Slipper vi snart for masker i Thailand ?

Om vi snart slipper for maskerne i Thailand er et rigtig godt spørgsmål, som især JEG stiller, hver gang jeg skal ud af døren.

Jeg hader de masker. Hader dem. Helt fra starten af alt det her Corona halløj har jeg ikke troet på, at det hjalp noget som helst at skulle have maske på, når man er på stranden, går tur, kører på cykel og så videre. Men reglen her i Thailand er, at man skal have maske på, når man forlader sin matrikel, og er man mere end to i bilen, så skal man have maske på. Også selvom man lige er stået ud af den samme seng og har delt en kold cola! Børn, voksne og gamle – alle skal have maske på, når de går ud. Myndighederne tilråder sågar indimellem, at man tager maske på derhjemme i privaten.

Jeg tror, at vi faranger er hårdere ramt af det maskepåbud end thaierne. I forvejen brugte asiater ofte maske, når de var forkølede for at beskytte deres omgivelser mod smitte. Det i sig selv var jo prisværdigt nok. Mange thaier, der arbejder ude, går også med elefanthue eller store hatte og slør for at undgå solen. Vores havedame kommer som regel med elefanthue på, og jeg forstår faktisk godt, hvorfor vi har lidt ukrudt hist og her, for hun kan da ikke se noget som helst ud af de to små glugger i den hat. Faktisk kan vi kun kende hende på hendes motorbike – og stemmen!

Da helvede brød løs i 2020 kunne man ikke opdrive en maske her i landet i et stykke tid. Det var ikke tilladt at gå ud uden, så vi var noget på spanden. Vi endte med at finde et par masker til en fuldstændig ågerpris, og så kunne vi da få handlet dagligvarer hjem. Senere fandt vi ud af at købe de masker som ses på billedet ovenfor. Det er bare noget blødt kunststof, som er så tyndt, at det nærmest kun har 1 side. Til gengæld får man ikke ørerne rykket af, eksem og andre følger af at gå med dem. De lukker overhovedet ikke ordentlig tæt og virker som i SLET ikke mod noget som helst. Vi skal gå med maske, men vi skal ikke gå med nogle bestemte masker, så derfor blev de disse her. De bliver vasket, og så kører de lige en omgang mere.

Går vi så allesammen med masker i Thailand?

Tja – det kommer altså virkelig meget an på, hvor man er henne. Mange siger, at ude på landet bruger de ikke masker overhovedet. I Bangkok skal man vist ikke formaste sig til at gå på gaden uden maske, for det gør stort set ingen andre. På Phuket går mange lokale efter sigende med masker, mens turisterne ikke går med dem.

Her i Hua Hin er vi lidt for tæt på Bangkok og ofte nogle rigtige duksedrenge, så rigtig mange går med maske her. Men slet ikke alle! Vi har stadig vejarbejde lige uden for døren på 5. måned, og ikke en af de arbejdere har maske på. Vores havemand har da heller ikke maske på. I mit fitness center har ingen maske på mere – heller ikke personalet – og på vores yndlingsbar tager personalet masken op for næse og mund, når de skal tæt på kunder. Det kan sådan set være lige meget, for vi har stort set allesammen haft Corona på et eller andet tidspunkt – både kunder og personale.

Vi er ved at gå kolde. Når man bor i et land, så må man jo bare følge reglerne der, men det er godt nok svært med de masker. Specielt når mange af de lokale også er så trætte af dem, at de heller ikke gider gå med dem mere. De sidder ofte på albuen eller under hagen, så man lige kan hive dem op, hvis det er nødvendigt. Så den strategi har vi også anlagt. Vi tager den korrekt på (selvom det bare er en klud uden virkning), når vi føler, at vi er pisket til det.

Jeg kan faktisk godt undre mig over det kloge i, at man er fuldstændig hysterisk med de masker, når man nu bruger sin ske og gaffel til at tage mad i det fælles fad med. Man køber mad i de små madboder, hvor sælgeren har fedtet rundt med varerne med sine hænder (og der er ingen vandhane i miles omkreds).  Man har maske på, når man kører på motorcykel men ingen styrthjelm (som er lovpligtig, men det håndhæves kun ved særlige lejligheder). Men sådan er Thailand.

Jeg spekulerer indimellem på, hvordan det påvirker børnene på lang sigt. Vores thai ven, Tam, får skældud af sin 8-årige søn, hvis han ikke har masken ordentlig på. Gad vide, hvordan den dreng ser på verden om nogle år? Skal det være med en maske på resten af livet af frygt for at få en eller anden sygdom??

Vores ven fra Danmark, som var på besøg i sidste måned, er en rigtig Rasmus modsat nogle gange. Han kan feks. godt finde på at sabotere affaldssorteringen i de her 8-10 spande i Danmark ved at komme noget plastic ned i papirtønden eller omvendt. Her besluttede han sig for at finde “maskegrænsen”. Så de sidste dage han var her, tog han masken af som så mange thaier. Så han kunne berette, at der hvor han fik besked på, at tage masken på, var i 7-11 og vores lokale indkøbscenter, Market Village. Ellers fik han overhovedet ingen kommentarer.

