Liv i Thailand

Luftforurening, lakridser og lækre fyre

Dagens overskrift er inspireret af TV-udsendelsen “Kender Du Typen?” (ja det ser jeg så stadig, selvom jeg bor i Thailand!). Så i dag skal det handle om noget så forskelligt som luftforurening i Thailand, en oplevelse med thaier og lakridser og så nogle lækre fyre, der kan spille rockmusik.

Luftforurening

Lad os starte med det alvorlige først: Luftforureningen…. Her brænder de af!! De brænder simpelthen ALT af – resterne af afgrøder som sukkerrør og ananasmarker – skrald – gamle sofaer – you name it! Der brændes af overalt, og så går der også lidt ild i noget utilsigtet som de for årstiden meget tørre skovområder med mere. I sidste uge opnåede Thailand en pinlig førsteplads. Chiang Mai er den by i verden, hvor luftforureningen er værst. Med den “fornemme” titel som verdens mest forurenede by, ligger den nu foran Calcutta, Delhi, Lahore og andre meget forurenede byer.

Her i Hua Hin er det ikke helt så slemt – men det snerper. Hvis man vil følge real time tal for PM2.5 (partikler i luften), så kan man kigge med her. Vi har en ven, som har astma, og han må sidde hjemme i sin stue for lukkede døre og klamre sig til sin luftrenser, og det er faktisk ikke ret spændende for ham. Vi bor lige ud til havet, og vi har den tykkeste tåge af smog, man kan få i en kystby – også selvom det blæser en halv pelikan indimellem….

Forleden morgen, da vi kørte hjem fra fitness centeret, så vi en stor, sort sky af røg en gade længere henne. Vi kalder den hundevejen på grund af alle de s….. vilde hunde, der holder til der. Nu kan vi vist bare kalde den affaldsafbrændingsvejen…. Her brændte de virkelig bare skrald af, og bålet blev sandsynligvis startet med dieselolie! Vi måtte simpelthen lukke til i vores hus, for der var helt klart alt mulig skidt i den røg, vi også fik glæde af her. Det har nu brændt i et par dage, og det er da et under, at det ikke har taget de nærliggende grunde med.

 

Forleden læste jeg om en gut i Chiang Mai, hvor naboen brændte af, så hans have gik op i flammer. Brandvæsenet kom først efter 45 minutter, og da var ilden 2 meter fra fordøren!!

Politisk set siger man bare fyyyyyhhh – det har man gjort i årevis, og i år er der valg, så der er ingen, der lige ønsker at få fingrene ned i den hvepserede. Men jeg forstår simpelthen ikke, at thaierne kværker sig selv og hinanden i dårlig luft… Den kølige sæson fra december til april skulle jo være med høj himmel og sprød og frisk luft, men det får de godt nok ødelagt. Det er tradition at man brænder markerne af, og man brænder også sit affald. Helst ude ved vejen, så naboerne også kan få fornøjelsen!

Heldigvis har ingen af os respiratoriske sygdomme, men det kan da være, at man også får sådan nogle skavanker på sigt – hvem ved? Her mærker vi det mest ved, at man trækker lange sorte streger, når man tørrer køkkenbordet af (sod), og så er alle fliser udenfor totalt fyldt med sorte pletter fra et lille bitte regnvejr for et par uger siden. De går kun væk, hvis jeg sprayer med en rigtig stærk rengøringsspray – ja det er da kun 100m2 vi snakker om. SUK!

Lakridser

Så til noget helt andet nemlig lakridser. Som udenlandsdansker er det en ting, de fleste kommer til at savne. Rigtig lakrids som Saltbomber, Piratos, Heksehyl, Labre Larver, Lakridsæg osv. osv. Derfor er det også en kærkommen gave – eller ligefrem fra vores bestillingsliste – når vi får gæster fra Danmark. Ikke fordi vi spiser lakrids hver dag eller noget, men engang imellem går vi lige amok til en god film, og så spiser vi ALT for meget dejligt lakrids (som jeg personligt blander med nogle sure cola vingummier fra 7-11). Nogle gange så meget, at vi får hjertebanken og tunnelsyn!

Så da vi var inviteret til 9 års fødselsdag hos Tams søn Namo skulle der da indgå noget dansk slik i fødselsdagsgaven til knægten, som er en rigtig sukkergris. Vi lavede en pakke med en masse små pakker i, så der var lidt forskelligt at pakke op, og det var han vild med. Den ene pakke var så en pose Pinocchio Kugler (ja – hvad i alverden skete der med det navn? Hvorfor hedder de Pepito nu?? Nå ja, det var Disney der ikke tillod det…)

Drengen pakkede ud og pakkede ud, og han hyggede sig. Han er ikke det nemmeste barn, og systemet i Danmark kunne sikkert godt stille en diagnose eller to. Men de fleste af vores pakker vakte jubel, selvom det bare var små ting købt i den lokale “Tiger” butik.

Pinocchio kuglerne skulle straks åbnes og smages (neeeejjjjjj – slik fra Danmark!!), og der blev delt ud til personalet på Rockzone og til mor og far. Efter ca. 10 sekunder, hvor de suttede det yderste sukkerværk af og nåede ind til lakridsen, og så fór de allesammen hen og spyttede ud i buskene. Nogle af dem prøvede endda til flere gange, men de KUNNE bare ikke spise lakridsen. Altså ud over at se dyrebar lakrids ryge på jorden, så var det da urkomisk at se en flok thaier, der SLET IKKE kunne klare smagen af lakrids! Det var lidt hævn over alle de gange, de har serveret brunt plummervand med mærkelige ting i for os – eller rå muslinger – eller stegte grisetarme!

