mine bekymringer er at få donorvæv. Det er jo nært forbundet med immunforsvaret, og da man jo ikke er interesseret i at afstøde det, så skal man helst holde immunforsvaret i ro. Men Covid vaccination er jo netop at rode med immunforsvaret. Derfor har jeg selvfølgelig også tænkt meget på, hvad der sker, hvis jeg engang (om nok flere år med den fart de har på her) skal vaccineres mod det skrot. Så skal jeg sandsynligvis tage stærke øjendråber – og de kan få trykket i øjet til at stige. Som kan få donorvævet til at løsne sig.

Ikke for at jeg skal sidde og ævle løs i mine egne gebrækkeligheder (som min Far ville have sagt), men det er stof til eftertanke.

En sygeforsikring er en voldsomt dyr ting i budgettet, når man flytter til et land som Thailand. Og jo ældre man bliver, jo værre bliver det. Har man noget skidt med i bagagen, kan det give kæmpe problemer, hvor forsikringen laver undtagelser i policen eller decideret nægter at dække et hospitalsophold. Og jeg skulle lige hilse og sige, at med mindre man er indstillet på at ligge på en 20 personers stue på et statshospital, så koster det kasse at komme på hospitalet. De private hospitaler er desværre ofte helt væk prismæssigt. En af vores venner fik foretaget en knæoperation på Bangkok Hospital her i Hua Hin. Det var dyrere end samme operation på Mølholm i Vejle. Hans forsikring dækkede, men det siger lidt om prisniveauet.

Et andet eksempel:

Jeg skulle bruge nogle stærke saltvandsdråber til øjnene. Min øjenlæge kunne ikke levere dem, så jeg fik en recept til Bangkok Hospital. Det tog min bedre halvdel over 1 1/2 time at få dem, og 3 x 10 ml 5% saltvand kostede 850 baht. En pose med 1 liter kostede 160 baht på Lazada!

Man føler sig som en idiot, for det er kun på grund af hudfarven og etnisk herkomst, at man betaler så meget. Der er sågar en lov i Thailand, der angiver hvor meget hospitalerne må overprise udlændinge. Det skal man lige tage med ind i ligningen, når man skal have foretaget noget på et hospital. Al medicin koster tit 2 jyske procent (man flytter kommaet to hak til højre) mere end for en thai. Så skal man selv betale, så er det ikke særlig sjovt. I virkeligheden er det jo også derfor, at en sygeforsikring er så sindssygt dyrt.

Sygeforsikring er i Thailand delt op i “out patient” og “in patient”. Out patient er alle undersøgelser osv. som ikke kræver indlæggelse. In patient er hvis man bliver indlagt. Skal man forsikres som ‘out patient’ bliver det voldsomt dyrt, og er man lidt oppe i årene, så kan man simpelthen ikke betale præmien, og det kan nok heller ikke betale sig.

Man skal også huske, at i Thailand er langt størstedelen af “ekspertbehandling” koncentreret i Bangkok. Hvis man feks. får cancer, så skal man til Bangkok – ihvertfald hvis man bor i Hua Hin. Det tager 5-6 uger at få strålebehandling, hvor man skal på hospitalet hver dag, 5 dage om ugen. Skal man have kemoterapi kan man lægge adskillige uger på.  Medmindre man vil køre i timevis hver dag, så er man nødt til at finde et sted at bo i Bangkok så længe. I disse Covid tider er Bangkok ikke særlig spændende, og man skal nok tænke sig alvorligt om. Testes man positiv ryger man på felthospital, og det ville jo være en temmelig alvorlig “komplikation” i en nyligt overstået øjenoperation.

Jeg vil slutte med at sige, at man SKAL have en sygeforsikring i Thailand. Uanset alder.  Alt andet er russisk roulette. Man skal dog se sig godt for, og det er rigtig svært. Når man skal have en pris på en sygeforsikring, skal man opgive alle sine personlige oplysninger og hele sin sygehistorie, og det kan være meget omfattende. Man skal også huske, at har man først været indlagt med noget, så vil alle andre forsikringsselskaber lave en undtagelse for den sygdom. Dvs. man er tit “gift” med sit forsikringsselskab, og det er de heller ikke dumme til at udnytte. Til sidst vil jeg nævne, at det kan være en stor fordel at have en agent. De får nogle penge fra forsikringsselskabet for indsatsen, men det koster ikke dig noget (direkte). Hvis man har bøvl med at få fat i forsikringen eller det hele driller, så kan de tit gøre noget ekstra, fordi de har bedre forbindelser. Jeg taler her af bitter erfaring!