Slipper vi så af med de masker?

Det kommer nok desværre til at tage meget lang tid endnu. Vores sundhedsminister sværger til masker, og han har allerede erklæret, at selvom man sandsynligvis erklærer Covid-19 for “endemic” (altså noget vi må leve med) 1. juli, så er der sandsynligvis stadig maskepåbud. Just in case – eller hvad nu hans argument er. Citat fra Thaiexaminer: Right now, controlling the disease is not a problem but controlling people’s behaviour is. We still need to encourage people to put on face masks,’ he said. Egentlig skulle alle restriktioner så ophæves 1. juli, men vi elsker vores masker! Eller måske er det andre interesser? Nå ja, og så skal det lige nævnes, at det nok heller ikke bliver endemisk i hele landet i første omgang men kun på Phuket, Koh Chang og Koh Samui. Jeg klaskede mig på lårene af grin, da jeg læste det! (Eller rev jeg mig i håret). Men så får politiet noget at lave igen, når de nu skal kontrollere folk, der skal ind og ud imellem zonerne.

En anden lækkerbisken er, at nu må barer og natklubber og karaokebarer måske snart åbne igen. Måske allerede 1. juni siger de. De fleste barer er jo nu restauranter, og kan så have åbent til kl. 24. Nu skal der laves zoner, der styrer åbningstiderne på natklubber og så videre plus en del andet bureaukrati.

Men, men, men….. Selvom det lyder godt med en genåbning i forhold til turisme, så er det ikke uden forbehold.

Sundhedsministeren har bebudet, at der er nedsat et udvalg, som skal udstikke reglerne for genåbning af nattelivet. Herunder maskepåbud, 2 meters afstand mellem gæsterne osv. osv. Der skal i det hele taget gøres en ekstra indsats for, at turister og andre udlændinge får de masker på – og beholder dem på. Jeg kan da lige se en natklub, hvor alle – både personale og gæster – sidder med maske på og “hygger sig”.

Så nej. Vi har en strammer på posten, og han opgiver ikke de masker foreløbigt. Jeg forstår ikke, hvad de synes, vi allesammen får ud af det, men man kan jo spekulere på, hvad der ellers kan ligge under. At man så bare kan tage den sk…. maske på albuen eller køre den ned under hagen, kan jo være en løsning. Jeg har ikke “shoppet” i over 2 år, for jeg gider ikke gå og kigge på sko og tøj eller sådan noget med en maske på. Jeg handler lige daglivarer lokalt men køber det meste andet online, så de lokale butikker går glip af den forretning. Ikke at jeg køber meget af den slags, men jeg tror, at der er mange, der har det ligesom mig.

Nå ja, og så en anden MEGA irriterende ting. Det supermarked vi plejer at handle i – Makro – har haft en ny regel i noget tid. Vi skal gå med plastic handsker i forretningen. Prøv lige at åbne de der plasticposer i grøntafdelingen med plastichandsker på???!!! Jeg kan virkelig få et kæmpe raserianfald! Så jeg tager troligen et par blå gummihandsker med ud at handle for at bevare min sjælefred.

Lad os se! Næste regeringsmøde om emnet er i næste uge. Jeg har ikke de store forhåbninger til noget virkelig positivt – det bliver nok bare noget halv slattent. Jeg forstår, at man tager tingene med små skridt, men jeg ikke fatte, at vi nærmest går baglæns.

I dag behøver jeg ikke at bekymre mig om masker. Vi er nemlig spærret inde! Vores vejarbejde, som går ufattelig langsomt, og som har stået på i over 4 måneder nu, har indledt en ny fase. Nu har de i deres visdom støbt tværs over vejen på 3 meter, så INGEN kan komme ud eller ind. Resten af vejen har de kun støbt i den ene side. Hurra for thai håndværkere!

God søndag!

 

 

Hold nu op hvor det regner i Hua Hin….

Det regner simpelthen helt vildt i Hua Hin lige nu. Det lyner og tordner, og lynene slår ned rundt om os med kæmpe brag!

Vores swimmingpool er ved at være en infinity pool (se ovenfor), og vi må simpelthen pumpe vand ud med jævne mellemrum, for at den ikke løber ud i hele haven!

Normalt er Hua Hin jo Thailands smørhul, hvad angår mange soltimer og vældig lidt regn, men det kan man ikke just sige lige nu. Thailands meteorologiske institut advarede om tordenvejr og “flash floods” – altså oversvømmelser fra lørdag til tirsdag blandt andet her i området. Det gør de nu så tit, og det bliver som regel ikke til ret meget. Men siden i går morges har det bare væltet ned, og lige i skrivende stund får vi 19,7mm i timen, her hvor vi bor. Vi har fået over 110mm siden i går morges, og det ser ikke ud til at holde op foreløbigt. De siger, det fortsætter frem til tirsdag