Nu forstår jeg bedre, hvor meget det betyder, hvad man er vokset op med at spise. Jeg havde en israelsk kollega på arbejde, og han havde boet i Danmark i 20 år. Han forstod stadigvæk ikke rugbrød…. Jeg forstår stadig ikke rigtig magien ved fiskesauce og sødt svinekød.

Lækre Fyre

Nu til de lækre fyre. Selvom man er lidt oppe i alderen, så må man jo godt lægge mærke til, når der er mennesker, der skiller sig ud fra mængden.

Lækre Fyre handler vel i bund og grund om udstråling eller hvad? Det gør de ihvertfald for mig, og engang imellem kan man være heldig at støde på sådan nogle. I går var vi nede på Rockzone og høre Tams nye band spille. De har spillet sammen i et par måneder nu, og vi har fulgt udviklingen fra famlende – ja grænsende til lidt pinligt, og så til et sammenspillet band, der bare giver den fuld gas. De har så meget udstråling, at baren er propfuld om lørdagen, når de skal spille, og folk er helt oppe på tæerne og SKRÅLER med. Man kan bare se på alle i bandet, at de nyder at spille, og de har det superdejligt med hinanden. Det smitter altså af på publikum. Her kan man se, at de er glade for hinanden – også efter lukketid (og i en halv hestes brandert….)

Det må simpelthen være den mest fantastiske følelse, når man er barejer, og det mest populære band af alle ugens bands er ens eget band. Sådan er det på Rockzone lige nu, og folk var bare vildt begejstrede i går. Vi ønsker ham bare alt godt med den bar og også med det nye band The Answer. Nu tager turiststrømmen dog af igen, og så skal han altså padle i nogle måneder igen.

Her er et billede af de lækre fyre minus Tam, men med hans søn Namo på 9 år på trommer. Rage against the Machine – godt gået af en bette dreng på 9 år.

Doven Søndag

Ja… Resultatet af sådan en lørdag aften fornægter sig ikke. Man er vist blevet en lille smule mat i koderne! Det bliver en noget doven søndag, hvor det ikke bliver til så meget. Til gengæld kan jeg så skrive to-do lister til mig selv, for om et par uger kommer en højt elsket ven, og så skal der bare være styr på “pensionatet” her i Baan Jet. Uhhh – jeg hader at gøre rent… (Det eneste jeg hader mere, er at få en thai til at gøre rent – ha, ha!!) Men vi glæder os rigtig meget til at få besøg igen!!

God Søndag!

 

 

by Janne
Liv i Thailand

Hvor afhængig er man af sin mobiltelefon?

Det er selvfølgelig forskelligt, hvor afhængig man er af sin mobiltelefon. De sidste par uger har vist mig, hvor afhængig JEG er af min mobiltelefon, og det er faktisk skræmmende….

En hurtig død

For et par år siden købte jeg en halvdyr Xiaomi Mi11 telefon, fordi den bare var top of the pops, og så er jeg vild med produkter fra Xiaomi. Til dem der ikke kender Xiaomi, så er de faktisk verdens 3. største producent af mobiltelefoner, og brandet dækker også over alle mulige husholdningsapparater og gadgets, hvoraf vi har flere produkter.

Så en mandag morgen, hvor jeg lige skulle checke nyhederne, døde min Xiaomi telefon simpelthen bare en hurtig død imellem hænderne på mig…. Først var jeg vantro, og tænkte om jeg havde glemt at lade den. Men laderen reagerede den heller ikke på – den var simpelthen død som en sild. Jamen, jamen, jamen…..

Da det første chock lige lagde sig, så begyndte jeg at forstå, hvad jeg sandsynligvis havde mistet med en helt død telefon. Adgang til banken i Danmark (det har jeg dog også via min PC), men endnu værre MitID… Og adgang til min thailandske bank via mobile banking, hvor jeg aldrig helt har fundet ud af at få homebanking til at virke. Min elskede thai/engelske ordbog (thaidict) af Benjawan Poomsan Becker var væk.

Ja, hele min forbindelse til omverdenen var mere eller mindre væk, hvis jeg ikke skulle slæbe rundt med min halvgamle laptop, som kun kan holde strøm i ca. 1 time.

Ligge i forsterstilling og græde?

Jeg må da indrømme, at jeg i første omgang bare havde lyst til at lægge mig ned og rulle mig sammen til en lille bold og tude. Jeg har ikke været uden telefon de sidste mange, mange år, og det virkede helt uoverskueligt. I løbet af de første par timer blev jeg konstant mindet om mit tab…. Jeg skal lige checke den opskrift på Google, øh, nåh nej. Hvad er klokken, øh nåh nej. Hvad siger vejrudsigten for i morgen, øh nåh nej. Her i Thailand er tilknytningen til mobiltelefonen endnu større end andre steder, for rigtig mange mennesker lever hele deres liv fra mobilen. De har ikke en PC eller bare en tablet. Alt går igennem mobilen, og det har vi sådan set også vænnet os til.