Husk din rejseforsikring, hvis du er turist – ligegyldigt, hvor du skal hen i verden. Og flytter du til et andet land, så sæt dig grundigt ind i sagerne!

God Søndag!

 

 

 

Velkommen til Hua Hin 1. oktober 2021

Det skulle være ganske vist! Udenlandske turister, der er vaccineret, kan komme til Hua Hin fra 1. oktober 2021. Velkommen!

Dem der kender mig bare en lille bitte smule, vil kunne fornemme en antydning af sarkasme og ironi…. Det er efterhånden det bedste våben i kampen for ikke at blive skør i bolden af alle de ting, der kastes op i luften her i landet.

Men altså Phuket skal åbne som en såkaldt sandkassemodel 1. juli, og de kæmper lige nu en hård kamp for at få vaccineret hele øen. Det holder lidt hårdt, for det er jo ikke ligefrem skønsang man hører om de to vacciner, de vil bruge – nemlig kinesiske Sinovac og så Astra Zeneca. Derfor må myndighederne også ud og stemme dørklokker for at få folk til at gå hen og blive vaccineret. Rigtig mange thaier er hunderæde for at blive vaccineret, og det kan man jo sådan set godt forstå. Hvis man tror på, at lynet slår ned, der hvor der er en tændt mobiltelefon, så er det ikke så sært, at nogen tror, at de får ændret deres DNA af en vaccine. Nå, men nok om det Covid-19 møg for i dag.

Se, pointen er, at flere andre områder end Phuket er udset til næste step, heriblandt vores dejlige by, Hua Hin. Det skulle så ske 1. oktober, selvom jeg har lidt svært ved at se, hvordan de vil styre det. Phuket er en ø – Hua Hin er altså en anden størrelse. Men well, well – det skal jeg jo ikke bekymre mig om. Hvis det virkelig sker, så er det jo bare skønt, og jeg får alt for tit at vide, at jeg er en sortseer.

Min bekymring går mere på, hvordan en turist vil opleve at komme til Hua Hin. Dem der har været her før, har et helt klart billede af byen og omgivelserne. Det billede med palmer, strand, smukke solnedgange, hyggelige markeder og alt det andet dejlige ligger sikkert ætset ind på nethinden. Når man længes tilbage til Thailand og Hua Hin, så forestiller man sig det hele, som da man forlod det sidst – eller måske endnu bedre. Men jeg har dårlige nyheder: I løbet af de 3 1/2 år vi har boet her nu, er det godt nok gået ned ad bakke. Det startede faktisk før det der influenza halløj, jeg ikke gider skrive om i dag. Nu er det da gået helt galt.

Jeg må indrømme, at jeg har et par Hassan’er. Det ene er skrald, og det andet er halvt nedrevne bygninger. Og jeg skal da lige love for, at jeg får mulighed for at gå i selvsving over begge dele i Hua Hin. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at der skal rende faranger rundt hver søndag og rydde op på stranden. Det er da glorværdigt, at de gider bruge tiden på at samle plasticflasker, styrofoam bakker og andet møg op efter thaierne. Ja undskyld, men det er altså dem der sviner mest her i byen. Det værste jeg har set, var en gammel dame, der viste sit barnebarn, at han bare skulle kaste en tom flaske ind på en byggetomt. Jeg var lige ved at give hende den store lektion i skovsvineri, men det går jo ikke, når man bare er gæst i landet. Skrald er et kæmpe problem i Hua Hin, og ingen gør noget. Her går vi og sorterer i plastic, dåser, køkkenaffald, batterier osv. med vores danske tankegang. De smider bare bægeret fra iskaffen ud i rabatten, selvom der står skraldetønder for hver 200 meter. Nå, men min bedre halvdel har flere gange forklaret mig, at det kan være ligemeget, for de kører alligevel det hele fra tønderne ned i et kæmpe bjerg i Pranburi syd for Hua Hin. Inden da har indtil flere personer sorteret indholdet i tønderne for at skaffe bare nogle få baht til noget mad og andre fornødenheder.

Det andet problem er nedrivning af bygninger overalt. Det er som om der er en lov, der forbyder at gøre tingene færdige. Derfor river man noget ned – sådan delvist! Og der skal helst ligge en masse brokker, toiletter og andet skrammel tilbage, når man er “færdige”. Der er revet en masse ned langs med jernbanen, og det forstår man vel, når man ved, at alt det hele er bygget ulovligt. Vi bygger jo ny jernbane gennem byen, og det er da fint. Men hvorfor i alverden skal det se sådan her ud?