Et gammelt utæt hus

Vores hus er ikke bygget med termoruder, drypnæser, tætte udbygninger og alt det der. Det har den fordel, at vi aldrig har problemer med mug og den slags indendøre, for der er altid god og naturlig udluftning. Når vi er hjemme står de fleste døre og vinduer åbne (så jeg kan få fornøjelsen af at støvsuge og tørre af hver dag, for det vælter bare ind med skidt. Der er også et stort antal gekkoer, som har indtaget hele huset, og de efterlader sig klatter alle vegne. Min bedre halvdel mener, at jeg skal se det positive i det – nemlig at så er der en hulens masse myg, der er gået til…. Men nu er det jo heller ikke ham, der gør rent!!) Når vi ikke er hjemme, så udlufter huset sig selv. Der skal ikke meget blæst til, så står gardinerne ind i rummet! Det betyder så også, at når det regner så voldsomt, som det gør nu, så skal man lige tage en runde i ny og næ og tørre op! Vi har flisegulve overalt, så der kan sådan set ikke gå noget i stykker, men jokker vi i det vand, så er der sorte fodspor overalt!

Det her uvejr har bestemt sig for, at det kommer sådan i etaper på et par timer, og så klarer det lidt op og regner ganske stille ind imellem. Men vindretningen skifter så fra gang til gang, så stort set hele vores terrasse er pladdervåd, og den er ellers overdækket over det hele. Det regner simpelthen 2-3 meter ind under taget!

Da vi købte vores hus, var taget så utæt, at vi måtte flytte sengen i vores soveværelse på 1. sal, for det regnede lige ned i hovedet på os. Det dryppede ned gennem taget, og det slog huller i gipspladen, som selvfølgelig ikke var vandfast. Vi snakkede med vores caretaker, og på bedste thai maner sendte han et par folk op på vores tag, og de forsøgte at fuge det med vådrumsfuge udefra. For det første er det bare grimt, og for det andet så holder det jo ikke en meter. Det dryppede stadig ind, men trodsalt kun nogle gange om året. Dog var loftet i soveværelset efterhånden ret grimt med alle de huller, men fordelen var, at vi kunne se, hvis vi havde glemt at slukke lyset i gangen udenfor! Så fandt vi en hollandsk gut, som lavede spray foam. Man sprayer en slags PU skum op under tagstenene, så de klistrer sammen og bliver tætte på undersiden. En sidegevinst ud over at slippe for vand i hovedet i sengen var, at det skulle sænke temperaturen under taget og dermed også i soveværelset. Win-win tænkte vi og bestilte sådan en omgang. Desværre lukkede elværket for strømmen lige netop i de dage, så han måtte bruge en kæmpestor generator (som vi selvfølgelig også skulle betale for), og den ødelagde så loftet i vores carport med udstødningsos, men det er så en anden historie!

Udover at han ikke lagde de 4,5 cm på, som han havde lovet men kun cirka det halve, så var det nogle af de bedste penge, vi har brugt på det her hus. Så var der godt nok ro for indtrængende vand, og det er der stadig (håber jeg). Til gengæld må han have efterladt et lille bitte hul et sted, for vi fik et gigantisk bo af bier deroppe, som lige præcis kunne klemme sig ind i rummene ved vores downlights. Ja, sådan er det at have hus i Thailand! Det er lidt ligesom pizzareklamen “Når den bunden den er go’, den hele pizza er go'”. Sådan er det også med huse – er tag og fundament godt, skal resten nok holde.

Men altså tæt er det her hus ikke, og derfor vi ved lige nøjagtig, hvor der skal ryddes for ting, og hvor der skal tørres op. Det er ingen katastrofe, for det er jo kun en gang eller to om året, at vejret går helt amok.

Alt er fugtigt

Ja, alt er fugtigt nu. Jeg vaskede noget sengetøj i forgårs, og det kan simpelthen ikke tørre. Det er ikke muligt, når luftfugtigheden er 94%. Vinduer og døre binder, og alt er bare klamt. Regnvejr på denne årstid får også flyvetermitterne på vingerne. De sværmer rundt i tusindvis og går specielt efter lys om aftenen. Kommer de ind, smider de ret hurtigt vingerne og render rundt uden. Så har man en million vinger liggende i og på alt! De kommer i flere størrelser, og vi er heldigvis kun udsat for de små. Nogle af vores venner har de store, og de skal nærmest have en skovl til at fjerne vinger med. Jeg har en fastboende gekko i mit køkken, og forleden aften var den meget udfordret. Der var så mange flyvetermitter, at den ikke kunne nå at æde dem, og der sad faktisk en enkelt på ryggen af den!!

Ny kloak

Vi har fornylig investeret i en kloak forbindelse. Overskriften er faktisk lidt forkert, for tidligere havde vi ingen kloak. Eller jo – vi var sluttet sammen med 3 andre huse, og vores kloakvand løb ud på en mark bagved det sidste hus. Det er ihvertfald hvad vi tror. Men fornylig skillingede vi sammen her i vores lille sub soi og fik rigtig kloak. Det kostede den store sum af 15000 baht pr. hus, men det er så heller ikke blevet særlig kønt lavet! Projektet kom i gang, fordi kommunen skifter kloak og vandrør på den lidt større soi uden for vores lille stikvej. Læs mere om det her.

Nu har vi ihvertfald kunnet konstatere, at det virker, for normalt får vores nabo hele sin septiktank fordelt på græsplænen, når det regner som det her. Denne gang ser det ud til, at det også er gået fint hos dem.