Trangen til bare at fare ned og købe en ny mobiltelefon var kæmpestor, men jeg tog mig sammen og tænkte mig om.

Jeg fik gravet min gamle Samsung S6 Edge+ ud af skabet. Den døde af pladsmangel, men fejlede jo vist ikke noget derudover. Strøm på den og så vente… Den genstartede et utal af gange, og det tog nogle gange 1/2 time at boote. Alt var uopdateret, og den mistede strømmen med lynets hast. Den kunne heller ikke lide sin lader mere, så det eneste sted den ville lade var i soveværelset via en ledning fra vores clock radio!! Efter et par dage, lignede den pludselig sig selv, og de fleste af mine apps var stadig på den. Den var langsom og mærkelig, men den kørte dog og var en rigtig god sutteklud.

Thaierne kan reparere ALT – næsten…..

Vi tog min Xiaomi og kørte ned i shopping centeret Market Village med den. Vi havde gode erfaringer med en lille butik dernede, så vi indleverede den der. Han fik kigget på den, og efter en time konstaterede han, at CPU-en (altså styrekredsen) var gået i den. Han sagde, at han havde sådan nogle tilfælde hver eneste dag, og at han kunne reparere den for 3000 baht. Det ville tage en uge (jøsses kors), og ja – der var jo ikke så meget at vælge imellem.

En uge senere troppede vi op i butikken, og de kendte pludselig ikke noget til min telefon. Efter en masse palaver og ringen rundt (med masser af “mi banha” (vi har et problem)), så fik vi at vide, at vi skulle komme om 3 dage. Ja, da! Der begyndte jeg ligesom at miste tiltroen til, at jeg nogensinde ville se min dejlige Xiaomi telefon i live igen…. 3 dage senere (i torsdags) troppede vi op igen. De rodede lidt rundt, og så smed han min telefon på disken, og han undskyldte meget, at han ikke kunne lave den. Som man kan se på billedet ovenfor, så er det ikke en telefon, men stumperne af en telefon. Der mangler en hel del skruer indeni, og mit cover er også forsvundet…. SUK!

Lazada er din ven

Lazada er en stor salgsportal, hvor man nærmest kan købe alt mellem himmel og jord. De er mega populære her i Thailand – ikke mindst blandt os faranger. Vi køber simpelthen SÅ meget via dem, og de har nogle månedlige promotions, hvor man kan spare en del penge på gode tilbud. Den 2/2 – den 3/3 – den 4/4. Så torsdag var vi klar ved tasterne for at få et godt tilbud på Lazada – nu kunne jeg simpelthen ikke leve uden en ordentlig telefon mere.

Vi stod der en hel torsdag aften ved køkkenbordet – to voksne mennesker – og ventede på, at klokken blev 00.00, så vi kunne spare 1500 baht på en ny telefon den 3/3. Altså – det var hyggeligt nok, for vi hørte musik og fik os et par øller – men det føltes lidt som at ligge i en sovepose uden for en forretning med et godt tilbud! Normalt ikke lige min stil…. Da vi fik booket den nye telefon til en rigtig god pris, gav vi lige hinanden high five, og så var det op og se dyner!

To dage senere – altså i går – kom min nye telefon endelig. Det var godt nok ikke den, jeg troede, jeg havde bestilt (måske lidt for mange øl den torsdag?), men det var stadig et rigtig godt køb. Denne gang en Vivo X70 Pro – et mærke, som sikkert INGEN i Danmark nogensinde har hørt om, men her er Vivo telefoner meget populære.

Lazada er nogle gange en lidt for god ven

Jeg har glemt at fortælle, at jeg i løbet af de 10 dage uden mobiltelefon så faldt for fristelsen til at købe en tablet. Jeg har en ældgammel Samsung, som ikke kan ret meget, men den kan styre vores musikanlæg, og det klarer den til gengæld fint. Ja, jeg kan ikke helt forklare, hvorfor jeg pludselig fik det behov, men det må jeg nok henskrive til abstinenser og rå afhængighed. Det er en Xiaomi Tablet 5, og den er altså bare superlækker. Nogle gange er Lazada altså bare lidt for nemt, og så var der jo også udsalg og alt det der.

Det er jo også billigt… Så lige nu har jeg i bestilling: Tandpasta, shampoo og balsam, termokrus, termotasker, wc-rens og telefoncover. Nogle gange ryger vi også i nogle af de der behovsskabende fælder, hvor man køber alle mulige småting, som er hammerbillige men måske i bund og grund også temmelig unødvendige.

Ny mobiltelefon og tablet

Ja, nu har jeg så to nye apparater, og de fungerer så bare VIDT forskelligt, selvom de begge er Android apparater. Jeg fandt ud af, at jeg havde back-up af mine gamle telefoner på Google Cloud, og det var da rigtig skønt. Der var bare det, at den back-up min Xiaomi havde lavet, inden den døde, var fejlet. Så jeg måtte hente back-up fra min gamle Samsung ind på de to nye maskiner. Det gik så rigtig forskelligt….

Min tablet er nu næsten up to date, hvorimod min nye telefon har mistet alle credentials (log-on oplysninger i de forskellige apps). Sikke et hestearbejde at logge sig ind i alle apps igen.