Og hvad gør, at lige præcis det her hus ikke er revet ned?

Her arbejdes stadig, men lur mig om der ikke står skallen tilbage, når de er “færdige”

Her lå en del små nye restauranter på Soi 94. Sikkert bygget ulovligt på en anden mands grund, men nu ser der altså sådan ud…..

Der er så mange øjenbæer, at jeg ikke kan tælle dem. Og vores venner, som var på en tur til Phuket og Krabi sidste efterår, siger, at det er et Hua Hin fænomen. Mange andre steder er der rent og pænt, men her skal der helst være et jævnt lag af skrald alle vegne. Det er jo også godt for alle gadehundene, som nu er desperate, fordi der ikke er så mange til at fodre dem længere. En god gang skraldespandsmad er altid godt, og så kan sådan en blå tønde pludselig fylde 10 m2.

Når man bliver sat på stand-by, som vi er nu, så reagerer rigtig mange ved, at man lige så godt kan gøre noget fornuftigt, mens man venter på, at det hele går over. Man får ryddet op i køkkenskabene, repareret havelågen, bygget det skur i haven man drømmer om, eller man giver sig feks. til at lære noget nyt. Her i Hua Hin ville jeg nok gå i gang med at få det hele shinet op og klart til 1. oktober. Der er trodsalt kun godt 4 måneder til. Det tyder ikke meget på, at man tænker i den retning i Hua Hin! Vores borgmester i byen har siddet på posten i en del år, og han blev genvalgt for et par måneder siden. Under valgkampen blev han konfronteret af vælgerne med nogle af byens problemer, herunder skrald. Hans svar var, at folk da bare kan lade være med at smide skrald overalt. Jeg håber ikke, at han har skullet opdrage alt for mange børn!

HVIS Hua Hin kan åbne 1. oktober, og HVIS der skulle forvilde sig en turist eller to hertil, så kan det godt være, at de får et chock og bliver slemt skuffede. Hvis man går en tur i “midtbyen”, som jo primært var til turisterne, så er der ikke meget tilbage. Huslejerne er så høje, at ingen kan betale dem, og langt størsteparten af barerne og restauranterne er lukket permanent. Det populære natmarked er nærmest væk – der er kun et par madboder, og fiskerestauranterne er lukket. Tager man væk fra midtbyen og herud til os i Soi 94, så er der da lidt liv, men de fleste holder sig hjemme. Da restauranterne ikke må sælge alkohol, så tager mange maden med hjem, så de kan få et glas vin eller en øl til maden. Barerne er fortsat lukket. Derfor har en del barer også skiftet status til restaurant – også selvom de ikke har noget køkken! Vi kørte op ad 94 forleden tidlig aften. Der var lidt folk hist og her, og flere sad og drak øl helt åbenlyst, så politiet har nok de mørke briller på her i Hua Hin. I Pattaya og på Phuket er politiet HELT fremme i skoene, hvad det angår.

Jeg troede aldrig, jeg skulle sige det her, men det ville altså være dejligt, hvis der kom nogle turister igen. Jeg ville ikke mukke over for meget trafik, trængsel på natmarkedet, fulde folk og tykke mænd i bar mave på motorcykel! Tænk hvis der kom gang i hjulene igen – det ville være SÅ skønt. Meeeeeeeeen. Jeg holdt desværre op med at tro på julemanden, da jeg var 6 år, og de ugentlige kuponhæfter med tilbud på briller, man kunne se igennem tøj med, lærte mig desværre, at træerne ikke vokser ind i himlen.

Med mit sortsyn er jeg desværre også bange for, at de mennesker, der kommer til Phuket om en måneds tid får en slem overraskelse. Hvis man gerne vil nyde solen og sidde på sit hotel, så er det helt fint. Men alt det udenom er nok temmelig raseret. Men altså hvis man er til det, så har vi i Hua Hin Soi 94 lavet et nyt “smukt” tiltag med stråhytter som sild i en tønde – se billedet øverst. Det må da være en ægte turistattraktion!

Jeg vil slutte med at sende de varmeste tanker til vores borgmester. Adspurgt om den elendige vandsituation i Hua Hin under valgkampen var hans kommentar: “Det er fordi, folk ikke betaler deres regninger!”. Jeg siger bare tak for kaffe, og nu skal jeg ud og købe ny indsats til vores vandfilter.

God Pinse!