Det eneste problem der er med den nye kloak er, at kommunen nu efter 4 måneder STADIG ikke er færdig med projektet. Vi snakker om 250 meter vej!! Vores tilkørselsvej er et kæmpestort ælte med en anseelig sø ved indkørslen til vejen. Vores bil står stadig ude, for vi kan simpelthen ikke køre ind og ud mere. I sidste uge kom de så og lagde sand ud og gjorde klar til at støbe, så humøret steg og vi fik en flig af håb om en snarlig afslutning af det projekt, der skulle tage 1 måned, men som nu har taget 4! Men nej! Det startede godt med mange betonkanoner, der læssede af i den ene side af vejen. Men så begyndte det at regne, og så kørte de allesammen hjem! Nu har det regnet så meget, at vi har en flod igennem alt mudder og sand, og man synker i bare man stiller sig på vejen. Hvis der kører en betonkanon ind nu, synker den i til halsen!! Så det er endnu en ommer – ud af et utal af tragikomiske ommere, der allerede har været i det projekt.

I går skulle jeg i fitness centeret og træne, og det NÆGTER jeg at gå glip af. Vand eller ej! Så jeg måtte i mine havesko og så vade i mudder og sand for at komme ud til min veninde, som samler mig op uden for kaos. For at slippe for at vade igennem søen for enden af vejen, kunne jeg gå på en smal cementkant i siden af vejen, som de lige har støbt. De havde bare været så venlige at smide en bred metalskinne lige der, så det var nærmest som at være linedanser at komme ud. Men her sætter man altså ikke fødderne i plummervand, hvis man kan undgå det (ligesom man ikke går ud i højt græs) – man ved ALDRIG hvad man træder i. Et hul, en varan, en slange, kloakvand eller noget andet slemt. Og så er der jo hele logistikken i at gå ud. Rene sko og strømper til fitness, beskidte sko i pose, så man ikke sviner bilen til. Paraply, noget til at tørre fødder i – ja, det er et værre gedemarked!

Lange udsigter

Nogle gange bliver jeg bare træt! Selv jeg – som da ikke er entreprenør – kan se, at de laver tingene temmelig bagvendt, og at konsekvens og effektivitet er ukendte ord for dem. Indimellem kigger vi på hinanden og siger: “Hvad har de NU gang i??”. Min bedre halvdel har brugt oceaner af tid på at følge projektet i stedet for at få malet vores nye pumpehus. Han interesserer sig for byggeri generelt, men jeg tror, at en lille kringle på at følge et projekt her er, alt det bindegale de kan finde på!

Vi har et væddemål kørende her i huset. Min bedre halvdel mener, at vejen er færdig den 12. maj. Den vinder han helt sikkert ikke! Jeg siger 1. august – selvom jeg næsten ikke kan holde ud at tænke på det. Desværre er det nok mindst lige så realistisk! Hvordan de nogensinde får bygget en motorvej her, fatter jeg ikke.

I min verden har det lange udsigter. Så derfor skal vi spise slatne gulerødder og undvære kaffen i nogle dage mere. Forhåbentlig ikke flere uger….. Det er en kamp at komme ind og ud til vores hus nu, og vi skal bære alt et langt stykke i pludder ind og ud.

Heldigvis er jeg programmeret som en hamster, der altid har et godt forråd, så vi dør ikke af sult. Der er masser af mad i fryseren, men det er bare hammer irriterende, at man ikke kan komme ud og købe friske varer. Vores skraldespand er heller ikke så sjov mere, og her kommer der altså ikke nogen skraldebil og henter skraldet.

Om nogle dage skulle regnen holde op, og så kommer de forhåbentlig tilbage. Please please – giv os vores vej tilbage!!

 

 

 

 

Fysioterapi i Thailand – historien om en tennisalbue

Kan man få fysioterapi i Thailand? Selvfølgelig kan man det – endda her i lille Hua Hin!

Jeg har fået en tennisalbue… Igen! Det må simpelthen være fordi jeg arbejder for hårdt!! Nej pjat, men den kom efter et par hårde dages forberedelse til fest for nogle uger siden – om det så har noget med det at gøre, ved jeg simpelthen ikke.

Jeg havde også en tennisalbue for nogle år siden, og det tog mere end et år at komme af med det skidt. Dengang fik jeg en den, fordi jeg brugte et såkaldt fugerensejern – altså sådan en dims:

Jeg brugte den til at kratte fuger på vel ialt 200 m2 fuger med bittesmå fliser udenfor. Det gjorde jeg, fordi alt skulle være fint til, at vi skulle holde en rund fødselsdag derhjemme i huset i Silkeborg. Nogle dage efter festen startede “festen” så. Det gjorde rigtig ondt ind ved leddet i albuen, og min højre arm var helt kraftesløs (jeg er højrehåndet). Jeg kunne stort set ikke løfte noget med den arm, og jeg tabte hele tiden ting. En dag ville jeg tage en liter mælk ud af køleskabet, men gribemekanismen duede slet ikke, så jeg tabte mælken på gulvet, så det sprøjtede ud i hele køkkenet.