Og så var der MitID, som er min største skræk. Hvis noget går galt med det skidt, så skal man henvende sig på borgerservice! Ja, det er da nemt at sige, når man nu bor 8500 km væk fra det nærmeste kontor. Et helt andet problem er også: Hvilken borgerservice? For som udenlandsdansker uden adresse i Danmark, er man måske lige sat i skammekrogen!

Så med rystende hænder tog jeg mig sammen og gav mig til at installere MitID på min nye telefon. Rystende hænder er helt bogstaveligt – jeg har noget med offentlige myndigheder, sygehuse og neglelak, der får mine hænder til at ryste, som om jeg drak en hel flaske thai whisky i går og lige er stået op. Mandolinfeber, som min far kaldte det. Jeg rystede så meget, at jeg ikke kunne scanne mit ansigt, for at blive godkendt! Nå, men med lidt hjælp fik jeg det ordnet, og så faldt der da også en kæmpe sten fra mit hjerte.

Nu mangler jeg bare at få min app til mobilbanken her i Thailand til at virke. Det kan man vist nok fixe i en ATM, så der går turen hen i morgen. Når det er fixet, så vil jeg simpelthen bare nyde, at jeg nu har to helt nye apparater at hygge mig med. Min nye tablet skal bruges til at se thai nyheder på om morgenen – det dyrkede jeg ret meget i starten, vi boede her, men så kom Covid, og så snakkede de ikke om andet. Plus at de havde masker på alle sammen, så jeg kunne ikke forstå en brik af, hvad de sagde.

Hvad med den gamle telefon?

Min “gamle” Xiaomi skal ned i et andet center, hvor rigtig mange har fået repareret håbløse tilfælde med held. Kan han lave den, så må jeg jo se, om jeg kan få solgt den, så der kan ryge lidt ind på Lazada kontoen igen. Jeg holder mig til min nye telefon, for har man først prøvet at stå med numsen bar i sin mobiltelefon situation, så begynder man at lugte ilde (altså brændt barn). Jeg husker tydeligt for nogle år siden, hvor Samsung kom med en opdatering, som havde nogle fejl, som fik lige nøjagtig min model til at tilte om på siden. Der måtte jeg tilbage i fabriksindstillinger – uden back-up! På en firmatelefon med over 100 kontakter og et utal af apps. Det tog en hel weekend.

Konklusion

Min konklusion det er, at JA, vi er mega afhængige af vores mobiltelefoner. Jeg har ikke tænkt mig at ændre noget ved det, for det tror jeg simpelthen ikke jeg kan. Jeg skal være i forbindelse og være på hele tiden, for at jeg har det godt. At man så kan sige, at selve telefondelen er lige meget, er noget andet. Jeg snakker med vores pest control en gang om måneden på telefon. Alt andet foregår via messenger eller andre services!

Jeg har bare taget konsekvensen de seneste 14 dages erfaringer: Nu har jeg 2 apparater, og så går det ikke helt så galt, hvis et af dem fejler!

Dagens råd: Husk back-up og hav MitID på mere end 1 apparat.

God Søndag!

 

 

 

by Janne
Liv i Thailand

Opdatering af bloggen – eller mangel på samme

Jeg har den seneste tid ikke været særlig god til at opdatere min blog – eller lave nye indslag.

Jeg skal ikke kede jer med detaljerne, men i den sidste måneds tid har vores liv her i Thailand taget nogle sving, og der har været nogle bump på vejen. Jeg tænker, de fleste kender fornemmelsen af, at man lige pludselig bliver kørt ned af eksprestoget, og bagefter er man faktisk ikke helt klar over, hvad der skete.

Sådan har det været her hos os, og vi har så samtidig med forsøgt at opretholde vores hverdag med alle de aktiviteter, vi nu har som pensionister på fuldtid. Det har måske nok været en fejl, for når man presser sig selv for hårdt, så risikerer man at kroppen siger fra. Og det har min så gjort, og det har jeg temmelig svært ved at acceptere.

Hvad nu hvis….??

Når man bor i et land som Thailand, så er det vigtigt, at man tænker igennem “Hvad nu hvis…..?” Sikkerhedsnettet her er ikke-eksisterende, og man kan ikke bare læne sig tilbage og regne med, at “systemet” griber en. Desuden er vi jo udlændinge, som kun taler sproget delvist, så det kan også være svært at begå sig i feks. sygehusvæsenet.

Der sker noget forunderligt med ens hjerne, når man lever på denne måde. Man glemmer at checke sin E-Box (der kommer jo alligevel sjældent noget), Man tænker ikke over, at bilforsikringen skal fornyes – det skal i vores tilfælde gøres manuelt fra vores side. Jeg plejer at blive enormt ærgerlig på mig selv for at være “Sloppy Joe”, som jeg kalder det. I Danmark havde vi da meget bedre styr på den slags. På en eller anden måde lever man bare mere i nuet, og man tager det gode og sorterer det dårlige og det trivielle fra. Men sådan kan man jo ikke bare gøre….. Hvad nu hvis…. er altid aktuel.

“Hvad nu hvis…?” betyder feks. også, at man sørger for at have nummeret på politi, ambulance, hospital osv. lagt ind i sin telefon. Men skal man have en ambulance, er det en rigtig god ide, at gå ned på det pågældende hospital og melde sig til deres hospitalsservice. Her i landet er det nemlig ikke særlig nemt at finde rundt for andre en postbuddet, så medmindre man kan forklare på thai, hvor man befinder sig, så skal man nok forberede tingene, før de sker.