Nå, men jeg havde da en sygeforsikring, så det var jo bare med at gå i gang med en behandling. Jeg gik til fysioterapi først, og det hjalp lige samme dag, men dagen efter var det tilbage til “normalen” igen, nemlig at det gjorde hammer ondt. Så kom min læge med det geniale forslag, at han da kunne give mig akupunktur i middagspausen. Han stak simpelthen nåle ind i leddet, og det gjorde bare vanvittig ondt, og det hjalp ikke en pind. Den ene gang må han have ramt noget forkert, for da fysioterapeuten næste dag gav mig chockbehandling, så endte det med en kulsort arm. Da jeg kom på arbejde faldt min chef nærmest af stolen og spurgte, om jeg havde fået tæsk! Så tog jeg en ibuprofenkur i 4 uger og stoppede mig med piller i døgndrift. Det gik fint, mens jeg spiste pillerne, for så var smerterne jo væk, men da jeg holdt op igen, var vi tilbage ved start! Jeg spiste gurkemejepiller og andre naturmediciner, købte træningsgrej i dyre domme og trænede derhjemme hver dag. Ja, jeg prøvede vist alt, hvad der kan prøves….

Men den tennisalbue var kommet for at blive. Min trofaste ven og følger!

Efter et halvt år gav jeg op. Jeg har et motto, der hedder at man jo ikke kan dø af smerte, så nu måtte den arm skisme da bare gøre ondt. Jeg bestemte, at jeg var ligeglad! Eller ihvertfald prøvede jeg at ignorere den. Jeg valgte også den strategi, at jeg måske kunne træne min venstre arm op til at lave flere ting. Den hang egentlig bare og slaskede ved min venstre side, for det var jo normalt min højre arm, der gjorde alt arbejdet. Kun ved computeren var mine arme ligeværdige. Så jeg begyndte at øve mig i at gøre ting anderledes. Bruge venstre arm til at tage ting med, til at styre støvsugeren og gulvmoppen, til at piske i sovsen osv. Det gik rigtig godt! Indtil jeg kunne mærke, at nu var der også en tennisalbue på vej i DEN VENSTRE side. Aj, altså – jeg var ved at blive desperat. At sådan et par små spaghettiarme kunne gøre så ondt, forstår jeg simpelthen ikke!!

Så læste jeg, at der to veje længere oppe i vores kvarter var en dame, som lavede “kranio-sakral-terapi”. Jeg tænkte at det nok var noget med forskellige sten og mineraler og noget healing noget, men på hendes hjemmeside læste jeg nogle ting, som gjorde mig interesseret. Det er noget med, at rygraden helt fra hjernen ned til halebenet er omgivet af en beskyttende væske. Går der ged i det, så kan man få ondt og bøvl med resten af kadaveret. Jeg bestilte en tid, og tænkte at jeg jo før havde risikeret at spilde 500 kroner, hvis det ikke virkede… Det var en ret speciel oplevelse, men der var ikke noget woodoo eller overnaturligt i den oplevelse. Hun kiggede på mig og sagde, at jeg var skæv i bækkenet, at jeg havde infiltrationer i ryg og nakke, og at hele min holdning var gal. Så hev hun mig lidt i benene og i hovedet, masserede og trykkede lidt her og der, og manipulerede mine skuldre. Mens hun gjorde det, kunne jeg mærke begge albuer nærmest hele tiden (hun rørte dem ikke på noget tidspunkt) – meget mærkeligt. Da vi var færdige spurgte jeg, hvornår jeg skulle komme igen. “Det behøver du ikke”, sagde hun. Jeg var nu noget skeptisk. Men efter ca. 14 dage var det blevet markant bedre, og en måneds tid senere havde jeg endelig fået ro for de to tåbelige albuer.

Nu er det jo nok ikke muligt at få hende damen til at komme til Thailand og fikse min tennisalbue. Der findes faktisk kranio-sakral-terapeuter i Thailand, men jeg orker næsten ikke at køre helt til Bangkok for det. Og så er der jo bestemt ikke nogen garanti for, at det virker. Flere af de kranio-sakral-terapi klinikker, jeg kan finde i Bangkok, tilbyder også at læse tarotkort og andet spændende, og der står jeg altså af!

Så jeg tog ned til lokale fysioterapiklinik på en lille sidegade til Soi 94. Det er et rigtig fint og ordenligt sted, og der kommer en del kunder og får behandling der. De taler fint engelsk, og der er dygtige fysioterapeuter og massører.

De virker meget professionelle, og de følger næsten de samme behandlingsmetoder som i Danmark. Og det virker altså ikke rigtig på min tennisalbue. Jeg har fået to behandlinger, hvor jeg har ligget med et varmt kompres i 20 minutter (et kompres på størrelse med en rullemadras og meget varm og fugtig) over det halve af min overkrop. Så noget massage, chockbehandling og varmebehandling. Så kom min arm til at se sådan ud…

Godt man ikke kan se, hvordan der ser ud under plasteret – også fyldt med blå mærker. Og jeg har nul hår på armen i det område nu – til gengæld var jeg ildrød i flere timer, efter at jeg tog plasteret af i går. Nu skal det siges, at de ikke torturerer folk dernede – jeg får bare nemt blå mærker, og ligner næsten altid en, der har fået nogle bank.