Vigtigheden af at have et netværk

Uanset om man bor her eller i Danmark eller et helt andet sted, så er et godt netværk en kæmpe hjælp, når kæden hopper af, eller når tingene går mindre godt. Det er altid super dejligt, når der er nogen til at hjælpe i bøvlede situationer, når man mangler en skulder at græde ud ved, eller når man har brug for et spark i rumpen. Vi er heldigvis velsignet med et dejligt netværk både her og i Danmark, og det er vi meget taknemmelige for.

Hvordan får man så et godt netværk? Ja, man kan jo starte med selv at være netværk for andre. Der kommer jævnligt folk her, som lige mange en dims til noget eller har noget, de gerne vil have repareret. Så træder min handymand til og hjælper. Vi har igennem tiden passet hus, gæs, hunde og katte – ja selv børn har vi passet. Vi har hængt lamper og billeder op, vi har fyldt mange køleskabe op og lavet mad til fryseren. Vi har forsøgt at være mentale støtter i svære situationer. Det er ikke for at pudse vores glorie, men det er nok det, der skal til, for at man kan “trække på” andre mennesker. Man skal altså huske at give noget.

Et godt netværk kan hjælpe med at se tingene fra forskellige perspektiver og give både opbakning, trøst og venligt pres.

Når man presser citronen for hårdt

Alle der kender mig bare lidt, ved at jeg altid har gang i 1000 ting, og jeg har svært ved at sidde stille. Jeg kan sagtens sidde ved køkkenbordet og snakke i timevis, jeg kan sagtens glo fjernsyn eller møffe rundt i Facebook i timer. Sådan skal det ikke forstås. Men jeg har altså altid en to-do liste oppe i mit hoved, og den er altid meget lang! Hvad værre er – jeg har faktisk to – en til mig og en til min bedre halvdel. Når jeg står op om morgenen, så farer jeg rundt og laver alle mine “morgenrutiner” (mest huslige ting), mens min husbond sidder og drikker kaffe. Med et hus som vores, hvor alting står åbent, så er der altid plads til en tur med støvsugeren og gulvmoppen (og jeg er endda ikke særlig rengøringshysterisk mere). Jeg elsker at have gæster, jeg elsker at gå i byen, jeg elsker at rode rundt i mit køkken.

Jeg har det allerbedst, når jeg har gang i svesken, og der sker noget.  Jeg har dog på en eller anden overhørt signalerne…

Så et godt råd: Klem ikke citronen for hårdt!

Træk håndbremsen

Nå, nu lyder det hele så dramatisk, men det er nok fordi, at jeg stadig er lidt rystet over, at jeg ikke selv mærker, at det er ved at gå galt. Jeg havde et projekt i går, og det skal være det sidste lige nu, for jeg trækker lige håndbremsen for en tid. Eller ihvertfald halvvejs…..

Jeg havde lovet Tam at lave dansk mad/europæisk mad til en buffet til Rockzone Bar’s 5 års jubilæum. Jeg besluttede at lave hvidløgssuppe (nemt nok og Tams favorit) og biksemad (viste sig at være ikke så nemt) Jeg skulle lave til ca. 40-50 mennesker, og jeg grinede i mit stille sind, da jeg købte hvidløgsfed der var pillet – 1 kg for 67 baht. Nemt nok. Der skulle også bages et stort foccacia brød.  Men at koge og pille og skære 4 kg kartofler i tern var en anden sag. Stege flere kilo bacon, pølser og flæskesteg, 1 1/2 kg løg i tern, stege kartoflerne tager noget tid, når man kun har en 38 cm pande. Nåja – og så lige 50 vagtel spejlæg! Det blev til to store fadfulde, som jeg pyntede med hjemmesyltede rødbeder og snittet purløg og persille. Mit køkken sejlede i baconfedt og smør!

Men maden var populær, og der var ikke en krumme biksemad tilbage. Jeg fik virkelig meget ros og kunne kun være stolt! Men i dag er jeg udmattet, og det er jo ikke så sært, når jeg lavede mad hele dagen og var til fest (FEST) til over midnat.

I dag er jeg så kvæstet, at det er til at forstå. På Rockzone kender vi rigtig mange af gæsterne, så der er som regel fuld knald på. Vi havde også en ny veninde med – en meget sød dansk dame, som vi lærte at kende igennem nogle australske venner…. Ja verden er finurlig.

Nu skal jeg vist bare lave madplan, og så må mit strygetøj vente til i morgen.

God søndag!    HUSK AT SLAPPE AF!

 

 

 

 

by Janne
Liv i Thailand

A la lavenderia

På dansk betyder det spanske “a la lavenderia” – “på vaskeriet”. Den vending står prentet ind i vores hoveder efter jeg ved ikke hvor mange timers lytning til en spansk sprog CD i bilen på vej til og fra arbejde for år tilbage.

Det er mange, mange år siden, at vi bestemte os for, at vi ikke skulle bruge vores sidste år i Danmark. Drømmen om at flytte til et varmere, billigere og mere eksotisk land har vi haft siden vi var meget yngre. I første omgang gik drømmene på Spanien, hvor vi tilbragte stort set alle ferier hvert år. Vi har rejst rigtig meget rundt i Spanien, og vi var helt sikre på, at vi skulle købe os et lille byhus ved solkysten og så leve vores pensionistliv i en hyggelig by med tapastraditioner og masser af udeliv. Vi var så seriøse, at vi i flere ferier gik på sprogskole, og vi er da også nogenlunde habile til det spanske sprog i dag.

Desværre skete der ting og sager med prisniveauet på alting i Spanien, efter de kom med på EURO for 20 år siden. Over nat blev priserne på feks. en tapasret, der før kostede 100 pesetas (4,50 danske kroner) til 1 euro – altså ca. 7,50. Altså en stigning på ca. 40%. Det samme skete med huspriserne og leveomkostningerne, og det var bestemt ikke nemt for den spanske befolkning. Vores drøm om Spanien faldt også til jorden, for det lille byhus kostede nu efterhånden ca. det samme som i Danmark.

Efter nogle år rettede vi så blikket mod Thailand, og det var så også her vi endte med at bo. Vi havde en hollandsk ven på besøg i dag, og han fortalte, at han får ca. 3 gange mere ud af sin pension her i Thailand end i sit hjemland. Han sagde, at han kun kunne leve et meget skrabet liv i Holland. Ja, sådan er det nok for mange af os. Man kan leve et rigtig godt liv for ikke så mange penge her, selvom nogle ting da er dyre, og nogle ting endda meget dyre! Og som jeg har skrevet om før, så kæmper vi stadig for at lære Thai, og vi er nu så langt, at vi har fattet det med tonerne i sproget, og vi har da også så meget ordforråd, at vi kan klare dagligdags ting. Nu er det jo som bekendt her, vi bor, så vi skal altså også kunne læse og skrive sproget!

Men tilbage til det med vaskeriet…..

I sidste uge har vi været på møntvaskeri for første gang i vores liv, og det var faktisk lidt af en oplevelse! ที่ร้านซักรีด hedder det på dette sprog.

Jeg har en udmærket Siemens vaskemaskine, som har kostet en formue (fordi den både er vaskemaskine og tørretumbler i en – det syntes vi var smart, før vi flyttede hertil, og vi har aldrig brugt tørredelen), men den tager rigtig gerne en gang sangføjsdans i baggangen, hvis den ikke har ordentlig balance i vasketøjet, når den skal centrifugere. Sidste år vaskede jeg vores hovedpuder, og det endte med to puder, der var plaskvåde, fordi maskinen ikke kunne centrifugere. Det tog en uge at få dem tørre ude i solen i 30 graders varme. Der er fjer i kernen i puderne, og de lugtede simpelthen så dårligt af død og ulykke, at jeg troede, at jeg var nødt til at smide dem ud. Men da de så endelig blev tørre, var de rigtig fine.

Nu var det så tid igen. Men nu har vi så fået et møntvaskeri på grunden lige ved siden af os, så jeg tænkte: “Det er da smart – lad os bruge deres maskiner til hovedpuder og dyner denne gang”.

Som sagt, så gjort. Vi pakkede dyner og puder i en sæk, og drog afsted med drikkevarer og lidt underholdning til ventetiden. En almindelig vask i min maskine herhjemme tager godt et par timer, og en kvikvask ca. 1 1/2 time, så vi var selvfølgelig forberedt på at skulle fordrive noget tid. Stedet har været rigtig godt besøgt helt fra åbningen for et par uger siden, har vi kunnet se, så vi var ikke overraskede over, at der var pænt med mennesker dernede sådan ved et-tiden en hverdags eftermiddag. Jeg blev dog mere overrasket over, hvor store maskiner, de i virkeligheden råder over. Den største kan tage op til 28 kg., og det er da alligevel en slat. Min maskine kan tage 7 kg, og det er sjældent, at jeg kan få den fyldt op, selvom jeg kun vasker tøj 1 gang om måneden (jeg vasker selvfølgelig håndklæder, sengetøj og den slags oftere).

Jeg var også helt måbende over, at stedet er bemandet – af 2 mennesker! De tager folks tøj ud af vaskemaskinen og putter det i tørretumblere, de gør maskinerne rene, de holder stedet fint og rent, og så rådgiver de sådan nogle tosser som os, der ikke lige har den store erfaring inden for møntvaskeri! Det her billede viser priserne for at vaske og tørre tøj. I teorien lyder det jo ret billigt, men når man som jeg sorterer i farver, så ville en gang månedsvask med 5-6 maskinfulde blive pænt dyrt.

 

Anyways…. Vi kom vores dyner og puder i samme maskine, og med lidt hjælp fra den søde bestyrer fik vi startet skidtet. Man betaler efter program og så også hvor varmt vandet i maskinen bliver. Nu har jeg lidt svært ved at relatere mig til cold, warm og hot… Så vi satte den på cold og så trillede maskinen i gang. Vi satte os ved et bord, og jeg gik i gang med at lave madplan og indkøbsseddel. 15 minutter senere var der vasket for 60 baht, og maskinen var færdig. Øhhhh – nu er der ikke meget, der bliver rent på 15 minutter i koldt vand, og da slet ikke et par hovedpuder….. På den igen. Denne gang på warm og en længere vask. Det tog så 30 minutter – heller ikke ret lang tid!! Men det hele så fint ud, så vi smed det i tørretumbleren på kold luft for lige at tage den værste fugt ud.