Sidst jeg var afsted dernede ville hun stikke nåle i mig og sætte strøm til. NUL – jeg får stadig gåsehud bare ved tanken – der måtte jeg altså lige sige stop! I morgen er 3. gang, og det har vitterlig ikke hjulpet en pind. Jeg gav op i går og tog op og trænede i fitness centeret, selvom fys’en sagde, at jeg skulle lade være. Jeg savnede min træning helt vildt efter over en uges “cølibat”. Min træner sørgede for, at jeg ikke gjorde noget dumt, og det er altså ikke værre eller bedre i dag – nu har jeg også bare ondt i mine ben. Ha ha.

Nu er jeg så kommet til den konklusion, at jeg enten bare må leve med den dumme albue – og heldigvis er det den venstre denne gang – eller også må jeg køre en tur til Bangkok. Der er noget i min skulder, som siger mærkeligt, og problemet ligger sandsynligvis et helt andet sted end i albuen – noget der er i klemme eller sidder forkert.

Jeg vil dog sige, at fysioterapi klinikken kan anbefales på det varmeste, og jeg har kun hørt positive ting om dem, og de har hjulpet rigtig mange. Priserne er også nogenlunde overkommelige.

Man skal så lægge prisen for de forskellige delbehandlinger sammen, og jeg har givet 800 baht pr. gang. Det er jo ikke nogen herregård!

Jeg skal også lige fortælle, at der den første dag lå en engelsktalende mand inde bag gardinet til den næste kabine. Han fik massage – helt klart oliemassage med alle de svuppende lyde derinde fra. Og han nød det! Når han ikke sagde “wonderful”, så snorksov han så gardinerne blafrede. Han var helt væk, og de måtte vække ham, da han var færdig. Han var simpelthen så tilfreds, at han gav massøren 1000 baht i drikkepenge!! Det snakkede damerne om i et stykke tid efter, at han var gået. Ikke engang i en ordentlig brandert ville jeg give 1000 baht i drikkepenge til mit yndlings rockorkester Zuperjune!!

Men man kan altså roligt bruge denne klinik, hvis man har bøvl med bevægeapparatet, når man er i Hua Hin. Men en hårdnakket tennisalbue på mig, får de nok ikke has på.

God Søndag!

 

 

 

 

Nye regler for indrejse til Thailand fra 1. maj – og Covid i familien

I går vedtog de thailandske myndigheder nye  regler for indrejse til Thailand fra 1. maj, og denne gang sker der ENDELIG noget nyt, som kan bruges til noget!

Fra 1. maj kan man rejse ind i Thailand uden test og hotelophold, hvis man altså vel at mærke er vaccineret to gange. Er man ikke det, skal man stadig i karantæne. Hvad man valgte at beholde var kravet om Thaipass (søges online før rejsen) og obligatorisk Covid forsikring, hvor beløbet bliver sat ned til 10.000 USD. Thaipass er nødvendigt, siger de, fordi de skal kunne kontrollere, at indrejsende er vaccineret og har forsikring. De anbefaler, at man laver en ATK test efter nogle dage i Thailand, og der kan jeg et trick – mere om det senere.

Så fra 1. maj er det slut med at sidde og bide negle i et døgns tid i sit hotelfængsel, mens man venter på resultatet af sin PCR test. Mange har været skrækslagne for at teste positiv og tilbringe ferien i en sportshal med 500 andre Covid patienter eller på et sygehus til svimlende priser, og hvor sygehuset vil have pengene på forhånd.

Jeg læste i dag, at Thaipass portalen lukker ned fra i dag, for at de kan skrive programmet om. Det åbner igen 1. maj, og skal man rejse lige der og ikke har fået søgt om Thaipass endnu falder man ned mellem to stole. Sådan har det været hver gang, og mange har været i panik over ikke at kunne ansøge. Og når den åbner igen, er der sikkert helt nye fejl og bugs i systemet – det er aldrig blevet 100% funktionsdueligt.  De der allerede har søgt Thaipass til maj, har jo booket OG betalt (en betingelse) for hotelværelse til PCR test karantæne, kan søge om at få pengene retur. Good luck – her i Thailand siger man: “Giv en elefant en banan” – den får man altså ikke igen!!

Det er i min opfattelse et kæmpe skridt i den rigtige retning, og med lidt held så forsvinder alt det papirnusseri snart fuldstændigt. Kritikerne mener, at Thaipass er for bøvlet, og de forudsiger, at der ingen turister kommer af denne ændring, fordi folk ikke gider søge om det. Hele turistsituationen her i landet er jo i forvejen helt i knæ, og der kommer jo kun en lille bitte brøkdel af turister i forhold til før Covid 19, så vi har hårdt brug for, at vi får nogle besøgende, der kan lægge nogle penge. Turistministeren “Piphat” kommer med alle mulige sindssyge tal om forventningerne til turistantallet, og de har planer og kampagner om “Medical Turism”, Kvalitetsturister og hvad ved jeg. Men de får desværre nok ikke vildt mange flere turister, før de lægger alle restriktionerne på hylden. Og så går der jo lige et stykke tid, for de fleste rejser jo ikke lige til Thailand med 14 dages varsel. Plus at lande som Kina og Rusland, som har stået for langt de største grupper af turister, jo ikke lige lægger vejen forbi, som verden er nu. Ministrene her tror, at de bare kan trykke på en knap, og så sker tingene – som det er i militæret, hvor de fleste af dem kommer fra – men sådan virker verden jo altså ikke….

Lad os se – forhåbentlig kan vi få lidt af sommersæsonen med. Når først ændringen er offentliggjort i Royal Gazette, så er det et faktum, og så er situationen trodsalt blevet noget bedre end før.

Nå ja – og som en lille bonus, så fik “restauranterne” (ja nogle af dem ER da rigtige restauranter) lov til at sælge alkohol en time mere til kl. 24.

Covid i familien

Hvis man ser på Hua Hin nu, så er det meste åbent og kører for fuldt blus – nu kan man bare også købe Pad Thai  i “restauranterne” med poolborde og nedringede damer. Vi har haft vores ven på besøg fra Danmark i to uger, og vi har virkelig givet den gas. Ja, man skulle tro, at vi troede vi var teenagere igen! Vi har mødt masser af venner og bekendte og også fået nogle nye. Billedet øverst viser et Fullmoon Party for de gamle på stranden syd for Hua Hin, hvor vi hyggede os gevaldigt i sidste uge. Ja, når man har sådan en social adfærd, så risikerer man altså at få Covid. Og det gjorde min bedre halvdel så. Det er ikke nær så slemt for ham som den frygtede mandeinfluenza, han nogle gange har haft i Danmark, og om nogle dage er han nok ovenpå igen. Han testede dog negativ på de lokalt købte tests.

Vi fik til sidst en mistanke om, at dem vi selv havde købt  her i Thailand ikke duede. Vores ven fra Danmark havde en ATK test med hjemmefra, og den testede min mand positiv på, mens vores egen testede ham negativ. Meen vi stolede altså mere på den fra Danmark end vores eget kinaknald.

Vi var inviteret til en meget speciel koncert på vores yndlingsbar Rockzone i går aftes, men vi måtte så takke nej til det. Jeg fortalte vores ven Tam (ejeren af Rockzone), at min husbond havde Covid, og han insisterede på at komme med medicin og mad til os i dag.

Her er så hvad han bragte os i dag efter en lang formiddag på apoteket.

Thaierne elsker at spise medicin, og heldigvis er det meste urtemedicin, energidrik eller håndkøbsmedicin. Der var selvfølgelig også en pose mad med “Guaij Diaow” – en suppe med en masse forskelligt fyld – for spise, det skulle vi. Der var for rigtig mange penge, men vi kunne ikke få lov at betale. “I take care of you”, sagde Tam. Sådan er han bare. Han kom også på Songkran dag (det thailandske nytår) med blomsterkranse til os – sådan gør man ved sine kære ældre. Ha ha.

De næste 4 dage skal min bedre halvdel så spise denne cocktail flere gange om dagen, kombineret med drikkeyoghurt og enegeridrik. Pyha – jeg ville ikke kunne få mad ned også!

Tam medbragte også nogle ATK tests, Ganske rigtigt – det samme skete i dag, da han testede med de to forskellige tests.

Det er der, mit tip kommer ind til den anbefalede ATK test ved ankomst til Thailand efter 1. maj. Køb disse her, for de tester åbenbart altid negativ og red din ferie!

Det forklarer også nok, hvorfor jeg blev ved med at teste negativ for 3 uger siden, da jeg havde det lidt skidt i nogle dage med lidt feber og ondt i halsen. Jeg gik da i fitness centeret, handlede ind og besøgte venner med god samvittighed – jeg havde jo en negativ test hver dag. Der findes jo også trodsalt stadigvæk en helt almindelig influenza. Falsk tryghed så det basker!! Nu overvejer vi så, om vi skal køre ned på apoteket og advare dem om, at det de sælger simpelthen ikke virker.

Set fra den positive vinkel er vi enige om, at vi har fået det bedste booster shot vi kan få – nemlig den naturlige, hvor kroppen selv opbygger immunitet. Heldigvis har vi ikke været særlig syge, så for os er det ikke noget at snakke om. Det var da mere ærgerligt med den koncert i går. Vi overvejede faktisk at køre derned i bilen med en køletaske og se koncert som drive in på god afstand af alle andre!

Nu skal han så bare spise omkring 40 piller hver dag i 4 dage, så bliver alt godt. Ifølge Tam og apotekeren altså! I de 4 dage, eller hvor mange det nu bliver, må vi så tulle rundt herhjemme, indtil han tester negativ igen!

 

 

 

 

 

 

Gæst fra Danmark – en lejlighed til at holde en fest

Vi har fået besøg af en meget kær og savnet ven fra Danmark, som vi ikke har set i over 2 år, og det er bare skønt. Og som vi plejer at sige: Man skal ikke lade en lejlighed til en lille fest gå fra sig!