Nu har vi så 1 dyne og 4 puder, der allesammen ser nærmest nye ud, og så synes jeg, at 150 baht er godt givet ud. Jeg fik faktisk så meget lyst til at gentage succesen, at jeg har fundet nogle flere større ting, jeg skal have vasket. Jeg kan da faktisk godt lide at sidde dernede – ca. 100 meter hjemmefra – og glo på trafik og folk og så få ordnet mit vasketøj på en noget mere effektiv måde end i min fine Siemens herhjemme. Hvem skulle have troet det? Altså jeg er damen, der er ekstremt meget mere resultatorienteret end procesorienteret!

Er man i Thailand på ferie, så har man jo mulighed for at indlevere sit tøj på et lille vaskeri om hjørnet. Dem findes der masser af. Men desværre, så er der mange af dem, der hænger tøjet ud i solen for at fremskynde tørreprocessen. Direkte thailandssol gør ikke noget godt for tøjet, og jeg har set flere have lyse striber på skuldrene af deres t-shirt. Sådan et gør-det-selv vaskeri er da meget bedre, og maskinerne siger stort set ingenting. Vores lokale vaskeri er jo også helt nyt, så standarden er virkelig helt i top. Det kan anbefales!

Ja, det var jo et noget ordinært emne i dag, men det var altså så positiv en oplevelse, at jeg slet ikke har kunnet glemme det! Nogle gange kan de ordinære og dagligdags oplevelser godt være de bedste!

Byggeriet i december
Færdigt begyndelsen af februar
Udsigten fra vaskeriet er da også meget hyggelig
by Janne
Liv i Thailand

Thailand på godt og ondt

I de forløbne par uger har jeg oplevet Thailand på godt og ondt….

Alle lande har deres egne fordele og ulemper, men Thailand har dem på sin egen, nogle gange temmelig mærkelige måde. Nogle gange kan jeg ikke finde ud af, om jeg skal grine eller græde, men jeg må jo acceptere, at tingene er som de er, for det gør de fleste thaier ihvertfald.

Blæsevejr, blæsevejr, blæsevejr….

De sidste uger har vejret vist sig fra sin rigtige kuldeside. Vinden er kommet fra nord med masser af kulde fra Kina. Det er første gang i de fem år, vi har boet her, at vi har kunnet sove uden aircondition i over en måned her i den kolde tid. Jeg har måttet vaske ekstra for at holde mig med lange bukser, bluser med ærmer og gode trøjer. Og ikke mindst strømper!! Så meget vintertøj har jeg simpelthen ikke. Jeg har siddet med mit fleecetæppe medbragt fra Danmark, og jeg har frosset, når jeg skulle ud fra den varme bruser om morgenen. Selv min bedre halvdel, som af vennerne bliver kaldt “naked man”, fordi han som regel ses i bar mave og et par shorts året rundt, har været nødt til at få sko på og en t-shirt.

Så begyndte det at blæse en halv pelikan. Vi var simpelthen nødt til at lukke alle vinduer og døre, så koldt var det. Plus at det blæste så meget, at det kunne rykke loftslamperne ned, hvis der var gennemtræk. Vores hus er bestemt ikke nyt, og det har traditionelle thai vinduer og døre, og jeg skulle hilse og sige, at det kan hyle temmelig forfærdeligt, når der kommer luft igennem sådan et gammelt utæt hus – også selvom alt er lukket. Gardinerne i soveværelset hang næsten vandret ud fra vinduerne. Vi har aldrig haft lukket huset af på den måde før….

Og så alt skidtet – hold nu op, hvor kan sådan noget støv da komme ind selv igennem en lukket dør. Noget af vores hegn faldt ned en nat, og vi måtte sikre alt i vores rod i carporten (sådan er det, når man bor sammen med en gør det selv mand).

Min søsters veninde og hendes mand var på ferie i Pattaya, og hun skrev, at de bare var ved at blæse væk.

Fra blæst til røg

Så fra den ene dag til den anden holdt blæsevejret pludselig op. Nej, hvor dejligt, tænkte vi. Temperaturen gik også lidt op, og det hele virkede pludselig noget mere hyggeligt og venligt. Stille og roligt kom shortsene ud af skabet, og efter nogle dage, måtte jeg konstatere, at det var for varmt med de langærmede bluser.

Vi tænkte, nej hvor dejligt, men det gjorde thaierne også. Nu havde de ikke kunnet brænde af i flere uger, og så tog de da godt nok revanche. I to dage, var her så tykt, at man nærmest kunne se smoggen, når man kiggede ud i haven. PM2.5 lå på et tidspunkt over 200 her i Hua Hin – og det var mere end i Bangkok med gud ved hvor mange biler. (PM2.5 er målingen af fine partikler i luften. Den skal helst ligge under 12,5 i gennemsnit over 24 timer). Det er meget usundt med PM2.5, der er for højt. I går læste jeg om en mor og datter, som var på ferie i Chiang Mai. De kunne ikke komme uden for en dør pga. røg. Datteren havde astma, og de havde begge røde øjne, løbende næse og hoste. Deroppe brænder de marker med resterne af sukkerrør af. Her er det ananasmarker.

Det er forbudt at brænde af i Thailand, men det er en udbredt folkesport. I stedet for at tage sit skrald med hen i skraldespanden (vi har ikke ordninger, hvor man kan få hentet skrald ved sin bolig), så samler man det i en lille bunke et sted og brænder pap, plastic, pakkefyld, byggeaffald, gamle klipklappere og hvad man nu ellers har. Når en hel nation på næsten 70 millioner mennesker har den adfærd, så bliver det alligevel til en “pæn” forurening. Det er FORBUDT at brænde affald her i landet, men det er ligesom færdselsloven… Ingen håndhæver den. Brokker man sig til gengæld over naboens afbrændinger til politiet, kan man få problemer. Og så er det sidste værre end det første! Det koster kun 4000 kr. for en lejemorder her i landet, og folk er blevet skudt for mindre end det!

Røgforgiftning

Det endte så med, at vi gik rundt og hostede og spruttede i nogle dage. Når man pudsede næse, fik man et chock! Kiggede vi ud ad vinduet, kunne vi ikke se bjergene her tæt på, og alt lå i en gullig tåge. “Men I bor da ved havet”, ville nogen måske sige. Ja – vi bor under en kilometer fra havet, men de brænder også af i alle landene rundt omkring, så det er vinden, der afgør, om det er godt eller skidt! Her var altså bare stygt! Vi har heldigvis en luftrenser i soveværelset, så vi i det mindste er i sund atmosfære i timer, hvor vi sover!

Men det er det samme hvert år. Det er bare som om at “røgsæsonen” varer længere og længere….. I dag er dog dejlig! Det er et fantastisk vejr med PM2.5 på 29. Vindretning må være god, eller de er løbet tør for tændstikker!

Billede venligst udlånt af min ven Lars. Her brændes af i bakkerne. HVORFOR??

Øverste billede er samme udsigt, men med smog ad pommern til. Og vi er altså nok det længste ude på landet, man kan komme i Hua Hin området.

Duftene

For nogle uger siden, begyndte håndværkerne at klaske denne her bygning op i “vores” baghave. Vi var meget nysgerrige på, hvad det var for noget, men det er altså et supermoderne gør-det-selv vaskeri med helt nye maskiner og plads til at hygge sig, mens man venter. Ikke det værste, der kunne ske. Det kunne være endnu en unga-unga bar eller en hønsefarm.

Det fine nye vaskeri – det er vi RIGTIG glade for!

Nu dufter her simpelthen af vaskepulver og skyllemiddel, når vinden er i den rigtige retning. Skisme da bedre end høns eller noget. Selv lugten af afbrændingen bliver overdøvet i perioder!

Maskerne

I forbindelse med forurening har thaierne, og de fleste andre asiater, benyttet masker i byerne. Også før Corona. Det forstår jeg godt, men en operationsmaske eller stofmaske hjælper jo ikke ret meget imod forurening. Jeg vil så sige, at her i Hua Hin var der før Corona i 2020 meget langt imellem maskerne! Folk tog dem primært på, hvis de var forkølede for ikke at smitte andre.

Jeg har før skældt ud over Corona maskerne. De stoppede med at være obligatoriske i juni sidste år, men her i Hua Hin og i store dele af Thailand har langt de fleste thaier masker på. Jeg nægter at ødelægge mine lunger med det skrammel, og selvom nogle siger, at man skal gå med maske af respekt for thaierne, så er jeg ligeglad. Det har jo ikke noget med respekt at gøre – heller ikke med “skik følge eller land fly”. Skulle jeg gøre som thaierne i alle henseender, så skulle jeg jo også køre uden kørekort og styrthjelm. Jeg tager maske på, når jeg bliver bedt om det og ellers ikke. Jeg nægter at gå på gaden eller træne i fitness centeret med maske på. Jeg hader de masker, og jeg savner stadig at kunne se folks ansigt og kunne føre en samtale, som ikke foregår med en pude over hovedet.

En tur på klinik.

Forleden skulle vi så om på en lille klinik og have taget en blodprøve. Her i Thailand kan man bare gå ind fra gaden på de små klinikker og få lavet blodprøver, urintest og den slags, og det er meget billigt. Det gjorde vi så på en lokal klinik. Da vi kom ind, røg ham den unge mand med pophår op af stolen og sagde, at vi skulle få masker på. Okay – ud i bilen og finde et par masker.

Og nu er det der, hvor det groteske i thai logik kommer ind. Min mand gik ind for at få taget sin blodprøve…. Den blev ikke taget af den kvinde, hvis diplomer og billeder prydede væggen i venteværelset, men af den unge mand med pophåret (tænker det var sønnen i huset uden nogen form for uddannelse). Brugte han gummihandsker?? Næh….. MEN han havde da sin maske på, og plasticvisiret lå klar på bordet.

Amazing Thailand, som de siger.

Logik er altså ikke altid en kernekompetence her i landet. Tag en maske på og glem styrthjelmen. Tag en maske på og pil rundt i det rå kylling i Makro uden handsker…. Øh, nej tak.

Men her ER dejligt – når bare de ikke brænder madrasser, bildæk og skumbakker af. Og inde bag ved maskerne findes masser af søde smil, som vi desværre bliver snydt for.

 

 

by Janne