Og så Godt Nytår! I går var det Songkran her i Thailand – mere om det lidt senere!

Hvor kan man bare mærke, at man savner sine kære i Danmark, og der er gået ALT for lang tid med alt det Corona møg! Nu håber vi bare, at Thailands regering kommer til sig selv og får lukket det her stakkels land op! Rigtig mange af vores venner og familie i Danmark vil ikke rejse herud, så længe de skal testes og bøvle med alt det papirkram, så vi må bare vente på, at hele det cirkus omkring “Test and Go” forsvinder, så vi får nogle flere besøg. Det har vi virkelig savnet!

Vores ven gik glat igennem – han er også vaccineret med kryds og slange, og har ovenikøbet haft Corona 2 gange. Han bookede et hotel oppe i nærheden af lufthavnen i Bangkok – U-Tiny Boutique Hotel. Blev hentet i lufthavnen og så en drive-in test på et hospital. For 500 baht fik han en garanti for svar på test inden for 2 timer, og det gik også helt planmæssigt. Heldigvis negativ. Så afsted til Hua Hin, og nu er han her så. Jeg tror nok, at han har 3 bøjede ribben efter det kram han fik af mig, da han ankom.

Min gemal er jo dykket ned i musikverdenen her i Hua Hin og spiller i et hobby band med 2 andre gamle karle – (i et værelse ovenpå). Det betyder så gratis musik! Så vi arrangerede lige en lille fest for vores venner her i Hua Hin til ære for vores danske ven. Det endte med, at de var 3 forskellige bands om at spille i vores have. Jeg lavede mad i to dage, og jeg fik da heldigvis en masse ros for danske frikadeller og kartoffelsalat, hamburgerryg, hvidløgssuppe og flere andre retter på min hjemmelavede buffet – også selvom der ikke var flest danskere tilstede. Faktisk inviterede vi også et par danskere, som vi mødte et par dage før på en bar. Rigtig sjovt, når man møder gode og hyggelige mennesker.

Altså – kan man virkelig blive så glad for at gøre noget så NORMALT som at holde en fest? Ja, det kan man godt, og jeg må nok tilstå, at efter to år med restriktioner, masker og håndsprit, så er det bare mega dejligt at kramme på alle de gode venner og fingerere ved det samme bestik i en buffet.

Jeg er gået Corona kold. Jeg er så hamrende ligeglad med det influenza at jeg har lyst til at invitere det halve af Hua Hin, så vi allesammen kan få det og komme videre i teksten. Desværre måtte et par af vores allerbedste venner melde afbud til vores lille fest, fordi han testede positiv. Det var mega øv. For min skyld kunne de bare have deltaget, for jeg er så ligeglad med det virus halløj efterhånden. Jeg tror faktisk, at jeg selv havde det for nogle uger siden. Feber og lidt halsøm, men ATK testene viste negativ (men også noget billigt kinaknald). Ligemeget – mit motto er nu: “Vi skal videre”, og det håber jeg, at den thailandske regering også snart kommer frem til, så vi og befolkningen kan få vores normale liv tilbage.

Festen vel overstået og mad tilovers til en hel armé. Hurra for min kummefryser!

Så blev det jo Songkran i går – altså thailandsk nytår. Regeringen havde sendt mixede signaler, og det blev måske fortolket lidt bredt visse steder. Budskabet var, at folk gerne måtte holde Songkran (det har været forbudt i 2 år), men på den traditionelle måde. Kun den religiøse del og hælde lidt vand på de ældres hænder og ingen sprøjten med vandslanger og pumpguns – og absolut ingen alkohol (det får man ifølge dem Covid af). Både Bangla Road på Phuket, Chaweng på Samui, Khao San Road i Bangkok og flere steder i Pattaya havde ikke helt forstået det, for der gik folk alligevel helt amok i går i kæmpe vandkampe. Her i Hua Hin blev vores ven overhældt med vand på en cykeltur, men der var ikke ret meget sprøjteri. Problemet med de vandkampe på trods af forbuddet er, at det var flest faranger – altså udlændinge – der var involveret i det. Nu kan man så frygte, at hvis smittetallet går op i de kommende uger, så får vi “dirty farangs” skylden for at have smittet hele Thailands befolkning med Covid…..

Min bøn til den thailandske regering er, at de får åbnet op, så sommeren 2022 kan blive en “lille højsæson” for de meget trængte thaier i turistindustrien. Det er jo ikke turisterne der kommer med Covid-19 – det er her altså allerede. Vi savner vores venner og familie i Danmark, og mange af dem står på stand-by til at komme en tur til Thailand, når de ikke mere risikerer at ryge i “Covid-fængsel” i en test. Men men men – vi skal vist lige igennem fase 3 med en ATK test ved ankomst, og dem stoler vi da allesammen fuldstændig på!

Nu vil vi bare nyde at have besøg. Når man mødes med en ven, man har kendt siden man var barn, så er det bare noget ganske specielt. Nu får vi begge øvet os i at snakke sønderjysk, som ikke er hverdagssprog mere, men man glemmer det jo aldrig, uanset hvor man flytter hen.

Hurra for besøg af dejlige venner og familie!